Giv forholdet en chance

Spørgsmål.

Jeg er ud af en skilsmisseramt familie, hvor jeg er den yngste af mine søskende. Jeg har i dag kun kontakt til 2 ud af 3 af mine søskende, og har ingen kontakt til min mor, og ønsker det heller ikke. Jeg har i perioden fra jeg var 13-19 nærmest boet hos min ældste søster, som i dag har 4 børn – jeg har i denne periode hjulpet meget mere til end nogen anden, og har smidt alt hvad jeg havde i hænderne for at hjælpe hvor jeg kunne. Jeg blev selv mor for første gang sidste år – hvor hele mit dilemma startede. Min søster ville ikke besøge os efter mit kejsersnit på sygehuset, for jeg allerede i min graviditet havde meldt ud at jeg ikke ønskede børn på besøg på sygehuset. Så det var først da min datter var 2 mdr. min søster mødte hende – og det var endda mig selv der inviterede mig på besøg hos dem. Hun giver udtryk for at jeg gør alt forkert omkring min datter. Og mange flere ting er sket her omkring min datter. Min søster er så nu blevet alvorligt syg, og har måske kun 1 år tilbage – og jeg ved ikke hvad jeg skal mene om det hele. Jeg har så meget vrede og skuffelse omkring min søster, at jeg inderst inde slet ikke vil besøge hende (jeg har endda prøvet at invitere os derned, men hver gang afviser hun blankt, og har ikke tid – men hvis min far vil på besøg samme tid, så har de tid til ham, men ikke os?) Jeg ved ikke om jeg vil fortryde hvis jeg ikke besøger hende. Og det går mig på at der er så meget vrede.

Svar.

Kære t.

Dine følelser for din søster (din storesøster formoder vi) forstår vi fuldt ud, og vi har respekt for at du ikke bare lader dem bestemme dine handlinger, men overvejer hvordan du skal forholde dig til dem, sådan at det bliver dig og ikke dem der skal bestemme dit liv.

Vi tror at det vil være bedst for dig, at du fortsat rækker din hånd ud mod din søster og bliver ved med det – også selvom hun bliver ved med at slå den væk eller ignorere den. For vi tror nemlig at du skriver til os fordi du er i tvivl og den tvivl skal du lade komme dig selv tilt gode.

Og for så vidt også din datter, som jo så får en chance for at forstå, at der er andre måder at behandle sine følelser på, end blot blindt at underkaste sig dem – sådan som det så vidt vi kan forstå har været tradition i din familie.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Gå til den mand!

Spørgsmål.

Hej igen. Jeg er 19 år gammel og er nyligt student på HTX. Jeg har tidligere skrevet herind hvor jeg ramte en ret kraftig personlig krise. Dengang var jeg lidt for tæt på at tage mit eget liv, på grund af det der i hvert fald føltes som en depression. Dengang omhandlede det skolen, fremtiden og familieproblemer i forhold til en bror i fængsel og ligende. I dag har jeg haft en slem krise igen. På vej hjem fra arbejde fik jeg mere og mere lyst til bare at tag motervejsrabatten med fuld fart og håbe på det værste. Jeg ved ikke hvordan jeg pludselig er endt her igen. Det har gået mig i godt i så lang tid. Jeg har fået lejlighed sammen med min papsøster, har fået det fuldtidsarbejde jeg ønskede mig til mine 2 sabatår, har en lækker bil og nogle gode venner. Alligevel kan jeg af og til føle mig dybt ulykkelig. Jeg har nyligt begyndt at se en super sød pige, og ville ønske at vi kunne ses hver dag. Jeg tror en del af min ulykkelighed kommer fra hende, da jeg har det som om hun slet ikke føler det samme som mig, og selvom vi nok mest af alt bare er venner med lidt fordele, så bliver jeg død hammerende jaloux bare hun nævner en anden dreng. Jeg har altid vidst at jeg kunne være lidt jaloux, men det er desværre virkelig slemt i denne situation. Ud over åndsvage kærlighedsproblemer, er jeg også begyndt at gå i panik ift. fremtiden. Gider jeg virkelig arbejde på den her arbejdsplads i 2 år – jeg synes allerede det er begyndt at blive “kedeligt”. Hvad skal jeg efter de to år? Har jeg fået et godt nok snit til at jeg overhovedet kan komme videre? Arbejder jeg så meget at jeg kommer til at miste min vennekreds? Der er så mange spørgsmål, og lige for tiden er der ikke ret mange af dem der er positive. Ligesom så mange andre føler jeg at jeg har en depression, mest af alt fordi det har været sådan gennem det sidste 1,5 år. Jeg har ikke opsøgt en læge/psykolog, for at finde ud af om jeg rent faktisk har en depression, mest på grund af frygten for rent faktisk måske at have en. Jeg vil ikke være den fyr med en depression. Jeg vil være glad, festlig og hyglig at være sammen med. Jeg forventer hverken svar eller løsning på min problemstilling, men fik trang til bare at komme af med det. Jeg har helt sikkert glemt nogle ting, men det store billede af min situation er ret tydelig.

