Antidepressiv til et barn?

Hej

Jeg har lige et spørgsmål angående min kærestes lillesøster der går til psykolog.

Kan det være rigtigt at en psykolog giver lykkepiller til en 13 årlige på, grundet kun hvad hendes mor siger der er galt. Hendes mor mener hun er syg og har problemer men pigen selv snakker ikke med psykologen det kun hendes mor.
Pigen har været hos os i 14 dage på ferie og der har ikke været de problemer hendes mor siger hun vil ikke tage sine piller hos os da hun ikke mener hun har brug for dem, hos os er der ikke noget i vejen hun er som alle andre og trives godt. Men hun skriver tit til os at når hun er hos sin mor er hun ked af det og bliver tit overladt til sig selv og det gør hende deprimeret.

Jeg mener ikke det kan være rigtigt at psykologen ikke snakker med pigen selv uden hendes mor. Jeg er sikker på at det hendes mor der mere har behov for de piller end hende.

Håber i kan give mig et hjælpende svar, for ønsker ikke at hun skal have det skidt hos hendes mor.

Hilsen Signe

************************************************************************

Kære dig

Tusind tak for dit brev og din bekymring

Jeg vil også mene at pigen selv skal tale med en læge, psykolog eller psykiater inden der bliver udskrevet nogen form for medicin!

Jeg tænker også som du skriver at problemet ligger i hjemmet da det er der at pigen bliver deprimeret.

Nogle gange er det nemmere at koncentrere sig om andres problemer i stedet for at kigge ind ad som det lyder til er tilfældet i denne situation.

Jeg vil ikke råde pigen til at tage nogen form for medicin før hun selv har haft en samtale med en professionel der kan tage stilling til hvilken problematik der udspiller sig.

Håber at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej

Mange hilsner Simone

Seksuel leg som barn

Hej .

 

Jeg er midt i en deprission pga et langt sygdomsforløb, et alkohol misbrug som smertedækkende, jeg tåler ikke alkohol overhovedet mere og gennemgår en omgribende forandring til det værre. Jeg tror alt er min skyld og at jeg selv er skør, sexforbryder eller anden forbryder til det værre.

 

Som barn legede jeg numselege med venner og bekendte, men der en episode som kommer igen og som jeg er meget flov over og har skyldfølelse for. Jeg var ca 10 år og legede med en bekendt også dreng, vi legede så nøgne og lå ovenpå hinanden uden indtrængning eller andet! Det var med bolle-bevægelser vi flyttede rundt og prøvede det af. Men jeg var 6 år ældre og det er det der gør mig trist her som voksen.

 

Har jeg gjort noget forkert?? For skammer mig meget. Jeg er ikke pædofil med 110 % sikkerhed, jeg synes det er det værste man kan være og det ligger ikke til mig.

Jeg har fortalt mine forældre om dette og de siger jeg ikke skal tænke sådan over det. Men jeg er nok en type som tænker en del desværre.

 

Mvh den forvirrede dreng med mange tanker i hovedet. Hej den forvirrede

 

Svar:

Hej den forvirrede

Husk at som barn, 10 årig, er din seksualitet en anden end din seksualitet som voksen. Jeg formoder du ikke havde rejsning da du endnu ikke var kønsmoden. Så du kan sikkert have udstrålet en vis dominans overfor den 4 årige, og 6 år yngre, men det er ikke et samme som at du har lavet overgreb.

I var nøgne og legede bolleleg dengang– måske lidt voldsomt – men som du skriver, uden indtrængen i den anden. Bollebevægelserne kan godt være kraftige og aggressive og i din forestilling kan de føles så livagtige som om du havde ’samleje’ eller trængte ind. Men det gjorde du ikke! Og det er ikke sikkert den 4-årige følte bollelegen så voldsom eller skræmmende. Måske synes han det var sjovt og det kildede, selvom I også lå ovenpå hinanden. Det gør man jo meget som børn, kommer i tæt kropskontakt og prøver kræfter af. Men at være nøgen er en mere sårbar tilstand, forstået på den måde at den direkte kontakt, hud til hud, gør en mere pirrelig overfor berøring end ellers.

