Tillidsbrud på Facebook mm.

Jeg skriver til jer, fordi jeg har været udsat for et tillidsbrud fra min kæreste gennem 2 år. Det er det første gang han har brudt min tillid, og var har ellers et rigtig sundt forhold. Dejligt befriende, idet jeg har tidligere lidt under jalousi, men ikke i dette forhold, da min kæreste er hudløst ærlig og altid melder ud. Også når sandheden er ilde hørt, men jeg ved hvor jeg har ham!
Min kæreste er i perioder depressiv. Han lukker sig da inde (fysisk og psykisk), er svær at kommunikere med, og er dybt nedtrykt over sin livssituation; arbejdsmæssigt, hvad han har opnået i livet, mangel på venner m.m. Han har en del bagage at bære.
Han er tidligere blevet afvist af sin læge, da han åd sin stolthed og bad om hjælp, hvilket har afholdt ham fra at søge hjælp igen. Efter den episode jeg beskriver herunder, har han skiftet læge, og lovet at søge hjælp igen.
For godt en måned siden var han i byen (uden mig, men med en fælles god veninde). Han var på det tidspunkt på vej ud af en 3 uger lang depressiv periode.
I byen flirter han ret intenst med en pige, og hans veninde går til ham, og beder ham dysse det ned.
Efter veninden gik hjem, blev min kæreste dog i byen.
Da jeg vågner omkring kl.9.30 er han ikke kommet hjem, og jeg bliver dybt urolig. Han plejer at være hjemme fra byture ved 6-7 tiden, så dette var højst usædvanligt!
Jeg ringer til ham, men han tager den ikke. Ringer til vores fælles veninde, som var med i byen, men hun tager den heller ikke. Jeg skriver til ham, om han er ok, og i det samme popper min besked op på hans Ipad. Jeg har ikke styr på alt det synkronisering af Iphones og Ipads, så af frygt for, at han ikke har fået beskeden på telefonen, sletter jeg den på Ipad’en.
Da ser jeg, at han har skrevet en besked til et ukendt nummer, blot 2 min forinden. Jeg bliver lettet, men samtidig melder panikken sig. Jeg tilstår, at jeg læser hans korrespondance for at finde ud af hvor han er, og det er grim læsning!
Han er på vej hjem, men har skrevet videre med sin flirt, og overtalt hende til at hoppe af den taxi hun sidder i, så de kan mødes. Detaljerne i korrespondancen ønsker jeg ikke at gå i detaljer med, men hovedtrækkene er, at han tager initiativ, han overtaler hende til at mødes, han siger at hun ikke skal bekymre sig om mig, for det er hans problem! Han skriver at han har lyst til hende, og til sidst hvor de skal mødes.
Jeg konfronterer ham med det da han kommer hjem, og først siger han at de bare flirtede i byen, men da jeg fortæller hvad jeg har læst, ved han at der ikke er noget at skjule.
Vi får en god snak over nogle dage, og jeg beslutter at give forholdet en chance. Han siger de mødtes, men at der ikke skete mere. Jeg vælger at stole på dette, da han virkelig angrer sin gerning, og siger at han stadig vil mig og os.
Ikke desto mindre kan jeg ikke få min tillid til ham op på det plan den var.
Jeg er konstant på vagt, og mit selvværd har lidt overlast. Så meget, at jeg nu selv har gjort noget, som jeg finder forkasteligt. Jeg føler mig ussel, og kald det dårligt karma eller nemesis, men da jeg for en uges tid siden blev overvældet af usikkerhed, læste jeg hans private beskeder på Facebook. Når man gør noget så dumt, så er det vel ris til egen røv, at man finder det man frygter..
Han har ikke skrevet til hende, men to andre bekendtskaber, som jeg ikke kender. Det er samme ordlyd; Jeg vil have dig, vi må mødes, flirtende beskeder omkring eventyr og hvad han kunne tænke sig.
Det er hans initiativ hele vejen, selvom de spørger ind til, om ikke han har en kæreste, glider han af på det og fortsætter. Det lader til det er legen og spændingen han søger. Jeg tror på sin vis ikke han vil gøre alvor af det. Men føj, hvor gjorde det ondt at læse! Beskederne er skrevet i dagene inden byturen, men den ene har han skrevet til efterfølgende om de skulle mødes, dog på en sober måde.
Mit dilemma er, at jeg ikke har konfronteret ham med hvad jeg har læst. Vi var netop blevet færdige med at snakke om det jeg havde taget ham i, og aftalt at komme videre og give det en chance.
Jeg har brug for at konfrontere ham med hvad jeg har læst, men føler også det bare ripper op i det hele.
Skal jeg bide det i mig og leve med skylden over at have krænket hans privatliv, eller skal jeg stå ved, at jeg fulgte min mavefornemmelse, og fik min mistanke bekræftet?

Kære Bille

Du må være både vred på ham og såret over at han svigter din tillid igen. Jeg synes ikke du skal lade som du ikke kender hans kontakter. Om du har krænket hans privatliv ved jeg ikke om du har, det lyder for mig ret let tilgængeligt at gå ind på hans elektroniske korrespondence, og han lægger da heller ikke skjul på noget. Så måske er der også et signal der fra ham.

Er du ked tanken om at skulle miste ham hvis du konfronterer ham med din vrede og skuffelse. Du kunne sige at du ikke ville se ham før han har besluttet sig for hvad han vil med jeres forhold. Og så kan du se om du vil have ham som kæreste da. Det er vigtigt tror jeg at du fortæller ham hvor alvorlig situationen er, og at hvor vred og ked af det du er.

Du må beskytte dig selv bedst muligt og forsøge at løse situationen til dit eget bedste. Hvis det betyder at du vil beholde ham som kæreste, så fortæl ham hvordan du vil have jeres forhold, og den måde du forventer i behandler hinanden på. Bed eventuelt om en pause du kan tænke dig om og så i begge kan tænke jer om. Du ved ikke hvordan han vil reagere og det er sikkert svært for dig lige nu. Men det klarer du.

Hvordan kan det være at du har så let adgang til din kærestes elektroniske medier og at han så åbenlyst bruger dem til sine intime/fortrolige skriverier. Jeg går ud fra at han godt ved at du kan få adgang til hans korrespondance hvis du vil? Det kunne være at I skulle tale om hvordan I forholder jer til hinandens mails og andet. Det signalerer selvfølgelig en åbenhed og tillid, men er det på den måde man skal vise tillid, eller har man ikke også ret til privatliv en privatssfære.

Med venlig hilsen Torben

 

Sorgen er ikke til at bære?

