Jeg har så meget så meget i hovedet at jeg er ved at eksplodere.

Spørgsmål.

Hej
Jeg føler virkelig jeg er kommet helt derud hvor jeg ikke kan bunde, og der er så mange ting der tynger mig ned – Jeg håber jeg vil kunne forklare det så det er til at forstå nogenlunde. Men lad mig starte med at forklare at jeg er en pige på 22 år, jeg har netop fået elevplads som advokatskekretær, bor stadig hjemme – men er boligsøgende, jeg har få venner (1 for at være korrekt) osv. Jeg har en mor som jeg føler, forsøger ”at leve gennem mig” – hun fortæller konstant folk om hvad jeg laver og lign. Og omtaler mig i 3. person selvom jeg sidder lige ved siden af. Min far har jeg et underligt forhold til? Vi har det godt sammen, har samme interesse for cykling og sådan noget, men det føles lidt stramt når vi er sammen alene, for tror ikke rigtig nogen af os ved hvad vi skal snakke om sammen – andet end cykling. Som person er jeg meget stille, ikke særlig klog – siger tit nogen dumme ting, som munder ud i dårlige blondinejokes. Jeg har aldrig kunnet finde ud af at sige fra, jeg følger bare strømmen, for at undgå konflikter.
Når men altså, mit problem er så at jeg synes jeg har så meget i hovedet at det er ved eksploderer nogen gange! Jeg får lyst til at skrige og slå på nogen/noget. Jeg bliver konstant irriteret over smaskelyde, lyden af skeen mod en kop el. tallerken. Jeg har tit lyst til at bryde ud i gråd, men kan bare ikke! Jeg føler tit jeg har en knude i maven – ja, enda nogen gange som om jeg har sommerfugle i maven. Mit selvværd er helt i bund, – jeg kan ikke finde ud af at tage imod komplimenter – tror ikke på det når folk siger det. Og når en fyr giver mig lidt opmærksomhed, tænker jeg straks: han kan finde noget der er meget bedre. Mine tanker er også konstant negative! Det kan dog ske at jeg er helt nede i kuldkælderen, men så 10 min. efter er jeg positiv og glad igen, for igen nogen timer efter at ryge ned igen – altså mange humørsvingninger.
Jeg har desværre ikke råd til en psykolog på nuværende tidspunkt, men har bare brug for nogen gode råd. Er der noget jeg kan gøre? Noget jeg kan gøre for at vende de negative tanker til positive?
Personligt har jeg overvejet, at begynde og skrive dagbog, få massage, meditation, tvinge mig selv noget mere ud og møde nye mennesker… Jeg dyrker i forvejen motion iform af cykling.
Håber desperat, at i kan hjælpe mig, please…!
Mvh. Anne-Mette

Svar.

Kære Anne-Mette
Tak for din mail hvor du beskriver dine kvaler med humørsvingninger, at være den pæne og stille pige på advokatkontoret, have en mor, der lever gennem dig og snakker om dig i 3 person mens du er tilstede etc. Nogle gange kan du føle det, som om du har så meget opdæmmet krudt, at du er ved at eksplodere eller har lyst til at slå på noget.

Det sidste, altså det med at slå på noget, det kan du da nemt gøre! Du kan slå meget hårdt i din hovedpine. Men husk det skal være meget hårdt og sæt gerne lyd på. Nogle skrig vil hjælpe.

Jeg synes, at det lyder fint med al den cykelsport, og der har du jo noget fint samvær med din far. Det er sådan lidt “nørdet” og maskulint tænker jeg, men det danner en fed kontrast til det “blondine” portræt, du ellers giver af  dig selv. Men hvis nu du cykler en tur med din far, kan du så ikke snakke med ham om andre ting undervejs. Der er da sikkert mange temaer, du kan snakke med ham om, og som han ved noget om, eller som I kan undersøge i fællesskab på Jeres ture på cyklerne.

Hvorfor ikke lufte nogle af de tanker, som du gør dig her i mailen til psykologpostkassen med din far? Du kan jo omformulere det lidt, så det passer til situationen, og din far ikke skal blive bekymret.

God fornøjelse og held og lykke med det.
Venlig hilsen
Pelle Larsson

Hvem er jeg egentlig? Vil gerne være en anden.

