Vil du leve med den mand?

Spørgsmål.

Hej mit navn er Greta,

Jeg har her på det seneste været ret ked af det over nogle sår jeg har på benene, dem har jeg fået efter bid fra insekter. De er under behandling, men det går lidt langsomt synes jeg. Jeg er meget ked af hvordan de ser ud på min hud, for jeg synes selv jeg er rigtig god til, at pleje min hud ellers. I går aftes sad jeg og græd fordi jeg havde fået nok og var dræt af de ar jeg nu har. Nu kommer mit problem så og det er, at da jeg græd sad min kæreste over for mig. Det eneste han sagde til mig var ord som ‘det er bare overfladisk’ ‘har du allerede givet op?’ og ‘ikk vær så åndsvag’ Jeg synes virkelig det var nedladende. Så jeg konfronterede ham med det dagen efter på sms, ikke face to face pga vi var på arbejde. Han sagde ting som at han ikke er pædagogisk og ikke forstod mig og at han ‘trøstede’ mig ved at sige de ord. Jeg skrev til ham at det kunne være rart med et kram eller lignende. Jeg græd resten af aftenen og inden jeg skulle i seng. Ikke længere pga mine sår, men pludseligt pga den måde han sagde ting til mig på. Ingen medfølelse, respekt eller forståelse overhovedet. Her i dag, i stedet for at komme hjem efter arbejde, besluttede han sig for at være på bar med sine venner. I starten var det fint, men han har på samme tid også rapport, jeg ville gerne se ham efter vores diskussion. + han bare sagde i et par timer, men det er siden kl 18 og klokken er pt lidt over 00. Jeg skriver jeg gerne vil have ham hjem, jeg savner ham osv. Det jeg får igen er: ‘Jeg ved ikke endnu hvornår jeg er hjemme’ ‘jeg bliver her, fordi derhjemme får jeg skylden for alt’ Jeg ved ikke om det bare er hans fulde-jeg, der snakker eller hvad det er, men det er utroligt, det er for meget og jeg er ekstrem sur på ham. Til hverdag skændes vi ellers aldrig og han er en god kæreste, vi driller hinanden for sjov hverdag og vi elsker hindanden, men så har vi de her perioder. Og de er psykisk voldsomme. Jeg går helt ned og kan ikke fungere. Mens jeg tuder øjnene ud er han mega ligeglad og tackler det på den måde. Ved ikke om man kan kalde det mental vold? Det er i hvert fald utroligt nedladende. Min kæreste og jeg har været sammen i 2 og et halvt år, og de her uenigheder – hvis man kalde det, det. De er bare blevet 10 gange værre end for 1 år siden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, vi har så mange fælles ting sammen. Så at gå fra hinanden kommer til at give mig depression tror jeg. Det kan godt være mig som bare er ekstrem sart. Men altså jeg ved snart ikke længere, og har brug for seriøs hjælp. Mvh mig :/

Svar.

Kære Greta.

Tag imod hans reaktioner på dine ubehageligheder. Og accepter dem som hans måde at vise sin interesse på. Og nyd det der er i det.

Stands med at prøve på at påvirke ham i retning af, at han skal vise dig interesse på den måde du gør det på. Det kommer der, som du erfarer ikke noget godt ud af.

Og lad tiden arbejde. Så kan det være at I hver for sig indser, hvad der er bedst for den anden.

Ja, og gør op med dig selv om din kæreste er en mand du vil rejse sammen med på `livets landevej´ eller han blot er et led i et forsøg på at finde `din ideelle partner´

Venlig hilsen

Ulla og Ole

Ps. Vi vil i øvrigt råde dig til at kommunikere med din kæreste face to face i stedet for på sms m.m.

 

 

Læg kortene på bordet

Spørgsmål.