Hej jeg er en 21 årig ung mand hvis kæreste slog op i går. Mig og min kæreste har været sammen i næsten 3 år efter at hun igår gjorde det forbi. Vi har boet sammen det seneste år. De første 2 år vi var sammen var vi så dybt forelsket i hinanden, og det hele kørte bare, og jeg følte mig tryg. Jeg er så frygtelig ked af det, jeg elsker hende højt, og kan virkelig ikke have følelses, at jeg ikke skal have hende i min hverdag mere. Jeg er så fuldstændig nede, jeg græder bogstaveligt talt hele tiden, ved ikk hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg er meget rastløs, jeg er sygemeldt fordi jeg simpelhen ikk er i stand til at arbejde, jeg kan heller ikke spise noget. Ja og så er jeg meget jalou og bekymret over om hun har fundet en anden. Alt det jeg elsked, lave før har jeg ikk lyst til mere. Jeg har ADHD og har det meget svært for tiden, bla med lavt selvværd, så hun har været min bedste støtte, faktisk bedre end min familie og venner. Jeg vidste at hun var der når jeg var ked af det, så det gjorde mig lidt mere rolig og tryg. Men når vi har været sammen så lang tid, er det meget meget mærkiligt og sørgende, at jeg lige pludselig ikke skal være en del af hendes hverdag/liv mere. Hun slog op fordi, at hun også selv har det meget psykisk hårdt for tiden og hun går til krisehjælp. Så hun kunne bare ikke have en kæreste lige nu, men at hun elsked mig rigtig rigtig højt, og hun sagde at når hun er klar i hovedet igen kunne vi snakke om at finde sammen igen. Men det sidste halve år har voret forhold været meget meget ringe. Vi har skændtes, sloges og snærret af hinanden. Jeg har faktisk haft lyst til selv at slå op mange gange, men fortryd i sidste øjeblik fordi jeg ved jeg ikk kunne undvære hende. Men det er først nu efter, at hun har slået op, at jeg har indset at jeg ikkm kan undvære hende. Men det mærkelige er, at det sidste halve år har jeg ikke følt mig forelsket i hende, eller været seksuelt tiltrukket af hende. Men nu efter at hun har slået op, savner jeg hende som alrig før. Det skal lige siges at jeg er stor tryghedsnarkoman.

Så mine spørgsmål er:
1. Kan det været på grund af tryghed, at jeg er fuldstændig nede, altså at jeg følte mig tryg med hende?

2. Hvad kan jeg gøre forn at komme mig over hende? Fordi det her kan jeg virkelig ikke holde ud. Jeg er tvunget til stadig at snakke med hende, da vi har en lijlighed sammen, som vi skal have sagt op og flyttet ting.

Håber virkelig at i kan hjælpe mig!

Kære 21 årige dig

Sorgen er ikke til at bære. Nej det er svært, meget svært. Det du oplever, har mange oplevet før dig, hvis det er en trøst, og det skal nok gå godt alt sammen. Men når man elsker og har elsket en person så stærkt, så må det gøre ondt at miste. Du kan måske trøste dig med at du har oplevet en stor kærlighed. At du er sygemeldt og ikke i stand til at koncentrere dig, er forståeligt. Men måske skulle du alligevel overveje at gå på arbejde eller lave noget andet for at aflede tankerne og opleve en god social kontakt.

Din ekskæreste gennemlever nogen af de samme følelser som du gør, og hun elsker dig faktisk også skriver du, men hun har brug for en længere pause i jeres forhold. Og I oplever også at det sidste halve år har været meget svært at komme igennem. Hun lyder som en god kæreste, og måske er det ikke enden på jeres relation, men det er selvfølgelig en slutning på forholdet som det har været. Så det er vel noget med at have tålmodighed med hinanden og affinde sig med situationen som den er. Selvom du føler dig ulykkelig og ensom og forladt. Selvfølgelig er det utrygt det du føler nu, meget utrygt, men du bliver stærkere af at gennemleve det du går igennem nu. Bare vent at se.

Jeg tror du skal trøste dig med at du har mulighed for at snakke med hende. I har en lejlighed sammen og du kan sætte dig som mål at komme af med den på en økonomisk favorabel måde til jeres begge to’s fordel. I må finde ud af hvordan I kan være sammen efter det der er sket. Du kan være glad for at hun ikke er pissesur på dig og aldrig nogen sinde vil sig dig igen. Og hun synes du er verdens største idiot..hvis det ellers kan trøste dig.

Men din situation er ikke nem. Men få nu solgt lejligheden til den bedst mulige pris, dvs. gør noget ud af at gøre den pæn osv. det vil glæde jer begge og bestemt også din ekskæreste. Et fællesprojekt.

Venlig hilsen Torben

 

 

 

 

Sorgen er ikke til at bære?

Hej jeg er en 21 årig ung mand hvis kæreste slog op i går. Mig og min kæreste har været sammen i næsten 3 år efter at hun igår gjorde det forbi. Vi har boet sammen det seneste år. De første 2 år vi var sammen var vi så dybt forelsket i hinanden, og det hele kørte bare, og jeg følte mig tryg. Jeg er så frygtelig ked af det, jeg elsker hende højt, og kan virkelig ikke have følelses, at jeg ikke skal have hende i min hverdag mere. Jeg er så fuldstændig nede, jeg græder bogstaveligt talt hele tiden, ved ikk hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg er meget rastløs, jeg er sygemeldt fordi jeg simpelhen ikk er i stand til at arbejde, jeg kan heller ikke spise noget. Ja og så er jeg meget jalou og bekymret over om hun har fundet en anden. Alt det jeg elsked, lave før har jeg ikk lyst til mere. Jeg har ADHD og har det meget svært for tiden, bla med lavt selvværd, så hun har været min bedste støtte, faktisk bedre end min familie og venner. Jeg vidste at hun var der når jeg var ked af det, så det gjorde mig lidt mere rolig og tryg. Men når vi har været sammen så lang tid, er det meget meget mærkiligt og sørgende, at jeg lige pludselig ikke skal være en del af hendes hverdag/liv mere. Hun slog op fordi, at hun også selv har det meget psykisk hårdt for tiden og hun går til krisehjælp. Så hun kunne bare ikke have en kæreste lige nu, men at hun elsked mig rigtig rigtig højt, og hun sagde at når hun er klar i hovedet igen kunne vi snakke om at finde sammen igen. Men det sidste halve år har voret forhold været meget meget ringe. Vi har skændtes, sloges og snærret af hinanden. Jeg har faktisk haft lyst til selv at slå op mange gange, men fortryd i sidste øjeblik fordi jeg ved jeg ikk kunne undvære hende. Men det er først nu efter, at hun har slået op, at jeg har indset at jeg ikkm kan undvære hende. Men det mærkelige er, at det sidste halve år har jeg ikke følt mig forelsket i hende, eller været seksuelt tiltrukket af hende. Men nu efter at hun har slået op, savner jeg hende som alrig før. Det skal lige siges at jeg er stor tryghedsnarkoman.