Spørgsmål:

Hej! jeg er en pige på 16 år der har nogle forskellige sympomer. Jeg ved ikke hvad som jeg gerne vil sige her så jeg måske kan få hjælp til hvilken medicin jeg skal tage og hvad det er jeg lider af. Jeg har i lidt over et år følt at jeg.. nej det er mere bare sådan at jeg ikke er mig selv… jeg hedder Veronica men jeg mener ikke at jeg er Veronica… jeg er en kopi af Veronica eller en klon eller en autopilot…. det er meget tydeligt for mig at jeg ikke er Veronica og jeg har snakket med en psykolog om det men han virker ikke til at vide hvad han skal gøre ved det for han har ikke hørt om sådan nogle symptomer før… jeg prøvede i en periode at være på Abilify men det havde ikke den mindste effekt… har I nogen anelse om hvad det er jeg lider af for jeg er ikke paranoia eller har vrangforestillinger eller hallucinerer eller noget… ærligt talt vil jeg heller ikke leve.. jeg vil gerne sidde i Veronicas baghoved og lade Veronica leve sit eget liv i sin egen krop som jeg nu er i… kan i hjælpe mig?.. eller kan i hjælpe Veronica?…eller os begge?

Svar:

Hej Veronica –

For det første så er det vigtigt for mig at få sagt, at det med antipsykotisk medicin (eller antidepressiv medicin for den sags skyld) er noget vi grundlæggende ikke gør det i her på Psykologpostkassen. Jeg tror ikke du har brug for medicin (som tilsyneladende heller ikke virker). Det jeg syntes du skal acceptere det er, at du er dig – du er ikke – og skal heller ikke være – Veronica, eller nogle andre. Du er den du er. Den del af dig, som allerhelst ikke vil være i Veronicas krop som du skriver, er også en del af Veronica. Måske du med ”Veronica” forbinder en masse positive ting; den ”stærke”, ”positive”, ”udadvendte” type – men sådan er vi mennesker bare ikke altid, og der vil være perioder i vores liv hvor vi ikke har det sådan. Måske du tænker at ”aj, bare jeg havde det som jeg havde dengang hvor…” – og så bliver ”Veronica” forbundet med den du var engang. Lige nu har du det på en anden måde i dit liv, og der sker nogle ting i dig, som du skal lytte til. Og mest af alt skal du prøve at arbejde med at få øje på, hvad det er der giver dig disse mere negative tanker. Drømmer du om natten / kan du huske dine drømme? Indholdet i dine drømme kan måske fortælle dig hvad det er der er på spil (skriv gerne igen med indholdet i dine drømme hvis du vil have hjælp til tolkning). Du skal i hvert fald ikke være ”autopilot” over for det der sker – men tage det op, og arbejde med det – som du jo også gør ved at skrive til os her på Psykologpostkassen.

Venlig hilsen

Michael

Hvem er jeg egentlig? Vil gerne være en anden.

Spørgsmål:

Hej! jeg er en pige på 16 år der har nogle forskellige sympomer. Jeg ved ikke hvad som jeg gerne vil sige her så jeg måske kan få hjælp til hvilken medicin jeg skal tage og hvad det er jeg lider af. Jeg har i lidt over et år følt at jeg.. nej det er mere bare sådan at jeg ikke er mig selv… jeg hedder Veronica men jeg mener ikke at jeg er Veronica… jeg er en kopi af Veronica eller en klon eller en autopilot…. det er meget tydeligt for mig at jeg ikke er Veronica og jeg har snakket med en psykolog om det men han virker ikke til at vide hvad han skal gøre ved det for han har ikke hørt om sådan nogle symptomer før… jeg prøvede i en periode at være på Abilify men det havde ikke den mindste effekt… har I nogen anelse om hvad det er jeg lider af for jeg er ikke paranoia eller har vrangforestillinger eller hallucinerer eller noget… ærligt talt vil jeg heller ikke leve.. jeg vil gerne sidde i Veronicas baghoved og lade Veronica leve sit eget liv i sin egen krop som jeg nu er i… kan i hjælpe mig?.. eller kan i hjælpe Veronica?…eller os begge?

