Giv plads for TIDEN

Spørgsmål.

Hej, Jeg er sammen med min kæreste på 2. år, og vi har det skønt. Vi er for nyligt flyttet sammen, og det er dejligt endelig at være sammen hver dag efter at have haft et langdistanceforhold i 1 1/2 år. Dog har min kæreste fra starten haft problemer med min påklædning. Han bryder sig ikke om jeg går i mine løbebukser og shorts. Shortsene mener han er for korte – dog er jeg i den tro at det blot er helt almindelige shorts, som jeg ser mange på gaden gå med, og løbebukserne for stramme. Derudover har jeg adskillelige toppe, som han mener er for nedringede eller viser for meget hud – igen synes jeg det er helt normale toppe.. Ligeledes har jeg et par af de vide bukser, som er meget moderne for tiden. Dem skulle man tro han kunne acceptere, men de falder over min numse, således han ikke kan godkende dem – dog tager jeg dem på alligevel.. Han siger, at det er fordi han ikke føler, at han har mig for sig selv, og føler at ved at ‘vise’ mig i dette tøj for andre, føler han, at det ikke noget specielt at se mig i det eller i mindre for den sags skyld. Jeg svarer hver gang, at han ikke ejer mig, og at jeg selv nok skal bestemme hvilket tøj jeg går klædt i. Jeg føler også at hvis jeg går med til ikke at klæde mig i et bestemt par shorts, hvad bliver det næste så.. Jeg kan mærke at jeg tænker over det hver gang jeg skal købe nyt tøj – jeg køber ikke det jeg egentlig synes er pænest, for jeg ved hvilket skænderi det bliver når jeg kommer hjem og viser det. Det er et problem, som går os begge utrolig meget på, og som gør min kæreste utrolig ked af det. Jeg prøver at lytte til ham hver gang vi snakker om det, og jeg føler også han lytter til mig. Men vi kommer ingen steder med problemet, og vi ved snart ikke hvad vi kan gøre. For jeg vil ikke lade ham bestemme over mig på den måde, og han kan ikke acceptere min påklædning. Vi skændes om det næsten hver gang inden en bytur, og vi er begge meget trætte af det nu. Hvad kan vi gøre?? Vh Anne

Svar.

Ja, kære Anne, du vil nok i første omgang synes at vores råd ikke er noget råd, men her får du det altså:

Ingen af jer skal gøre noget ved problemet! Lad løsningen komme hen ad vejen.

De gamle havde en meget stor Gudinde – Tidens Gudinde. Lad hende få plads og føring, og hold af, hold ved og hold ud, mens hun får lov at arbejde.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Identifikation

Spørgsmål.

Min eks-kæreste kopierede alt jeg gjorde; hvorfor? Jeg har lige afsluttet et forhold med en mand, der er 15 år ældre end mig og er i midten af 50érne. Vores 2-årige forhold var meget on-off, da han ikke virkede specielt interesseret i mig; vi gik ikke ud eller lavede noget sammen, mødte aldrig hans venner eller familie, det var altid mig, som betalte, tog initiativ mv. Det føltes meget ensidigt. Vi var begge ledige (han i mange år), så jeg flyttedet til udlandet da et jobtilbud dukkede op. Savner ham ikke, men var er een ting ved forholdet som jeg ikke kan forstå og derfor ikke slippe. Han virkede på den ene side misundelig på mig og samtidig efterlignede han mig. Hans “kærestesang” til mig var rent bogstaveligt “Why can`t I be you?” af the Cure. Vi er uddannet indenfor det samme, men med helt forskellige interessefelter. Han begyndte søge jobs indenfor mit interessefelt, selvom han ikke havde nogen forudsætninger for at få dem. Begyndte at interessere sig for min metodetilgang, som han i starten hånede. Nævnte jeg en persons navn X i tlf. , kunne han næste tlf. samtale spørge til X som de var gamle venner, trods aldrig havde hørt om personen før. Fandt på visit i Danmark en lommebog med alle mine relationer i det nye land, tegnet ind i et skema med hvem de var, hvad de lavede og deres relation til mig. Han opsporede nogle af mine venner en gang jeg kom på sygehus, ringede til dem som de var gamle venner og gav ordrer om hvordan de skulle forholde sig til mig. Han begyndte at spise det samme som mig, klæde sig som mig og overtog min måde at tale på, vendinger og udtryk. Kunne pludselig lide alt jeg kunne lide. Blev meget vred over grænser jeg satte for ting, han omvendt ikke ville tillade mig: f.eks at min pc havde adgangskode eller at jeg ikke bare lod ham gå rundt m mit dankort. Jeg havde fortalt om et gryende venskab m en kollega, lige inden han skulle besøge mig. Da han kom på besøg, foreslog han straks at vi “kunne da smutte ud til X og låne hendes bil, han skulle nok køre!”. Som om vi tre var gamle venner og det var det naturligste i verden at dukke op hos en kollega og gøre krav på hendes bil. På den anden side, når der skete mig noget negativt, fek.s en fyring, en konflikt eller et projekt, der gik i vasken, var han forstående men virkede samtidig ekstra glad og energisk. Mødte f.eks op på fælles arbejdsplads i jakkesæt og tydeligt opstemt, den dag jeg skulle stoppe efter at være blevet opsagt derfra. Som om det var en festdag; han går normalt i joggingbukser og slidt, farvestrålende tøj. Min eks havde en slem opvækst med vold og har været udsat for seksuelle overgreb. Han har meget lavt selvværd, men opfattes af mange som en lidt flamboyant og opmærksomhedskrævende “type”, svær at overse i en gruppe. Men jeg oplevede ham som fuldstændig manglende personlighed. Tror grunden til jeg skriver og spørger om hvad du/I mener hvad er årsagen bag denne adfærd er, 1) at den skræmte og forvirrede mig og 2) har oplevet dette før, men bare med veninder og slet ikke i denne grad. Håber at få lidt afklaring og ro i hovedet omkring dette. Venlig Hilsen, Mille