Svar.

Kære Alexander.

Du beder ikke om råd eller vejledning, men her er så nogle spredte bemærkninger.

Hvis du vil begå selvmord så gør det på en måde der ikke bringer andre menneskers liv i fare. Og tænk over at hvis du gør det så bliver du ganske vist af med alle dine problemer, men der kommer så heller ikke flere. Hvis du ellers ønsker at drøfte selvmord så ring til Livslinien som du kan finde på nettet eller tal med en præst.

(Det råd har vi for øvrigt givet dig tidligere i december 2016.)

Hvad angår pigen så tag chancen og kontakt hende og tal med hende om at du er forelsket i hende.

Og der er kun én måde hvorpå du kan få afgjort om du er på rette vej i din uddannelse og det er at blive ved.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

Ikke uden dommerkendelse!

Spørgsmål.

Kære Psykologpostkassen. Det er virkelig svært det her. Jeg er ikke en pige som beder andre om hjælp – men jeg er ødelagt og knust. Jeg skriver til jer, fordi jeg har brug for hjælp. Jeg har været sammen med en fyr(Kasper) i 8 måneder. Han er 24 og jeg er 18. Det har som så ikke været et problem med vores alder. Kasper er en fyr som godt hurtigt kan blive jaloux. Han har ikke kunne tåle jeg snakkede med mine “drengevenner”. I maj måned skulle jeg låne hans computer, jeg skulle ind på min facebook – den var så logget ind på hans, og så nysgerrig som jeg er, kan jeg ikke lade være med at kigge (jeg ved godt det er forkert!!!), men jeg læser så, at han skriver med en pige. De har været ude og spise, og set hinanden 2 gange. Det gør ondt på mig, og jeg konfronterer ham med det. Og han bliver rigtig ked af det, og får fortalt mig, at han havde gjort det for at såre mig, da han følte jeg havde såret ham med nogle af mine drengevenner. Jeg har haft så svært ved at accepterer det, og lige siden har jeg haft svært ved at stole på ham når han tog i byen osv, og det har ødelagt vores forhold. Det er stoppet for 14 dage siden. Jeg er ødelagt, jeg spiser ikke mad mere. Jeg går på gymnasiet til hver dag og arbejder på et hotel, men jeg har byttet alle mine vagter væk, jeg overvejer at droppe ud af gymnasiet. Jeg har snakket med mine forældre om det med Kasper, men jeg føler ikke nogle forstår mig. Jeg elsker virkelig Kasper, men vi kan ikke mere. Jeg er ødelagt, jeg er knust jeg er alt, jeg får marreridt om natten, jeg tuder hver evig eneste dag.. Kan I hjælpe mig, inden jeg kommer til at gøre flere ting jeg fortryder… Hilsen en pige, med så lavt selvværd..

Svar.

Kære Emma.

Op på hesten igen! Skriv til din ven, at du tænker over sagen og at du kontakter ham om et halvt år – og at du ikke på nogen måde ønsker kontakt før.

Og – her bliver vi pædagogiske! Gå aldrig ind i en andens privatsfære uden tilladelse. Gør det ikke igen! (med mindre du bliver optaget i politiets eller hærens efterretningstjeneste og har fået en dommerkendelse.)

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Er jeg homoseksuel?

Spørgsmål.

