” Søg hjælp hos psykolog eller psykiater”

Spørgsmål.

Hej, jeg er en mand på 23 år. Først vil jeg sige at det her er utroligt svært for mig at komme ud med, men føler ikke jeg har noget valg mere. Jeg har haft lavt selvværd længe og har truffet en lang række dårlige valg som følge heraf. For 3-4 år siden røg jeg meget hash og drak også ofte alkohol. I denne periode traf jeg det dummeste valg i mit liv, da jeg blev tiltrukket af diverse seksuelle webcam sider. På en af siderne gik jeg ofte ind og onanerede foran folk, og jeg var nogle gange så dum at vise mit ansigt imens. Tror jeg gjorde det for at udfylde den tomhed jeg havde i mit liv. Efter lidt over et år stoppede jeg med det, da jeg også stoppede med at ryge hash og fandt en kæreste, og dermed fik lidt mere indhold i mit liv. Noget tid herefter blev jeg pludselig meget paranoid, da jeg fik tanken om at nogle kunne have optaget mig dengang og lagt ud på nettet. Og da jeg havde søgt nok efter det, fandt jeg til sidst seksuelle videoer med mig på nettet, som alle frit kan gå ind at se. Det er her mit problem blev rigtig alvorligt. Jeg kan ikke komme over det, og kan ikke leve med jeg har gjort det. Jeg skammer mig, og føler mig klam, og jeg tror folk vil dømme mig og syntes jeg er pervers. Jeg kan ikke komme videre. Mine venner siger at det jo hører fortiden til, og at jeg skal komme videre. Men for mig hører det også nutiden til, da disse videoer er der nu, og vil være der FOR EVIGT. Jeg tør ikke gå ud af en dør mere, eller snakke med mennesker af frygt for at de genkender mig fra videoen. Jeg har mistet mit håb og mine drømme, og har ikke lyst til noget mere. Min kæreste gik fra mig for nogle måneder siden, da hun ikke kunne holde til det mere… Hun var den eneste der forstod mig, accepterede mig og tog mig som den jeg er. Jeg elskede hende så højt. Jeg er bange for hun har fundet en anden konstant, og kan ikke holde til tanken. Nu vil hun ikke snakke med mig mere overhovedet, fordi hun siger hun ikke kan holde til at høre om mine selvmordstanker, da det også påvirker hende. Jeg har haft selvmordstanker de sidste par måneder, da jeg ikke kan se nogen udvej fra de videoer, og er bange for jeg ender sådan. Jeg vil meget gerne have hjælp. Jeg har ikke lyst til at dø, vil bare have smerten til at gå væk Hilsen mig

Svar.

Kære Dyreal95

Du bør omgående henvende dig til din læge og vise ham dit spørgsmål til os og bede ham om at henvise dig til en psykiater eller psykolog.

Når du har gjort det kan du henvende dig til din kæreste og fortælle hende dette.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

Ps.

Umiddelbart finder vi dig hverken pervers eller klam, men tværtimod, beslutsom og modig ved at henvende dig til os og bede om hjælp.

 

” Hold først dommedag over dig selv”

Spørgsmål.

Jeg savner min ex så ubeskriveligt højt. Han døde for et halvt år siden. Det er længe siden, vi har været et par. Han var min bedste ven, vi skrev næsten sammen hver dag om vores børn, men også bare hyggelige beskeder. Jeg har en ny kæreste nu, kan ikke tale med ham om mit store savn, han bliver gal, tror han føler jalousi og ikke kan konkurrere med en død mand. Jeg føler mig ubeskrivelig ensom i min sorg. Jeg er der for mine børn, hjælper dem med deres sorg, andre spørger mig til dem, passer på dem og drager dejlig omsorg for dem. Min kæreste taler om ham selv og hans børn, der er en masse problemer med hans ex. Jeg lytter og lytter, men har ingen, der lytter til mig. Måske er jeg også lidt flov over, at jeg kan savne min ex så meget. Jeg gik jo selv fra ham. Min kæreste og jeg har et fælles barn. Vores forhold er ikke godt, jeg har mistet sexlysten, men føler mig ofte tvunget til at gennemføre sex. Min kæreste ved jeg ofte græder under akten, men han gør sig lige færdig. Jeg vil så gerne at vi skal være lykkelige, synes ikke mine børn skal opleve endnu et brud og vores fælles blive delebarn. Kan jeg gøre noget? Tror ikke jeg kan tale med min kæreste, han hører sjældent efter og ellers får jeg sagt noget, der gør ham sur

Svar.

Så vidt vi kan se bruger du din afdøde eksmand, din nuværende mand, jeres fællesbarn, hans børn og dine børn, din seksuelle uærlighed til, at undgå at holde dommedag over dig selv og din manglende vilje til at gøre op med hvordan du har levet og vil leve dit liv.

Af personlig erfaring ved vi begge at det kan være en vanskelig sag og vi har begge haft brug for sagkyndig hjælp i vores dommedag over os selv.

Vi kan anbefale dig at se at se på Jung instituttets hjemmeside og se på linket DSAP hvor du kan kontakte psykologer og vise dem din mail til os og vores svar.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

Når ” Hjerteveninden” tager over.

Spørgsmål.