Svar.

Kære Mille.

Denne trang til at efterligne og `blive ét med en anden, som er en stærk følelsesmæssig (positiv eller negativ) kontakt, er en naturlig udviklingsfaktor som gradvis aflægges mere eller mindre med alderen. Din eks´ opførsel i denne retning falder imidlertid klart udenfor normalpsykologiens rammer og kan have komplicerede årsagssammenhæng som kun langvarige analyser kan udrede.

(hvis du nogensinde skulle få lyst til at optage forbindelsen til eks.en igen så lad det ske på betingelse at, at han går i gang med en læge og eller psykolog- faglig kontakt).

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Forandring kræver forandring

Spørgsmål

Kære Psykologpostkassen. Jeg skriver til jer angående min svigerfamilie. Jeg har en kæreste som har tre andre søskende, som alle i øvrigt er kvinder. Min kæreste er opvokset hos alkoholikere, og hendes far havde slået hende meget under opvæksten. Hendes forældre drikker stadigvæk i dag drikker meget. Det har resulteret at min kæreste har brugt meget tid på sine søskende under deres opvækst (hun er den ældste af dem). Hun føler i dag at hun har på en måde opdraget dem, hvor hendes forældre ikke kunne. Min kæreste har en tid før vi mødtes også været alkoholiker, som hun heldigvis er gået over. I dag er hun læreruddannet, og meget stabil og omsorgsfuld for vores 2 børn på 2 og 8 år. Vi er for nyligt flyttet til Nuuk fra Sisimiut (Grønland). Vi blev kærester i Sisimiut, dengang hvor hendes søskende og forældre ikke var en del af hverdagen. De boede i Nuuk, og nu bor vi i samme by nu. Men nu vi er flyttet til Nuuk er jeg begyndt at blive mere fjern fra hende og min svigerfamilie. Før vi flyttede har jeg haft en bange anelse om at det her vil ske, da vi under ferier har været meget sammen men svigerfamilien, og allerede dengang har jeg haft indtryk på at jeg ikke passer ind hos svigerfamiliens livsstil. Jeg er også selv opvokset hos alkoholikere, og jeg tror jeg har fået posttraumatisk stress ud fra det. Jeg ser mig dog selv som mønsterbryder, og er fuldstændig anderledes end mine egne forældre. Jeg er også uddannet lærer, og sætter pris på rolig tilværelse i hverdagen. Min kærestes søskende er dog anderledes folk. Den yngste på 24 er uddannet i handelsskolen og bor stadigvæk sammen med sine alkoholiske forældre. Den næstyngste på 26 er mor til 4 børn, og er for nyligt underettet af min kæreste, pga. hun slår sin egen ældste søn. Hun lever også sammen med en meget umoden kæreste. Den næstældste i søskendeflokken på 28 er på uddannelse som lærer, og hun fester meget i weekenderne. Hun har også en meget selvglad kæreste der også fester meget i weekenderne. Nu har i fået i kort introduktion over min kærestes søskende. Jeg skrev før at jeg føler at jeg ikke passer ind hos min svigerfamilies livsstil, det er fordi de fylder nemlig meget i vores hverdage, eller rettere sagt, i mine hverdage. De er dog utrolig søde (i rette tidspunkter). De elsker alle sammen vores to børn, og gør rigtig meget for at være sammen med dem. Min problem er deres måde at være her på, som jeg tror ikke magter længere. De snakker meget højt, højlydt, og deres attitude er noget umoddent (teenager agtigt), hvor slangord bruges meget. De kommer meget uanmeldt ind, noget gange uden at banke på døren, hvor de bare lukker døren op og kommer ind, allerede med stor stemme. De ringer meget i hverdagen, alle søskende og forældre mindst én gang om dagen, eller flere gange om dagen. Selv unde aftensmaden. Vi bruger meget tid sammen med den i weekenderne, også om weekendaftener hvor jeg har behov for ro og tid til mig selv og min familie. De ringer også meget om morgenerne i weekenden, hvor de gerne vil kigge forbi eller spise med os. De surfer meget i deres mobiler, hvor de meget ser forskellige