Hej. Jeg har brug for hjælp. Min tanker sidder fast og køre i cirkler hele tiden. Det er om min seksualitet. Jeg har prøvet diverse metoder for at finde ude af, om jeg er til mænd eller kvinder, men intet har lykkedes endnu.. Jeg har altid været tiltrukket af kvinder, altid være inde på sider, hvor kvinder har været haft meget lidt tøj på. Ingenting ved mænd finder jeg tiltrukkende, men alligevel tænker jeg om jeg er homo-seksuel. Det æder min op indefra, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvad er der galt med mig? 🙁

Svar.

Kære Peter.

Der er absolut intet galt med dig!

Og vores råd til dig er, at holde kursen og begynde at undersøge sagen nærmere ved at kontakte levende kvinder og ikke kvinder på skærmen.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

Sæt tæring efter næring

Spørgsmål.

Hej, jeg har et problem eller jeg er fyldt med problemer, jeg har en depression, det tror jeg i hvertfald, jeg er ikke sikker, men jeg er sikker på at der er et eller andet galt med mig, men jeg føler ikke at der er nogen der kan hjælpe, jeg får en smule antidepressiv men jeg har næsten lige fået af vide af en privat psykiater at det er så lille en mængde at det ikke virker, jeg har næsten lige været til en udrednings samtale på psyk, de kan ikke hjælpe mig da de mener at det er en livskrise, det giver jeg dem ikke ret i, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre nu, med mig selv, da jeg prøvede at blive henvist overvejede jeg selvmord bare for at enten at forsvinde eller få noget hjælp, jeg er ved at være træt af at have det så skidt, min BMI er på 45,91 så det hjælper jo heller ikke mig at jeg er så stor, og jeg bliver kun større, jeg har ikke lyst til at tage en uddannelse, jeg har ikke lyst til at få mig et arbejde, hvorfor det aner jeg ikke, men på samme tid vil jeg gerne være superwoman, jeg vil gerne være god til alt, jeg vil gerne have en masse energi til alle de ting som folk siger jeg skal, f.eks. dyrke motion og være social, jeg aner ikke hvad jeg skal nu, hvis jeg ikke har noget at gå efter angående min psyke så vil kommunen jo bare have mig i uddannelse og det vil jeg ikke, jeg er allerede droppet ud af 2 uddannelser, fordi jeg ikke kunne klare det med min psyke. M.v.h den fortabte 🙁

Svar.

Kære Camilla.

Efter vores vurdering er du på vildspor i din søgen efter `hvad der er i vejen med dig.´Og det mener vi fordi du er havnet i sådan noget som at det kan være en depression eller din psyke der skulle være årsager til den personlige krise du befinder dig i. Vi er enige med i. at du er i krise og vi erogså er enige med dig i, at motion, være social osv. Ikke lige er det du har brug for nu.

Det du har brug for er, selv – og vi mener selv alene – at sørge for at finde et arbejde (i første omgang bare et du kan klare) der kan skaffe dig mad, tøj, husleje, osv. (0g her skal du sætte tæring efter næring) og hvor du kan få tid og ro til at finde ud af, hvad du vil med dit liv. Til dette sidste ville en psykolog være en god hjælp. Og hvor det altså ikke drejer sig om hvad der er i vejen med dig, men om støtte til at du selv finder ud af det. Spørg evt. Din læge om han vil give dig en henvisning og vis ham evt.

Din mail til os og vores svar.

Lad os høre, hvad der sker.

Venlig hilsen

Ulla og Ole.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

At afslutte et forhold endeligt

Spørgsmål.