Kære psykologpostkassen, Jeg er 21 år gammel, og lige begyndt på universitetet. Jeg har haft en kæreste i tre år, men er gået fra ham for en lille uge siden, da jeg simpelthen ikke har kunne holde mig selv ud længere. Jeg vil nu prøve at fortælle om de sidste tre/fire år af mit liv, i håb om at I kan hjælpe mig videre fra hvor jeg står nu. I oktober 2014 begynder jeg at ses med min kæreste. Jeg falder pladask for ham, og har aldrig været så forelsket før. Inden jeg mødte ham, var jeg på 7 måneder sammen med tre fyre, som jeg formåede at såre alle sammen. Blandt andet fordi de alle tre overlappede hinanden, så jeg altså sås med en ny, inden jeg egentlig fik afsluttet det andet. Da jeg er sammen med den sidste af de tre, begynder jeg igen at ses med en ny, samtidig med at jeg stadig ses lidt med ham. Det er min kæreste. Lad os kalde ham K. Vi bliver begge ret hurtige forelsket og bliver kærester i december måned. I maj 2015 er jeg til karneval i Aalborg, og selvom jeg er smask forelsket kysser jeg, i min fulde tilstand, med en i byen. Jeg holder det hemmeligt og ingen ved det. Jeg havde det så dårligt med mig selv da jeg kom hjem, men kunne ikke få mig til at sige det til K. I marts 2016 er jeg stadig lige så forelsket som for et år siden, men nu starter hele min historie for alvor. Jeg er til gymnasie fest, og en barndoms flirt er der også, lad os kalde ham for N. Da vi alle skulle dele en taxa hjem fra byen, ender jeg med at sidde ved siden af ham i taxaen. Vi er de sidste to der bliver sat af, og det ender med at vi kysser i taxaen og jeg tager med ham hjem, hvor vi er sammen. Da vi begge har kærester, bliver vi enige om at det skal holdes mellem os, da ingen af os er interesseret i at der skal ske mere mellem os. Det næste halve år, ses vi yderligere tre gange, hvor vi har sex. Alle tre gange i beruset tilstand. Jeg kan ikke komme med en god forklaring på, hvorfor det bliver ved med at ske, og hver gang det sker, får jeg det dårligere og dårligere med mig selv. Man siger ofte at hvis man er sin kæreste utro, er det fordi man ikke er forelsket længere. Men jeg kunne ikke se et liv uden ham, og han var min allerbedste ven. Jeg bliver enige med mig selv om at jeg nu skal tage mig sammen (!!), og ikke vil gøre mere, der kan såre K. Jeg prøver ihærdigt at ligge det bag mig, men det fylder stadig rigtig meget, og der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på det, men siger til mig selv, at hvis jeg stadig vil være sammen med K, må jeg indfinde mig med den ulidelige følelse. Det er jo trods alt mig selv, der har bragt mig i den. Jeg har mange gange siden hen, prøvet at finde et godt svar på hvorfor jeg har været sammen med N de gange, men jeg kan ikke komme på et eneste. Tror ikke engang at jeg har haft vildt meget lyst, det skete bare. Igen og igen. I sommers (2017), er jeg ude at rejse med en veninde. Igen bliver jeg meget fuld, og jeg kysser med en. Jeg er meget opsat på at ham og jeg skal hjem på vores hotel, men min veninde får mig overbevist om at det ikke er en god idé. Igen vælger jeg intet at sige til K, og går nu igen med den klammeste smag i munden. Jeg begynder nu at overveje, om jeg ikke skal stoppe forholdet med K, selvom jeg egentlig gerne vil fortsætte, kan jeg ikke byde ham mere. Jeg kommer hjem fra rejsen, flytter til Aarhus, han flytter til en by en time fra Aarhus på grund arbejde. Jeg beslutter mig for at stoppe det, da jeg blandt andet også kan mærke på mig selv, at der er alt for mange spændende ting, nu hvor jeg er startet på studie. Da jeg vil stoppe det, bryder han fuldstændig sammen, og jeg kan ikke bære at se ham så ked af det. Jeg siger at jeg gerne vil give det en chance til. Problemet er jo bare at jeg udmærket godt ved, at det aldrig vil blive godt på grund af alt det jeg har gjort. Jeg kan ikke føle den samme forelskelse overfor ham, når jeg har sådan en dårlig smag i munden. Vi fortsætter forholdet, og det kører som det altid har gjort, men stadig har jeg den klammeste smag i munden. I sidste weekend var jeg i byen med en hel flok hjemme fra. Her i blandt mange af Ks venner. Jeg ender igen med at kysse med en. Denne gang en af Ks rigtig gode venner… Ingen ser det og vi bliver enige om at det på ingen måde skal slippe ud. I onsdags stopper jeg det med K. Blandt andet også i håb om at jeg kan finde ro i mig selv, og kan gøre lige hvad jeg vil, uden at skulle have dårlig samvittighed. Jeg havde en forestilling om, at det ville føles som at en sten faldt fra hjertet i det jeg stoppede forholdet, men det hele stiger mig til hovedet nu. K fortjener ikke at have en som mig i sit liv. Han er total knust nu, men alligevel den mest hjælpende person, selvom det er mig der har stoppet det. Han kan godt se, at det virkelig rører mig, men problemet er jo bare at han langt fra kender historien … Jeg fortjener ikke at få den støtte fra ham nu … Min begrundelse for at stoppe forholdet, var at jeg ikke havde de samme følelser længere, og inderligt ville jeg virkelig ønske at jeg kunne smide det hele på bordet, men jeg vil aldrig selv have mulighed for at komme videre. Jeg vil såre så mange mennesker, hvis sandheden kom frem. Jeg står helt alene med alle mulige tanker, og kan mærke at mit lille hoved snart ikke kan rumme mere. Jeg får dårlig smag i munden, hver gang jeg kigger mig selv i spejlet. Hvorfor bliver jeg ved med at gøre så dumme ting, når jeg udmærket ved hvor dårligt jeg får det med mig selv efterfølgende? Hvorfor vil jeg såre en person, jeg elsker så højt? Jeg føler mig lidt fortabt, selvom jeg har mange veninder og en rigtig støttende familie, som jeg altid kan snakke med, kan jeg alligevel ikke snakke med nogen om, hvad der egentlig foregår. Normalt har jeg altid været et rigtigt ærligt menneske, og har aldrig kunne lyve om det mindste, hvilket min familie stadig tror jeg ikke kan. Men de skulle bare vide … Hvad skal jeg gøre? Skal jeg leve med alt det jeg har i rygsækken, uden at snakke med nogen om det og holde det hemmeligt resten af livet eller skal jeg fortælle alt og ødelægge Ks liv, og mit eget for den sags skyld, eller har I et forslag? Jeg håber inderligt at I kan hjælpe mig med et par råd. Jeg føler ikke at jeg har forklaret hele situationen ordentligt, men tror håber at I kan danne jer et billede af det store hele, og kan se hvor mine problemer er.

