Er jeg syg? Eller tænker jeg bare dybt

Spørgsmål.

Hej psykologpostkassen. Jeg er en pige i slutningen af mine teenageår, der i det seneste stykke tid haft rigtig mange tanker omkring døden – hvornår den rammer, hvordan, og hvad med efterfølgende? Disse tanker har overtaget min hverdag i sådan en grad, at jeg har svært ved at tænke på andet. Tankerne tager særligt til om aftenen, hvor jeg kan få åndenødsbesvær og have meget svært ved ikke at bryde sammen i gråd. Jeg får det helt fysisk dårligt. Selve “frygten” omhandler både det, at jeg er bange for, hvad der skal blive af en, når man dør – men jeg er også meget bange for at miste min familie, og jeg kan blive helt opgivende og panisk ved tanken om, at jeg intet kan gøre. Jeg har svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi jeg er bange for aldrig at vågne igen. Samtidig kan den mindste smerte et sted få mig til at gå i panik, fordi jeg frygter, at jeg er ved at dø. Jeg føler næsten, at jeg bliver kvalt i min frygt, fordi jeg intet kan gøre ved det – jeg er næsten flov over det, fordi jeg “bukker under” ved tanken om noget, som jo gælder for alle. Jeg har generelt altid været et meget bekymret barn/teenager, men nu har det taget overhånd, og jeg kan opleve at gå helt i panik og have følelsen af at løbe mod en mur. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre – jeg kan ikke få mig til at fortælle det til mine forældre, fordi jeg ikke vil bekymre dem eller endnu værre – måske videregive angsten for døden til dem. Samtidig er det også svært for mig at få sat ord på. Men jeg kan bare heller ikke holde det her ud længere… Jeg er bange for, at det ikke bare er en “dårlig periode”, men en reel angstlidelse. Hilsen en meget fortvivlet pige.

Svar.

Kære…

Vi vurdere ikke umiddelbart, at de tanker og spekulationer du har om livet og døden er at patologisk art, og vi vil råde dig til at kontakte en præst – det kunne være din sognepræst eller f.eks. Katrine Lilleør, Sørine Godtfredsen eller en præst du har hørt om eller hørt i medierne – for at få adgang til en kvalificeret samtalepartner om de eksistentielle spørgsmål der optager dig så stærkt.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

P.S. Prøv også at læse Om begrebet angst af Søren Kirkegård.

 

 

 

 

Flyt fokus fra dig selv til noget andet.

Spørgsmål.