Hej på Psykologpostkassen. Henvender mig lidt på vegne af min mor på 80 år, som ikke selv har det store overskud til, at tage dette emne op og lidt på egne vegne. Spørgsmålet handler om min lillebror 40 år, jeg selv er 43. Jeg er gift og har to børn, 12 og 7 år. Min bror er gift og har to børn 10 og 7 år. Vi mistede vores far min mors mand gennem 39 år, sidste forår. Herfør har forholdet mellem min bror og jeg i de sidste 5-6 år været meget begrænset. Dette kommer sig af, set fra min synsvinkel men bestemt ikke noget jeg havde i tankerne skulle ende sådan, at jeg tilbage i 2012 var totalt underdrejet pga angst og depression, hvor jeg var nødt til at passe på mig selv og under denne periode var mine forældre meget frustrerende og magtesløse, dette gav de desværre udtryk for på en, for mig ikke særlig hensigtsmæssig måde ved at pusse og nusse mig på kinderne og med meget trist og beklagende stemmeleje, at ååååhhhh det er da træls….. og ja det var det, men det var bestemt ikke fordrende for mig, med deres meget udtrykte bekymring. Jeg kan ikke tage deres bekymring fra dem hvem ville ikke have dem for sine børn….? Men jeg kunne ikke bruge det til at løfte mig og vi min mand og jeg prøvede gentagne gange at fortælle dem, at det ikke lige var det bedste….. de gjorde det bedste de kunne, men det duede bare ikke for mig, jeg blev blot mere og mere utilpas når de kom her. På et tidspunkt blev min mand og jeg enige om ,at jeg skulle prøve at sende dem en mail, hvori jeg som det først beskrev, at det bestemt IKKE var min hensigt at bryde kontakten, men at jeg for en tid havde brug for, at de holdt sig lidt på afstand, da jeg havde det meget svært med deres besøg. Denne mail blev desværre sendt videre til min bror ( som på ingen måde, eller måske var det hans kone der ikke kunne se noget “forkert” i at den var sendt videre, der stor jo ikke noget om at den ikke måtte deles…..? ) Jeg havde udtrykkeligt skrevet Kære mor og far…… Jeg blev kontaktet af min bror der var meget fortørnet over, at jeg havde meddelt at jeg ikke ønskede mine forældre,( bemærk jeg havde skrevet- for en tid…… Dette blev jeg meget stødt over og siden da er det gået mere og mere i i hårdknude. Set fra min side og efterhånden også alle andre i familien er det min svigerinde der spinder rigtigt meget op omkring denne situation……. Vi mister vores far ret hurtigt som følge af først demens, dobbeltsidet lungebetændelse og kraftig urinvejfinsektion, han kommer hjem fra sygehuset og min mor, bror og jeg formår at være der sammen med ham de sidste fire døgn inden han giver slip. I de fire døgn var jeg sammen med min bror nat og dag, efter ikke at have været sammen med ham i 4 år, har tilfældigt mødt ham i byen og hilst kort….. han er nærmest blevet trukket videre af konen,,, ja der er mange små situationer…..Har ikke set min bror eller for den sags skyld talt med ham siden min fars død og bisættelse. MEGET mærkeligt efter de døgn på plejehjemmet hvor vi var i sorg og magtesløshed. Så det er sådan vores familiesituation ser ud lige nu…… NU er der så kommet det til, at min mor har fortalt mig, idet hun ikke har særlig mange andre at tale med, en enkelt veninde og en svigerinde…… Min mor har fortalt at min lillebror er MEGET ulykkelig grundet sit ægteskab. Det fungerer ikke, han har taget et stort skridt og spurgt sin kone og ikke de skal prøve med parterapi, hun nægter promte, det kan ikke komme på tale. Min mor er i total vildrede og aner ikke sine levende råd. Det jeg umiddelbart har sagt til hende er, at hun for guds skyld ikke må blande sig, det bedste hun kan gøre er at være der for ham og LYTTE og ellers gøre hvad hun kan for at være der for børnene…. Nu spørger jeg på hendes vegne: Hvad kan I anbefale min bror at gøre? Hvis ikke konen vil noget hvad skal han så gøre? opsøge en psykolog bare ham selv og få fundet ud af om han VIL det ægteskab? I kan nok “høre” at det ikke ligefrem er mig der skal tilbyde mig for min bror ( jeg ved jo i princippet ikke noget ) Ser frem til at høre fra jer. Mvh Anne Mette

Svar.

Kære Øest.

Kontakt din bror og bed om et møde. Læg så kortende på bordet og fortæl ham, hvad din mor har fortalt dig og fortæl ham også, at du har kontaktet os om råd, og at vores – gentager vores – råd er at din bror skal gentage sit tilbud om parterapi, og hvis hans kone fortsat ikke ønsker det, fortælle hende, at han så selv kontakter en psykolog for at få råd og vejledning om sin familiesituation. Hvis han ønsker det, hjælper vi gerne med at finde en psykolog.