Svar.

Kære Fortabte pige (FP)

Dit problem ligger i at du ikke har anerkendt din indre Hjerteveninde! Som kun ønsker et, – uhæmmet hensynsløs tilfredsstillelse af ethvert behov der tilfældigvis opstår, og således er fuldstændig ligeglad med FP ønsker og behov og som får sin vilje så længe FP ikke stiller op og tager styringen – og du kender i hvert fald nogle af Hjertevenindens´ metoder til at få hvad hun vil have – sprut! Løgne og inducering af selvmedlidenhed i FP – det er så svært, det er så hårdt at kæmpe imod (liderligheden der ikke må få afløb her og nu, at skulle holde ord i en aftale, at kun være medbestemmende i et forhold, eller oh Rædsel give efter for en anden, ja sogar lade en andens behov gå forud for ens eget en gang imellem) ja Hjertevenindens´ metoder er mange, og hvis du FP vil være den der bestemmer over dit eget liv gør du klogt i at være på vagt overfor Hjerteveninden nu og resten at dit liv.

Altså – kort og godt – det er i dig selv du skal ville kampen og for at vinde den må du bære lidelse og utilfredsstillelse, være offervillig og være modig. Lønnen for dette har du foreløbig til gode og det råd du beder os om lyder: Prøv!

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

Hvorfor lyver jeg hele tiden?

hej med dig/jer.
jeg har for tiden rigtig svært ved at være mig selv, og lyver hele tiden. men det er ikke meningen at det skal ske. nogle gange flyver tingene bare ud, og ligemeget hvor meget jeg prøver kan jeg ikke være mig selv.
jeg håber du/i vil hjælper mig med mit problem

hilsen den forvirret pige

***********************************************************************

Kære dig

Tusind tak for dit brev

Det du først og fremmeste skal være opmærksom på er hvornår du lyver og hvorfor – jeg tænker at der må ligge noget dybere til grunde for at du vælger at lyve frem for at fortælle sandheden – måske det er grunden til at du har det svært for tiden.

Dette kan sagtens være en forsvars mekanisme der dækker over noget andet – Hvis du har mulighed for det vil jeg råde dig til at tage en samtale evt med en terapeut da de kan hjælpe dig med at finde den dybt liggende grund til at du gør som du gør.

Du er bestemt ikke alene om at lyve – det gør mange for at passe på dem selv.

Det vigtigeste er at finde grunden til hvorfor du gør det – samtidig vil jeg gerne rose dig for at du er blevet opmærksom på at du lyver – det kræver stor selvindsigt!

Jeg håber at mine ord kan hjælpe dig

Mange hilsner Simone

Forsvarsmekanismer

Hej, jeg er en pige på 14 år. Jeg kan ikke huske særlig meget fra da jeg var yngre. Kan kun huske få ting lige nu er det eneste jeg kan komme i tanke om at min far drak og få andre ting. Jeg kan også glemme ting som at jeg snakker med min mor og hun siger at jeg skal tage noget tøj med ovenpå og 2 sekunder senere er jeg gået ovenpå uden det. Eller at jeg måske skal give min hund vand så altså bare små ting.

Ved ikke om det har noget med noget at gøre men i timerne hvor en lære er ved at forklare noget kan jeg komme til at sidde i mine egne tanker og så nor jeg kommer i tanke om at jeg skal høre efter har jeg overhovedet ikke hørt hvad der er blevet sagt. Hvad er grunden til det?

Har hørt at kroppen har en “forsvars maskine” så man fortrænger ubehagelige ting der er sket, og at man måske kan huske det når man er klar? Er det rigtigt?

Jeg har ADD som jeg ikke tager piller for.

Skal snart til et møde med en psykolog hvor vi skal snakke om min fortid, er lidt bange for at jeg måske ikke er klar til at høre det men på den anden side vil jeg vide det for det er på en måde ubehageligt ikke at vide det. Er også bange for måske at få flashbacks eller at jeg bliver overvældet af tanker med ting jeg kommer i tanke om fordi vi snakker om det.( har ikke lyst til at snakke med min psykolog om det)

Men ved ikke hvordan jeg skal forklare det men det er som om minderne er der halt.. altså jeg ved det er sket men kan ikke huske det?? Andre ting er bare helt forsvundet..

Kære pige på 14

Tusind tak for dit brev

Ja det er rigtigt at kroppen/hjernen har den forsvars mekanisme at lukke af for oplevelser som bliver for ubehagelige – dette er kroppens og hjernens måde at passe på dig.

Jeg tænker at dit ADD spiller en rolle i forhold til dine vandrende tanker – dette kan medicinen hjælpe imod men du skal selvfølgelig tage op til overvejelse om du ønsker medicin eller ej.

Jeg kan godt forstå at du frygter lidt at skulle til psykolog men du kan med fordel tænke på det som en rejse i dit liv som forhåbentligt vil gøre dig nytte i fremtiden – måske du vil få en bedre forståelse hvorfor at du er som du er og hvorfor at du gør som du gør.

Jeg håber at mit svar har kunne hjælpe dig lidt på vej

Mange hilsner Simone

Er det normalt?

