Kald det kærlighed

Hej
Jeg er en ung kvinde, på 19 år og jeg har desværre to problemer.
Det første er, et der for de fleste ville være ligegyldigt. Jeg har været i et forhold med min kæreste i 1½ år nu, og der er desværre kommet rigtig mange ting ind i mit hoved der konstant holder mig vågen om aftenen.
Jeg har altid haft et problem med, at min kæreste ser porno, men det er først sidste år jeg har, turde forklare det, når jeg har været i et parforhold. Min “seneste” eks fandt jeg ud af, havde været mig utro med en stripper og jeg ved ikke om dette kan have påvirket mig endnu mere, til at komme ud med sproget for min nuværende kæreste.
Det der ligger i det er, at jeg føler at han er mig utro når han ser det, og det får mig til at føle mig ligegyldig, mit selvværd forsvinder og jeg føler mig tilovers. Jeg har flere gange været ude for, at jeg har siddet på min skole, og pludselig få kramper i maven, og rysteture og lysten til at græde, jeg tror at jeg føler mig såret uden nogen grund, men begynder at tænke på om han sidder og ser porno, jeg kæmper med tankerne om det, og prøver at bilde mig selv ind at han ikke har gjort det. Men når jeg kommer hjem og spørg ham, har han gjort det, præcis på det tidspunkt jeg har fået det dårligt på.
Vi har snakket meget om det, og han ved hvor ked af det jeg bliver, jeg har en gang haft så kraftige rysteture, at jeg var ved at skære fingrene af mig selv da jeg skulle bage, så jeg måtte stoppe op og sætte mig ned. Han har haft lovet mig flere gange at stoppe, uden resultat, og han har indrømmet overfor sig selv, og mig, at han har været afhængig af det. Sidste gang vi snakkede sammen om det (Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi har talt om det), endte jeg med at måtte bede ham om i det mindste at sige det til mig når han har gjort det, ellers ender han med at vælge imellem mig eller pornoen, for jeg kan ikke holde til det i længden, jeg bliver såret hver gang det sker. Og han har holdt det hemmeligt for mig hver gang, selvom jeg har fortalt ham at jeg hellere vil have det at vide, så vi kan arbejde med det. Jeg har oplevet flere gange, at jeg har fået mareridt om det.
Han fortalte mig sidste gang, at han godt kan forstå mig, og bedte mig om at blokere for al porno på hans internet, med en kode som han ikke ville kunne gætte, for at stoppe sig selv når lysten melder sig.
Men nu kommer mit problem, min hjertebanken og rysten fortsætter en gang i mellem, og jeg går konstant med frygten for at han bare er som så mange andre, og finder en anden måde at se det på, og holder det hemmeligt indtil det går galt og jeg finder ud af det. Jeg ved ikke længere om jeg skal stole på min krop når den reagere, når det har været sandt når jeg har lyttet til den?

Mit andet problem er at jeg aldrig rigtigt har haft en familie med kærlighed som så mange andre, f.eks. min kæreste, mine forældre har ikke været der for mig som de skulle, og det samme med mine søstre. Min far har været alkoholiker og de er skilt. Problemet er at jeg har svært ved at mærke, at min kæreste elsker mig, sidst vi havde et romantisk tidspunkt hvor jeg kunne mærke det, var på vores årsdag, da vi tog et hotelophold med spapakke. Men selvom vi kun ser hinanden om aftenen, sker der ikke andet end at han sidder foran sin pc og spiller spil, eller vi ser tv, uden at have et intimt øjeblik på noget tidspunkt. Det mest romantiske der sker, er når jeg ligger mig op ad ham. Vi har endda prøvet at lave noget sammen uden held. Selv vores sexliv er bare blevet til, i gang med det samme, ikke noget med at hygge sammen, det er bare lige på og i gang. Jeg føler ingenting og savner den kærlighed der har været. Jeg har prøvet at fortælle ham at jeg ikke føler nogen kærlighed i vores sexliv, som er et meget intimt øjeblik for mig. Jeg har forsøgt at få det frem, men jeg mærker ikke noget fra ham. Jeg er begyndt at spekulere på om jeg kræver for meget, eller om der kan være andre årsager. Jeg har flere gange følt at han forventer mere af mig, han bliver ved med at sige at jeg skal lære at være mere fræk, men det er ikke en ting jeg ser nødvendigt i vores sexliv. Jeg har prøvet flere gange, men jeg føler at det bliver et mere koldt og ligegyldigt øjeblik. Jeg føler det som om at han vil have det som på en pornofilm, og det kan jeg ikke.

Jeg har brug for hjælp til det her, for jeg laver snart ikke andet end at tænke på det, og jeg kan mærke at det påvirke min søvn, og jeg ender hurtigt med lavt selvværd, og lysten til bare at tage væk, hvor problemerne ikke findes, selvom det ender med hårde konsekvenser.

Mvh. SL

Kære SL.

For at starte med noget væsentligt. Du skriver at du ikke kan mærke at din kæreste elsker dig, hvis du dermed mener, at din kæreste ikke elsker dig bør du opløse dit forhold til ham med det samme. Når jeg skriver sådan skylder jeg dig at forklare dig lidt om det at elske: Det at elske er at love og vise troskab, at tage hensyn til den andens behov som var de et kært spædbarns, at lytte til den anden, og at kræve at den anden lytter til en selv. Og det at elske er altid at gøre sig umage for at glæde den anden og altid gøre sig umage for ikke at såre den anden, og altid være ærlig overfor den anden i de følelser og tanker der angår den anden. Hvis du og din kæreste opfylder disse ting mener jeg i elsker hinanden, hvis du og din kæreste hele tiden prøver at være sådan overfor hinanden mener jeg i elsker hinanden med den vigtige tilføjelse, at i også formår at tilgive jer selv og den anden når det ikke altid lykkes.

Det fremgår af det du skriver at du allerede som 17. 1/2 år nok har haft flere utilfredsstillende parforhold. Og at du i det sidste 1. 1/2 år har levet i et utilfredsstillende forhold. Så jeg vil råde dig til at sætte en tidsramme på mindst 1 år for dit nuværende forhold og bruge tiden til at arbejde efter de retningslinjer for at elske som beskrevet ovenfor og se hvad der så sker. Hvad angår de følelser stemninger og symptomer som plager dig så smertefuldt bliver du nød til at udholde dem så længe du arbejder efter de angivne retningslinjer.

Altså tid og tålmodighed og hårdt arbejde. Skriv til os igen om et år hvordan det er gået.

Vh. Ulla og Ole

Ps. Du kunne starte med at vise din kæreste dit brev til os og vores svar.