Hej Jeg vidste ikke om emnet gik under kriser eller parforhold. Sagen er den at jeg og min søns far gik fra hinanden for godt 6 år siden. Afslutningen blev dramatisk, da jeg ønskede at arbejde videre med forholdet, men da han ik ønskede det kunne jeg ikke se hvordan det skulle fungere. Udover det finder jeg hurtigt ud af at han rent faktisk har snakket med min daværende bedste veninde om hvordan de skulle finde sammen, imens vi stadig boede under samme tag. Min verden braste sammen. Det er nu ca 6 år siden. Jeg er selv i et forhold og har et dejligt hjem. Problemet for mig er at jeg bliver utrolig hårdt ramt hver gang der sker noget i min eks liv, min daværende veninde og ham skal giftes til nytår og han forguder hende åbenlyst på youtube og Fb. Div opslag og videoer. Jeg opsøger ikke disse opslag selv! Men da vi har en fælles søn som ser og høre disse ting fortæller han om det, hvilket han jo selvfølgelig skal have lov til og jeg kunne ikke drømme om at bede ham lade være. Jeg forstår bare ikke hvorfor jeg efter så mange år og på trods af at jeg selv er i et forhold, stadig bliver så ked af det og frustreret over disse ting. Jeg har ikke noget skjult ønske om at være sammen med min eks! Hvordan kan jeg slippe fortiden og de her følelser? De bedste hilsner fra mig

Svar.

Kære…

For os at se, er hovedgrunden til din situation, at du aldrig har tilladt dig selv at give din eks. din tidligere `veninde´ den kæmpemæssige røvfuld de så inderligt har fortjent ved deres ækle for ikke at sige slimede forræderi de i sin tid udsatte dig for! Før du får gjort det, på den ene eller den anden måde, bliver du ved med at have det som du har det.

Hvad angår din søns meddelelser til dig, så benyt lejligheden – din søns fars giftermål – til at fortælle ham om, hvad der skete da hans far og hans brud i sin tid svigtede dig og ham.

Samtidig med du gør det, så fortæl ham at han ikke svigter dig ved at holde af sin far og sin fars kone, men at du frabeder dig, at han i fremtiden holder dig underrettet om hans fars liv og levned.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

Hvem er det største røvhul?

Spørgsmål.

Hej Her er et brev jeg har skrevet til mig selv og mine nærmeste (De har dog ikke fået det endnu, jeg er i tvivl om det er rigtigt), fordi at der er nogle gentagelser i mit liv, som jeg ikke syntes om, og gene vil have bearbejdet, så jeg kan finde en indre og ydre ro. Jeg er ikke misbruger, voldsperson eller lignende. Har også levet med min kone i 28 år, som jeg elsker over alt på jorden sammen med mine børn. De fleste der møder mig i mit arbejde / fritid kender heller ikke denne side af mig. Her er brevet: Jeg er i min mest ulykkelige periode af mit liv! Nu skete det igen. Jeg har hele mit voksenliv tænkt: Behandl dine omgivelser som du gerne selv vil behandles, og det er absolut ikke blevet som jeg havde håbet på. Nu spørger jeg mig selv: Hvad det er at jeg gør så forkert, for noget gør jeg absolut forkert. Selv nogle tætte personer omkring mig, giver mig en følelse af at jeg skal straffes for at være den jeg er. Det skal ikke lyde som en klagesang, jeg har levet over 50 år uden at kunne opnå fred og ro i mit indre og ydre liv. Så noget må jeg gøre forkert, tiden er inde for at jeg kan få repareret dette hulrum der er ved at komme inden i mig. Jeg ved det kommer til at involvere familien, og der vil føles nogle savn, noget vil også føles uretfærdigt, men jeg er nødt til at finde ud af hvad problemet er, og handle på det. Jeg håber ikke i vil få følelsen af savn eller straf, for det er på ingen måde mit mål, lige nu er jeg nødt til at få løst, hvad jeg ser som problemet. Desværre uden jeres hjælp (Vi har prøvet at tale ærligt om problemerne), men med et håb om accept af mig og mine følelser. Selvindsigt: For direkte og kontant ( Desværre kan jeg ud fra mine oplevelser og opvækst, bedst håndtere ”lette” og ”svære” ting ved at få det sagt tydeligt. Igen aldrig med formål at såre nogen) Jeg har ofte tænkt: Hvis jeg giver en ”ekstra hånd” ”gør noget godt” for disse jeg holder af, bliver jeg skuffet. Nok fordi at jeg bilder mig ind, at det vil gøre vores hverdag lettere. Hvilket det ofte ikke gør, fordi at jeg ser at man ofte fastholdes i sin ”daglige” hverdag, og kun er medvirkende til konflikter. Jeg er ofte forvirret og ked af folks manglende respekt for mig som person og mine ytringer. (Giver sig til udtryk ved at folk ikke taler med mig) Mit liv har ofte været præget af konflikter, hvor jeg ender med at afbryde kontakten helt. Mit liv lige nu: Jeg har lige renoveret et gammelt hus, vi som familie har kunnet købe kontant og bo billigt i. Vi har haft en fælles drøm om at leve med så meget frihed som muligt (Også økonomisk), håbet at det ville medvirke til færre konflikter, mere ro, mindre arbejde (helbredet er ikke som tidligere) Min kone er kronisk syg (Der kræves ekstra støtte, som jeg gerne giver) Desværre har jeg kun oplevet, at vi har fået en vanskeligere hverdag, på alle parametre vi troede ville blive lettere. (jeg tænker ofte: Det skulle være indgangen til himlens port, men det er blevet helvedes hul) Jeg har en indre stemme der beder mig flytte, for at kunne finde ud hvad der splitter os ad. Jeg ved dog ikke om det er en løsning. Da jeg gjorde det som ung, fra tidligere kærester, venner og bekendte vendte jeg aldrig tilbage. Og denne frygt er i mig, det er jo min familie. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg virker uforsonlig, og ikke til at nå ind til, jeg føler mig såret. Det var så brevet, håber at jeg kan få lidt hjælp til at komme videre, på en måde jeg kan leve i. Værktøjer jeg kan bruge. Venlig hilsen Jesper