Hej jeg er en 16 årige pige, jeg skriver fordi jeg ikke synes mit problem er slemt nok til at gå til psykolog og jeg ikke har nogen andre at snakke med det om. Jeg har de her tanker som jeg enlig længes efter at få gjort til virkelighed, men som jeg også har det svagt dårligt over og jeg kan ikke finde ud af om de her tanker er normale for andre også at have. Tankerne er at jeg virkelig længes efter at komme væk fra det hele bare at rejse langt væk fra min familie og venner uden at kontakte dem i lang tid for at starte fuldstændig forfra og det forvirrer mig for jeg holder jo af min familie og de er de eneste jeg har så hvorfor længes jeg sådan efter at komme væk?? Jeg indrømme at jeg har det lidt svært med dem og jeg tænker tit på om de overhovedet elsker mig fordi de ikke rigtig udtrykker det på nogen måde min far elsker jeg at være sammen med han er udadvendt og kan næsten finde ud af at snakke med alle jeg griner altid når jeg er sammen med ham men jeg føler ikke rigtig jeg betyder noget. Min mor ved jeg godt jeg betyder noget for på et vist punkt men hun virker også ret ligeglad, fordi jeg har det svært jeg føler mig tit deprimeret og jeg kan ikke være i et rum med for mange mennesker for jeg begynder at ryste og blive svagt svimmel og jeg prøver at sige til hende at jeg har det svært med de ting men det er som om hun aldrig rigtig lytter til det jeg siger for så kommer jeg for eksempel hen til hende når vi er til en familie sammenkomst og jeg viser hende at jeg ryster og siger at jeg er svimmel og hun tror så bare at jeg er sulten og jeg siger at det ikke er derfor og hun svarer så bare: Nå hvad er det så? Og det sårer mig så meget at jeg får ond i maven det er sket så mange gange nu og jeg bliver ved med at tro hun endelig vil forstå hvad jeg mener. Men det kommer hun jo nok ikke til når hun ikke høre på det jeg fortæller hende, så der for tror jeg på et vist punkt ikke at jeg jeg betyder så meget for hende igen.. Og så har jeg to ældre søskende en bror og en søster. Min bror ved jeg at jeg betyder meget for han er den ældste og jeg ved han har lidt svært ved at udtrykke sine følelser lidt men jeg ved jeg betyder rigtig meget for ham og det er ham som mest gør at jeg ikke bare sådan lige har lyst til at forsvinde og så er der min søster som jeg også ved jeg betyder meget for men jeg kan bare ikke med hende hun irritere mig for meget så jeg har svært ved at være sammen med hende så jeg er vist rimelig kold overfor hende når hun prøver at komme for tæt på. Men lidt tilbage til mit problem som sagt har jeg det okay godt med min familie vi har nogle op og ned ture engang i mellem men det har alle jo vist nok men jeg forstår stadig ikke hvorfor jeg har så stor en lyst til at efterlade det hele og ikke kigge tilbage i meget lang tid?? Jeg har så stor en lyst til at forlade dem og få dem til at savne mig for en gangs skyld.. Er det normalt?? Please hjælpe mig med mit problem håber det er okay og at i vil hjælpe mig efter sommerferien jeg undskylder for at jeg sendte det i jeres sommerferie men havde sådan en lyst til at snakke med nogen og måske få svar på mit spørgsmål. 🙂

Kære pige på 16

Tusind tak for dit brev

Jeg forstår fuldt ud din trang til at komme væk i et stykke tid og det er bestemt ikke unormalt! Du er i gang med at blive voksen og har måske brug for at finde ud af hvem du er og hvad du gerne vil med dit liv uden at din familie er til stede. Du kunne evt kigge på højskole ophold i udlandet eller et år på efterskole?

Jeg bliver lidt bekymret når du skriver at du nogle gange oplever at være deprimeret, ikke bryder dig om at være sammen med for mange mennesker og at du begynder at ryste. Mit bedste råd vil være at du tager en snak med din læge da du selv nævner at du ikke er klar til at tale med en psykolog. Din læge skulle gerne kunne hjælpe dig herfra og finde ud af hvilken hjælp du har brug for. Senere hen hvis du bliver klar til psykolog samtaler kan din læge også lave en henvisning så du ikke skal betale fuld pris.

Jeg tror bestemt ikke at du skal tvivle på om dine forældre eller søskende elsker dig bare fordi de ikke udtrykker det. Der er mange måder at udtrykke kærlighed på andet end at sige jeg elsker dig selvom at det er utroligt dejligt at få at vide. Dine forældre eller søskende kan f.eks. vise det ved at spørge til hvordan du har det, sørge for at du har et sted at bo, tøj du kan tage på, at du får noget at spise, at de tjekker om du har sikkerhedssele på osv osv – kærlighed kan findes i mange små dagligdags ting som vi ikke tænker over da det bliver normal hverdag 🙂

Jeg håber at mit svar kunne hjælpe dig lidt på vej

Mange hilsner Simone

Tryk bumsen ud før den bliver betændt

Spørgsmål.

Hej Jeg er en ung pige på 23 år, som for tiden går og kæmper med lavt selvværd og noget andet jeg ikke helt ved hvad er. Jeg føler mig ikke så robust som jeg engang har været, og jeg går med en næsten konsekvent ulmen i maven. Jeg føler mig til tider modløs, men hiver mig altid selv i nakken og får mig ud til f.eks. sociale begivenheder, selvom jeg inderst inde ikke har lyst. Jeg har her for tiden fået et par bumser, hvilket jeg normalt kan kapere følelsesmæssigt, det har aldrig rigtig været et problem for mig, men nu, går jeg meget op i det, og jeg føler mig dybt ulykke og utilstrækkelig. Det er en mærkelig følelse som jeg hele tiden prøver at skubbe væk, men den sidder der bare hele tiden. Jeg har opsøgt psykolog hjælp, og skal første gang til psykolog om en uge. Men jeg kan mærke at jeg har brug for nogle redskaber jeg kan bruge, når jeg bliver fanget i det negative tankemønster jeg lige pt. befinder mig. Jeg har en historie med negative tankemønstre, men jeg plejer altid at kunne styre det, men ikke denne gang. Denne gang er anderledes, og jeg føler mig meget magtesløs og jeg mangler kontrol over situationen føler jeg. For tiden føler jeg tilgengæld at mit liv faktisk kører på skinner. Jeg trives i skolen, mit parforhold, mit forhold til familie og venner osv. Men jeg føler bare ikke jeg trives i mit sind. Det er utrolig frustrerende og meget trættende.. Nu er jeg godt klar over at jeg måske lyder som om jeg har en depression, og jeg har også været til lægen, og vi blev enige om at depression kunne være næste stop, hvis ikke jeg opsøgte hjælp. Og her er jeg så, prøver desperat at række en hånd og se om der er nogle der har nogle gode råd… Mvh. en der meget gerne vil have nogle råd

Svar.