Halløj Jeg skriver fordi jeg ikke ved hvem jeg ellers skal sige det til, det går mig på nemlig. Jeg er en pige på 17 år. Har lige været et på efterskole, det fedeste nogensinde. Dog har efterskoleopholdet også tydet på en tur på den lukket afdeling på Roskilde psykiatriskafdeling. Jeg havde haft selvmordstanker i 3 år før jeg startede på efterskole, dog ikke så slemt, tænkte kun at jeg ikke ville leve, men ingen overvejelser om at det skulle ske, og alle unge mennesker har vel på nogle tidspunkter i deres liv hellere ikke ville leve, så det var ikke så slemt. Jeg startede så på efterskole hvilket jeg havde glædet mig så meget til. At starte på en frisk et helt nyt sted hvor ingen kender en var en fantastisk følelse, men dog også ret skræmmende. Jeg har altid været en stille pige, snakker ikke ret meget, og i folkeskolen havde keg ikke ret mange venner, holdte mig primært til min bedsteveninde. Jeg startede så på efterskolen, og jeg var skide nervøs og tænkte straks at det var en fejl. På min efterskole bliver man delt ind i en kontaktgruppe hvor man er tildelt en kontaktlærer som man primært kunne gå til hvis det var noget. Allerede første dag blev jeg ked af det og fik hjemve og ville hjem, og jeg blev ked af det fordi jeg bla. Vidste at vi skulle aflevere vores mobil og computer om aften, og vi ville først få den tilbage en uge efter, og jeg havde problemer med at sove uden musik, og mit musik lå på min mobil, så derfor trykkede det ekstra meget, men fik en god snak med min kontaktlærer om at jeg skulle give det hele en chance, og fik lov til at beholde min mobil den uge, så det var jo godt. Jeg havde det rigtig svært de to første dage på efterskolen, jeg følte at alle havde nogle at snakke med og havde fundet nogle at være sammen med. Jeg gik rundt alene de to første dage men fandt så min allerbedste veninde på tredje dagen, mig, hende og en anden var de magiske 3, som dog blev til 2 på et senere tidspunkt. Men det når jeg til. Lad os kalde dem L og M. Jeg havde det godt og havde slet ikke hjemve mere efter den første uge. Dog holdte min kontaktlærer lidt øje med mig da han op til flere gange havde obseveret at jeg ikke spiste ret meget. (På en efterskole sidder man i sin k-gruppe morgen og middag) Og han havde fået afvide at nogle af elever fra min k-gruppe var bekymret for mig fordi jeg ikke spiste noget eller vis jeg gjorde så ikke ret meget. Så min kontaktlærer tog mig ud og konfronterede mig med det og fortalte ham at jeg bare ikke spiser ret meget normalt, hvilket jeg aldrig har gjort. Så efter den dag skulle vi på cykeltur med kontaktgruppe, som et led på opstartsugen. Jeg havde intet spist til aftensmaden dagen før, eller morgenmaden dagen før. Vi skulle cykle rundt i byen med kontaktgruppe for at se hvor vi kunne handle og det. Men allerede ca. 1.5 km fra skolen af kunne jeg virkelig ikke holde fokusset, jeg var svimmel og fik det super dårligt. Og min kontaktlærer stoppet op og snakket med om jeg var okay, og om jeg kunne fortsætte, og jeg svarede self. Ja. Men jeg sakkede mere og mere bagud, så til sidst måtte han bede de andre fra min kgruppe om at cykle op til brugs for at vente på os, og da vi så ankom derhen bedte han en af de andre kontaktlærer om at tage dem med, da han ville blive hos mig, da han var bekymret om jeg ville besvime. Og det endte så med at jeg blev kørt tilbage til skolen. To måneder gik og jeg havde det noglelunde, jeg kunne mærke at tingene begyndte at gå mig på igen (tankerne fra min fortid) og min kontaktlærer tog igen fat i mig fordi han mente jeg begyndte at lukke mig mere og mere inde, og at han kunne se at jeg ikke havde det godt. Jeg er ikke typen som kan lide st snakke om følelse, og gør det helst ikke. Jeg har ret svært ved at stole på folk og åbne mig op for dem. Men af en eller anden grund stolede jeg på ham, og det overraskede mig og det gør det stadig den dag idag, for jeg har haft det sådan i mange år, og mine folkeskolelærer har jeg ikke kunne åbne mig op for, men min kontaktlærer som jeg kun havde kendt i ca. 1 måned eller under, stolede jeg nok på til at sige at jeg havde selvmordstanker. Og han har været så støttende lige siden, og snakket med mig næsten hver uge også selvom keg ikke rigtig gad. Og jeg har aldrig forstået hvorfor han ville snakke med mig.. fordi de samtaler vi havde var kun ham der snakkede fordi jeg ikke kunne snakke, jeg havde lyst til at fortælle ham ALT hvad jeg havde på hjertet, men jeg kunne ikke få det ud. Jeg fik sagt til ham at jeg ikke ville fortælle ham det, fordi jeg ikke ville være til besvær, og han har hele tiden sagt at jeg ikke var, og at han kun vil hjælpe. Der gik 3 måneder hvor han indimellem tog fat i mig for at høre til hvordan det gik, for han kunne se at det sociale ikke gik ret godt. Jeg holdte mig kun til de 2 venner jeg havde, nemlig L og M. Og snakkede ikke ret meget med de andre elever, hellere ikke med mine roomies eller kgruppe. Også ville han vide ang. hvordan det stod til med selvmordstankerne. Så i november bad han mig om at tage stilling til at hvordan jeg ville fortælle det til min mor, det med mine tanker, for de samtaler heg havde haft med ham, fik jeg alligevel formuleret at jeg ikke havde fortalt min mor omkring alt det der foregik i mit hoved. Det endte med at han kontaktede min sagsbehandler som så kontaktede min mor. Min jeg løj for min mor og fortalte at jeg ikke havde det, for havde ikke brug for hjælp, og det var også det jeg hele tiden havde fortalt til min kontaktlærer at jeg selv kunne klare det, hvilket han sagde jeg ikke kunne eller skal. Imellem tiden havde jeg skrevet nogle mørke citater ned i notes bog, hvor jeg tror mine roomies måske havde kommet til st læse i den også gået videre til det til min kontaktlærer, da han lige pludselig tog fat i mig og ville snakke, og jeg sage igen ikke noget under den samtale hvor han så spørger mig om jeg skriver i en bog eller noget, hvor jeg bare tænkte at han på ingen måde har kunne vide det medmindre nogen havde fortalt ham det. Men nok om det. Der gik nogle uger efter, hvor jeg så var på vej ned til frokost, og jeg havde på ingen måde lyst til at gå derned, mine tanker var ret slemme, og kunne ikke rigtig være i mig selv. Jeg var på vej derned, sådan 20 min. for sendt, hvor jeg så møder en af de andre lærer. (lad os kalde ham J) Lærer J sagde så “hej hvad så, hvordan har du det” og der knækkede jeg fuldstændig sammen og valgte at vende om og gå min vej, han valgte så at gå efter og vi tog os så en snak, og ham ved ikkr st jeg havde selvmordstanker for min kontaktlærer har tavshedspligt og ville kun fortælle det til dem jeg ville have skulle have det afvide. Men på en eller anden måde kunne han hurtig gætte sig frem til at jeg havde de tanker også på mystiskvis kom han også ind på den notesbog jeg skriver i, om de citater. Han havde bare nogle flere deltaljer med end min kontaktlærer havde, og det var som om han havde kigger i den for han vidste nogenlunde hvor den lå og hvordan den så ud, han sagde det ikke dissederet, han stillede bare spørgsmål om fx. Om bogen