Fortæl din mor om det, når du har talt med din bror.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

Sig aldrig nej til et godt tilbud

Spørgsmål.

Hej Jeg er en kvinde midt i fyrrerne. Jeg er gift med en dejlig mand på 15. år. Jeg er i tiden voldsomt udfordret af en tur min mand har planlagt med sine kolleger. Han har været afsted 1 gang før. Turene er med både mandlige og kvindelige kollegaer og til østeuropæiske storbyer. Sidste gang startede de med at drikke i lufthavnen fredag morgen, én havde arrangeret transport med stripper til hotel, ved ankomst havde min mand sørget for flere drikkevarer inden de så festede videre i poolen på hotellet. De var i byen om aftenen og der var vist tømremænd næste morgen, hvor de var på tur og så skulle der ellers festes videre lørdag og hjemad om søndagen. Den gang ringede han først hjem til mig og vores børn lørdag, efter jeg havde bedt ham om det. Han havde undladt at fortælle mig om druk fra morgenstunden og stripper, før søndagen da han kom hjem og jeg var ked af det. Han har siden hen foreslået at jeg lærte hans kollegaer bedre at kende, men det er ikke blevet til noget. Han ville til enhver tid bakke mig op om ture jeg ville på, men han ved jo også at det aldrig ville være den slags ture. Vi arbejder begge skift og dermed også week-ender. Turen gav en masse ballade mellem os. Nu er der en ny tur på banen og han og jeg skal afsted på en week-end tur inden. Jeg frygter allerede næste tur. Jeg kan forstå en herre-tur med venner, men har det rigtig svært ved at han vil afsted på en druk-ferie med kollegaer. Han siger det er helt normalt, men det føler jeg ikke at det er. Den week-end tur vi skal på, ham og mig, føler jeg er en slags konkurrence med den anden tur. Jeg føler at jeg skal bevise at jeg er ligeså underholdende som alle hans kollegaer og den kamp er jo tabt på forhånd. Jeg ville ønske jeg kunne glæde mig på hans vegne, men jeg har det rigtig dårligt over at han har behov for sådan en tur og kan slet ikke forstå det. Han har sagt at siger nej hvis det er et problem for mig, men at han gerne vil afsted. Selvfølgelig kan jeg ikke sige nej og bliver lidt ked af at det skal være min beslutning. Det skal nævnes at jeg har arbejdet med jalousi og er kommet ud af det. Mit eget selvværd er helt i bund i tiden og jeg tror det har noget at sige også. Jeg går nu i flere måneder og frygter den weekend, hvor jeg kommer til at gå og hade tanken om at han er afsted og drikker og fester med kollegaer. Hvordan kommer jeg over det? Og hvordan kommer jeg over følelsen af at jeg er i konkurrence med hans kollegaer.

med venlig hilsen Karen

Svar.

Kære Karen.

Ulla og jeg er enige om at vi begge i en lignende situation som du står i ville have de samme følelser som du har og at vi begge ville tage imod den andens tilbud om at aflyse, Til gengæld ville vi så overraske den anden med en forlængelse af den allerede aftalte weekend, og vel at mærke en dyr forlængelse!

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

Når to måske-måske ikke vil det samme.

Spørgsmål.

Kære psykologpostkasse.

Min mand og jeg lever sammen på 10. Dejlige år, han er 42 og jeg 32 år gammel. Vi har en fantastisk datter på 7 år. Da min datter var 2 år fortalte min mand at han havde haft det utrolig svært vores datters 1. År og var blandt andet meget frustreret over de følelser han fik når hun græd, og at han på ingen måde kunne forestille sig at skulle igennem det igen. Vi har talt om det gentagne gange og det er et ømt emne for os begge da vi elsker hinanden meget højt, jeg forstår den smerte der har lagt i perioden for ham. Problemet er så at for ca 2 år siden åbnede han lidt op for muligheden for barn nr. 2 men vores datter fik desværre kræft. Nu står vi på den anden side af hendes kræftforløb og han er 110% sikker på at der ikke skal flere børn ind i vores familie, da han er bange for tilbagefald og den situation vi ville skulle igennem igen + evt et spædbarn.Jeg er nu i tvivl da vores datter er begyndt, at tale meget om at få søskende, samt den dør jo nok aldrig helt er blevet lukket for mig. Hvordan kommer vi videre som den kærlige trekløver vi er uden jeg fortryder mit valg eller min mand føler sig evig skyldig. Håber i kan give os noget at arbejde med.