Kære Amanda.

Det råd du har fået af din læge er vi helt enige i. Det drejer sig om, at finde `det noget andet som du ikke helt ved, hvad er´ og komme i gang med at gøre noget ved det. Og det kan en psykolog forhåbentlig hjælpe dig med, så det bliver dig der styrer dit indre og ikke `det andet´

Det råd vi kan give dig i denne proces er at holde ud, og være tålmodig og sej. Og kæmpe sammen med dem der vil og kan hjælpe dig.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

Det kan være svært, men skift fokus

Spørgsmål.

Hej. Jeg sidder i Mexico og bor ellers i Frankrig. Derfor prøver jeg her på dansk. Jeg er 58 kvinde med 2 voksne børn i Dk i et forhold med en fransk mand på 50. Jeg tror, jeg er depressiv. Jeg blev opereret tilbage i 1994 og fik et varigt handicap og pension. Da levede jeg stadig med faderen til min yngste. Faren til den ældste er død. Efter jeg blev handicappet, ændrede min tilværelse sig jo. Jeg ændrede mig fra at drøne rundt sammen med børn, veninder og kæresten, til at være i sofaen. Min eks var mig utro og til sidst valgte jeg at gå. Fandt min nuværende kæreste, som dengang havde 2 piger på Ca samme alder som min yngste. Den store var flyttet hjemmefra, da hun blev 18. Min eks forfulgte mig og den nye. Politi blev indblandet. Det endte, med vi flyttede fra Dk. Men inden blev jeg tvunget til( nogen vil sige, jeg selv valgte) at give min eks fuld forældremyndighed over min yngste på 9 år dengang. Det var med tæskehold mod mig og afpresning på mange måder, værst gennem barnet. Vi bor så på Gran Canaria i 2 år med hans børn. Jeg ser mine børn. Nogle gange om året. Min nye kæreste syntes jeg bare skal lade dem være, fordi jeg bliver frygtelig påvirket af det. Her er der så sket en masse ting. Og i dag ser jeg jævnligt begge børn og mine to børnebørn. Men uden min nuværende kæreste. Jeg rejser alene til dk flere gange om året. Og nyder at kunne være uden ham. Desværre. Min nuværende kæreste er meget udadvendt, får årets idé hver uge. Har tusind ting igang. Dykker, handler på nettet, for at tjene penge på den sidste nye idé. Han møder mange nye mennesker hele tiden. Men ingen langvarige venskaber. Han har mange specielle meninger og overbevisninger. Jeg orker ikke alle hans manier. Og jeg lukker mig ind i mig selv. Taler ikke med andre. Jeg får ikke nye venner på en dag og slet ikke i udlandet. Vi boede 2 år i Spanien 7 år i Frankrig så Thailand og nu Mexico. Jeg er fulgt med og håber hver gang, det bliver bedre. Jeg er trist, gider ingenting og bliver hurtigt oprevet. Kun i forholdet hjemme. Vi kun os to nu. Det gør min kæreste irriteret, at jeg græder eller er passiv. Jeg kan godt selv se, jeg ikke trives, men jeg har fået valget, kom med eller skrid. Jeg er bange for at tage et forkert valg. Jeg er også bange for at blive alene I dk går det fint med mig. Jeg taler fransk og lidt spansk, men ikke som dansk. Derfor jeg skriver her og ikke taler med min læge i Frankrig. Det her er jo meget forkortet. Ha ha lang skrivelse alligevel. Jeg kommer ikke ud og blander mig med folk. Jeg savner en veninde til at bare gøre almindelige ting. Stranden er skøn her. Shopping og caféer, som jeg elsker i dk er foran døren. Men jeg gør det aldrig alene. Har jeg aldrig gjort. Så nu er jeg hende den sure derhjemme, som han nedgør. Hvad kan jeg gøre? Jeg flytter jo ikke bare. Jeg går jo ikke bare ud. Jeg vil faktisk gerne blive sammen med ham, men det går ikke lige godt for os. Venlig hilsen Marcelle Om ikke andet skrev jeg lidt!

Svar.

Kære Marcelle.

Du gør klogt i ikke bare at vælge det ene eller det andet. For os at se er det bedste du kan gøre som din situation er nu, at fokusere på dels, hvordan du kan gøre det så godt som muligt for din mand og dig, når I er sammen og ligesådan, når du er sammen med dine børn og børnebørn. Sagt på en anden måde: Skift fokus fra din egen ulykke over til de andres lykke. Og hold så ved og hold af, og hold ud.

Til sidst tror vi så også, at der nok forestår et valg for dig i retning af, at vælge, hvor  du vil lægge dit hovedfocus: Pa at leve som kvinde med din mand eller som bedstemor med dine børn og børnebørn.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

Skam dig når du ikke gør det du kan og mener du bør.

Spørgsmål.