Svar.

Kære Jesper.

Bliv ved med at være den du er. Og vedr. din kone og familie så Hold af dem! Hold ved dem! Og hold ud!

Du udviser i øvrigt stor selvindsigt, dog mangler du så vidt vi kan se, at indse og forstå og arbejde med at du, for at sige det lige ud også er et gement lille røvhul, ligesom alle os andre.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Medicin og psykoterapi

Spørgsmål.

Hej Psykologkassen… Jeg er en pige på 25, som har lidt af angst og depression siden jeg var 17. Jeg har i al den tid taget antidepressiv piller. Først mirtazapin også skifTed’e jeg til sertralin 100 mg. Det har gået ok det meste af tiden. Jeg kunne have en normal hverdag. Self. Har jeg haft op og nedture, Men det det gik. For Ca. 3 MDR siden aftalte jeg med min læge om at nedtrappe fra 100 mg til 50 mg. Hvilket også gik fint, det første stykke tid. Efter 2 mdr kunne jeg mærke træthed rystende og hjertebanken. Jeg tænkte at det ville gå over af sig selv. Men for 3 uger siden fik jeg et stort Angstanfald midt i Lufthavnen i Tyrkiet på vej til ferie. Og lige siden har jeg haft uro i kroppen, osteklokke fornemmelse, og er meget trist. Jeg kan ikke falde i søvn og tænker hele tiden. Jeg har ondt i alle mine muskler og slæber mig rundt. Jeg kan knap nok komme ud af sengen. Jeg kan ikke overskue noget som helst. Jeg har ingen kræfter. Det er længe siden jeg har haft det sådan. Føler jeg er som en robot. Har ikke været i bad i en uge. Jeg magter intet. Mit største problem er at ikke kunne samle kræfter. Jeg begyndte dog på 100 mg sertralin igen PGA. Angstanfald i lufthavnen. Har nu tager 100 mg i 2,5 uge. Og jeg har stadig ikke fået taget mig sammen til at kontakte min læge. Jeg tænker meget og er angst for at det ikke bliver godt igen. Jeg er bange for fremtiden og er desperat efter at de 100 mg hjælper hurtig så muligt. Jeg er magtesløs og ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke samle kræfter. Jeg kan intet overskue. Tror du de 100 mg ville hjælpe igen ? Har også læst en del om stress. Tror også det spiller en stor rolle da jeg har et tidskrævende og energi krævende job. Mit største ønske er at få en normal hverdag uden uro i kroppen og uden denne her elendige træthed. Hvad skal gøre ?? Kan i hjælpe med et pr. Ord omkring jeres erfaringer? ? På forhånd tak.

Svar.

Kære…

Vi vil råde dig til at bede din læge om en henvisning til en psykolog med speciale i indsigtsbaseret psykoterapi og i samarbejde med vedkommende og din læge få nedtrappet og afsluttet den medicinske behandling hurtigst muligt.