Svar.

Kære Karina.

I har allerede meget at arbejde med og har givetvis også haft det under jeres datters sygdomsforløb, og nu ligger der jo en fortløbende arbejdsopgave foran jer.

Først og fremmest – det drejer sig om at I finder et kompromis og en gang for alle gør jer klart at I hver for sig må opgive en løsning der kan gøre én at jer eller jer begge lykkelig (og heller ikke jeres datter)

Altså! Se hver for sig i øjnene at hvis du opgiver at få dit ønske opfyldt – ofrer det for din elskede – er en konsekvens at du kan komme til at fortryde det og at det høre med til det offer du giver og af det er dig alene der må bære smerten ved denne konsekvens. Og se også i øjnende at din elskede uundgåeligt kommer til at lide under dit valg, hvis det ikke bliver det valg han vil træffe.

Såfremt det bliver din mands ønske som bliver opfyldt så overvej sammen med ham (men ikke med jeres datter!) om du og han kunne tænke sig at tale om dette en gang om året i fremtiden.

Vi beklager dybt at vores svar kommer så sent og vi er parate til at svare på en ny mail fra jer.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lad ham være

Spørgsmål.

hej jeg er gift med en skøn mand,på 29 der tidliger har haft en depression han lover og lover men desværre ikke er så god til at holde hvad man lover og det virker til han godt gider men ikke lige kan finde rytmen og han føler han glemmer mange ting når vi snakker osv. jeg tror at det er fordi han har det meget svært med sine egne følelser, svært ved at føle dem og svært ved at ligge føelser i noget det er som om han ikke invistre sine føelser, når jeg glæder mig i 3 uger til vi skal på date kan det for ham ske han siger når er det i dag? og ikke fordi han ikke vil men det er som om han ikke evner at sætte følser i ting og derfor også får svært ved at huske ting. er der noget jeg kan gøre for at hjælpe ham og hvordan kan han få gang i at prøve det af, hvordan kan han lære at turre invistere i de ting vi skal eller han gerne vil det skal sige det gælder alle aspekter i livet om det er ting som en date eller om det er hobbyes og nye ting på arbejde at han ikke får invistret i det og ikke kommer igang med noget med mindre man skubber ret meget og så bliver jeg i tvivl om det nu var hans eller mit ønske og sådan skal det jo ikke være 😉 hvordan kan jeg støtte ham selv i at turre springe ud i ting og turre invistre føleser i det mvh sns

Svar.

Kære SNS.

Først til lykke med at du har en skøn mand. Det er der mange der vil misunde dig. så vores første og bedste råd til dig er: 1. Bliv ved med at holde af, 2. Bliv ved med at holde ved og 3. Bliv ved med at holde ud.

Og så kommer vi til det næste råd: Indse én gang for alle at din mand er som han er og hold op med – Nu! – at bebrejde ham dette eller at `hjælpe´ ham uopfordret.

Lad tiden arbejde og `Lad ham selv´. Glæd dig med ham, når han er i gang med noget og vær tålmodig og udholdende, når han ikke gør det! Men som sagt: Hold af, hold ved og HOLD UD!

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kærlighed

 

 

Spørgsmål.

 

Hej.

Jeg skriver til dig da jeg har en veninde som jeg har lidt problemer med, hun hedder Maria bonde funch aagesen som kommer fra et bosted i Nykøbing Sjælland (Stårup).

Mig og Maria har lidt problemer med at kunne finde balancen fra fred til vi på ingen tid kommer i skænderier og diskotioner og de er meget kraftige tit til tider!

Vi har nu valgt at sige stop for nu bliver disse dage for meget og vi vil ikke miste hinanden for vi elsker hinanden meget højt som de bedste venner forever.

Vi har som ønske om noget ubestemt tid om at finde sammen som kærester og samtidigt beholde dette bedstevenneskab som vi kæmper for at holde på lige fod, vi har dette problem at vi ikke kan finde sammen da Marias mor (Hanne Aagesen) ikke vil tilgive mig Tobias for nogle gamle historier som ikke har været muligt at kunne trænge indtil hende på for at kunne få snakket ud på en stille og roligt måde, derfor ville vi mig og Maria rigtigt gerne kunne komme ud og snakke ud omkring disse problemer som vi slås med for tiden.