Hej med jer.  Det her bliver nok temmelig langt, men jeg håber, at det er ok. Jeg er en ung kvinde på 23 år, der sådan overordnet set har et ganske fint og velfungerende liv. Jeg har en grundstemning af at være lykkelig og jeg er tilfreds med det liv, jeg har. Men sommetider plages jeg af fortidens episoder og rammes af en følelse af mindreværd og skam. For snart 8 år siden mødte jeg en rigtig dejlig fyr, som jeg har delt og stadig deler alt med. Men efter at jeg faktisk er blevet medicinfri og konstateret rask fra bl.a. en middelsvær depression, har jeg haft rigtig svært ved at dele de episoder i mit liv, som nok i sin tid har udløst hhv. depression, OCD og socialangst. Jeg plages altså stadig af episoder fra min fortid, som nogle dage kan få mig til at gruble, vende mig indad og få mig til at tvivle på mig selv. Han kender altså til disse episoder, men jeg har kun snakket med ham om dem kort og for mange år siden. Jeg fremstår som rask nu, og derfor har jeg rigtig svært ved at dele ting med min kæreste, som måske vil bekymre ham om, om jeg er ved at blive syg igen. For mange år siden, da jeg var vældig hårdt ramt af depression og havde mange svingninger i min sindstilstand, udtrykte han, at hvis jeg nogensinde blev syg igen, var han ikke sikker på, at han ville kunne blive sammen med mig. Jeg ved godt, at det var sagt i en periode, hvor alting så rigtig sort ud. Det tog selvfølgelig hårdt på vores forhold og gik også hårdt ud over ham. Jeg tror faktisk ikke, at han bare sådan ville smutte fra mig, hvis jeg sådan blev syg igen. Jeg kan sagtens forstå, at han nok i situationen følte, at det var alt for uoverskueligt, hvis han skulle opleve det hele engang til. Men det han udtrykte, har så alligevel på en eller anden måde sat sig fast i mit hoved og afholder mig altså fra, at dele for meget med ham om min fortid. Så derfor vil jeg dele noget af det her med jer. Der er nogle episoder/ting som jeg har været udsat for/har gjort mod mig selv, som bliver ved med at dukke op i min bevidsthed. Jeg føler mig meget generet af at mine tanker sådan ‘minder mig om’ de mindre gode tider i mit liv. Men jeg ved også, at årsagen til at disse tanker bliver ved med at kredse om episoder fra tidligere, kan være fordi at jeg ikke har fået bearbejdet disse dele af mit liv helt endnu. Eller hvad tænker I? Er der normalt at tænke over dårlige episoder fra ens liv på daglig basis, uden man behøver at handle på det? Meget ofte når jeg møder nye mennesker, har jeg sådan en følelse af, at jeg så gerne vil dele mine oplevelser med dem. Overraske dem og se deres reaktion. Jeg ved, at jeg fremstår som et meget ordenligt menneske, og jeg har ofte hørt at folk tror, at jeg altid har været sådan, som jeg fremstår nu. Jeg ryger ikke, drikker ikke alkohol, går tidligt i seng, studerer mange timer hver dag, passer mit studiejob og snakker pænt om og til andre. Det er ikke underligt at folk tænker, at jeg er et vældig ordenligt menneske, og det er også rart at blive opfattet sådan. I mange år var jeg hende der røg, tog stoffer, ikke passede sin skole, drak meget alkohol, snakkede grimt og omgik mange fyre. Nogle gange har jeg sådan lyst til at sige til folk, hvilken vild teenager jeg har været – men det gør jeg selvfølgelig ikke. For det første er jeg enormt flov over mange af de ting, jeg har gjort og de ting, som jeg har været udsat for. Jeg har, hvilket måske også er tydeligt i teksten her, haft svært ved at acceptere min fortid som en del af mig og den jeg er. Jeg vil ikke skuffe folk, og det er nok en af de følelser, der ligger dybest i mig og styrer min hverdag. Så jeg gør mig meget umage med at fremstå som et ‘perfekt’ menneske, selvom jeg godt ved, at det er der absolut ingen der er. Hvad tænker I? Bør man dele ud om sin fortid og stå ved det? Eller er der bare nogle ting, man bør holde for sig selv? Jeg har rigtig svært ved at vurdere det. I meget grove træk, kan jeg ridse det op, som stadigvæk den dag i dag, vender tilbage i min bevidsthed. (Når jeg skriver dette, er det med bankende hjerte): 1. Da jeg var 8 år fik jeg flere nætter i træk besøg af min stedbror på 15. Første gang sov jeg næsten, da han kom ind og tog tøjet af mig og ‘undersøgte’ og rørte mig forneden. Jeg stivnede at overraskelse og af skræk, og forstod først ikke hvad der skete. Men jeg gjorde ingenting. Inden dette havde jeg gået og set op til ham, men han så ikke mig. Han gav udtryk for at jeg var irriterende og ville helst ikke have noget med mig at gøre. Selvom han troede jeg sov alle de nætter han kom ind, så havde jeg samtidig en følelse af, at han gjorde det fordi han syntes om mig. På en måde i hvert fald. Men jeg vidste også godt at det han gjorde, var forkert. Efterfølgende var han stadig lige så ligeglad med mig, som han førhen havde været. Jeg fortalte det ikke til nogen. Jeg blev senere hen flov. Flov over at jeg syntes det var rart, at han rørte ved mig, men også flov over at jeg lod ham gøre det. Meget splittet. Og i dag ved jeg ikke, om det kan kategoriseres som et overgreb eller hvad det i det hele taget var, der foregik. Jeg har aldrig nævnt det for de psykologer, som jeg har gået hos. Hvad tænker I? 2. Jeg blev ‘kæreste’ med en gut over internettet da jeg var 11. Han var 19. Jeg var meget opsat på, at kærlighed ingen alder har, og at han ville mig det bedste. Jeg ser nu, at der intet godt kom ud af, at være hans kæreste. Han truede tit med at begå selvmord. Han havde desuden et par diagnoser og boede på et opholdssted. Han tvang mig tit over sms’er til at skrive forskellige ting til ham. Nogle dage skulle jeg skrive sex-sms’er, nogle dage skulle jeg skrive beskeder som om han var mit barn og jeg hans mor, og andre dage skulle jeg være Rose i Titanic filmen, mens han var Jack. Jeg mener, at en af hans diagnoser var skizofreni. Ved siden af dette havde jeg det lidt svært med at være skilsmissebarn. Mine forældre var meget uenige om forældremyndighederne, og jeg blev meget uvenner med min far over det her kærsteri. Han slog mig nogle gange, gav mig mange ugers stuearrest og tog ofte min telefon fra mig. Min daværende og meget ældre ‘kæreste’ sagde så til mig, at hvis jeg havde det så hårdt, så måtte jeg vise det ved at skade mig selv. Så jeg begyndte at skære i mig selv på daglig basis. En dag fik han en af sine veninder til at ringe til mig og sige, at han var død. Jeg græd så meget og var helt ulykkelig. Jeg delte det ikke med så mange, eftersom jeg godt vidste at vores forhold nok ikke var helt almindeligt. Jeg gik med sorgen selv, og den knuste drøm