Så mine spørgsmål er:
1. Kan det været på grund af tryghed, at jeg er fuldstændig nede, altså at jeg følte mig tryg med hende?

2. Hvad kan jeg gøre forn at komme mig over hende? Fordi det her kan jeg virkelig ikke holde ud. Jeg er tvunget til stadig at snakke med hende, da vi har en lijlighed sammen, som vi skal have sagt op og flyttet ting.

Håber virkelig at i kan hjælpe mig!

Kære 21 årige dig

Sorgen er ikke til at bære. Nej det er svært, meget svært. Det du oplever, har mange oplevet før dig, hvis det er en trøst, og det skal nok gå godt alt sammen. Men når man elsker og har elsket en person så stærkt, så må det gøre ondt at miste. Du kan måske trøste dig med at du har oplevet en stor kærlighed. At du er sygemeldt og ikke i stand til at koncentrere dig, er forståeligt. Men måske skulle du alligevel overveje at gå på arbejde eller lave noget andet for at aflede tankerne og opleve en god social kontakt.

Din ekskæreste gennemlever nogen af de samme følelser som du gør, og hun elsker dig faktisk også skriver du, men hun har brug for en længere pause i jeres forhold. Og I oplever også at det sidste halve år har været meget svært at komme igennem. Hun lyder som en god kæreste, og måske er det ikke enden på jeres relation, men det er selvfølgelig en slutning på forholdet som det har været. Så det er vel noget med at have tålmodighed med hinanden og affinde sig med situationen som den er. Selvom du føler dig ulykkelig og ensom og forladt. Selvfølgelig er det utrygt det du føler nu, meget utrygt, men du bliver stærkere af at gennemleve det du går igennem nu. Bare vent at se.

Jeg tror du skal trøste dig med at du har mulighed for at snakke med hende. I har en lejlighed sammen og du kan sætte dig som mål at komme af med den på en økonomisk favorabel måde til jeres begge to’s fordel. I må finde ud af hvordan I kan være sammen efter det der er sket. Du kan være glad for at hun ikke er pissesur på dig og aldrig nogen sinde vil sig dig igen. Og hun synes du er verdens største idiot..hvis det ellers kan trøste dig.

Men din situation er ikke nem. Men få nu solgt lejligheden til den bedst mulige pris, dvs. gør noget ud af at gøre den pæn osv. det vil glæde jer begge og bestemt også din ekskæreste. Et fællesprojekt.

Venlig hilsen Torben

 

 

 

 

Den bekymrede gravide

Jeg vil først prøve at forklare om min situation og de påvirkede. Jeg er 28 år, har en
rigtig sød kæreste som er meget omsorgsfuld. Han er 27 år. Jeg elsker ham af
hele mit hjerte og vi venter vores første barn sammen. Der er tre måneder til
termin. Min kæreste og jeg har haft lidt uheldige episoder mht. hans
familie…
Hans søster er 30 år og er glad for venner og fester. Og da jeg
mødte min kæreste var jeg veninder med hans søsters nuværende venner. Grunden
til jeg skriver ’var’, er at mine to veninder ikke ’brød sig om’ at jeg fik
kæreste på dengang. Vi var jo vandt til at feste og lave sjove og mange ting
sammen flere gange om ugen. Men da jeg fik kæreste på blev den ene af disse
”veninder” (jeg kalder hende veninde ’A’ herfra) så vred på mig over at jeg ikke
længere ville med ud og drikke hver weekend eller sagde fra en gang imellem. Det
endte med hun ringede til mig og sagde at bare fordi jeg havde fået kæreste på
skulle jeg ikke tro jeg var noget specielt, og ærligt talt synes hun det var
dumt vi var blevet kærester. Hun var 18 jeg var 24 på daværende tidspunkt, så
jeg tænkte hun nok bare skulle ’køle lidt ned’. Det endte så med at min anden
daværende veninde gav hende ret. Hvilket hun havde gjort mange gange før da de
to havde et helt specielt forhold. De var begge meget afhængige af hinanden og
hende som havde sagt disse ting til mig, var meget god til at få hende med på
det hele. Hun var dengang 25 (jeg kalder hende veninde ’B’ herfra). Veninde A
havde så derefter haft fat i en af mine tidligere ’forhold’ jeg kan ikke kalde
ham ex-kæreste for vi var aldrig kærester, men havde været sammen engang imellem
og han havde gjort meget klart at det skulle holdes hemmeligt. Men hun havde
fået sagt noget til ham om os og han var kommet ind og truede mig med at hvis
jeg sådan skulle sladre skulle jeg ikke glæde mig til konsekvenserne. I vrede
holdte han mig i kvælertag med armen op af væggen. Det var meget ubehageligt.
Men på det tidspunkt havde vi ikke været sammen i et godt stykke tid, da jeg jo
var blevet forelsket i min kæreste. Da episoden stod på, var min kæreste på
arbejde og jeg fortalte ham om det da han kom hjem. Efter en lang snak og
prøvede at finde ud af hvad der egentlig foregik, kom vi frem til at hun nok
havde sagt det til ham i et desperat forsøg på at skille os ad. Eller skræmme
min kæreste til at tro jeg havde noget kørende med ham stadig. Hvilket alle
udmærket var klar over vi ikke var.
Dette er grunden til mine daværende
veninder ikke længere er taler sammen i dag. Og veninde ’B’ synes denne opførsel
var helt i orden og de fortsatte venskabet sammen. Nu også med min svigerinde.

Dette betyder også at jeg ikke rigtigt har noget forhold til min svigerinde,
efter hun er veninder med dem. Og den dag i dag bor sammen med veninde B.
Selvfølgelig ses vi til familie sammenkomster og vi har altid kunne tale sammen.
Dog taler vi ikke sammen om A og B men vi griner og hygger os alligevel. Det er
i hvert fald mit indtryk, og min kæreste giver mig ret. Og det har fungeret fint
nok alt taget i betragtning. Dog er det eneste veninde B har sagt til min
svigerinde er at jeg ’bare ikke gad være venner med dem mere’ selvom min kæreste
flere gange har fortalt det hele. Han var der jo selv.