Vi håber på din hjælp for ellers går disse problemer os sygisk og fysisk ned samt folk omkring os kan mærke det på alle måder, derfor er det vigtigt at vi kan få snakket ud og få noget hjælp udefra! Også mest byggende på at Maria har borderline og hvis disse problemer ikke stoppes nu eller får snakket ud får det tit Maria til at ville nogle dumme ting som tit har kostet lange baner af indlæggelser, det er ikke nogen hemmelighed at jeg er meget bekymret for Maria, og hendes borderline vil ikke sætte nogle som helst former for stop klods til at finde sammen eller til at være tilstede for Maria med andre ord jeg elsker hende ligemeget om hun har borderline eller ej.

Vi vil meget gerne hvis muligt kunne komme en dag og få snakket problemerne ud, Maria bor på et bosted hvor hvis aftaler skal de være meget indirekte på hvornår, og hvad tid det kan lade sig gøre.

Mvh Tobias vilsgaard jørgensen og Maria Bonde Funch Aagesen.

 

Svar.

 

Kære Tobias og Maria

 

Vi er sikre på, at I har ret i at I har brug for støtte i jeres kamp for at bevare og udvikle kontakten til hinanden.

Desværre kan vi ikke hjælpe jer med personlig støtte, da vi kun prøver at

 rådgive og vejlede pr. mail.

 

Men kunne I ikke henvende jer til ledelsen på Marias bosted om hjælp til at bevare og udvikle jeres kontakt?

 

 I kunne måske også bede om et møde med den psykiater, der har stillet Marias diagnose og bede om hjælp?

 

Prøv disse ting og skriv til os igen om resultatet. Og hvis der er noget vi så kan hjælpe med, gør vi det gerne. Men som sagt, kun pr. mail.

 

Vi ved, at det kræver både mod og offervilje at bevare og udvikle kærlighed.

 

De venligste hilsner

 

Ulla og Ole   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Enten eller – eller både og!

Spørgsmål.