Vi hjælper gerne med at finde en velkvalificeret terapeut.

Vis din læge din mail til os og vores svar.

Vi hører gerne fra dig igen.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Farlige edderkopper

Spørgsmål.

Hejsa. Jeg hedder Natasia og jeg er 19 år gammel. Da jeg var lille, nok de der 10 år gammel havde jeg en del psykiske problemer, grundet vold i barndommen. Første hændelse da jeg var plus minus 10 år gammel: det var en aften jeg var gået i seng, og faldet i søvn. Pludselig føler jeg at jeg er i en form for bevidsthed dvs. At jeg følte mig vågen selvom jeg “sov” – imens jeg havde lukkede øjne, kun jeg fornemme/se en edderkop for mig, som hejste sig ned mod mit ansigt. Jeg tror det er et maridt, så jeg åbner selvfølgelig øjnene. Da jeg åbner dem, er der pludselig en kæmpe edderkop foran min ansigt i mens jeg ligger ned. Jeg skynder mig panisk op og skriger og løber ind til min mor, og hun spørger hvad der foregår og jeg forklare selvfølgelig at der var en kæmpe edderkop osv. Hun går ind og kigger og der er intet.. Her i nat oplevede jeg nogenlunde det samme: inden jeg gik i seng havde jeg haft en mindre diskussion med min kæreste over telefonen. Efter den, lagde jeg mig direkte til at sove, og det var ca kl. 03.00.. lige pludselig har jeg den samme følelse af at være ved bevidsthed uden sådan rigtig at være vågen. Jeg åbner øjnene, og det er en gigantisk edderkop mist i rummet ved mit tv. Jeg springer op ad sengen med et skrig i angst, altså sådan virkelig et skrig. Jeg kigger efter min kæreste da jeg åbenbart tror han er der, og jeg råbte også hans navn da jeg vågnede op, jeg kunne ikke se ham i sengen, så jeg valgte at løbe ud på toilettet da jeg var overbevist om ham nok var gået på toilet. Jeg åbner toilet døren og han er der ikke. Det var først dér, at jeg indså at det ikke var virkeligt det der skete. Jeg har oplevet det et par gange før, og det er altid en edderkop det handler om, og jeg springer op med et skrig af angst hver gang. Hvad kan dette betyde? Det sker kun når jeg sover at jeg ser edderkoppen. Er det et tegn på psykose, eller kan der ligge andet bag, altså jeg tænker ift. Til en hændelse, stress eller sådan? Har virkelig brug for en form for svar, da det går mig på. Jeg mistænker at det sker, fordi jeg er presset, men hvorfor edderkoppen? Mvh Natasia

Svar.

Kære Natasia.

Edderkoppen har intet med psykose at gøre. Men der er jo ingen tvivl om at den virkelig kan plage dig. Så det vi kan råde dig til er at tale med din læge om at få en henvisning til en psykolog. Der findes psykologer der er specialister i den slags og hvis din læge ikke lige kender en, kan vi hjælpe til med at finde en.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

At tilgive alt! Er at forstå alt! På en anden måde!

Spørgsmål.