Svar:

Hej Veronica –

For det første så er det vigtigt for mig at få sagt, at det med antipsykotisk medicin (eller antidepressiv medicin for den sags skyld) er noget vi grundlæggende ikke gør det i her på Psykologpostkassen. Jeg tror ikke du har brug for medicin (som tilsyneladende heller ikke virker). Det jeg syntes du skal acceptere det er, at du er dig – du er ikke – og skal heller ikke være – Veronica, eller nogle andre. Du er den du er. Den del af dig, som allerhelst ikke vil være i Veronicas krop som du skriver, er også en del af Veronica. Måske du med ”Veronica” forbinder en masse positive ting; den ”stærke”, ”positive”, ”udadvendte” type – men sådan er vi mennesker bare ikke altid, og der vil være perioder i vores liv hvor vi ikke har det sådan. Måske du tænker at ”aj, bare jeg havde det som jeg havde dengang hvor…” – og så bliver ”Veronica” forbundet med den du var engang. Lige nu har du det på en anden måde i dit liv, og der sker nogle ting i dig, som du skal lytte til. Og mest af alt skal du prøve at arbejde med at få øje på, hvad det er der giver dig disse mere negative tanker. Drømmer du om natten / kan du huske dine drømme? Indholdet i dine drømme kan måske fortælle dig hvad det er der er på spil (skriv gerne igen med indholdet i dine drømme hvis du vil have hjælp til tolkning). Du skal i hvert fald ikke være ”autopilot” over for det der sker – men tage det op, og arbejde med det – som du jo også gør ved at skrive til os her på Psykologpostkassen.

Venlig hilsen

Michael

Surviving civil war in ex-Yugoslavia – and struggling!

Question:

I am a guy who survived civil war in Bosnia and Herzegovina. I dont have money to see professional help so my danish friend adviced me to write here.I was born in 1990,at the begining i had normal life and normal family.
After Yugoslavia started to crumble down,war started,going from one state towards another.First it started in Slovenia,after some time in Croatia and at the end it came to my state of Bosnia and herzegovina.Most of those thing’s from our war i cant remember because i was really young.
When war started, my mum was another city seperated from me and most of my childhood i spent in bunker’s like most of kid’s in my state.In those hard times mostly i was crying because i wasn’t with my mother and i was scared.My grandmother used to raise my while my father was on a battlefields defending our city. At that time and from early age of my life i was traumatized. I remember sounds of the alarm’s which UN used to use when our city was about to get bombed.
Until this day,when im 23 everytime i hear that alarm i get chill’s and i mostly run and hide to find a cover.Those are some thing’s which marked me and changed my life forever. I remember how i was running in a bunker’s with my grandmother everytime i heard that alarm. Few times in that period in year of 1995 few event’s really shaked me and my whole life. I have bad dreams and im scared. First thing which happend was a death of my uncle.He was killed at the begining of 1995, i remember how my father was crying,grandmother and childers of my uncle.We took the trip to morgue and there i saw my dead uncle, same second i saw him i started to cry and i peed my pants, when i saw a big hole on his torso.I was crying whole time while holding my father’s hand.Than after some time white van came and they put my uncle on it and only my father was allowed to go so they could bury him.When that van started to go with a coffin of my uncle and with my father on it,i jumped on it and started to cry and shout father,father dont leave me.Everyone assumed that my father was killed and one guy grabed me until they went away.When white van disaperad i started to run to find it to be with my father.I never menaged to get that van but those images from my head i cant erase. Second thing which happend was in summer of 1995 when a mortair hit a house of my neighbour,that day i was only shaken and relly scared. Next day while i was playing in my yard i went to one corner of my house with a dog named Ćiba.She was a small white old dog with black spot’s and in that period of my life when i was little she was my only friend i ever had.While i was playing with her in that corner of the house i hear a noise like piiiiiiiiuuuuuu…same secodn i heard that i grabed her
and laid down on the ground all of suden i heard a big boooom.My hearth started to pump blood like crazy,i felt the chills and i felt something invicible hiting my body. after some time i stood up,shaken,scared i felt the warmt across my whole body and i couldnt hear anything.I just saw smoke in the middle of my house.Whole time i was with my dog than all my neighbours came and my uncles kids and they just watched at my house.How it was burning at some points the broke my house doors and started to put fire down.
After few hours my father came home thinking i was dead,when he saw me he grabed me and hugged me really hard. At that time war was almost over but i have never saw my mother for a whole time of that period.While my father used to visit them very often an in that time my sister was borin in march of 1992 whiel my younger brother was born in 1993.I have never saw them in my life in that worst period of my life.When war finnished my father took a trip with me in that city where they were.When we came there i was afraid to come in because after all those things which i survived i never trusted anyone.I remember that i was watching behind a corner who are those kids and who is a women which is my father hugging and kissing.It was something new for me and i never knew that i have any siblings.It was really hard for me to go in and be with them. my father took me in and whole time i was staring at them silent,my mum tried to hug me but i run away.After some time i got used to that and my father said its time to hug and kissing my mother and i did.When i was 14 we went to visit my mothers family in that city where they spent their times of war while i was playing outside with my brother all of suden he went missing.I was searching but couldnt find him.After some time i went in apartem and i was thinking to tell my mother that my brother is missing,while i was going up with the stair in the building i heard screaming.I went down in the basement and i saw 2 serbian brothers,one was holding a knife other one was holding my brothers head on a stump and they were telling bunch of nonsence how they are going to kill him.I atatcked that brother which had a knife and run away with a knife up and started to call my mother and everyone else.Meanwhile those brothers run away and didnt want to admit that they did that while my brother had a bruised neck.
After all that i grew up im connected with my mum but i wasnt that connected with my sibling as much they were connected amoung each other.I dont hate other people,nations and so on…But i grew up away from everyone,silent,shy,antisocial dont like to talk about my life with anyone.Sometimes im losing my mind how much im afraid and never admited that to anyone.In school everyone noticied that im great and talented and very intelligente but most of them noticied that im different and never hang out with other kids.I always preferade on lunch time,before school and after school to be with stray dogs.After some time my teacher forced me to go to therapist but i never told him about those problems and traumas from my life. Now i live in same city,same house and all scars of that mortair are on my house also they are inside of me.Scars from thed granede are visible
outside and iside of my house so they are on me a lot of people know that something is wrong with me but i never told them. Now my whole life i was a warrior and i never quit.But i came at one point of my life when im lost, without any support from my parents and i dont have any real life friends. MY father lost a lot of family members in our war,his business went down he was robbed and everything what he owned it was taken away from him.He was one of most respected people in my city.Worked hard his whole life and now he doesnt have anything.My parents divorced because of that and war affected them a lot.Also my siblings went
on their trips and have their own lives.MY sister is married my father has a gf and lives with her…While me like in  every period of my life i am alone.I was thinking that i might have bright future when i started to go in highschool,my parent on that time divorced.I was great studen in higschool on of the best ones in my class and everyone assumed that ill be really good at things which i loved.But at some points in highschool i was bullied and went away very far from a lot of people.Once i lost my mind because i was bullied verbaly and i beat 2 guys…
After that my life started to go really down and i feel in deep depression.I turned to alcohol and used to get drunk every day in year of 2008 but i menaged to finnish my highschool with high grades but i never got my dyploma because im poor and i dont have 150$ to pay for it.I never had any problems in my life with law or anything else.I worked hard my whole life i started to work at the age of 15.But at that time my family was in a really hard position.Because of divorce and all the mess at some point of that we couldnt have anything to eat over few months but we never asked for help.I knew that i dont have anykind of future in my own country,i have so much fears i dont trust to anyone and every day i see and watch places where i experienced all those horrible things.I tried realyl hard to leave my state on my own on a legal way but everytime i tired i got a negative answer,same is with looking or getting any kind of a job in my state.Now my parents dont support me in any way im alone and very lost and my best friends are my dogs.They are my whole world and sometimes i feel like they are the only ones who care and love me. I want to turn a new chapter in my life and start a new life but im to afraid.I know i could only be happy if i leave my home and my state.  Nobody offered me any help but i realyl tried so many times and never got lucky.There is too much pain,suffering and sorow inside me but after few random chats only a lot of people told me im greatest person they have ever meet.Im not sick i dont have any issues what so ever but i want to kno is there any way so i dont have dream which are hunting me and those traumas?
I am very hard on myself and i always think i cant achive anything in my life,that im a loser and i really hate every second of my life.I didnt deserved t osee those thing when i was a kid, i dont deserver to have a life like this.I know im guilty but so is situation in my state.Nobody has a future here,nobody.There are a lot of more bad stuff which i saw in my life and experienced but i can handle them easy but i cant handle those things which i mentioned.I cant eat over few days even when i think about those stuff.I failed so many times in my life,gained experience on hard way i want to do and achive all on my own. But without help i cant start a new chapter in my life.This is the first time in my life that im admiting my problems.Those things are killing my dreams!
MY dream of a better life in some other place,my dream of a better education,my dream of having loving and caring family whom will be everything to me. I never asked help or accepted it i am man of honour and i have a lot of values in my life but i really need to find and accept help or a person who is going to be a light in my crappy life.I dont know what should i do i am lost dont have hop dont have money or anything else t otake serius actions.I am afriad that someone would feel sorry for me and my life and most of the time i dont like to admit anything. After all i felt suicidal ony once but i never thought acctualy to it since i came to far and wuiting and losing isnt my option. IF you might help me i would be glad but either way ill still be the same person trying and im never going to quit.