Jeg er i en svær situation, som giver mig utallige store bekymringer. For to år siden blev kærester med det dejligste menneske. Vi er stadig sammen, og jeg elsker ham meget højt. Han er den person, der kender mig allerbedst. Han elsker mig som jeg er, han giver mig tryghed og han får altid mit humør op. Og så er han min bedste ven. Efter vi har været væk fra hinanden et stykke tid, kan jeg slet ikke vente med at se ham igen. Min kæreste lider af ADD samt aspergers, hvilket han først er blevet diagnosticeret med, for et lille års tid siden (han er 22). Han har fungeret fint i det meste af sin opvækst – har altid været genert samt haft meget brug for rutiner, men ellers en helt almindelig dreng. Da vi blev kærester, var min kæreste ramt af en depression, hvilket ikke er unormalt for unge med en aspergers/ADD-diagnose, så vidt jeg ved. Han er droppet ud af gymnasiet flere gange pga. depression, og er nu i gang med at færdiggære det sidste år (tredje forsøg). At vi blev kærester hjalp en hel del på hans humør og velbefindende, og han har ofte fortalt, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre uden mig, og at jeg har ændret hans liv. Det er jo utrolig dejligt at høre, og en fantastisk fornemmelse, at man har hjulpet det menneske man elsker allermest. Det første år vi var kærester, boede vi hver for sig, men sås hver dag. Jeg var i det år tre måneder i Asien, hvilket tog utrolig hårdt på ham, og det begyndte at gå ned af bakke igen. Da jeg kom hjem fra rejse, valgte vi at flytte sammen, da vi gerne ville have hinanden tæt på hver dag. Det er en beslutning var vi begge har været rigtig glade for. I slutningen af mit andet sabbatår (forår 17) besluttede jeg at jeg ville søge ind på uddannelse efter sommerferien, da jeg trængte til at lære noget igen. Jeg undersøgte mulighederne, og endte med at søge ind på en udd. i Odense, som var min 1. prioritet, samt en udd. i Aarhus, som var min 2. prioritet. Det har altså længe været en realitet, at jeg skulle flytte. Han hadede tanken om at vi ikke skulle bo sammen, men som jeg forstod det, ville han blot at jeg fulgte min drøm. Jeg var så heldig at blive optaget på min drømmeudd. i Odense, og er nu flyttet hertil. Jeg er glad for livet her og synes det nye studieliv er så spændende. Jeg elsker at lære noget, og er vild med det sociale liv man får på universitetet. Alt ville være godt, hvis det ikke var for min kæreste, som er gået fuldstændigt ned med flaget. Han er ved at komme ned i en svær depression igen, og jeg vil vurdere at han er selvmordstruet. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det. Føler at det er min skyld, at han er havnet i den situation. Jeg er så bange for at miste ham. Han har ikke været i skole den sidste uge, så frygten for at han bliver smidt ud fylder også en del. Jeg havde planlagt at tage hjem til Aalborg i weekenden for at besøge ham. Jeg kunne slet ikke vente med at se ham glad og kunne ikke vente med at se ham, for jeg savner ham virkelig. Men han har sagt, at han vil foretrække at jeg ikke kommer – han tror, det vil gøre savnet større. Jeg kan ikke lide, at hans humør er så styret af min tilstedeværelse – vil jeg aldrig kunne gøre noget selv, uden at hans humør påvirkes? En del af mig har lyst til at droppe alt andet og være sammen med ham – han er trods alt det vigtigste i mit liv. Jeg er bange for at miste ham – det ville være at give slip på den bedste mand i verden. Jeg tror ikke, jeg nogensinde kan finde nogen, der passer så godt til mig som ham. Alternativet er at blive her, og så hvad der sker. Jeg er bare meget bange for at han får det værre og værre, og at jeg til sidst mister ham helt. Jeg kan slet ikke tænke klart mere, fordi jeg er så ked af at han har det skidt. Mine forældre og meget af min omgangskreds ville ikke være særlig meget for, at jeg droppede mit liv her til fordel for min kæreste. Men jeg tror ingen af dem forstår, hvor meget han betyder for mig. Hvad tænker i om det hele? Har brug for at høre det fra en, der ikke kendes os Knus mig

Svar.

Kære Kristina.

Du skal ikke vælge mellem din kæreste (k) eller din uddannelse (u) og du skal ikke opgive nogen af dem.

Du skal derimod holde fast i både k og u og give dem hver så meget du kan og herunder udholde den tvivl og usikkerhed og frustration der opstår når en sådan balance ska oprettes og vedligeholdes (når du f.eks. af og til skal vælge at prioritere k for u eller omvendt) Det kræver også, at du lytter til og stoler på dig selv og handler derefter. F.eks. vil vi aktuelt råde dig til at besøg din k som du har planlagt selvom han har en anden mening. Ligesom vi i øvrigt vil råde dig til kun at rådgive din k én gang, når du gør det, hvis du føler trang til det.

Vi vil ikke rådgive dig mere, for ud fra din mail fornemmer vi, at du godt kan gå videre selv.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvem passer telefonen?

Spørgsmål.

Kære psykologer Er det rimeligt, at min kæreste beder mig om aldrig at slukke min telefon eller have den på lydløs – med den begrundelse, at han altid skal kunne få fat i mig? Har jeg ikke ret til indimellem at være mig selv – og ikke altid at stå til rådighed? Jeg beder egentlig bare om en helt principiel vurdering – hvis en sådan overhovedet findes. Tusind tak og bedste hilsner Susanna

Svar.

Kære Susanna.

Så vidt vi ved findes der ingen lov her i landet der forbyder borgerne at slukke for deres telefoner, eller kan påbyde nogen at holde den åben.

Sig til din kæreste, at du af og til aflytter din tlf. når den er slukket, og ringer op når du har tid og lyst.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

Lad tiden arbejde

Spørgsmål.