Nu er det sådan at
min svigermor glæder sig umådeligt meget til at blive Farmor. Og det er rigtigt
dejligt. Mine forældre har massere af børnebørn i forvejen så det er ikke så
’nyt og spændende’ for dem. Men min svigermor har haft meget svært ved at se
grænser. Men måske hendes lykke er lidt for stor…
Flere gange har hun prøvet
at få mig til at følge hendes interesser, først var det at hun ville komme og sy
gardiner til børneværelset, selvom min kæreste flere gange havde sagt til hende
at vi havde hvad vi skulle bruge og vi ønskede ikke gardiner. Så ville hun at vi
(hende og jeg) skulle i stof-butik for så skulle hun sy sengetøj osv. til den
lille. Jeg har sagt at hun meget gerne må gøre dette men jeg havde ikke lyst til
at tage med. Men hun blev alligevel ved og ville så gerne lære mig at være
kreativ så vi kunne gøre dette sammen. Men jeg havde takket nej et par gange, da
jeg har mine egne interesser og ikke ønsker at sy/strikke. Dog har jeg sagt til
hende at hun meget gerne måtte sy og strikke til den lille. Det ville vi kun
blive rigtigt glade for.
Men så forleden dag ville hun have mig med ud at
ose butikker, jeg sagde igen nej tak. Men igen godtager hun ikke et nej tak og
vælger at spørge mig igen og at jeg så kunne sige til når jeg havde overskud og
lysten.
Det skal lige tilføjes at der har været mange mange andre episoder
hvor hun har ville have mig til at lave noget sammen med hende. Vi har også
gjort mange ting sammen, været i skoven, været i IKEA, jeg har besøgt hende og
hun har besøgt mig. Og jeg har altid haft meget svært ved at sige nej til hende
da hun er meget overbevisende og ikke accepterer et nej. Da jeg gik til psykolog
ifølge af min afskedigelse fra arbejde var det kun min svigermor vi talte om og
øvede os i at jeg skulle lære at sige nej tak og jeg har først nu virkeligt haft
brug for det ’nej’ da jeg føler det har taget overhånd, efter jeg er blevet
gravid og føler hun vil have et veninde-forhold til mig. (Og går hjemme da jeg
er ledig) da er det blevet værre. Han har prøvet flere gange at fortælle hende
at jeg ikke brød mig om den anmassende-hed og at hun måtte forstå at hvis det
var min Far der ville have ham til alt muligt og ofte besøgte ham, ville han
synes det var meget underligt. Det fortæller hun så at det kunne hun godt se.

Alligevel fortsætter det med min svigermor. Hun stopper op uden foran vores
lejlighed og kigger ind om hun kan se mig og hun kommer forbi flere gange om
ugen. (Jeg er ikke vant til det fra min egen familie af, vi ringer og inviterer
hinanden eller holder det til en gang om ugen eller nogle gange længere mellem
besøgende.) Hun kommer ind og vil snakke om hvordan jeg har det og så fortæller
jeg hende fx da jeg var begyndt at få ondt efterfølgende af graviditeten så
ville hun forklare mig hvad hun mente det var og hvad jeg skulle gøre. Og hun
ringede flere gange efterfølgende fordi hun lige havde nogle råd. Hun har også
før ment hun ville forklare mig hvorfor jeg er som jeg er, at jeg er et
sensitivt menneske og jeg skulle gå hjem og læse om det. Og at jeg nok var som
jeg var pga min familie. Jeg er et stille menneske ja… Altså, jeg føler hun
analyserer mig i tide og utide og samtidig kommer hun flere gange om ugen. Den
ene dag kom hun forbi og sagde hun ville vente på min kæreste (han havde fri en
halv time efter) men da han kom ville hun ham ikke noget og kørte hjem lige da
han kom. Jeg har fortalt min kæreste om alle disse episoder og at hun virker som
om hun ikke kan se grænsen mellem veninde og sviger. Jeg ønsker ikke at have et
veninde forhold til hende da jeg har mine egne veninder og synes altså der er en
generationskløft. Min kæreste siger selv hun altid har haft svært med grænser og
at folk generelt har svært ved at sige fra overfor hende da hun er som hun er.
Ved en middag hjemme hos dem, spurgte hun mig hvor jeg havde været henne den ene
dag. Men jeg kan da ikke huske hvad jeg har lavet og var vel bare ikke hjemme.
Men hun kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke åbnede døren. Jeg fandt det ret
grænseoverskridende at hun havde spurgt sådan for jeg føler bare at hun
dicideret holder øje med mig. Men hun bliver ved og nu har jeg sagt stop. Jeg
har fortalt hende det som det er at jeg ikke ønsker et veninde forhold til hende
for der er en generationskløft og det håbede jeg hun ville acceptere, jeg
fortalte hende at jeg ikke ønskede at dele hendes interesser da jeg har mine
egne og at hun kommer så tit og holder øje med hvornår jeg er hjemme er ret
grænseoverskridende for mig, og at det ærligt talt skræmmer mig.
Det var hun
blevet så sur over, at hun havde kørt ud til min kæreste på hans arbejde og
havde råbt op om hvad jeg bildte mig ind. Da det nu er en arbejdsplads havde han
bedt hende om at gå og stoppe med det pjat ellers ville hun også snart miste
ham, for han havde også fået nok. Han havde ringet til sin far og bad ham om at
tale lidt med hende. Hun kørte så hjem til mig igen grædende, efter hun havde
sendt mig en sms med jeg tillagde hende nogle intentioner som ikke var tiltænkt.
Og at hun synes jeg er meget skræmmende. Og jeg bad hende give mig en
undskyldning over at hun fandt mig skræmmende i den sms. For ærligt talt fandt
jeg hende ret skræmmende lige nu. Hun sagde jeg bare var SÅ svær at lære at
kende, og at jeg hele tiden analyserer hende. Jeg blev så chokeret over den
sætning at jeg sagde hov hvem er det lige der har analyseret hvem, og nævne de
episoder hvor hun havde gjort det ved mig. Men så begyndte hun med jeg ikke
ville lukke hende ind og ikke ville hende selvom hun så gerne ville lære mig at
kende. Jeg sagde at måske skulle hun bare ikke prøve så hårdt. Og at hun aldrig
vil høre et nej og jeg spurgte hende direkte hvad hun plejer at gøre når jeg
siger nej. Det kunne hun ikke svare på. Nej sagde jeg, for du accepterer ikke
mine nej eller også vælger du at overhøre dem. Igen blev hun ved med hvad jeg
gør galt og jeg sagde vi åbenbart ikke kunne tale sammen, og i ren frustration
lukkede jeg døren i. Bagefter tænkte jeg meget over hvorfor hun vendte de ting
hun havde gjort, med at analysere mig, over til at det var mig der havde gjort
dem?
Imellem tiden involverer hun så sin datter, min svigerinde, og siger
til hende at jeg heller ikke vil lære hende at kende og at jeg havde talt grimt
om dem begge to.
Hvilket jeg ikke havde eller på noget tidspunkt har.
Min svigerinde vælger så at skrive en besked til min kæreste om hvad jeg bildte mig
ind og at jeg pludselig følte mig meget vigtig. Og at hvis jeg fortsatte sådan
ville vi komme til at leve et meget ensomt liv. Min kæreste ringer så til
søsteren og forklare hende tingene som de er blevet sagt, og at hun havde
overreageret ved at køre ud på hans arbejde og råbe grimme ting. Det havde hun
så givet ham ret i, og hun kunne godt se hun havde overreageret og kunne faktisk
godt forstå jeg havde sagt som jeg havde gjort. Men hun reagerede sådan fordi
hun havde fået forkerte ting at vide om mig. (og så sidder det jo nok i hende,
ligesom jeg selv, at vi ikke kender hinanden ordentligt pga alt det med
veninderne) Derfor havde hun skrevet den besked til min kæreste, uden at finde
ud af hvad der egentligt var sket først.
Da min kæreste så har fri fra arbejdet kører ham hjem til hans forældre og prøver at tale hans mor ned. Men
det ender med hun taler grimt til ham og han ender med at gå. Og kommer meget
ulykkelig hjem. Ikke nok med vi blot ønskede at skrabe lidt rammer eller grænser
for hans mor, så skal problemet med søsteren også blandes ind i det hele.
Men hvad skal vi gøre? Jeg ønsker bare så dybt og inderligt at grænserne bliver
ridset op inden den lille kommer ellers drukner vi. Men nu er det endt ud i en
gang mudder-kast imod os i stedet for. Hvilket er meget svært at forstå da jeg
og vi hele tiden har holdt os til de konkrete episoder der har fyldt for meget
hos mig men også for min kæreste. Og nu begynder hun som sagt at tale grimt og
blande andre ind i det.
Giv mig ret i at der må grænser til nu inden den lille
kommer…
Men hvordan?