så lå under min pude (hvilket den gjorde). Og det undrede mig bare. Men han blev også en af de eneste to lærer jeg stolede på 100%. Også kom der en episode i feb. måned midt i vores gymnastikuge hvor alt var blevet for meget for mig, jeg havde ikke sovet i nogle nætter og det gjorde mig bims i bøtten, og tankerne var værre end nogensinde. Jeg plejer altid at gå en lille tur ny og næ. Men den morgen valgte jeg at gå for en specielt grund, jeg ville virkelig ikke leve mere. Jeg gik væk fra skolen og kom til en bakke hvor de fleste af lærene kommer fra når de skal til skole. Jeg mødte to af mine andre lærer og de begge to kunne se at den var helt galt, for jeg ville ikke snakke med dem, og min ene lærer stoppede endda op for at tale med mig hvor jeg bare vendte om og gik en anden vej, hvor hun også bare råbte på mig. Og lærerne vidste godt at jeg havde de tanker, for en uge inden var jeg på skitur med skolen hvor jeg også havde en lille forsvindings epsiode, hvor min kontaktlærer så havde aftenvagt den nat på hotellet, hvor jeg havde skredet fra hotellet, jeg var bare i dårlig humør, og jeg lå på et 16 mandsværelse, og havde ikke sovet de to første dage så var bare træt af alt. Men så havde min kontaktlærer så tjekket værelset og nogle af piger havde så sagt at de ikke havde set mig siden jeg gik før aftensmaden. Og der tror jeg min kontaktlærer havde fortalt de andre lærer at de lige skulle sende to lærer ud for st se efter mig da jeg havde de tanker som jeg havde, nåede heldigvis tilbage inden de blev sendt ud. Men tilbage til den epsidoe i feb. De to lærer så st jeg var helt ude af den og var på vej væk fra skolen, og jeg tror de havde sagt det til lærer J som så kom lærene i sin bil op ved siden af mig. Han holdte mig fast og Bille ikke lade mig gå, men jeg var også græde færdig og hysterisk og prøvede på st komme fri. Men han fik mig tilbage på skolen og jeg fik sovet lidt ud på lærerværelset, for J vidste godt at jeg havde problemer med at sove, for på skituren var han den der fik det afvide, da jeg sidste dag ikke kunne klare det i mit hovede da jeg ikke ha de sovet noget i den uge. Senere den dag i feb. blev jeg sendt på den lukket i Roskilde fordi forstanderen mente st det var for farligt for mig at være på skolen, og at de ikke kunne tage ansvaret for mig mere. Og det gjorde mig sygt ked af det, fordi jeg gik stadig med tanken om at jeg ikke behøvede hjælp, også med tanken om at dagen efter var de store dag for opvisningsssæsonen som vi har arbejdet så hårdt for siden vi startede på skolen. Jeg overnattede der en dag så jeg kunne komme til opvisningen som jeg havde glædet mig til. Fik så det valg af forstanden at jeg skulle hjem direkte efter opvisningen og finde ud af om jeg ville tage imod hjælp af dem inde i Roskilde også blive indlagt en uges tid så de kunne se hvordan jeg havde det og sådan noget, eller om jeg ville tage klog ambulante samtaler. Og jeg valgte så at tage imod ambulante samtaler da jeg absolut ikke ville indlægges derinde. Forstanderen sagde så at jeg ikke kunne komme tilbage til skolen før jeg havde fået den første tid til en ambulant samtale, da han ikke kan have ansvaret for mig på skolen, og at lærerne ikke skulle bekymre sig om mig. Og det blev jeg rigtig ked af, for skolen var det bedste! Jeg havde været der hver weekend der var undtagen de weekender hvor vi SKULLE hjem, så det var så HÅRDT at været hjemme og vente på en tid som kunne tage flere måneder. Og der var kun en måned til at den store gymnastikkabale som er et kæmpe show som vores efterskole i samarbejde med stevs holder, og det ville jeg rigtig gerne med til. Min forstander kontaktede så min mor og fortalte hende at jeg godt måtte komme tilbage, og der var så gået 10-11 dage, ‘men at det kun var fordi min kontaktlærer gerne ville have mig tilbage, og han gerne ville tage ansvaret for mig, for som han sage til min forstander “jeg er der for hende som jeg har lovet hende”, ‘men jeg fik kun lov til st komme tilbage på en betingelse, og det var hvis jeg spiste til alle måltider, dukkede op til alle fag og var aktivt med i timen og hvis jeg gik til min kontaktlærer hvis jeg fik det skidt igen. Siden jeg var kommet tilbage til efterskole overholdte jeg aftalen, jeg havde stadig mine op og ned ture men havde ikke mere selvmordstanker da oplevelsen på Roskilde var for overvældende og stor at fik lysten til st leve og ikke få hjælp pga den slags tanker. Men så kom en tid hvor mig, L og M kom op og skændes og vi blev uvenner, og hi havde fra dag 3 været sammen om alt, og alle så os kun sammen, så lærerne så hurtigt at vores venneklike var gået i oplysning. M havde skrevet til anden veninde som var i vores gruppe i noget tid, omkring noget personligt om mig som jeg sagde at hun ikke måtte sige videre til nogen, og havde svært ved st stole på nogen i forevejen så det ødelagde bare alt imellem mig og M. Og det samme gjorde M med L, som en klike på 3 kom ned på kun mig og L. Min kontaktlærer og hendes kontaktlærer (som også er L’s kontaktlærer) snakkede med mig flere gange, og de sagde begge to, at mig og L også skulle tænkte på st M havde det svært og at vi ikke skal være sådan over for hende og begynde at snakke med hende igen. Og der var mig og L bare enige i st det kan vi ikke, for vi begge havde svært ved folk der svigter.. Men nok om det.. nu til det der går mig allermest på, og som gør ar jeg vælger at skrive til jer. Fra første dag jeg startede, havde min kontaktlærer været der for mig. Han har snakket med mig, også selvom jeg ikke sagde noget under samtalen, og alle vores samtaler varede ca. 20-30 min. hvilket er lang tid hvor jeg ikke har snakket eller sagt noget, jeg ville gerne men kunne ikke. Og han havde prøvet at få det ud af mig fra første samtale men det havde aldrig lykkedes. Men fik det dog fortalt 3 dage før vi stoppede og det var en kæmpe lettelse! Men nu sidder jeg tilbage med tanken om at jeg var kun til besvær for ham og J. De to har gjort så meget for mig, og bekymret sig så meget. Og jeg kan ikke lide at de har været så nede pga. Af mig.. Min forstander fortalte at alt det med mig havde gået min kontaktlærer så meget på, og jeg kunne også godt se det de gange han havde snakke med mig uden at kunne komme ind til kernen.. Så jeg sidder bare med den følelse at jeg ligesom ødelagde deres år.. for specielt min kontaktlærer har ligger meget af sin fokus og tid af på mig.. også til de kontaktgruppe ture har de andre fra min kontaktgruppe kunne se at han har været der ekstra meget for mig.. Jeg kan ikke klare tanken jeg jeg måske har gjort deres år forfærdelig fordi de har skulle tænke på om jeg nu ville gøre dit og dat, for både min kontaktlærer og J har lagt så meget tid af til mig uden st jeg havde snakket med dem, og derfor føler jeg også bare at de har spildt så meget tid på mig.. også selvom de begge to siger at jeg ikke er spild af tid kan jeg ikke slå det ud af mit hovede.. Og jeg ved bare ikke hvordan jeg får følelsen af at havde ødelagt deres år pga mig. Ud af kroppen.. Med venlig hilsen en tvivlsom ex efterskoleelev