Kære brevkasse Jeg er en kvinde i slut-20’erne med fast arbejde, lejlighed, gode venner og familie og ingen økonomiske kvaler. Jeg har en sød kæreste på 30, som jeg har været sammen med i godt 1,5 år. Vi har det godt, og er lige kommet hjem fra en rigtig god sommerferie sammen. Det føles som om, at vi er hinandens “eneste ene”. Men han har ikke lyst til at gå skridtet videre og flytte sammen. Han er ikke klar, han ved ikke, hvornår han bliver klar, men til gengæld er han overbevist om, at han en dag bliver klar. Jeg tænker, at vi i hvert fald skal prøve at bo sammen, inden vi stifter familie, men jeg frygter, at vi først begynder at stifte familie, når det biologisk ur er ved at gå i stå. Vi står i hver vores lejr. Han vil først flytte sammen, når det “føles godt i maven”. Jeg, derimod, tror, at det at flytte sammen vil vise os, om vores forhold kan stå distancen – at man i kærlighed også godt må være lidt modig. Jeg har foreslået, at han flytter ind en måneds tid for at mærke, hvordan det føles og afmystificere ideen om at bo sammen. Det mener han ikke vil gøre en forskel. Jeg kan og vil ikke tvinge nogen til at bo sammen med mig, men det føles som en afvisning og jeg føler, at min skæbne er ude af mine hænder, fordi vi ikke kan arbejde hen imod et kompromis. Jeg ved ikke, om jeg er frygtelig urimelig?

I vildrede.

Svar.

Kære…

Du har ret i, at kærlighed er forbundet med mod. Efter vores opfattelse også med offervilje.

Ud herfra følgende råd:

Gør det klart for dig selv, at du nu har tilkendegivet overfor din kæreste, hvordan du ønsker, at fortsætte jeres forhold. Og gentag ikke dette før en tid du kan stå inde for i dig selv. F.eks. til næste sommer.

Skriv evt. dagbog i `ventetiden´ om hvordan det føles, at lade tiden arbejde. Hvis kæresten i mellemtiden skulle komme på andre tanker, så fortæl ham, at du først til sommer vil overveje sagen igen.

( De gamle anså tidens Gudinde for at være en af de største, og det gør vi også, og en stor ”Gudinde” bliver vred, hvis man ikke lader hende komme til.)

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

Fra og til?

Spørgsmål.

Kære Postkasse. Jeg er en kvinde på 22 år der har et stort problem. Jeg fandt for 2 år siden en super sød og dejlig kvinde, der i dag er min partner. Vi var overlykkelige i starten, men meget har ændret sig nu. Jeg vidste godt at hun havde meget med i bagagen fra barnsben af, hun er vokset op i et hjem med vold, blevet seksuel udnyttet af en familie ven, har udøvet selvskade mm. så jeg vidste godt at hun havde problemer men hun virkede livsglad. Ændringerne i vores parforhold skete langsomt, først blev hun meget kontrollerende, jeg skulle fx droppe kontakten til min bedsteven da han havde haft følelser for mig da jeg var meget yngre. Hun begyndte senere at få vredes udbryd, der gik over i psykisk terror når hun blev for vred. To gange har hun gjort brug af mild vold, som at tag hårdt fat i mig, eller at slå mig på skulderen. Hun kaster og ødelægger også tingene i lejligheden. Jeg har de sidste par måneder følt at jeg skulle gå på listetæer når jeg kom hjem og har endda været angst for at komme hjem, fordi jeg ikke vidste hvilket humør hun nu var i. Mit problem er at jeg elsker hende mere end noget andet og inderligt ønsker at hun får hjælp. Men vil hun ikke, hun mener ikke at professionel hjælp kan gøre noget for hende. Hun tror at hendes bedste ven og jeg kan redde hende, hvilket vi ikke kan. Jeg er ret sikker på at hun har borderline, hun har de fleste symptomer i en meget voldsom grad. Men hvordan får jeg hende til at indse at hun har behov for hjælp? Hun er meget selvmordstruet og jeg er bange for at hvis hun ikke får hjælp så ender hun hendes liv på et tidspunkt. Håber i kan give mig lidt vished, for jeg er meget fortvivlet.

Kære P.

Din veninde trænger ganske rigtigt til hjælp og det gør du også, og det vi kan råde dig til er følgende:

Fortæl hende en gang for alle, at du elsker hende og flyt, eller bed hende om det, samtidig med at du gør hende klart, at før hun har opsøgt sin læge og fået en henvisning til en psykolog eller psykiater og er kommet så vidt i sin terapi, at du er overbevist (evt. efter en samtale med hendes terapeut) om, at du kan leve sammen med hende igen, ønsker du ikke at genoptage et forpligtende forhold til hende igen.

Venlig hilsen

Ulla og Ole