Answer:

Dear Sami,

Thank you for your very honest and open description of all the things you have experienced in your still very young life. I can easily understand how you are struggling with many things in your life now!

I think the most critical element in your story is how you constantly fight against all the negative thoughts, how you work hard to not let them get you down. How you – despite all these things – managed to complete high school with good grades, and how you also manage to now – for the first in your life – reach out for help, and open up about all that you have experienced. This strong tendency to take yourself very seriously – and your own  interest in getting better, and actually doing something about it – is what is going to get you further in your life, and deal with your experiences.

I would encourage you to look back at your life, and identify all the good experiences that you have had. You need to also get these into your thinking.

And and the same time – while thinking about all the bad experiences – really work hard to see how you were strong, and how you managed to take care of yourself in those situations, as well as how things have progressed/improved. Like how you were initially distrustful of your mother, but how you then slowly found trust in her. And how you seem to have the same “work hard and be proud” genes of your father, and how they have helped you along the way (working since you were 15). You have a lot of strengths in you – you need to find them all, and build upon them. These strengths are also what you need to be able to one day leave your home town if that is what you really want. You do not necessarily have to leave your home country, just moving to a different city can maybe help get that new life that you long for. At least that might be the first step. It sounds to me like you need to find your own way in life – as you have done earlier. This you can do by using the strong resources/powers you clearly have in yourself.

Best regards

Michael

 

Tillid til gratis "psykologer"?

Spørgsmål:

Hej
jeg har fundet en annonce i en avis på nogle der er en slags psykologhjælp ,
der vil hjælpe andre men de skriver de ikke er prof..
Men de kommer hjem til en og snakker og jeg tror det er lige det jeg har brug for..
spørgsmålet er bare er det lovlig og klogt…
vh: henrik

Svar:

Hej Henrik,

Og tak for din henvendelse til Psykologpostkassen. Ud fra det de skriver i avisannoncen tænker jeg ikke at du behøver være bekymret. Når de selv siger de ikke er professionelle, og er en ”slags” psykologhjælp, så tænker jeg at de bare forsøger at sige, at ”vi er en flok mennesker der  bare gerne vil hjælpe andre mennesker” – ligesom os her på psykologpostkassen. Det er lovligt nok, da det ikke er forbudt at hjælpe andre.

Med venlig hilsen

Michael

Tillid til gratis "psykologer"?

Spørgsmål:

Hej
jeg har fundet en annonce i en avis på nogle der er en slags psykologhjælp ,
der vil hjælpe andre men de skriver de ikke er prof..
Men de kommer hjem til en og snakker og jeg tror det er lige det jeg har brug for..
spørgsmålet er bare er det lovlig og klogt…
vh: henrik

Svar:

Hej Henrik,

Og tak for din henvendelse til Psykologpostkassen. Ud fra det de skriver i avisannoncen tænker jeg ikke at du behøver være bekymret. Når de selv siger de ikke er professionelle, og er en ”slags” psykologhjælp, så tænker jeg at de bare forsøger at sige, at ”vi er en flok mennesker der  bare gerne vil hjælpe andre mennesker” – ligesom os her på psykologpostkassen. Det er lovligt nok, da det ikke er forbudt at hjælpe andre.

Med venlig hilsen

Michael

Hvad er en krise? Muren og døden

Af Hans Ole Nielsen

I kernen, i roden af enhver krise, er der død. Når man kommer i en ægte krise, så oplever man, at man står i en situation, hvor der er noget, man gerne vil, men som man ikke kan. Ligesom man oplever, at man gerne vil ud, men at der ikke er nogen udgang.

Man møder en mur, og lige meget hvad man gør, og hvordan man teer sig, så bliver muren stående.

Enhver krises bearbejdning og udgang vil således, foruden bearbejdelsen af den aktuelle konflikt og konkrete problemstilling, være en bearbejdelse af døden.

Døden i en krise viser sig også ved, at man bliver stillet over for, at noget bliver slået ihjel, eller at noget må slås ihjel, for at noget andet kan leve. At det er nødvendigt, at noget fravælges, eller at man accepterer, at give afkald på noget, man elsker.