Kære den bekymrede gravide

Tak for dit
lange brev, hvor du beskriver meget fint alt, hvad der foregår omkring dig. Dine
forhenværende veninder kunne ikke acceptere den nye verdensorden, da du fik en
kæreste og stifter familie. Fred være med dem!
Det er fint at du og din kæreste kan sætte grænser dem, når de ikke selv kan. Den svigerinde – som også
er en del af det slæng- har du og din mand et tåleligt forhold til, selvfølgelig
skal du da tænke over, hvad du siger til hende, eftersom hun stadig er med i
slænget, og alt hvad hun hører, går direkte den vej.

Så er der
svigermekanikken! Ja, hun lyder godt nok som en værre heks, sagt mellem os. Hun
ville om nogen have godt at tale med en psykolog. Jeg synes, at du og din mand
gør Jer meget store anstrengelser for at sætte grænser for hende, og det er
meget vanskeligt at gøre mere eller gøre det bedre, end det som du/I allerede
gør. Det er mærkelig, som hun gør sig store anstrengelser for ligesom at være
veninde med dig, når du på ingen måder ønsker et sådant forhold med hende.
Sandsynligvis vil hun dig det godt, hun kan formentlig godt lide dig, kan lide
det hun ser, har det fint med at hendes søn har truffet et så heldigt valg i sit
liv, men det bliver bare så inderligt akavet, når hun skal vise det for dig, så
det ikke er til at holde ud.

Hvis det fortsætter kan du /I måske skrive
et brev til hende og fortælle episoderne, som du gør her, og gør det klart for
hende, at sådan vil du/I ikke omgås med hende. Hvis ikke hun kan stille op til
det, kan det være at du/I bliver nødt til at holde en pause fra hende, så kan
hun tænke over det 1/2 års tid. Hvad siger du til det?

Held og lykke med
det og den forestående familieforøgelse! Skriv gerne herind igen og
Venlig
hilsen
Pelle Larsson

Min mand har været mig utro – hvad skal jeg gøre?

Hej
Jeg står i den kedelige situation, at min mand gennem 8 år har været mig utro. Han har set en anden gennem ca. 2 mdr.
Jeg vil virkelig gerne prøve om vi kan rede vores ægteskab, og han siger han er villig til at gøre alt for mig/os, og han vil bevise for mig hvad jeg betyder for ham.. Det der er svært for mig lige nu, er at jeg ikke kan få hende ud af mit hoved. Jeg tænker på ham og hende sammen dagen lang.
Det er en lang og sej kamp, som jeg ikke kan løse uden hjælp.
Jeg har brug for at vide om der er nogen chance for jeg vil kunne ligge det bag mig og glemme hende. Hvis ikke jeg får mulighed for at glemme hende, så kommer jeg heller ikke til at kunne fokuser på min mand og jeg.
Jeg føler noget er blevet taget fra mig, og smerten vil ikke rigtig forsvinde.
Hvad kan jeg gøre??

Hej Stephanie.

For at sige det som det er, så kommer du aldrig til at glemme hende. Du må ikke prøve at bilde dig selv ind at det kan lade sig gøre – hun/din mands utroskab vil altid være en del af dit og din mands forhold. Det er vigtigt for dig at acceptere og forstå det.

Når din mand så siger at han vil bevise for dig hvad du betyder for ham, så kan du jo starte med at sige til ham, at uanset hvad, så kommer du ikke til at glemme hvad der er sket. Det kan være at I om noget tid ikke længere snakker om det, og det kan være at du en dag vil tilgive ham, men det ”går ikke væk”.

Det afgørende er, at du og din mand står i en ny situation nu, og med en nyt element i Jeres forhold, som I skal forholde Jer til.

Venlig hilsen

Michael

Min kæreste har tourette-syndrom – hvad skal jeg gøre?