videoer med høj lyd på, også når vi ser film i weekenderne! De ringer også med videoopkald til min kærestes mobil i hverdagende, hvor jeg endnu en gang skal se på dem og høre dem. Jeg kan overhovedet ikke være lidt fri for dem. Det bliver også værre når hende søster med fire børn kommer, hvoraf tre af dem er meget små. Så starter larmhelvedet, som kører i flere timer. Men min kæreste synes det hele er bare okay. Hun kan lide at være sammen med dem, og har ikke noget imod at de bare kommer uanmeldt. Den yngste søster kommer også ofte (især om fredagen) for at komme væk fra forældrenes druk, i den tid hvor vi burde slappe af med min egen familie. Så skal vi høre hendes beklagelser og alt muligt. Hun kommer også ofte under aftensmaden, hvor hun bare skal spise med. Så klager hun også om aftensmaden som jeg lavede. Hver gang jeg klager til min kæreste over hvor meget det fylder i vores hverdag, bliver hun vred og siger at hun føler at hun prøver meget at gøre mig glad, og at jeg klager meget. Jeg begynder at føle at jeg er den onde fyr der sidder mellem min kæreste og hendes søskende. Og nu er jeg også begyndt at føle at forholdet ikke kan holde meget længere, pga hendes svigerfamilie fylder så meget i vores liv. Jeg magter det ikke længere. Jeg er en person der har behov for ro, og en med behov for at være sammen med min egen familie på egen hånd. Men svigerfamilien ringer også og vil altid være en del af vores egen kvalitetstid med hinanden, såsom under gåture, caféture, i svømmehallen m.m. Den ældste søskende hun har som fester meget kommer også ofte i weekenderne med tømmemænd (også kæresten) hvor de lugter af alkohol. Hendes søskende er også meget loyale for deres alkoholiske forældre. De gider ikke høre på negative ting angående deres forældre. De for meget penge fra deres forældre (undsyldnings penge som jeg kalder, så de kan glemme om deres druk). Den yngste kan jo ikke være selvstændigt, derfor bor hun stadigvæk hos dem. Måske er mit brev lidt uformelt. Det er i hvert fald den sure opstød som jeg længe ville komme ud med, da jeg ikke magter dem længere. Jeg er også sygmeldt fra mit arbejde på grund af stress, og det synes jeg gør tingene værre. Det positive ved dem er deres hjælpsomhed. Men for meget hjælpsomhed er også forstyrrende for min egen familie, hvor jeg hellere vil være mere selvstændig. Jeg vil gerne uddybe nogle flere ting hvis i spørger mig. Men her har i mit brev som jeg håber i kan svare og give mig et fingerpeg hvor jeg kan komme videre hen.

Svar.

Kære Inuk.

Så vidt vi kan læse af din mail er din kone faldet tilbage i mønstret som ansvarlig `mor´ for sin familie og du har indtil nu ikke støttet hende på en relevant måde i at frigøre sig fra dette mønster. Tværtimod ser det ud til, at du er faldet ind i hendes mønster og ikke har taget `kampen´ op, for som hendes mand, at hjælpe hende til at blive en selvstændig kvinde med ansvar først og fremmest for sin egen familie (jeres børn og hende og dig)

Det kan du støtte hende i ved hurtigst muligt at begynde på din lærergerning igen og støtte hende i at gøre det samme.

Vi vurderer, at du for at få held med det sammen med din kone må søge

embeder i en anden by end Nuuk og hvis din kone i første omgang ikke føler sig i stand til det, at du så alene søge et embede udenfor Nuuk og afventer at din kone senere slutter sig til dig eller ønsker at fortsætte jeres forhold med hver jeres bopæl.

Hvis du ikke ønsker at følge dette råd vil vi anbefale, at du taler med din læge om en henvisning til en psykolog for at komme videre i dit liv og bedre kunne støtte din kone og varetage opdragelsen af jeres børn på forsvarlig vis.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

Skyld! Tag den eller giv den! Og slip for hårdt arbejde!

Spørgsmål.