Svar.

Kære M.

Vi – Ulla og Ole – tror og har også erfaret – at det at du glæder en anden, det er den største glæde og det er her ud fra at vi råder dig til, at skrive både til din lærer på efterskolen, og andre som har været gode imod dig og fortælle dem, hvor glad du har været for deres hjælp. Det er det bedste du kan gøre for dem.

Og hvis de tanker om, at du bare er til besvær for dem trænger sig på, så stå imod og gør som vi råder dig til. Bed dem du skriver til om et svar, så vil du se vi har ret.

Vi går ud fra som givet at din skole, sagsbehandle eller hospitalet har sat dig i forbindelse med en psykolog som du kan tale med og stole på. Vis eventuel vedkommende din mail til os og vores svar.

Det vil glæde os, hvis du skriver til os om ovenstående.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidlig overgreb kan godt fortrænges.

Spørgsmål.

Hej, Noget jeg har undret mig meget over er om det er muligt man helt kan glemme/fortrænge hvis man er blevet misbrugt i sin tidlige barndom?

– Mia

Svar.

Kære Mia.

Det kan man godt.

Du er meget velkommen til at kontakte os igen, hvis du har teoretiske personlige, eller venskabelige grunde til, at få uddybet det spørgsmål.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kærestesorg og psykologhjælp.

Spørgsmål.

Hej psykologpostkassen. Jeg er en 21 årig pige som er i en personlig krise, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Igennem mit liv har jeg gennemlevet en del tragedier og egentlig håndteret det fint. Jeg flyttede sammen med min kæreste til en anden by, da jeg var 18 pga. Studie. Efter at han slog op for et halvt år siden har jeg været dybt deprimeret og ikke været glad for mit liv og derfor besluttede jeg mig for at flytte tilbage til min hjemby, for at se om jeg fik det bedre. I min nye lejlighed er jeg stadig meget deprimeret og har derudover fået angst som jeg ikke vil medicineres for. Jeg har det kun godt når jeg er hjemme hos min familie. Mit spørgsmål handler om hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Om jeg skal sige min nye lejlighed op og flytte hjem til mine forældre i noget tid eller bare stramme ballerne sammen og blive boende? Hvis jeg lyttede til mit indre og min overvældende angst, så flyttede jeg hjem med det samme. Men, jeg er også blevet vant til at bo selv og har møbler til en komplet 2-værelses lejlighed som nu skulle presses ind på et lille værelse. Håber i kan hjælpe.

Svar.

Kære…

Du er efter vores vurdering fuldt berettiget til en henvisning fra din læge til en psykologisk behandling uden medicin.

Tal med din læge om situation og vis ham også din mail til os og vores svar.

Du er velkommen til at kontakte os igen,

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Problem og/eller symptom?

Spørgsmål.

Kære Psykologpostkassen.

Jeg har en krise, og jeg håber, at I kan hjælpe mig med jeres ekspertise. I marts måned prøvede jeg MDMA sammen med nogle venner, og vi festede hele natten. Min bedsteven var med til festen, vi kalder ham for “Anton”. Vi tog begge MDMA sammen, og vi begyndte at få dybe samtaler omkring vores fortid, da vi begge to har været gennem mange ting. Vi åbnede fuldstændig op for hinanden og havde ingen begrænsninger for hinanden. Vi har vokset op sammen og kendt hinanden siden fødslen, næsten. Efter denne aften burde alt virke normalt igen, men nej. Jeg har en mærkelig følelse. Ikke varm, ikke kold, ikke seksuelt. Men meget underlig. Jeg tænker på ham tit, da han popper frem i mit hoved. Han har støttet mig under meget hårde perioder og omvendt. Lidt om mig: Jeg er meget indelukket, og jeg snakker aldrig om, hvordan jeg har det og/eller hvad jeg været igennem. Jeg har haft kærester før, som “Camilla” og “Cecilia”. Hos dem havde jeg de varmeste, dejligste, mest behageligste følelser nogensinde. De er virkelig ikke til at beskrive. Jeg har aldrig nogensinde været i tvivl om min seksualitet, og det er jeg bestemt heller ikke nu. Jeg ved slet ikke, hvorfor eller hvad det er. Det er en virkelig skræmmende og ubehagelig følelse. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu.. Det er som om at sidde i et sort hul, og jeg bliver trukket dybere og dybere ind i det. Er det stofferne, der har gjort det imod mig? Hvorfor sker det her for mig? Jeg har virkelig brug for hjælp, for jeg ikke kan fokusere på skolen, arbejdet, livet generelt. Tusind tak for hjælpen på forhånd.