om at møde ham. Flere måneder senere kontaktede han mig igen, og skrev, at han var i live. Jeg havde ikke ord for den svigt, jeg følte. Jeg ville ikke have noget med ham at gøre. Det var derfor nødvendigt at jeg fik nyt og hemmeligt telefonnummer. Og først her for 2 år siden, har han fundet frem til mig på Facebook og kontaktet mig igen. Jeg blev fyldt med blandede følelser af, at jeg gerne ville snakke med ham igen og at jeg selvfølgelig aldrig skulle have noget med ham at gøre. I dag tænker jeg stadig på ham, og jeg kan ikke finde ud af om jeg væmmes ved tanken om ham eller fyldes med et savn. 3. Da jeg var omkring 13 år slugte jeg en masse panodil’er i forsøget på at tage livet af mig selv. I løbet af et par timer gjorde en af mine venner over sms det klart for mig, at det var en idiotisk manøvre, jeg havde gang i. Jeg gik derfor ind til min far om natten og fortalte ham hvad jeg havde gjort. Det resulterede selvfølgelig i udpumpning, en familie der forgav at have ondt af mig og sagde, at de var der for mig, men som jeg absolut ikke har talt med det om efterfølgende. Dengang tænkte jeg ikke videre over hvor alvorligt det var, men det kan jeg jo sagtens se nu. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg havde dårligt selvværd, troede ikke på mig selv og livet, og den følelse kan også stadig ramme mig i dag. Jeg er klogere, jeg ved godt at jeg nok skal dø af et eller andet end dag, så jeg vil i stedet bruge tiden på at leve end at dø. Men det er bare som om at der er skabt så meget skam over de her episoder, som jeg beskriver, og jeg har virkelig svært ved at se, hvordan jeg kan lukke dem ind og lade dem være en del af mig og den jeg er i dag. Hvad stiller jeg op? 4. Som 14 årig fik jeg en kæreste der tog mange stoffer. Han røg smøger, gik ikke i skole, drak alkohol hver dag, sniffede lightergas og to amfetamin i weekenderne. Jeg blev revet med og faldt ind i det dårlige miljø. Jeg var kommet bag ud i skolen pga. en del år med koncentrationsbesvær, og følte egentlig bare, at det hele kunne være lige meget og at alle omkring mig kunne rende mig. Så jeg brugte meget tid hos ham her gutten og gjorde alle de forbudte ting, uden mine forældre anede det. Jeg tog mange stoffer og røg og drak. Jeg var blevet ekspert i at skjule ubehagelige ting for andre, så det klarede jeg vidst til UG. Lærerne kunne godt se, at noget var galt, men mine forældre forsikrede dem om, at jeg bare var mærket af skilsmissen (som fandt sted da jeg var 6 år), og at jeg var en lidt trodsig teenager. De vidste bare ikke, hvad jeg ellers havde gang i. Bør jeg dele dette med dem eller er de bedre tjent med ikke at vide det? Og hvad med de nye bekendtskaber jeg gør mig i livet? Har de gavn af at vide, hvilken rod jeg har været? Bare for at sætte mit liv lidt i perspektiv. Er jeg sej, fordi jeg selv har klaret at komme ud af alt det dårlige? Eller er jeg svag og skrøbelig, fordi jeg lod mig falde i, og føler at jeg bør dele denne side om mig selv nu? 5. Jeg begyndte at gå usandsynligt meget op i, hvad andre tænkte om mig. Det resulterede i, at jeg aldrig viste mig med uglattet hår og uden make up, og det førte endvidere til nogle ret voldsomme tvangstanker, som jeg stadig døjer lidt med i dag. Derudover fandt jeg ud af, hvilken kontrol (jeg ved ikke, om det er det korrekte ord at bruge, måske er det?) jeg kunne have over drenge og mænd, ved blot at lade dem gå i seng med mig. Ved at jeg gjorde det, fik det mig til at føle som om, at jeg havde noget at byde på. For jeg var god til det og erfaren i en meget ung alder. Jeg blev beundret af drenge og mænd, mens pigerne hadede mig. Men jeg var ligeglad med veninder, og jeg mistede da også rigtig mange. Det eneste der betød noget var drengenes opmærksomhed, og de fik jo så en slags kontrol over mig. De skulle kun sige ganske få pæne ting om mig, og så ville jeg nærmest gøre alt, de bad mig om. Jeg havde et ret vildt sexliv i en ret ung alder. Da jeg var 15, havde jeg været sammen med 16 drenge seksuelt. Fra jeg var 14 til jeg var 15 var jeg sammen med 8 på bare et enkelt år! Nogle på min egen alder, og andre ældre. Den ældste var 26, da jeg var 14. Selvom jeg selvfølgelig blev en helt anden da jeg så mødte min nuværende kæreste som 16 årig, og ikke har været sammen med andre end ham siden, så savner jeg virkelig den opmærksomhed og den rus-følelse det gav mig, at have sex med drenge, jeg ikke var i forhold med. Jeg elskede det. I dag undgår jeg andre drenge, fordi jeg meget hurtigt kommer til at dagdrømme om, hvordan jeg kunne forføre dem. Det er faktisk virkelig generende for mig, at jeg tænker sådan, og jeg skammer mig. Meget. Mest fordi jeg jo selvfølgelig ikke kan dele det med min partner eller nogle andre. Men også fordi, at jeg rent faktisk kan nå temmelig langt ud i mit dagdrømmeri og få vilde ideer om at være min kæreste utro, selvom jeg som menneske er helt vildt imod sådan en opførsel. Jeg føler mig så splittet. Årsagen til at jeg ikke drikker alkohol er i dag, er, at jeg for 5 år siden, da jeg startede på medicin, oplevede ubehagelige tilbagefald dagene efter alkoholindtaget. Jeg fik det psykisk værre. Derfor tog jeg en aktiv beslutning om, at jeg nok ikke havde brug for at drikke alkohol, hvis jeg nogen sinde skulle få det bedre. Det er så endt ud i, at jeg aldrig drikker og ikke har været fuld i 5 år. Det har jeg det rigtig godt med. Derudover så er der også en anden årsag til at jeg ikke drikker. Jeg kan ikke styre min lyst til at få opmærksomhed for andre mænd og drenge, når jeg drikker. For fem år siden var jeg i byen og blev ganske fuld. Jeg kyssede en dreng på halsen, dansede tæt med ham og forgav at være single. Jeg tør simpelthen ikke at drikke mig fuld, for det tyder jo på, at min underbevidsthed tager over og leger frit med min hjerne og lader følelserne løbe løbsk. Hvad kan jeg gøre, for at styre min lyst for at få andre menneskers opmærksomhed på denne måde? Hvorfor ønsker jeg så brændende at andre mænd skal synes om mig, beundre mig og nærmest helst kærtegne mig både fysisk og verbalt? Jeg har (åbenlyst) mange udfordringer på trods af, at jeg udadtil lever et ganske fint og velfungerende liv. Jeg klarede mig igennem en HF med et snit på 11, og jeg er blevet virkelig god til at gøre de ‘rigtige’ ting her i livet. Eller i hvert fald det, der forventes af mig. Jeg håber, I kan hjælpe. Mit hoved er fyldt med mange tanker, som jeg prøver at dække med en facade. Er min skam over mig selv og min fortid berettiget og hvordan takler jeg disse tilbagevendende minder? Mvh