Jeg er i en forhold på 4 1/2 år med min kæreste og vi har sammen en søn og venter vores 2. barn. Vi har haft mange hårde tider og min kæreste har et stort temperament eller måske nærmere en tendens til at snerre og hidse sig op over små ting og bebrejde mig alt. Han vender alt, f.eks. han har råbt eller snerret og får det til at det er mig der har gjort det eller min skyld og beskylder mig for at jeg ikke tager ansvar for det jeg gør og at jeg prøver at kaste det over på ham. Jeg har gået til psykolog, da det har været hårdt for mig med denne bebrejdelse og råben af, og at alt altid falder tilbage på mig. Og det mest frustrerende, sårende og rammende er at han selv 100% er overbevist om at det er mig eller måske enkelte gange os begge to der råber eller skaber en dårlig stemning. Det gør mig så ked af det helt ind i hjertet. Min kæreste kæmper med en sorg over en datter fra et tidligere forhold som ikke vil se ham, da der har været meget jalousi og problemer siden han mødte mig. Jeg bliver altid bebrejdet og jeg får altid af vide jeg har gjort det forkerte, jeg går på liste fødder og alligevel for jeg altid afvide at jeg ikke støtter ham, jeg spørger ik ind til hvordan han har det ect. Selvom jeg har spurgt ind til det flere gange og prøvet at støtte. Det er som om han ikke kan kapere sine følelser og ikke rigtig får dem bearbejdet og når der så opstår noget med hans datter, så kommer hans følelser omkring dette altid til udtryk ved at han bliver sur og vred på mig. Hvis jeg nævner det, så støtter jeg han ik, bruger det imod ham, og det har intet med hans datter at gøre men med mig. Og jeg bliver altid sådan og skaber problemer når der er noget med hans datter. Jeg vil så gerne det til livs. Og komme over denne barriere i vores forhold. For det skaber mange gnidninger. Jeg får ham måske aldrig vendt af med vanen med at snerrer og hidse sig lidt for meget op. Men jeg er blevet bebrejdet alting i 4 1/2 år og jeg ønsker virkelig at løsne op for dette betændte punkt som det er for ham. Det er tydeligt at mærke, at det ikke er mig han skal snakke med om dette. Åbenhed, dybe snakke og følelser er bestemt en god ting i et parforhold, men historikken omkring hans datter gør at det ikke er mig han kan og vil dele dette med. Tror han har brug for et frirum, eller jeg ved ikke hvordan man bearbejdet en sorg over en datter der ik ønsker kontakt, når man ikke vil være ved at det påvirker en i hverdagen og selv mener at man takler det godt. Gode råd modtages med stor taknemlighed. Hilsen fra hende med ondt i hjertet

Svar.

Kære…

Det bedste råd vi kan give dig, er at du og din mand snarest starter på parterapi, og det af hensyn både til dig og din mand og jeres søn og jeres kommende barn.

Henvend jer til jeres læge og bed om en henvisning eller eventuelt til en sagsbehandler i jeres kommune.

Efter vores vurdering vil det på sigt være truende både for jeres forhold og for jeres børns trivsel, herunder din mands barn, hvis I ikke følger vores råd.

Skriv til os igen om hvordan det udvikler sig.

De venligste hilsner

Ulla og Ole

 

 

Den med mange tanker

Spørgsmål.