Svar.

Kære ” Thomas”

Hvad der er grunden til at du sidder i hullet og bliver trukket længere og længere ned kan vi ikke vide. Derimod er din beskrivelse af din tilstand så klar og koncis at vi kun kan råde dig til at søge hjælp så hurtigt som muligt for at undgå en stadig forværring.

Du skal straks opsøge din læge og bede ham om at starte den behandling han efter at have fået talt nøjere med dig finder relevant.

Det er det eneste vi på det foreliggende kan råde dig til, idet vi mener at hurtig hjælp i dit tilfælde er den rigtige hjælp.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Personlig krise og usikkerhed

  Spørgsmål

En kort resume af mig. Jeg er en pige på 17 år som er i gang med dyrepasser uddannelsen og elsker det.
Jeg har altid redet men er stoppet på grund at smerter og skader.

Jeg har været til lægen utallige gange og på hospitalet uden en forklaring. Siden 7 klasse, har jeg følt at jeg har en facade oppe for familie og venner, så de ku se hvor glad jeg var. Jeg havde det med at lukke mig inde nå tingene blev lidt svære. I 2015 begyndte jeg på efterskole. Meget hurtigt blev jeg slemt syg. 3 dage hvor jeg ikke kunne gå uden at besvime eller falde på knæene. Og i det år var jeg halv syg i 6 ud af 10 sådan on off. Men lægerne sagde at der ikke var noget.

Nogle venner på skolen snakkede om at jeg skulle snakke med en psykolog, men det ville jeg ikk for så ville jeg jo være anderledes og “svag”. Efter jeg har haft flere sammenbrud, mindre spiseforstyrrelse og måske en depression. Sagde min nuværende lære at jeg skulle til psykolog og det var næsten omgående. Efter at have snakket med hende i noget tid nu, mener hun at jeg har brug for lægemidler for at kunne få min hjerne til at sammenarbejde. Så alle mine smerter og sammen brud har måske været på grund af en svære depression. Alt har været psykisk, og det dukker så frem efter jeg er stoppet med at ride. Nu er jeg bare i den situation at jeg ikke har snakket med min psykolog i 3 måneder. Og jeg tør ikke begynde igen fordi jeg er bange for at gennem gå det hele igen. At få af vide at jeg ikke kan hjælpes.
Jeg har altid haft det rigtig dårligt med mig selv, min krop og ikke kunne acceptere de valg jeg tog. Jeg gør alt for ikke at vise mine følelser for nogen, hverken forældre eller bedste venner. Jeg er begyndte at cute igen og er endelig bange for at nogen opdager det, ikke fordi jeg er bange for at fortælle det. Men folk ser på en som om man er syg i hovedet og burde ligge på den lukkede. Jeg er bange for ikke at være god nok, at folk ikke vil kendes til mig hvis de ved hvor dårligt jeg har det. Der er ingen som ved sandheden om mig. Og jeg er mere indelukket end nogen sinde og snakker næsten ikke med min familie selvom vi bor under samme tag. Jeg er bange for at jeg ikke kan fuldføre min uddannelsen. Jeg vil hjælpe dem “dyrene” som ikke kan selv, ligesom da jeg ikke kunne selv. Nu er jeg bare faldet i et huld igen og er ved at give op på nye muligheder. Jeg ved der ikke er noget direkte spørgsmål, men havde brug for at få det ud på en eller anden måde. Håber det er okay. Mange tak på forhånd. Hilsen Erika

Svar

Kære Erika

Tusind tak for dit brev og det at du tør lukke op for dine følelser selvom at det er svært

Hvor er det fedt at du har fundet den rette uddannelse som dyrepasser og som du selv skriver så handler det om at passe på og redde de dyr som ikke selv kan ligesom for at videregive den hjælp du aldrig har fået. Dette viser for mig at du er godt i gang med en positiv udvikling!

I forhold til det du skriver om diverse læger så må du ALDRIG give op og tro på at du IKKE kan hjælpes! For det kan du!! Du har bare ikke fået den rette hjælp endnu – Du må blive ved med at banke i bordet indtil at du får den rette hjælp for det at opgive et menneske som beder om hjælp er fuldstændig uacceptabelt!

Det at tale med en psykolog er bestemt ikke noget tegn på svaghed! Jeg vil sige at det nærmest er omvendt – Nemlig et tegn på styrke! Du tør godt lukke op for din bog og tale om dine dybeste hemmeligheder for at få det bedre og det skal du have stor ros for! Det er sundt at få tømt ud i den ”rygsæk” som du går og bære på. Den skal tømmes så den ikke bliver overfyldt og hermed får dig til at knække sammen. Det er nemlig ekstremt usundt ikke at få talt om de ting der nager en og det kan jeg jo også se ved at du skriver at du er begyndt at cutte igen for at få din smerte ud på en anden måde – tro mig det at gå til psykolog er faktisk ikke unormalt – det er mere end normalt i dagens Danmark. Det er jo også derfor at der findes så mange psykologer. De uddanner sig til at hjælpe andre mennesker ligesom du uddanner dig til at hjælpe dyr 🙂

Jeg tror at du har brugt din ridning som et frirum for dine tanker og følelser. Det har været sundt for dig og der er mange der bruger aktiviteter til at få renset hovedet – nogle rider, går lange ture i naturen, løber eller går til yoga osv. Jeg tror at det ville være sundt for dig at finde en ny aktivitet som du både finder sjov og som du kan holde til så du igen har dit frirum. Det er også sundt for både krop og sjæl at kunne holde frikvarter fra alle dagligdagens udfordringer.