Svar.

Kære F.

Du står over for nogle både aktuelle og kommende valg i dit liv. Vil du helhjertet fortsætte ad de spor som du begyndte på for 8 år siden og som betyder at du altid må se dine handlinger og valg i forhold til din partner – om de vil gøre ham ondt eller godt! Du har nogle ganske normale drømme om både det ene og det andet, som mennesker i faste forhold nu har – om forhold der er i fuldstændig harmonisk balance og som udelukker enhver drøm eller lyst til andre end sin partner – om forhold der giver plads til at en selv og ens partner godt kan have andre forhold, og om forhold der slet ikke er præget at andet end opfyldelsen af ens egne behov. Så vidt vi kan se lever du i den første slags forhold og hvis du ønsker at fortsætte vil vi her informere dig om, at du i dit fremtidige liv må vælge de to andre forhold fra i dine handlinger overfor din partner, og at du gør dig klart at drømme og fristelser lyster og følelser – der udgår fra de to andre forhold altid vil kunne dukke op og som så kræver – kort sagt – at du ofrer dem og selv bærer de lidelser ethvert offer indeholder. Endvidere vil du blive stillet overfor situationer, hvor du kan, men ikke bringer det nødvendige offer og du vil efterfølgende skamme dig – og gør det! uden at bede andre om at forstå det, tilgive dig osv. bær skammen selv. Og tilgivelsen, lad det være din egen!

Ovenstående kan måske minde om en konfirmationstale, men bedre sent end aldrig tænker vi på grund af din mail.

Og nu til barn F og teenager F. De har begge levet i forhold (til deres forældre) hvor det har været nødvendig at være koncentrerede om at få opfyldt egne behov og det har de jo så også fået gjort med de forudsætninger de har haft som barn og teenager, og altså fået peak oplevelser i massevis, men ikke mange af de oplevelser der kan opnås, når voksne hjælper til at få deres behov opfyldt. Og klog som du vist er, vil det nok være meningsløst hvis du (voksen F) fortsat skammer dig over barn F og teenager F. Ja, du må undskylde, men vi  kan faktisk vældig godt lide de to størrelser. Møgunger som de er! Men pas på dem, når de begynder at friste dig til at leve som de gjorde, de ved en hel del om forførelse og `rusoplevelser !´Og de´ er jo dejlige – indtil man skal til at tørre brækket op bagefter.

Og for øvrigt – Vi fornemmer at du nu er en velbegavet og følsom ung voksen med et kreativt sind og talent for både at kunne `læse´ andre og dig selv rimeligt nuanceret og vil råde dig til at supplere din videre udvikling med psykoanalyse (indsigtbaseret psykoterapi) Ikke fordi du på nogen måde er `psykisk syg´ men som sagt som et supplement til din videre udvikling og dermed også som en forebyggelse af de tilstande der kan forekomme dig forfærdelige og ikke til at komme ud af (kriser) på anden måde end ved medicin og diagnoser. Vi kan anbefale af du begynder med at orientere dig i såkaldt analytisk psykologi på Jung instituttets hjemmeside

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Prøv dem der også vil dig.

Spørgsmål.

Kære Psykologpostkassen! Igennem hele mit voksenliv (er 48 år) har jeg ikke kunnet finde en livsledsager, selv om guderne skal vide at jeg har prøvet. Jeg har kun haft korte forhold på 1-2 måneder. Af natur er jeg tilbageholdende og var “en sen starter” før jeg kom i gang med at date piger (efter jeg fyldte 30). Mønsteret har været, at de piger, som jeg gerne ville have, ville ikke have mig – og de piger, som gerne ville have mig, har jeg afvist! Jeg har – endda med psykologhjælp – forsøgt at ændre på nogle ting, så jeg kunne tiltrække de piger, som jeg gerne ville, men det er bare løbet ud i sandet, og jeg er altid faldet tilbage i mine gamle vaner og (negative) tankemønstre. Det er en stor sorg og frustration for mig, og jeg er oprigtigt bange for at ende som en bitter mand, når jeg kan se omkring mig, at alle mine venner har fundet én at dele livet med. På andre områder synes jeg, at jeg har et godt liv hvad angår familie, venner og arbejde. Har I et godt råd til mig ? Den frustrerede

Svar.

Kære den frusterede.

Bliv ved! Og prøv eventuelt med nogle at de piger der synes om dig.

Venlig hilsen

Ulla og Ole