Hej med jer Jge er en fyr på 30 år. Jeg er idag i et forhold med min kæreste på 25 år. Mit problem er at jeg er en meget jaloux og usikker person når det kommer til parforhold. Jeg gik direkte fra 5 års ægteskab med en kvinde som var 6 år ældre end mig, til mit forhold med min nuværende kæreste. Vi har været sammen i knap 5 måneder nu. Jeg har altid døjet med nok især usikkerheden om mine partnere elsker mig nok. Min kæreste er meget selvstændig og har mange venner og bekendte. Det er både rigtig tætte kammerater og veninder. Jeg bliver usikker og jaloux når hun er sammen med dem. Jeg tjekker hele tiden om hun er på facebook imens og lignende. Spørger hvornår hun kommer hjem. Hvis det er en kammerat hun er sammen med, så er de blevet tjekket fuldt ud på facebook, instagram og lignende. Jeg danner mig en masse billeder inde i hovedet om “hvad der nok foregår”. Det sjove er jo at de her kammerater faktisk viser stor interesse i at møde mig, og det fortæller mig jo også at de faktisk er nogle gode venner for hende. Lige nu er hun på en musikfestival i Tyskland. Vi har aftalt at hvis hun bare skriver en besked eller 2 hver dag om at alt er vel, så er det fint. Men alligevel sidder jeg og tjekker festivalens sider og lignende for billeder(hvis jeg nu kunne fange et eller andet) Jeg er væk nogle gange om ugen på grund af arbejde. Vi har fra starten af vores forhold skrevet massivt sammen hver dag. en dag jeg var på messe i Tyskland skrev hun pludselig at hun gerne ville hvis vi skar ned på antallet af sms’er og opkald når vi ikke var sammen. Hun forklarede at det kvalte hende lidt, og at hun havde det sådan at vi skrev så meget sammen at hun ikke følte vi havde noget at snakke om når vi kom hjem og var sammen. Jeg forstår hende egentlig godt for det giver jo super mening – men igen bliver jeg straks usikker, for så får jeg den følelse at hun nok er træt af mig. Men hun skrev også i den sammenhæng at det ikke var en sur besked, men at hun følte det var nødvendigt, for hun når ikke at savne mig når vi konstant er i kontakt. Den anden dag blev jeg også ramt af ekstrem usikkerhed. Vi havde haft nogle af de bedste dage i lang tid. Masser af kærlighed, tæthed, nusning og skøn sex. Det var så lækkert. Hun går ind i sin Snapchat da vi ligger sammen. Der kan man via en emoji se hvilke personer hun “snapper” mest med. Der ser jeg at hun snapper mest med en 4 år yngre fyr fra hendes arbejde som jeg ikke har hørt om før. Jeg siger til hende om det er hendes hverdags kæreste når jeg er væk, for det har vi altid joket med. Hun griner og siger “at nu må jeg holde op, han er 4 år yngre end hende og bare et lille nus” som hun i øvrigt kalder “makrellen”. Det skal siges at havde det været en af dem som jeg ved er hendes bedste kammerater, så havde det ikke rørt mig. Men igen fanger jeg mig selv i at tjekke ham i hoved og røv. Hvem er han, hvor mange billeder har han liket af hendes, og har hun liket hans. Ser så at han kun har liket et, og hun ikke har liket nogen af hans. Det irritere mig at jeg får det sådan, for det er jo min hjerne der slår knuder. Det skal siges at hun er meget aktiv på de sociale medier, og altid har været det. Så det er der ikke noget nyt i. Hun er meget flyvsk, det har hun fortalt mig fra starten, og føler hun at nogen siger “det må du ikke” så gør hun det modsatte. Jeg ved hun kun er 25, og de næste år sker der meget med de fleste hvad angår modenhed. Hun har sagt mange gange at hun vildt gerne vil have børn med mig, giftes med mig osv. Og det er jo en kæmpe bekræftelse. Hun siger at hendes familie elsker mig og hun elsker min. Mit job er tildels i den anden ende af landet, men trods hendes venner og familie betyder ekstremt meget – og at hun vil have svært ved at undvære dem. Så kigger hun alligevel efter job derovre, så vi måske kan flytte. Igen så er det jo enormt bekræftende for mig. Så hvad er det der gør jeg han den usikkerhed og jalousi i mig, når hun jo egentlig bekræfter mig med mange ting – og hvad skal jeg gøre med mig selv for at bekæmpe det i mine forhold, så det i den sidste ende ikke ødelægger det. Hjælp mig, jeg elsker hende mere end noget andet og jeg ønsker virkelig at jeg lære at styre mine tanker omkring min usikkerhed og jalousi. Knus den med de mange tanker

Svar.

Kære…

Prøv at se sådan her på det:

Du har en lille fyr i dig som kan være rigtig modbydelig over for dig og prøver på, at få dig til at se kvinder i almindelighed og kærester i særdeleshed som nogle liderlige troløse skabninger som kun er ude på at lokke og svigte og I øvrigt bolle til højre og venstre til hver en tid. Og den lille fyrs højeste ønske er at du overtager hans tanker og forestillinger og så plager livet af enhver kvinde der ved sin opførsel viser nogle helt andre sider end dem han mener de har.

Så altså: Det er fyren du skal stille op overfor og tjekke og ikke din kæreste. Så i stedet for at tjekke hende digitalt og på andre måder skal du koncentrere dig om at holde din lille fyr i ørene d.v.s. holde ud overfor alle hans forsøg på at inducere forfærdelige og pinefulde forestillinger i dig – bære dem selv og stole på din kæreste og bruge din kontakt til hende til at forstå og elske hende i stedet for at prøve som en anden detektiv at samle `beviser´ på at hun er sådan en som du tror og vil have dig til at tro.

Det er dig der er direktør i dit eget indre hus og ikke den lille fyr eller andre der ønsker at være det. Du kan ikke undgå sådan nogle, men du skal ikke lade dig kue af dem.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I tvivl

Spørgsmål.