Det at du ikke har talt med din psykolog i 3 måneder skal du ikke være bange for. Din psykolog er der for at hjælpe dig! Forslaget om medicin er også en anden måde at hjælpe dig på og hvis du har det godt med det så prøv det. Du er bestemt ikke den eneste i verden som får medicinsk hjælp og dette skal man ikke flove sig over – det er endnu en måde på at hjælpe dig selv og det er en styrke. Det som du er bange for er dine følelser og dem skal du i stedet for takke – dine følelser fortæller dig når du eller din krop ikke har det godt og derfor er du vigtigt at du lytter til dem, følger dem og ikke skjuler dem. Når man har det så skidt som du beskriver så er det uhørt vigtigt at du får snakket alle dine problemetikker igennem igen og igen – ja lige indtil at du er ved at brække dig over det for så har du talt det ihjel og kan derfra komme vider.

Du er go nok og du er lige som du skal være! Jeg tror på dig fordi at du tog beslutningen om at skrive til mig med dine problemer og tanker – jeg er fuldstændig overbevist om at du nok skal gennemfører din uddannelse da du har fundet noget som du elsker og det skal du holde fast i.

Jeg håber at mine ord kan hjælpe dig lidt på vej

Mange hilsner Simone

 

 

 

Parforhold og personlig krise

  Spørgsmål

Hej psykologpostkassen. Jeg er en pige på 19 år. Dette spørgsmål egner sig egentlig både i denne kategori, men også tildels under “parforhold”. Jeg blev i min barndom meget hurtigt voksen. Da jeg var 12 år gammel fik jeg min første “skolekæreste”. Sammenløbende blev jeg seksuelt misbrugt af min nabo gennem 2 år. Dette har jeg fået behandling for hos en dygtig psykolog gennem yderligere 2 år, og stoppede hos hende, da jeg var 16. Jeg var ikke den eneste han misbrugte, og “gennem” ham, så at sige, mødte jeg en ny kæreste, som også blev misbrugt. Vi stod sammen om at melde det, og blev kærester efterfølgende. Efter 2,5 års tid slog vi op, og cirka 1-2 måneder efter fandt jeg en ny kæreste gennem min arbejdsplads, som stadigvæk er min kæreste på nuværende tidspunkt. Mit nuværende forhold har dog ikke været uden problemer. Det har været kørt ud på et sidespor flere gange, fordi jeg har haft kontakt til andre fyre, uden at være utro, skal det dog siges. Vi har haft mange kriser på grund af det, men har altid reddet trådene ud med en god snak. På dette tidspunkt har vi en krise, der ikke er udløst af noget bestemt. Jeg føler mig meget distanceret fra ham i vores forhold, men også fra omverdenen generelt. Der er noget inden i mig der føles anderledes end det plejer, det føles forkert. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg elsker ham og har lyst til at være sammen med ham, og derfor er det rigtig frustrerende for mig, at føle som jeg gør. Mit egentlige spørgsmål til jer er, om de gentagne “kriser” i mit nuværende forhold, kan forårsages af at jeg stort set aldrig har været alene og uafhængig af nogen siden jeg var 11-12 år? Jeg vil så gerne finde en løsning, men er bange for at kriserne og forvirringen, distanceringen, vil gentages så længe jeg ikke har prøvet at være alene. Jeg er tryghedsnarkoman på grund af min barndom med misbruget, men er også bange for aldrig at blive selvstændig eller “finde mig selv”, hvis man kan sige det. Derudover ved jeg ikke, om det er en reel grund at forlade sin kæreste på, når vi har været sammen i 2,5 år og faktisk taler om at flytte hjemmefra osv – jeg frygter også at skulle flytte sammen, hvis det går op for mig, at jeg har brug for alenetid. Jeg er forvirret over mig selv og de ukendte følelser jeg render rundt med, men jeg er også forvirret i mit parforhold. Jeg har virkelig brug for et professionelt råd. Venligste hilsner fra Maria

Svar

Kære Maria

Mange tak for dit brev og tanker

Det gør mig ondt at høre at du er blevet seksuelt misbrugt men jeg syntes at det er flot af dig at fortælle om det og at du har været villig til at modtage hjælp for at få det bearbejdet.

Jeg kan godt forstå at du er bange for at skulle udforske hvem du er alene og hvem du er som selvstændigt individ – det tror jeg rigtig mange er bange for fordi man ikke ved hvad der venter en. Uforudsigelighed skræmmer rigtig mange da vores hjerne godt kan lidt have kontrol men livet er fyldt med overraskelser og konsekvenser som man er nød til at tage med på vejen.

Dog tænker jeg at det vil være rigtig sundt for dig at komme ud og prøve at leve alene – det er utrolig lærerigt og du bliver kun en stærkere person af det. Du vil have godt af at finde dig selv før at du påbegynder et nyt forhold så du ved hvem du er, hvad du kan og vil byde ind med, hvor dine personlige grænser er osv. I et forhold kan man ikke blive ved med at give og give uden at få noget igen – hvis man indgår i at leve sammen med en anden så skal arbejdet i forholdet være ligeligt fordelt.

Jeg tænker at du skal tage dit forhold op til overvejelse og tænke over om du virkelig ønsker at bo sammen med din kæreste eller om det er dit trygheds behov som der skal opfyldes. Jeg syntes at du lyder meget veloverveget i dit brev og jeg er sikker på at du nok skal komme frem til den rette løsning – derud over syntes jeg du skal overveje at se en psykolog igen hvis du gerne vil arbejde med dit tryghedsbehov

Mange hilsner Simone

 

 

 

Gået ledig i snart 3 år- jeg er desperat!