Du er ikke pædofil. Men jeg kan godt sætte mig ind i din følelse af skam og skyld over, at det du husker kan vokse sig så stort, at du i din egen oplevelse har været eller er en sexforbryder. Men det er du ikke!

Mange har haft fingeren op i deres egen anus. Og optagethed af det seksuelle og kønsforskelle, kysse osv. er noget de fleste børn har udforsket på den ene eller anden måde.

Du skal ikke få skyldfølelser over din erindring. Men apropos nøgenheden så bidrager den måske til, at du føler dig mere blottet og sårbar ved tanken om episoden, end du ellers ville.

Du har det meget svært i øjeblikket og du har mange negative og mørke tanker om dit liv.

Jeg vil slutte af med tre råd som komikeren og entertaineren Jacob Haugaard gav sine børn, når de syntes det hele var alt for svært: Tre råd: Hold ud,  hold ud,  hold ud. Det er det du skal også gøre, og så skal der nok vise sig nogen nye muligheder.

Jeg tror og håber at tilværelsen for dig vil vise sig fra en lysere og positiv side.  Held og lykke til dig!

Venlig hilsen Torben

Fup eller fakta

  Spørgsmål

Jeg er en 23 årig pige, som bor hjemme grundet mine forældres ustabile økonomi. Jeg har følt mig tvunget til at hjælpe dem siden 2012 og har tilsidesat mine egne behov for deres. Jeg blev mobbet som barn og teenager og har ingen venner. Som teenager begyndte jeg at lukke mig selv inde og det skabte en del problemer for mig selv og min familie. Jeg havde et rigtig dårligt og giftigt forhold til mine forældre. I den sidste del af min skoletid blev jeg lænket til en af kommunernes skole-psykologer, og blev tvunget i skole hver dag, selvom jeg altid sad for mig selv og var usynlig. Jeg fandt på at skabe en maske og løj for at slippe for problemer med mine forældre. Dette har jeg så forsat for at undgå at gøre dem kede af det. For at uddybe, har jeg løjet om at have færddiggjort en HF og SOSU. Jeg har derudover også løjet om at have haft et arbejde. For at understøtte løgnene, har jeg faket beviser, m.m og med hensyn til min egen økonomi, har jeg været på kontanthjælp, solgt ting og andet. Jeg skammer mig ikke men frygter at de skal finde ud af det. Jeg kan ikke tage en HF længere, da jeg ikke imødekommer kravene, da mit matematik ligger på 00 og skal være 02. Jeg kan ikke tage en ekstra prøve eller andet, for at ændre på de karaktere. Jeg duer ikke til skole eller matematik men jeg kan regne. Mine evner ligger i det kreative, men jeg kan ikke bruge det til noget. Jeg er låst ude af et system der ikke kan hjælpe folk som mig. Jeg vil gerne blive til noget, men jeg kan ikke få den hjælp jeg skal have eller de muligheder jeg har brug for. Jeg føler ikke at jeg passer ind i systemet eller samfundet. Jeg passer ikke ind i de firkantede kasser. Jeg kan godt lide at tage billeder, lave smukke ting på computeren, men min computer gik i stykker i August 2015 og siden da har jeg ikke haft en. Jeg giver alle mine penge til mine forældre, sælger ud af mine ting for at hjælpe dem. Jeg ved ikke hvornår det her stopper eller hvad jeg kan gøre for at komme videre med mit liv. Jeg er fanget og ingen kan hjælpe. Mine forældre regner med mig og stoler på mig for ingen andre kan hjælpe dem. Af og til er det hårdt at stå i den her situation, men jeg tænker positivt, for jeg kan jo ikke gøre andet. Der er ingen løsning lige nu. Men at skrive om det hjælper.

Svar

Kære…

Du trænger til at tale med et fornuftigt voksent menneske, som du kan stole på – det kunne være en sagsbehandler i din kommune, en præst, en læge eller en skolelærer du kender fra før. Disse mennesker vil ikke fordømme dig.

Kontakt en af de nævnte og vis vedkommende brevet du har sendt til os, og vores svar.

Skriv til os igen, vis du har brug for det.

Venlig hilsen

Ulla og Ole