Hej Jeg er kommet i en meget svær situation i forhold til min kæreste gennem de sidste snart 4 år. Jeg er 46 år og han 42 år, vi har ingen børn sammen, dog hver for sig. Han har en søn på 7½ som bor hos moderen, jeg har 2 børn på henholdsvis 19 og 24 år, de bor i, det der engang har været mit og mine børns fælles hjem de sidste 9 år, og hvor vi aftalte de kunne blive boende i til jeg kunne få det solgt. For 8 måneder siden besluttede min kæreste og jeg os så for at flytte sammen, og alt har været godt og rart. For lidt over en uge siden begyndte vi så at tale om ægteskab og se på ringe, jeg havde faktisk meldt ud fra start af vores forhold, at ægteskab skulle han ikke have de store forhåbninger for, da jeg har været gift før, og ikke mener at det er altafgørende for et pragtfuldt forhold. Men jeg må indrømme at jeg har det dejligt i hans selskab og det køre godt i hverdagene også de weekender vi har hans søn, er hyggelige. Ja nu kommer så min tvivl, for 3 dage siden opdager jeg så ved en tilfældighed, er ved at gøre rent på kontoret hvor vi begge har vores pc’er, at han har en dating profil hvor det tilsyneladende kun drejer sig om at mødes og have sex. Det der har knust mig, er at han har skrevet til en anden om hvor dejlig og lækker hun er, mens jeg rent faktisk har siddet neden under i stuen. Jeg ville gå så langt som at acceptere at han skrev hvad han synes om hende, men han stoppede ikke kun med det, han skrev rent faktisk til hende, at han var frisk på en date. Han påstod først at det var nogle computer generede svar, hvor efter jeg spurgte om han troede at jeg var total dum på en pc, hans næste svar var så at han aldrig havde mødtes med nogle af dem han havde skrevet til………….. Jeg kan ikke forstå at man tilbyder at mødes og at man er frisk på en date, hvor efter man så påstår at man aldrig har været sammen med nogle af dem. Han siger at han kun elsker mig og ingen anden, mit dilemma er at jeg på den ene side elsker ham sindsygt meget, også derfor jeg er blevet så knust som jeg er, og på den anden side ville det nemmeste i hele verden være bare at flytte. Jeg håber så inderligt i kan hjælpe mig, enten med et godt råd om det måske kan lykkes for os at komme igennem denne her MEGET svære ting, eller et direkte svar på at jeg har bedst af at komme ud af dette forhold. Mvh Hende der tvivler

Svar.

Kære …

Vi synes du skal gå videre med overvejelserne om ægteskab. Og få sat nogle vigtige ting på plads sammen med din kæreste. Vil I love hinanden troskab. Vil I acceptere at den anden kan tænke på, drømme om sex med andre. Vil I respektere hinandens ret til privatliv – herunder computere! Ja, det er nogle at de ting vi synes I skal tale om, ligesom vi vil råde jer til at drøfte andre ting med præst og advokat.

Og vedrørende det at tvivle, så vil vi, der snart har været gigt I 40 år (med hinanden) og begge har årelangt kendskab til psykoterapi råde jer til at være tolerante overfor både jeres egen og den andens af og til forekommende tvivl! Både på det ene og det andet.

Et råd, hvis I beslutter jer til ægteskab: Hold af! Hold ved! HOLD UD!

Kærlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Parforhold

Spørgsmål.

Hejsa, Jeg skriver fordi jeg er i vildrede ift. mit parforhold. Vi har været kærester gennem 1,5 år – og jeg mødte ham meget kort tid efter jeg havde afsluttet et længere forhold. Min kæreste er MEGET glad for mig. Så glad, at han er bange for at miste mig. Det har ført til, at han har glemt sig selv og kun haft fokus på mit ve og vel. Det har næsten været omklamrende. Det er tydeligt at han har noget usikkerhed tilbage fra folkeskolen (lettere mobning) der stadig sidder i kroppen. I hans familie er de ikke vant til snakke om problemerne, så det er først noget han skal til at bearbejde nu hvor jeg har konfronteret ham. Jeg har været igennem et par større livsudfordringer de sidste 10-15 år, hvorfor jeg gået en del til psykolog for at bearbejde hændelserne. Det gør, at jeg kender mig selv rigtig godt og udviklet mig til en meget selvstændig kvinde. Derfor har jeg også brug for en MAND der kan selv og hviler i hvem han er. Jeg har konfronteret min kæreste med det hele – og vi har haft mange gode snakke. Han forstår og ser det 100 %. Ja, han tager det faktisk som en MAND 😉 Men…. jeg er desværre nået dertil, hvor jeg konstant bliver irriteret over småting, der signalerer hans usikkerhed. Selvom han er blevet bedre, så ser jeg den tydeligt og bliver irriteret på ham i ren frustration. Det forstærker hans angst for at træde forkert overfor mig. Nu er vi endt i en ond cirkel og har kørt hinanden langt ud. Det er så ærgerligt, for potentialet til at vi kunne få et rigtig godt forhold er der. Vi har samme drømme, samme sociale behov, vi er gode til arbejde- og ikke mindst snakke sammen. Men jeg savner (eller ser ikke) MANDEN i ham! Jeg ved godt, at man ikke kan være lykkelig hele tiden i sit parforhold. Men p.t. sidder jeg ikke med den der “grund-kærlighed”, som man bør have for hinanden. Tror jeg. Jeg er i tvivl om jeg selv har en eller anden “nisse” et sted, som jeg ikke ser og bare vil tage med videre til næste parforhold. Måske spænder jeg ben for mig selv?