Spørgsmål:

Hej, jeg er en 19-årig dreng, og jeg har været sammen med min kæreste i nogle måneder nu – hun har tourette-syndrom. Jeg har i løbet af de måneder prøvet at få så meget indsigt i dette syndrom og hvad det betyder for hende – og hun har også været god til at åbne op om det, når jeg virkelig har spurgt ind til det. Hun lider både af tics, tvangstanker og omfattende mareridt – som jeg alt sammen har prøvet at forholde mig så åbent over for som muligt. Nogen gange (meget sjældent), har hun kradset sine underarme op med neglene, og hun har indtil nu påstået, at hun gør det i søvne, når mareridtene er værst. Men i går fortalte hun mig, at hun selv gjorde det bevidst, for at straffe sig selv. Hun sagde også, at hun hverken havde fortalt denne sandhed til sin mor, sin tidligere psykolog eller nogen som helst anden end mig. Jeg fandt også ud af, at et voldsomt sår, som hun har på hånden, var selvforskyldt. Hun havde tidligere påstået, at hun var faldet, da hun var ude at løbe – men nu har hun fortalt, at hun bevidst bankede hånden gentagne gange ned i asfalten. Da hun var yngre havde hun tilmed selvmordstanker. Jeg elsker hende meget højt, og jeg er derfor meget bekymret for hende, og jeg er blevet meget ked af at høre de her ting. Hun påstår, at man ikke kan hjælpe hende, fordi man selv skal vide præcist hvordan det er at have tvangstanker, før man kan sætte sig ind i det – og det har jeg jo ikke. Hun begyndte at græde, da vi snakkede om det, og jeg kunne i den forbindelse ikke undgå at græde selv. Senere ville hun så tage hjem for at være alene, men jeg spurgte om hun ikke ville blive – og senere på aftenen forklarede hun, at hvis jeg havde ladet hende tage hjem, havde hun nok bankede sin hånd ned i asfalten igen, fordi hun var sur på sig selv over at have gjort mig ked af det. Det blev jeg meget bekymret over, og jeg frygter, at hun vil gøre sig selv skade, hvis hun føler , at hun har gjort mig bare den mindste smule ked af det.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere situationen. Om jeg skal fortælle hendes mor om det, selvom jeg har lovet min kæreste, at jeg nok skal lade vær at fortælle det hun har fortalt mig videre til nogen, da hun ikke føler at andre end mig kan forstå hende. Jeg har derfor brug for et eller flere råd til, hvordan jeg evt. kan tackle den her situation, så jeg ikke ender med at miste overblikket og i sidste ende måske slet ikke kan holde til alle de bekymringer og derfor ender med at ende vores forhold – hvilket jeg for alt i verden ikke vil.
Omvendt føler jeg mig en blanding af fanget og forpligtet, da jeg netop elsker hende og samtidig er den eneste, som hun nogensinde har åbnet helt op over for. Hvis jeg endte vores forhold, ville jeg ikke vide hvad hun kunne finde på – og derfor bliver forpligtelsen også lidt til et fængsel. Derfor vil jeg helst have, at det kan ende med, at hun indser, at det ikke nytter at skade sig selv, da jeg for alt i verden helst vil fortsætte vores forhold.
Jeg håber, at I kan hjælpe.
Venlig hilsen den bekymrede kæreste.

Svar:

Hej bekymrede kæreste,

det vigtigste i alt det du skriver syntes jeg er, at du for alt i verden gerne vil fortsætte jeres forhold. Det er nemlig udgangspunktet for, tror jeg, at din kæreste og jeres forhold er rigtig godt hjulpet. Det at din kæreste har valgt at åbne op over for dig er jo netop et billede på, at hun kan mærke, at du rigtig gerne vil hende og det i har sammen. Det mest rigtige jeg syntes du kan gøre er, at fortælle hende (flere gange) at du er glad for at hun åbner op over for dig. Jo mere hun mærker at det er fuldstændig okay at tale om hvordan hun har det inderst inde, jo bedre er hun og derfor også dig hjulpet. Så jeg syntes du skal fortælle hende, at du er helt vild med jeres forhold, og at du er enormt glad for, at hun åbner op over for dig. Til gengæld syntes jeg også det er meget at gå rundt med for dig alene – så lad hende fortælle alt hvad hun har lyst til at fortælle, støt hende i det (selvom du syntes det er voldsomt) – men så syntes jeg også, at du efter noget tid skal tale med hende om ikke også hendes forældre skal høre hvordan hun egentlig har det. Og måske referere til hvor godt det har været for hende at fortælle dig hvordan hun har det. I denne situation tvivler jeg slet ikke på, at det vil være en enorm lettelse for din kæreste at få sagt hvordan hun egentlig har det. Bedst er det altså hvis hun selv får øje på det gode i at fortælle hendes forældre om det – kun hvis det stadig om lang tid ikke er noget hun har lyst til, så kan du overveje at tale med andre om det. Men jeg syntes også du selv – hvis muligt – kan  tale med dine egne forældre om hvordan du har det med det.

Venlig hilsen

Michael

Aftalt tid og sted.

Spørgsmål.

Hej
Jeg skriver fordi jeg har et problem i mit parforhold. Jeg har gennem det sidste stykke tid begyndt hyppigt at lyve overfor min kæreste. Det er ikke bevidste løgne som jeg fortæller hende for at skjule noget. F.eks. tit hvor vi snakker/diskutere ting, så i stedet for at sætte mig ind i de ting hun siger eller spørg om, så har jeg en tendens til bare at svare ”ja okay” ”nej det er også træls”. Sådan nogle korte svar som hun ikke kan bruge til noget. det er hun selvfølgelig træt af. Så siger hun at det gider hun snart ikke mere og jeg lover at stoppe med det, men to dage efter tager jeg mig selv i at gøre det igen og dagen efter igen og jeg lover at stoppe med det igen, og igen. Et andet eks. er at hun siger til mig at hun gerne vil have at jeg stopper med at ryge, så siger jeg at det skal jeg nok og at jeg lover at jeg nok skal holde op. Dagen efter ryger jeg igen og det bliver hun selvfølgelig sur over, så jeg siger undskyld, det sker ikke igen, men et par dage efter ryger jeg igen. Hun er træt af at jeg hele tiden fylder hende med pis og lover guld og grønne skove. hun føler jo at jeg lyver overfor hende. Jeg tænker ikke over at det er at lyve som sådan, men mere at jeg ikke kan holde sådan nogle ting som jeg lover. Jeg ved ikke om det er fordi at jeg ikke stopper op og tænker over hvad jeg egentlig gerne vil og ikke bare hvad hun vil. Det er bare nogle eks. Jeg siger/lover jo ikke noget bevidst for så at bryde det. Jeg ved ikke om det er fordi, at de ting hun ser som store problemer, dem ser jeg måske ikke som lige så store. Jeg har så nogle gange tænkt om det er fordi jeg egentlig ikke rigtig vil mere, men så kommer jeg altid frem til at jeg gerne vil hende og vores forhold. Eller så tænker jeg om det er fordi jeg ved at hun altid giver mig en ”chance” til og så tager jeg lidt let på tingene. Har også tænkt om det kunne være fordi at jeg nogle gange er lidt ligeglad med det hun siger, nogle gange er det måske men andre gange er det jo ikke. Har også tænkt tanken om det er fordi jeg ikke har lige så mange følelser for hende mere og at jeg ikke rigtig gider forholdet, men så er jeg jo også bare kommet frem til at jeg jo gerne stadig vil. Det gør mig bare så forvirret det hele. Ved godt at det måske virker indviklet eller uoverskueligt. Men jeg håber i har en eller flere forklaringer/løsninger på hvordan jeg kan komme disse problemer til livs.