Drøm og krise

Derfor er det ikke ualmindeligt, at man i en krise drømmer om dødsfald forbundet med stor sorg. Men man kan slet ikke forstå, at noget, som man i drømmen holder af og synes er dejligt og smukt, pludselig dør. Ved at arbejde med drømmen vil man dog efterhånden kunne indse, hvad det handler om: Ofte har man alt for længe holdt fast i levemåder, der før har været hensigtsmæssige og frugtbare, men nu virker åbenlyst ødelæggende.

Der er mennesker, som er gode til at forlade et destruktivt mønster. Hvis man tegnede en normalfordelingskurve, så vil jeg tro, at der i den ene ende ville befinde sig mennesker, som ville have meget svært ved at give slip.

Mens der i den anden ende ville befinde sig mennesker, som ret hurtigt kan føre kniven og skære sig fri. Imellem vil der så befinde sig alle mulige variationer i mere eller mindre forstærkede udgaver.

At føre kniven eller acceptere at den bliver ført, uden at man griber ind eller kan gribe ind, kræver mod, fordi man ikke kan undgå springet ud i det uvisse. At vove dette spring viger mange tilbage for: For hellere en sikker ulykke end en usikker lykke!

Man vil hellere holde fast i det man har, i det ulykkelige og smertefulde, end man vil vove at skære det væk, for:Hvad så?

Teori og krise

Det er det fænomen, som man dybdepsykologisk kalder for libidoens klæben. Men viden eller teori er ingenting værd, når man befinder sig i en krise. Så er det lige meget, om man er psykolog, psykiater, terapeut, eller hvad man er, så gælder teorier ikke.

Når man befinder sig i en alvorlig krise, er teorier nyttesløse. Ligesom når man ellers befinder sig i alvorlige situationer i livet, ja, så er teorier også ubrugelige, fordi de er tankespind. De er netop ikke udtryk for, det det drejer sig om, nemlig levet liv i kød og blod og kontakt mellem mennesker, men er noget som kun foregår oppe i hovedet.

Selvfølgelig kan teorier bruges til noget, men først efter krisen, når man er kommet igennem den, kan man reflektere over, hvad der egentlig skete. Og så er det godt at have nogle gennemarbejdede, psykologiske teorier at forholde sig til. Hvis man ikke har det, vil der være en chance for, at man søger svar i alle mulige halvfordøjede teorimønstre, som ikke giver nogle ordentlige forklaringer på noget som helst. Men det er altså vigtigt, at understrege, at når det gælder, og når man befinder sig i en krise, så kan teorier ikke bruges til noget som helst.

Det ligger i selve krisens væsen, at der ikke er noget svar på, hvordan den kan løses.

Hvad gør jeg?

I svaret på de ofte fortvivlede spørgsmål: Hvad gør jeg? Hvordan? Hvad skal jeg vælge? Hvor skal jeg gå hen? møder man også muren, for svaret er: Det ved ingen. Men hvordan man kan forholde sig, når man er i krisen, vil jeg komme ind på her på sitet i den kommende tid.

Hvad er en krise? Muren og døden

Af Hans Ole Nielsen

I kernen, i roden af enhver krise, er der død. Når man kommer i en ægte krise, så oplever man, at man står i en situation, hvor der er noget, man gerne vil, men som man ikke kan. Ligesom man oplever, at man gerne vil ud, men at der ikke er nogen udgang.

Man møder en mur, og lige meget hvad man gør, og hvordan man teer sig, så bliver muren stående.

Enhver krises bearbejdning og udgang vil således, foruden bearbejdelsen af den aktuelle konflikt og konkrete problemstilling, være en bearbejdelse af døden.

Døden i en krise viser sig også ved, at man bliver stillet over for, at noget bliver slået ihjel, eller at noget må slås ihjel, for at noget andet kan leve. At det er nødvendigt, at noget fravælges, eller at man accepterer, at give afkald på noget, man elsker.

Drøm og krise

Derfor er det ikke ualmindeligt, at man i en krise drømmer om dødsfald forbundet med stor sorg. Men man kan slet ikke forstå, at noget, som man i drømmen holder af og synes er dejligt og smukt, pludselig dør. Ved at arbejde med drømmen vil man dog efterhånden kunne indse, hvad det handler om: Ofte har man alt for længe holdt fast i levemåder, der før har været hensigtsmæssige og frugtbare, men nu virker åbenlyst ødelæggende.