Bør jeg gå eller skal jeg kæmpe videre? Og hvad kan jeg evt. selv gøre for at vi får det bedre? Jeg bør måske tilføje, at jeg er 28 år og mere end klar til at settle down (hvilket han også er btw.)

Svar.

Kære Sigrid

Tusind tak for dit brev og tanker

Det lyder som om at du er i et rigtigt sundt og fornuftigt forhold hvor i begge er på bølge længde og er gode til at tale sammen og tillykke med det 🙂

Forhold er ikke perfekte og hvis de var så ville vi ikke have noget at arbejde med eller udvikle os ud fra.

Din selvindsigt lyder bestemt fornuftig og hatten af for dig fordi at du har og turde arbejde med dig selv i så mange år.

Jeg tror at din kæreste vil have godt af at gå til psykolog – du siger at i kan tale om alt men jeg har alligevel på fornemmelsen at der måske er lidt små ting som han kæmper med. Selv i den stærkeste relation til vores medmennesker vil der altid være ting som vi fortier – enten for at beskytte os selv eller for vores kære.

Jeg tror bestemt at din kæreste har selvstændighed i sig og som du selv siger så kan du se den titte frem nogle gange – der mangler bare et eller andet for at han kan give helt slip og ”stå på egne ben”. Denne brik vil jeg ikke lade være din udfordring men en psykologs.

Du skriver at i er klar til at ”settel down” og om dette betyder børn ved jeg ikke men hvis det gør ja så er der jo bestemt også ”some groing up to do”. Børn er en udfordring og sætter bestemt et hvert forhold på prøve så hvis det er den vej i tænker så syntes jeg at en psykolog er værd at prøve af. Her vil han måske også få nogle værktøjer der gør det nemmere for din kæreste at arbejde med hans bump på vejen.

Jeg håber at mine ord kan hjælpe dig lidt på vej i arbejdet med dit forhold.

Mange hilsner Simone

 

 

 

Parforhold

 

 

Spørgsmål.

Hej. I 2009 blev jeg skilt og i 2011 fandt jeg min nuværende mand på en dating side. Vi har været flyvende lige siden, været på utallige rejser og bare haft det sjovt. Været soulmates. Indtil januar i år hvor bomben sprang… han kedede sig. Jeg forstår ikke et hak, sidste år rejse vi 6 gange og jeg synes vi har det dejligt. Han syntes der var gået hr. og fru Danmark i den. Det sagde han til mig uden der er blevet ændret noget fra hans side. Sidst december begyndte han at køre med en yngre kollega på arbejde, så selvfølgelig kæder jeg det sammen. Jeg er begyndt at blive jaloux hvilket aldrig har lagt til mig, jeg er ked af det hele tiden. Har fortalt ham om problemet men det er mig som har et problem for der er ikke noget i det. Mit store problem i det her er egentlig at der popper nogle følelser op i mig jeg ikke kan styre… jeg er så jaloux at jeg ikke spiser og vågner i angstanfald. De er glade for hinanden det er jeg ikke i tvivl om, om der er sket noget tror jeg ikke, men min mave siger der er noget galt. Historien er egentlig meget længere men det vil jeg skåne dig for. Har du et godt råd til hvordan jeg håndterer det her? Hilsen Anja

 

Svar.

Kære Anja

Mange tak for dit brev

Du skriver at det er ham der melder ud at han keder sig – ergo så tænker jeg også at det er ham der må byde ind med noget i stedet for at hoppe videre på toget og hygge sig med sin arbejdskollega!

Jeg syntes bestemt at du skal følge din mave fornemmelse i stedet for at tænke at der nok ikke er sket noget og du må aldrig lade ham give dig skylden for at jeres forhold ikke kører på skinner.

 

Du må ikke fornægte dine følelser og jeg tænker helt klart at du skal tage din jalousi ved hornene og få rodet trådene ud med din mand. Jalousi er en meget svær følelse at styre og den kan nærmest opsluge os og lade os lave mærkelige og usympatiske handlinger som man bagefter kan flove sig gevaldigt over. Jeg kalder det for det grimme grønne ansigt – man bliver påført en maske hvor man næsten ikke kan kende sig selv – jalousi er en grim ting og klæder ingen.

Jeg syntes bestemt at du skal sætte dig ned og tage en snak med din mand. Hudløst ærligt at spørge ham: Hvad foregår der lige her? Samt fortælle ham hvad du tænker og føler. Dette kan muligvis give ”ridser i lakken” men jeg syntes at du fortjener at få sandheden at vide. Vil du helst leve på en af fortielse eller blive ædt op af jalousi? Det er lidt en pest eller kolera situation og det kan komme til at gøre ondt og det skal du være forberedt på.

Hvad din mand ender med at fortælle dig kan jeg desværre ikke spå, men hvis den munder ud i din mave fornemmelse så skal du tage op til vurdering om du vil tilgive ham og arbejde på jeres forhold eller om du skal videre i dit liv.