Svar.

Kære Casper.

Et forhold som umiddelbart falder os I øjnene er at din og din kærestes kommunikation fuldstændig mangler struktur. Prøv at aftale med hende at spørgsmål som du af den ene eller den anden grund ikke kan svare på her og nu tages op på et andet tidspunkt som i aftaler helt præcist. Du kan også forslå hende at jeres diskussioner og samtaler skal finde sted på tidspunkter som i aftaler i forvejen evt. med en bestemt tidsafgrænsning. Det du kan gøre helt for dig selv er at holde op med de hvide løgne og i stedet for f.eks. sige til din kæreste at det og det har du ikke lyst til at svare på eller tilbyde hende at svare på en aftalt tid. For nu at tage et konkret eks. Det med at ryge så sig f.eks. til din kæreste at du selv ønsker at bestemme om du vil ryge eller ikke vil ryge og at du nok skal give hende besked når du selv evt. har truffet en beslutning om at ophøre med at ryge.

Hvad angår dine spekulationer om jeres parforhold er du nød til så snart som muligtJ at træffe et valg på dit indre plan idet det er u ansvarligt at lade din kæreste gå i den tro at du er sikker på at jeres forhold skal fortsætte hvis du ikke helt og fuldt har valgt det.

Vh. Ulla og Ole

Utroskab

Hej,

Jeg skriver, fordi jeg har det utrolig svært lige for tiden. Jeg er 28 og har været sammen med en rigtig sød pige, som jeg egentlig er meget forelsket i, i ca. 5 måneder.
Vi har haft det lidt svært sammen for ca. 2 måneder siden, men derefter gik forholdet noget bedre igen, og jeg skulle så på en ferietur med nogle venner.
Her var jeg i byen sammen med en pige i en kæmpe brandert, og fortrød selvfølgelig rigtig meget dagen efter.
Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke lade værre med at fortælle det til min kæreste – ikke så meget fordi, at jeg ikke kunne leve med min dårlige samvittighed (det var ellers svært nok), men fordi at jeg syntes, at jeg skyldte hende sandheden, inden, at vores forhold måske blev meget mere seriøst.
Så jeg fortalte tingene som de var og sagde, at jeg havde dummet mig, men at jeg elskede hende og gerne ville være sammen med hende.
Hun tænkte over det et par dage, hvor vi snakkede meget sammen om det – og så slog hun op og skred. Vi boede på det tidspunkt halvt om halvt sammen.
Jeg skrev lidt med hende efterfølgende, og hun var selvfølgelig såret og vred, men det virkede også som om, at hun ikke rigtig havde besluttet sig til, om hun ville være sammen med mig.
Nu er der gået 3-4 uger, hvor jeg har prøvet at give hende plads og tid til at tænke og føle. Men jeg kan ikke finde ud af, hvad hun vil – og det piner mig rigtig meget. Nogle gange svarer hun mig vredt, andre gange snakker vi om andre ting – og nogle gange svarer hun mig slet ikke. Men hun har stadig ikke sagt noget endeligt om os.
Jeg er lidt i vildrede – kan ikke finde ud af, om jeg bare piner mig selv ved ikke at kunne indse, at hun ikke gider mig mere. Eller skal hun bare have lang tid, og skal jeg lade hende være eller skrive engang imellem og fortælle hende, at jeg stadig savner hende?
Jeg har aldrig været utro før, og kommer aldrig til at være det igen – det her er simpelthen frygteligt. Har det svært med, at jeg har såret og skuffet hende så meget. Og jeg er bare så glad for hende samtidig.
Jeg drikker ikke specielt meget alkohol, men har indset, at jeg har et problem med alkohol, når det får så store konsekvenser for mit liv. Så det vil jeg ændre.
Er der et eller andet galt med mig, når jeg kan finde på at være utro, når jeg elsker hende?
Er det tid til at fatte, at det er slut, eller tror du, at jeg stadig har en chance med hende?
Mvh. Allan

Kære Allan.

Det er nu tid til handling, for hverken følelser tanker eller prognoser kan bruges nu. Vores råd til dig er at afslutte enhver form for henvendelser til din veninde og indtil du eventuelt har hørt fra hende, frisæt dig selv i forhold til hende.Vi synes i øvrigt at det er en god ide at du i fremtiden holder dine løfter til eventuelle partnere og vi synes også at du i fremtiden skal give afkald på overdrevne teenagebranderter.Det eneste vi synes der måske kan være i vejen med dig er at din pubertet har trukket lovlig længe ud

Vh. Ulla og Ole

 

 

 