Der er mennesker, som er gode til at forlade et destruktivt mønster. Hvis man tegnede en normalfordelingskurve, så vil jeg tro, at der i den ene ende ville befinde sig mennesker, som ville have meget svært ved at give slip.

Mens der i den anden ende ville befinde sig mennesker, som ret hurtigt kan føre kniven og skære sig fri. Imellem vil der så befinde sig alle mulige variationer i mere eller mindre forstærkede udgaver.

At føre kniven eller acceptere at den bliver ført, uden at man griber ind eller kan gribe ind, kræver mod, fordi man ikke kan undgå springet ud i det uvisse. At vove dette spring viger mange tilbage for: For hellere en sikker ulykke end en usikker lykke!

Man vil hellere holde fast i det man har, i det ulykkelige og smertefulde, end man vil vove at skære det væk, for:Hvad så?

Teori og krise

Det er det fænomen, som man dybdepsykologisk kalder for libidoens klæben. Men viden eller teori er ingenting værd, når man befinder sig i en krise. Så er det lige meget, om man er psykolog, psykiater, terapeut, eller hvad man er, så gælder teorier ikke.

Når man befinder sig i en alvorlig krise, er teorier nyttesløse. Ligesom når man ellers befinder sig i alvorlige situationer i livet, ja, så er teorier også ubrugelige, fordi de er tankespind. De er netop ikke udtryk for, det det drejer sig om, nemlig levet liv i kød og blod og kontakt mellem mennesker, men er noget som kun foregår oppe i hovedet.

Selvfølgelig kan teorier bruges til noget, men først efter krisen, når man er kommet igennem den, kan man reflektere over, hvad der egentlig skete. Og så er det godt at have nogle gennemarbejdede, psykologiske teorier at forholde sig til. Hvis man ikke har det, vil der være en chance for, at man søger svar i alle mulige halvfordøjede teorimønstre, som ikke giver nogle ordentlige forklaringer på noget som helst. Men det er altså vigtigt, at understrege, at når det gælder, og når man befinder sig i en krise, så kan teorier ikke bruges til noget som helst.

Det ligger i selve krisens væsen, at der ikke er noget svar på, hvordan den kan løses.

Hvad gør jeg?

I svaret på de ofte fortvivlede spørgsmål: Hvad gør jeg? Hvordan? Hvad skal jeg vælge? Hvor skal jeg gå hen? møder man også muren, for svaret er: Det ved ingen. Men hvordan man kan forholde sig, når man er i krisen, vil jeg komme ind på her på sitet i den kommende tid.

Take it or leave it.

Spørgsmål.

Jeg har et ekstremt dårligt forhold til min søster på 24 år. Meget af grunden til dette er hendes lunefulde adfærd. Hendes temperament er voldsomt og det kan slå klik for hende over små ting. I forbindelser med skænderier, har hun flere gange truet med vold og endda hevet fat i mig som resulterede i mærker på håndled. Kort tid efter vil hun kramme mig eller lignende og forstår ikke hvorfor jeg virker kold overfor hendes kærtegn.
I andres påhør er hun den imødekommende person, der er social og taler pænt om folk, men jeg har flere gange oplevet at dette vender totalt når vedkommende er gået.
Derfor har jeg svært ved at tale om de oplever jeg har haft med hende, da der jo ikke er nogle der har set disse sider af hende. Det kommer ofte til at virke som om at det er mig der overdriver hændelserne, da de ikke kan forestille sig disse træk hos min søster.
Ofte har min mor dertil forsvaret hende ved at benægte at det er sket, til trods for at min mor ikke har været til stede på det pågældende tidspunkt. Det er ekstrem frustrerende og direkte sårende at jeg bliver gjort til den utroværdige på baggrund af dette.
Jeg vil ikke finde mig i at blive behandlet sådan af min søster, eller enhver anden for den sags skyld, men jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal håndtere det når hun ikke vil erkende sine fejl og andre tror jeg overdriver.
Jeg har især svært ved at håndtere at hun hyppigt siger jeg ikke skal opføre mig som et lille forkælet barn, når jeg udmærket godt selv ved at det ikke er mig der har begået fejlen.
Hun har altid været en teenager med et attitude-problem, der ofte fik vendt kritik mod sig som et personligt angreb og gik i offerrolle. Hun har tidligere haft enormt svært ved grænser og regler, og har dertil har haft det svært ved at bibeholde sine kontakter i længere perioder. I takt med at hun er blevet ældre er dette dog blevet forbedret, men overstående træk forefindes stadig.
Jeg har af disse grunde valgt at tage helt afstand fra hende i flere lange perioder, men fra tid til anden har jeg været nødsaget til at tilbringe tid sammen med hende. jeg drømmer ikke om et tæt søskende forhold, for jeg kan ikke lægge dette hele bag mig. Men jeg ønsker nogle værktøjer hvorpå jeg kan sætte grænser, så jeg i fremtiden kan undgå at blive udsat for denne behandling.