Spørgsmål:

Hej. Det her har gået mig på længe. Jeg blev cand merc for 2 næsten 3 år siden. Har haft løntilskud 3 steder. Opbrugt mine dagepenge periode. Min uddannelse er bred så har haft svært ved at finde ud af hvad jeg kan med den. Har haft lidt af hvert af fag. Derfor har det været svært at finde ud af hvad jeg ville. Har altid haft studiejobs og relevant erhvervserfaring så det har været underligt ikke at kunne få et job. Fik et relevant job 3 måneder inden dagpengene sluttede. Arbejdede der i et år men nu har de opsagt mig fordi virksomheden bliver delt i to. Har været til mange samtaler efterfølgende men bliver altid nummer 2 eller 3. Ikke fan af det nye system hvor man skal til så mange samtaler for en enkelt stilling. Det er ikke engang højestillinger. Jeg har ikke fundet my calling, og det frustrer mig. Har søgt indenfor hr i starten, marketing og online marketing de sidste 3 måneder. Har søgt så mange forskellige steder og stillinger men ikke noget job. Snakkede med en studie kammerat som har samme uddannelse som mig der er blevet underviser på erhvervsakademier. Det føles rigtigt med sådan et job. Har en del undervisningserfaring med mange ting i mit liv så der burde være en mulighed.
Men alle de afslag tager livet af mig og ødelægger min psyke. Bliver forventningsfuld ved næsten hver jobsamtale men gør ondt når det ikke bliver til noget. Har prøvet med mange øvelser med forhøje dit selvværd og selvtillid. De virker også men ikke i længere tid af gangen. Har venner der har
Studeret til noget præcist som socialrådgiver eller sygeplejeske og får job lyn hurtigt. Det er
Underligt når jeg har brugt så lang tid på det og føler selv jeg kan byde en med en masse ting på en arbejdsplads. Men en cand Marc i business debelopment er ikke præcis nok.

Jeg håber virkelig at jeg kan komme til jobsamtale og komme til at undervise. Jeg ved ikke hvorfor det aldrig er faldet mig ind at undervise. Det ligger dog altid i baghovedet hvad nu hvis dette heller ikke bliver til noget… hvad så..

Jeg ville lyve hvis en selvmord tanke eller to ikke har strejfet mig. Men overjeget tager over og det er jo ikke det jeg vil. Min føler mig så modløs engang i mellem så det er en tanke der kommer og går. Det lyder alvorligt men tror bare jeg er frustreret

Jobbet betyder bare så meget lige nu for det giver mulighed for at flytte i hus og starte og tænke på børn. Vi bor sammen med svinger familien imens vi spare op til hus og det sætter yderligere Press på mig at jeg ikke kan ligge så mange penge til side som hvis jeg havde et job.

Jeg prøver virkelig at holde humøret oppe og undgå så meget fokus i afslagene. Laver selvværd øvelser men det er ikke helt nok. De virker i kort tid.

Familie fester og venne fester er irriterende for der er altid spørgsmål omkring hvordan går det.. har du fundet job… nogle gange vælger jeg ikke at tage med.

Har fået alt den hjælp til ansøgninger og cv som jeg kan. Både til jobsamtalen. Så ved ikke hvad jeg kan gøre anderledes.

Jeg ved ikke helt hvad jeg forventer af svar til denne. Tror bare jeg har behov for nogle der lytter til mine tanker. Er en meget åben person men dette holder jeg lidt for mig selv overfor mine nærmeste. Det er ikke lige en samtale jeg føler mig glad for at have.
Måske forventer jeg nogle øvelser til at bearbejde og fastholde lysten ved andre afslag.

Jeg vil bare sige tak for at jeg får muligheden for at kunne skrive mine tanker.

Svar:

Kære Due,

For mig lyder det enormt vigtigt, at du har en god mavefornemmelse omkring undervisning. Er det noget du har fulgt op på?

Jeg gik selv ledig for nogle år tilbage (og er i øvrigt også cand.merc.). Jeg oplevede det lidt anderledes – jeg blev fyret i hvad jeg ellers lige dér oplevede som ”min karrieres højdepunkt”. Det gjorde meget ondt på sådan en som mig. Men har været enormt læringsrigt.

Dengang startede gik jeg hos en karrierecoach. Noget af det første hun sagde til mig var følgende;

”Søg aldrig jobs via traditionel jobsøgning (dvs. via jobopslag, sende ansøgning m.v.) – du får ALDRIG job på den måde”.

Og så blinkede hun lidt med øjnene og sagde, søg alligevel – det sikrer at du ved hvad der findes derude (og så er der selvfølgelig reglerne som tvinger dig til det).

 

Men hun havde ret. Kun 1 ud af 10 jobs besættes via det ”officielle” jobmarked. Resten findes ”via netværk” – eller i hvert fald mere uofficielt.

Og så tænker du måske; jamen jeg synes ikke jeg har noget netværk?

Hun lærte mig en metode, som jeg har beskrevet udførligt i dette blogindlæg på LinkedIN, og som altså kan bruges uden at man har et netværk som sådan.

 

Det handler grundlæggende om at mødes til uformelle ”kaffemøder” med en person de steder, hvor du godt kunne tænke dig at arbejde.

Udelukkende for at sparre på, om ”den branche”, eller sågar ”den virksomhed” kunne være en vej for sådan en som dig at gå.

Du må aldrig nævne – slet ikke i samtalen kaffemødet kommer på plads – at det handler om at få et job. For pointen er, at det gør det faktisk ikke (selvom jeg ved, at du nu er ret desperat for at få et job).