Jaloux pige

Jeg bor sammen med den skønneste kæreste som jeg har været sammen med i 9 måneder. Vi har det virkelig godt sammen, udover at jeg kan have svært ved at styre min jalousi og ved ikke hvordan jeg skal stoppe den. Jeg tjekker til tider hans sms’er, facebook og kan mærke bare den mindste besked fra en anden pige, giver mig en “varm følelse” inden i, hvor jeg er bange for der er noget og begynder at mistænke ham. Jeg ved inderst inde godt, at han ikke har lavet noget med dem, for vi er altid sammen, men alligevel kan jeg ikke lade være at være bange fordi han er en meget eftertragtet mand. Facebook driver mig til vanvid, jeg har lyst til at skrive til pigerne de skal stoppe med at prikke til ham / skrive osv. Når jeg ser noget “mistænkeligt” på hans tlf. eller facebook, konfrontere jeg ham med det, fordi jeg ikke kan holde mine følelser inde, selvom jeg gerne vil og godt ved nogle gange er det bare mig, som “er pjattet.” Han føler sig krænket over jeg kigger i hans ting og ikke stoler på ham, hvilket jeg godt kan forstå, men han må jo også godt kigge i mine. Når han bliver sur over det, begynder jeg igen at tænke så må han jo skjule noget… Det skal lige siges at min jalousi også stammer fra, at første gang jeg kiggede hans tlf. var fordi jeg havde en følelse af han skjulte noget og der fandt jeg beskeder med “skat” osv. fra en anden pige og det sårede mig virkelig, fordi jeg stolede så meget på ham og troede ikke han ville skrive sådan med en anden pige. Han lovede mig det aldrig ville ske igen og det var fordi han før i tiden havde haft så mange piger af gangen, men nu endelig havde fundet en pige som mig, og skulle vænne sig til ikke at være “player” mere. Han har haft svært ved at være forelsket før i tiden, men nu var det i mig. Han viser virkelig vores kærlighed offentligt som han aldrig har gjort ved andre piger. Det bekræfter alle hans venner og mine veninde mig i. Hvorfor kan jeg ikke bare være tilfreds og stole på ham:( Jeg er så bange for at blive såret, men jeg er ved at nå til det punkt hvor jeg kan mærke min jalousi ikke er godt for nogen af os og jeg vil virkelig ikke miste ham for elsker ham mere end noget andet…. Han kan godt lide jeg er lidt jaloux, men jeg bryder mig ikke selv om det for det gør så fandens ondt inden i, og min mistillid til ham piner mig – for inderst inde ved jeg det er mig han vil have..
Hilsen den fortvivlede

Kære fortvivlede.

Vi har tænkt på at du måske har et ønske om at vide alt om hvad din kæreste tror, tænker føler og foretager sig sammen med et ønske om at kunne kontrollere det alt sammen. Hvis dette er tilfældet er vi nød til at sige til dig at dette er et umuligt projekt, som du er nød til at opgive. Det du kan gøre for at opgive det er bl.a. at indgå nogle klare faste aftaler med din kæreste om troskab eller tilladelse til utroskab i jeres forhold. Endvidere må i give hinanden tilladelse eller forbud imod at have fortrolighed med jeres respektive venner. Og i må også træffe aftaler om at i vil give eller ikke give udtryk for alle de følelser i har der berører jeres forhold. Og herunder må i love eller ikke love hinanden at høre hvad den anden siger og selv være sikker på også at blive hørt af den anden.

Hvis du følger vores råd kan vi ikke garantere at det uhyre som hedder jalousi ikke igen vil springe på dig og slå kløerne i dig men du har fået nogle våben til at bekæmpe det med og således blive mindre fortvivlet og mere frue i dit eget hus.

Og til sidst: Af egen personlig erfaring ved vi at man for at indgå sådanne aftaler er nød til at have kræfter og overskud til at tilgive dig selv og den anden hver gang i fejler.

Skriv blot igen når du har startet kampen og du evt. behøver lidt støtte.

Vh. Ulla og Ole

 

Kærlighed, vold og liderlighed

Spørgsmål.

Hej
Det hele startede på min gamle arbejdsplads, hvor min dengang fantastiske chef og jeg indledte et forhold. Han var både gift, havde to børn og oven i købet 10 år ældre end mig. Men jeg var solgt. Igennem fire år havde vi et forhold, som i de første par år var fantastiske, vi fungerede rigtig godt sammen. Vi havde et perfekt sexliv, men kemien mellem os var rigtig god. Men det udviklede sig senere i en negativ retning. Vi havde forfærdelige grimme skænderier, han blev meget voldelig og udnyttede mig på rigtig mange punkter. Dengang var jeg 20 år, havde jeg svært ved at sige fra og enormt svært ved at gøre ham opmærksom på, at min grænse er nået. Det endte med at jeg måtte forlade arbejdspladsen af den grund. Men kærlighed gør blind. Jeg havde og har stadig vildt svært ved, at forstå, at vi ikke kunne få det til at fungerer. Jeg havde det meget svært i tiden efter, jeg var meget ustabil og følte mig meget magtesløs. Der skulle ikke så meget til før jeg blev ked af det. Jeg tabte mig utrolig meget og var generelt meget utilpas. Jeg har aldrig fortalt det til nogen, hvilket jeg nok burde, eftersom der han flere gange har reageret med vold i form af slag og spark. I tiden efter blev han ved med at kontakte mig, vi sås indimellem – jeg kunne/ville bare ikke give slip på ham – der jo også virkelig gode tider. Men tiden gik og forholdet faldt lige så stille helt fra hinanden. Den dag i dag drømmer jeg jævnligt om ham, og har meget svært ved ikke at tænke på ham og dengang.
Jeg mødte efterfølgende da min nuværende kæreste. Han er på min alder. En virkelig fantastisk fyr – min familie elsker ham, jeg elsker ham og han behandler mig så godt. I dag – tre år senere bor vi sammen, og vi har det godt. Jeg har i mellemtiden fået et andet arbejde, ved siden at universitets-livet, hvor min daglige leder har vist stor interesse for mig, han er i øvrigt også gift og har et barn. Eller måske har jeg lagt op til ham? Det tror jeg, at jeg har. Jeg kan ikke finde den normale balance en chef og ansat burde have. Jeg kan slet ikke fungere på en arbejdsplads, uden at have et ”anderledes og specielt” forhold til lederen. Jeg har aldrig haft i sinde at gøre min kæreste ondt, men jeg har virkelig lyst til at være sammen med min chef. Når jeg sidder og skriver det her, kan jeg virkelig godt forstå, hvis I tænker, at den er helt gal med mig, men jeg kan ikke lave mine følelser om. Jeg bliver selvfølgelig ked af, at jeg tænker disse tanker når jeg har dårlige erfaringer med det. Jeg kan egentlig ikke selv forstå, hvorfor jeg har disse tanker. Hvordan er det, at jeg skal takle disse situationer?
KH. Mig

Svar.

Kære LKA89

Der er for så vidt intet mærkeligt I at du igen drages mod en chef, du har tidligere erfaret at et sådant forhold kan involvere lidenskabelige højdepunkter af såvel liderlighed som vold, højdepunkter som ikke kan nås ved et almindeligt ligeværdigt kærlighedsforhold som du nu har til din kæreste, idet det andet forhold bygger på et skævt magtforhold som du drages i mod. Altså må du undvære et af disse forhold og selv bære glæden ved dit valg og smerten ved dit fravalg.

( Hvis du bliver i dit nuværende parforhold er der mange sjove former for sexlege mellem dig og din kæreste hvor der kan gives udtryk for vild liderlighed kombineret med moderat vold og skæve magtforhold ).

Vh. Ulla og Ole