Svar.

Kære Helene.

Du må se i øjnene at du ikke kan ændre din søsters og din mors måde at være på ligesom du må se i øjnene at de mennesker der tager parti for dem også er uden for din pædagogiske rækkevidde. Når du virkelig har set dette i øjnene er der så vidt vi kan se kun et at gøre: Take it or leave it. Hvis du vælger at ”take it” så må du fra det øjeblik du har gjort det acceptere fuldstændigt at det du herved udsætter dig selv for ikke er deres, men dit fulde ansvar. Og at den eneste måde du måske kan justere lidt på situationen er ved at du foretager nogle ændringer i forhold til dem.

Vh. Ulla og Ole

Take it or leave it.

Spørgsmål.

Jeg har et ekstremt dårligt forhold til min søster på 24 år. Meget af grunden til dette er hendes lunefulde adfærd. Hendes temperament er voldsomt og det kan slå klik for hende over små ting. I forbindelser med skænderier, har hun flere gange truet med vold og endda hevet fat i mig som resulterede i mærker på håndled. Kort tid efter vil hun kramme mig eller lignende og forstår ikke hvorfor jeg virker kold overfor hendes kærtegn.
I andres påhør er hun den imødekommende person, der er social og taler pænt om folk, men jeg har flere gange oplevet at dette vender totalt når vedkommende er gået.
Derfor har jeg svært ved at tale om de oplever jeg har haft med hende, da der jo ikke er nogle der har set disse sider af hende. Det kommer ofte til at virke som om at det er mig der overdriver hændelserne, da de ikke kan forestille sig disse træk hos min søster.
Ofte har min mor dertil forsvaret hende ved at benægte at det er sket, til trods for at min mor ikke har været til stede på det pågældende tidspunkt. Det er ekstrem frustrerende og direkte sårende at jeg bliver gjort til den utroværdige på baggrund af dette.
Jeg vil ikke finde mig i at blive behandlet sådan af min søster, eller enhver anden for den sags skyld, men jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal håndtere det når hun ikke vil erkende sine fejl og andre tror jeg overdriver.
Jeg har især svært ved at håndtere at hun hyppigt siger jeg ikke skal opføre mig som et lille forkælet barn, når jeg udmærket godt selv ved at det ikke er mig der har begået fejlen.
Hun har altid været en teenager med et attitude-problem, der ofte fik vendt kritik mod sig som et personligt angreb og gik i offerrolle. Hun har tidligere haft enormt svært ved grænser og regler, og har dertil har haft det svært ved at bibeholde sine kontakter i længere perioder. I takt med at hun er blevet ældre er dette dog blevet forbedret, men overstående træk forefindes stadig.
Jeg har af disse grunde valgt at tage helt afstand fra hende i flere lange perioder, men fra tid til anden har jeg været nødsaget til at tilbringe tid sammen med hende. jeg drømmer ikke om et tæt søskende forhold, for jeg kan ikke lægge dette hele bag mig. Men jeg ønsker nogle værktøjer hvorpå jeg kan sætte grænser, så jeg i fremtiden kan undgå at blive udsat for denne behandling.

Svar.

Kære Helene.

Du må se i øjnene at du ikke kan ændre din søsters og din mors måde at være på ligesom du må se i øjnene at de mennesker der tager parti for dem også er uden for din pædagogiske rækkevidde. Når du virkelig har set dette i øjnene er der så vidt vi kan se kun et at gøre: Take it or leave it. Hvis du vælger at ”take it” så må du fra det øjeblik du har gjort det acceptere fuldstændigt at det du herved udsætter dig selv for ikke er deres, men dit fulde ansvar. Og at den eneste måde du måske kan justere lidt på situationen er ved at du foretager nogle ændringer i forhold til dem.

Vh. Ulla og Ole