Det handler om for dig at finde ud af, om du kan se dig selv arbejde der.

 

Således også i forhold til din ide om undervisning; måske du kan mødes med nogle, der allerede underviser på steder, du kunne forestille dig at undervise?

Jeg vil ikke beskrive metoden i mere detalje her – den kan du læse om i artiklen. Jeg er med på, at den kræver mod – men ”når man gør som man plejer, så får man det man plejer” (og jeg ved dette er en smule provokerende, men jeg synes der er stor sandhed i det).

 

MEN stedet at starte synes jeg for dig er at finde ud af, hvad du er god til, hvad du synes er sjovt at lave. Og det ved jeg er svært, hvis erfaringen er begrænset.

Er der nogle tidspunkter i din studietid – eller det sted, hvor du arbejde et år – at du havde en følelse af at ”hey, det er spændende og sjovt det her” – og endnu bedre, situationer hvor du har følt dig stærk?

Selv har jeg i en del år arbejdet med salg og marketing i medicinalindustrien – en karriere, som jeg blev og mere ked af. Og sjovt nok, så fandt jeg hos karrierecoachen ud af, at jeg skulle være underviser. For de få gange jeg i medicinaljobbet VIRKELIG følte jeg levede, og følte mig stærk, ja det var nok jeg underviste eller på anden vis formidlede ting. Det fik mig til at skifte kurs.

Og det med at identificere styrker har jeg også skrevet om på LinkedIN – læs her.

 

Og så er der det med de mange afslag – HELT naturlig og meget menneskelig følelse du får der. Det afgørende tror jeg er at holde fast i, at det ikke har noget med dig at gøre. Når du får et afslag betyder det ikke at du – mennesket Due – ikke er god nok. Det er ret tydeligt hvis det er en jobansøgning du får afslag på – for du har ligget i bunken med typisk rigtig rigtig mange andre, og det er nærmest tilfældigt, hvem der kommer videre (til samtale). De kan kun vurdere ud fra dit c.v. og din ansøgning – og de to ting siger sjældent noget om hvem du er, og hvad du reelt kan byde ind med. Det skal opleves.

Bedste hilsner

Michael

 

Tag dig selv af din børnehave!

  Spørgsmål

Hej Jeg er en kvinde på 38 år, har i mange år lidt af angst har jeg fundet ud af, dette er der nogenlunde styr på. Har enormt lavt selvværd og har svært ved at være sammen med andre mennesker, har altid følelsen af de ikke kan lide mig. Har ikke rigtig nogen venner, har svært ved det. Har en kæreste som jeg har været sammen med i 6 år, ham skubber jeg også lidt væk desværre. Føler mig ikke rigtig glad og syntes efterhånden livet er lidt besværligt. Altid at gå og tænke over ALT. Hvad kan jeg gøre, er ikke så god til at bede om hjælp folk skulle nødig se hvordan jeg egentlig har det. Håber i kan vejlede på lidt. På forhånd tak Mvh Mig

Svar

Kære Mig

Hvis du prøver at anskue alle de indre følelser og tilskyndelser, kommentarer, vurderinger, og konklusioner mv. vedrørende dig (Mig) som en stor børnehave du er ansvarlig for, og hvor du skal holde styr på hver enkelt barn og høre efter, vurdere, kommentere osv. barnet ud fra den position du har som en voksen kvinde med fuldt ansvar for dit eget liv. Tag så de mest påtrængende børn til dig først, navngiv dem, f.eks. sorte mig, pessimistiske mig (pesse mig) bange mig osv. – du har her chancen for selv at navngive børnene!

Prioriter dem, tag dem en af gangen, bliv ved at være i kontakt med dem, indtil du har bibragt dem en følelse af at være forståede og fortæl dem så, at det at du har forstået dem ikke er det samme som du vil bruge deres meninger om dig og livet, men at det gør du selv og det er det børnene i fremtiden har at rette sig efter.

Når du har taget din børnehave til dig og du måske trænger til et godt råd hist og pist, er du velkommen til at skrive igen.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

(vi arbejder stadig med hver vores børnehave)

 

 

 

 

Kom ud af ensomheden!

  Spørgsmål

Jeg blev for en måned slået ned i byen og fik slået en tand ud (fortand). Nu går jeg rundt og er af og til meget trist (Men udtrykker det ikke for andre). Jeg er ensom, og ulykkelig (Både ved at gå til fester eller lignende sociale sammentræf, men også at jeg ligner en pirat med en manglende fortand – har en midlertidig tand som er tydelig for andre som også spoerg ind hvilket skaber uro i hovedet på mig). Jeg er 19 år gammel, og har svært ved at finde lykke i fremtidige ting overhovedet. -NR.

Svar

Kære NR.

Det er nok dyrt at få sat en ny tand ind, men det må du se at for gjort hurtigst muligt. Prøv eventuelt tandlægehøjskolen.

I mellemtiden så prøv om der ikke er nogle piger der falder for pirater, når du går i byen

Prøv at komme i god fysisk form, hold op med enhver form for alkohol og rygning, og find en sportsform der kan give dig mulighed for at udfolde dig og træne dig.

Hvis du ikke allerede er i gang så gå i gang med at finde en der interesserer dig og start op så hurtigt som muligt.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

Ps. Hvis du synes du ikke kan bruge alt det vi har skrevet til noget, så må du ikke tro, at vi ikke godt kan mærke, at det ikke altid er sjovt at være dig. Og hvis du har lyst til at skrive til os om hvorfor det ikke er det, er du velkommen.