Hej Jeg skriver til jer i håb om, at jeg kan få nogle gode råd, så jeg kan tilgive min tidligere kæreste/min datters far. Sagen er den, at vi gik fra hinanden for lige præcis et år siden. Han tog det meget tungt, men fandt efter en måned en ny kæreste. I godt et halvt års tid, så vi hinanden på sidelinjen, da jeg var usikker på, om det var det, jeg ville. Jeg fortalte ham til sidst, at jeg ønskede at være sammen med ham igen, og han sagde, han var villig til, at gå fra sin kæreste, så vi kunne få det til at fungere. Jeg kan mærke det trækker ud med hans kæreste, og tager ham op til flere gange i at have løjet om, hvorvidt hun var flyttet ud af huset. Han får mig til sidst overbevist om, de ikke er sammen længere, men efter godt 3 ugers tid (på trods af, vi så hinanden ofte), render jeg ind i dem begge to sammen, og hvad jeg troede var et forhold slutter så. Efter et par ugers tid begynder vi igen at have et lille glimt i øjet til hinanden, men det bliver holdt mere på afstand. Han kommer hjem til mig en dag, og fortæller, at han har gjort sin kæreste gravid, men at han får hende til at tage en abort mod hendes vilje, fordi ønsker at være sammen med mig og ikke hende. Jeg går med på den, og der går cirka 14 dage-3 uger, før han igen skriver til mig, at det hele er ordnet, og at hun snart er flyttet. Han får mig overbevist om, at hun er flyttet ud, og tingene begynder denne gang, at køre virkelig godt. Vi ser hinanden i en måneds tid, lidt mere måske, og jeg ønsker at lægge et billede af ham og vores fælles datter op på min instagram i forbindelse med fars dag. Han reagerer meget mærkeligt, og jeg begynder at undre mig. Min tvivl gør, at jeg kontakter hans gamle kæreste i håb om, at hun kan bekræfte mig i, at de er gået fra hinanden. Istedet finder jeg ud af, hun stadig bor der, og de endda op til flere gange efter aborten har haft sex uden beskyttelse, fordi de ønskede at blive gravide. (Det samme havde jeg også haft med ham) Jeg hjælper hans kæreste med at flytte hendes ting hjem til sine forældre, og vi var begge enige om, ingen af os ønskede, at have noget med ham at gøre. Han beder om tilgivelse, og at jeg skal give ham en sidste chance, men fortæller ham, at det kommer ikke til at ske. Under en uge senere, er hans kæreste flyttet tilbage i huset igen, og de er nu sammen, som de altid har været. Jeg står tilbage med en enormt følelse af, at være svigtet fra den, som egentlig burde elske én aller højest, og som man oveni købet selv ville gøre alt i verden for. Han har blokeret mig på sin telefon, og kontakter mig gennem mails, når han skal se vores datter. Ikke nok med det, kan jeg se på hans mails, at det er hans kæreste, som skriver dem. Jeg tror hans intentioner om, at gå fra hans kæreste dengang var tilstede. Han havde både fortalt hans familie, at vi var begyndt at se hinanden igen, for ikke at glemme, han fik sin kæreste tvunget til, at tage en abort. Jeg føler mig i bund og grund bare så trådt på, på trods af, jeg godt ved, jeg ikke selv ønsker at være sammen med ham

Svar.

Kære…

Den eneste chance der findes for at du kan komme til at tilgive din x på, er først helt ind i dit hjerte at forstå, at han ud fra sine forudsætninger har søgt tilbage til dig, men ikke har magtet det. Dernæst er det nødvendigt, at du indser, at din x er en mand, som har nogle karakteregenskaber du ikke kan ændre på, og som du ikke magter at tolerere selv hos en mand du elsker og/eller far til jeres datter.

At indse ovenstående kan være en begyndelse til at forstå og indse en masse andre ting hos din x og også indse at du ikke kan ændre dem, og at den eneste der kan gøre det er ham selv og at det absolut ikke er sikkert at han ønsker at gøre det. At komme frem til dette, at der er nogle ting du ikke kan ændre og nogle ting du kan, men som han dybest set ikke ønsker ændret er en proces som kan vare mange år, måske først når jeres datter er blevet voksen. Men om ikke andet så er det værd at du arbejder på det for din datters skyld, så hun undgår at blive draget ind i et i virkeligheden ikke afsluttet forhold som en der skal tage parti for noget som hun ikke aner noget om.

Afslutningsvis vil vi råde dig til også at arbejde med at tilgive dig selv, de ting som du formentlig kan bebrejde dig selv har spillet ind i jeres ulykkelige og smertefulde forhold.

Og til aller, aller sidst – du skal ikke regne med nogensinde at kunne glemme det, det du kan gøre at bære det selv.

Venlige hilsner

Ulla og Ole

Vi vil anbefale dig at læse ”Elsk mig eller rend mig” Interviews med psykologen og psykoanalytikeren Hans Ole Nielsen af Bertill Nordahl. Bogen kan fås som E-bog, eller lånes på biblioteket.

Og skulle vores svar ikke være fyldestgørende vil vi anbefale dig at tale med en præst du har tillid til om det.