Hvis ikke der er noget utroskab at komme efter så skal i alligevel have lagt alle kortene på bordet så i kan arbejde på at redde jeres ægteskab for stilheden mellem jer arbejder ikke for at i skal blive sammen.

Jeg håber at mine tanker kan hjælpe dig på vej

Mange hilsner Simone

 

 

 

 

 

Robot og Robotine.

Spørgsmål.

Hej, Jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Jeg står nok overfor en stor krise og jeg begriber ikke hvordan det er endt sådan her. Eller det gør Jeg, men jeg ved ikke hvordan det skal fixes. Jeg er en “ung” mand midt i 30erne. Jeg har et super travlt job, men en kæmpe ansvar. Vores afdeling er underbemandet og vi løber stærkt. Min barndom er fyldt med traumer fra et voldeligt hjem. Jeg har svært ved at binde mig tæt til andre mennesker. Jeg har svært ved at ytre mine følelser. Det er så slemt at det nu er blevet problematisk. Jeg er gift, tilsammen har vi 5 børn. Kun 3 i hverdagen. Vores fælles barn er jeg meget tæt med. Den mellemste er min søn på 3, han har boet her i 4 måneder, har jeg det sværere med. Og den ældste er 9 årig pige. Vi er ikke tæt men heller ikke langt fra hinanden. En episode der skete for et stykke tid siden var at den ældste piges farfar døde. Jeg har den tilgang til det at det er det der sker. Mennesker fødes, bliver ældre og dør. En meget naturlig cyklus, men jeg kan ikke forstille mig at det er svært for et andet menneske at føle de smerter. Jeg har selv mistet mennesker tæt på og har altid kunne placere det under en kategori: alderdom, sygdom, dumdristighed, og kan affinde mig i det og føler ingen uro. Men min kone kalder mig en robot. Og jeg kan godt selv se at jeg mangler en hel del sympati, og jeg ved ikke hvordan jeg skal fremmane det som der er behov for. Jeg er trist og stresset fordi der bliver lagt forventninger til forbedring på min skulder, men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Kan I komme med råd?

Svar.

Kære Dims.

Vi er enige med dig i, at din kones og dit forhold meget vel kan udvikle sig til en alvorlig krise.

Vores råd er, at I finder en parterapeut og straks begynder at tage fat på at lære at tale med hinanden på et konstruktivt og gensidigt empatisk sprog. I vil så kunne drøfte jeres forhold på en måde der rummer muligheder for en frugtbar udvikling.

Du må hilse din robotine og sige at vi gerne hjælper med en henvisning til en kvalificeret terapeut.

Og vi beklager at vi har været så længe om at svare. Og hvis du har brug for det svarer vi straks på en ny henvendelse.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

At ophæve fortrængninger er hårdt arbejde.

Spørgsmål.

Hej, jeg er blevet skilt for knap et år siden. Det er gået op for mig, at min exmand er narcissisist og de sidste 5 år af ægteskabet fik mig helt i knæ. Det sidste år har jeg så stille og roligt bygget mig selv og min nye

tilværelse op fra bunden, samtidig med,at jeg har skulle håndtere to børn i krise, flytning og nyt job

Jeg har mange tegn på PTSD og det er egentlig her mit spørgsmål ligger. Det er gået op for mig, at min hjerne og hukommelse fuldstændigt udelukker min exmand, når jeg mindes ting/begivenheder fra de 15 år vi var sammen. Er det et almindeligt fænomen? Jeg husker alt omkring børnene, begivenheder osv., men min exmand er blot en skygge et sted, ikke et billede, der dukker op på samme måde, som venner og øvrig familie. Jeg synes selv, at jeg har fået bearbejdet meget af det, der holdt mig fast – og ved, at der ligger et stort arbejde forude, men den ‘svigtende’ eller måske selektive hukommelse både undrer og skræmmer mig. Er det mon et forsøg på at beskytte mig selv, jeg kan ikke gennemskue det. Jeg er 40 år.

Kære L.

Vi mener ikke der er noget unormalt i dine reaktioner på din skilsmisse. Og dit gæt på, at dine reaktioner er et forsøg på, at yde beskyttelse giver god mening i betragtning af, hvad du hidtil har måttet yde efter skilsmissen.

At du nu bliver klar over, at der ligger et stort arbejde forude mht. at konfrontere både negative og positive hændelser og følelser fra din tid med din eksmand er formentlig et godt tegn på at du har energi til at gå i gang, hvilket vi vil tilråde dig at gøre, bl.a. for at undgå de tilisninger der ellers vil finde sted og som vil kaste en stadig kulde ind i dit sind.

Det vil være godt, hvis du har gode venner at tale med, og det vil heller ikke være dårligt at have kontakt med en psykolog i begyndelsen.

Vi ønsker dig held og lykke med at fortsætte din gode udvikling.

Ulla og Ole