Modløs og arbejdsløs mor

Spørgsmål:

Hej.
Jeg ved ikke hvad der sker med mig eller hvorfor…. Jeg har prøvet en psykolog en enkelt gang, men følte ikke jeg kunne tage hende seriøst, det var lidt som om jeg følte hun havde en facade på og det havde jeg det meget svært med.
Jeg er meget nedtrykt, ingen energi orker ikke de daglige gøremål, er meget træt ville helst ligge foran tvét hele dagen, og har svært ved at være til i en verden hvor jeg føler mig styret… lyder måske lidt underligt….. Jeg er utrolig nedtrykt, men vi er lige kommet hjem fra vores 10 dages ferie ved vester havet, hvor jeg bare har haft det såå godt. Væk fra alt det daglige og bare mærke friheden. HVis der er et sted jeg føler glæde og kan slappe af med mine tanker så er det vester havet. Hvis vi skal til en fødselsdagsfest eller en anden form for fest er jeg osse helt ok, da det er på et helt andet plan
Jeg er for tiden ledig på kontant hjælp, og føler slet ikke jeg kan få søgt mig et job. Jeg var forinden igang med en uddannelse, hvor jeg kun bestod det teoretiske da jeg havde en veninde der var med til at holde gejsten oppe. Så kom tiden hvor vi skulle i hver vores praktik og her gik det igen igen galt for mig. Når jeg kørte afsted om morgenen ønskede jeg at jeg kørte galt så jeg bare kunne være mig selv, ellers at jeg brækkede mit ben… Praktikstedet var et super sted og jeg ved ikke hvorfor… Jeg har aldrig været lykkelig i noget job, og har aldrig gennemført en uddannelse og har næsten altid tænkt bare der sker mig noget så jeg kan være fri for alle de forpligtelser og forventninger. Det eneste tidspunkt jeg har følt mig nogenlunde tilpas med hvad jeg lavede var der jeg gik på kunstskole……
Samtidig er jeg utrolig nervøs hvad angår mine børn,,,, jeg kan drømme de mest utrolig virkelig drømme hvor jeg ser mine børn blive slået ihjel eller at jeg finder min søn hængende i et reb fra et træ,,, og det er med alle detaljer…..alle…nogle gange tør jeg slet ikke ligge mig til at sove igen…. Det gør at jeg i hverdagen bliver meget nervøs for at der sker mine børn noget, som i en del tilfælde gør at jeg ikke lader dem gøre forskellige ting. Eksp. Skulle vi på fisketur med mine svigerforældre i deres båd. Jeg er slet ikke glad for at sejle men tog med kun af den ene grund så jeg kunne passe på mine børn. Jeg havde hjertebanken hele turen, svedte og kunne slet ikke slappe af fordi jeg var bange for at der ville ske noget. Der er rigtig mange ting, jeg kunne blive ved med at fortælle hvad der er sket og ikke… Lige nu er jeg nedtrykt og ønsker at være glad og lykkelig for livet og hverdagen og ikke være nervøs for mine børn…..Jeg tænker hele tiden “jeg har jo kun 1 liv, og det skal gerne leves”
Med venlig hilsen
Stinna 31 år

Svar:

Hej Stinna,

Mange tak for din henvendelse. Det er da helt fantastisk, at du har det gode forhold til Vesterhavet – og dejligt at du kan finde ro også ved fester – det vil sige, når du er væk fra hverdagen. Det er altså muligt for dig, at mærke ro i dig selv. Og du har også mærket roen dengang du gik på kunstskole. Alt i alt er der altså nogle steder, og nogle situationer, hvor du mærker denne ro. Et godt sted at starte er at finde ud af hvad det er der karakteriserer disse steder og situationer – med andre ord, prøve at finde ud af hvad det præcis er der gør, at dine bekymringer forsvinder.

Og nu er du så tilbage i hverdagen igen – efter en god ferie. Jeg kan jo kun skrive ud fra hvad du har skrevet til os, men min fornemmelse er en af to ting; enten har du haft en oplevelse på et tidspunkt i dit liv, som har givet dig en følelse af at du ikke er god nok (og altså ikke tror du kan leve op til omverdens krav og forventninger), eller også handler det om, at du slet slet ikke får lov til at udleve alt det kunstneriske du går rundt med i dig selv. Eller måske en kombination af begge dele. Hvis du på et tidspunkt har haft en oplevelse (mobning eller andet) som gav dig mindreværdsfølelser, så prøv af alle dine kræfter at ”genbesøge” hele denne oplevelse, og se, hvordan du højst sandsynligt slet ikke selv har kunnet gøre noget i den situation/dengang. Til gengæld kan du nu se på situationen med voksne øjne, og forhåbentlig se og forstå, at du dengang reagerede på den for dig eneste mulige måde. Eftersom du lige nu er ledig tænker jeg, at du har en del tid tilovers. Måske du kunne tage noget af kunsten op fra kunsthøjskolen, prøve at udtrykke nogle af dine følelser kunstnerisk – og se hvad det giver dig. Det ville jo være forfærdeligt hvis du går rundt med en masse kreativitet i dig, som du slet ikke får lov at udleve. Det er centralt for dig at forstå, at den eneste der kan lave om på din situation, det er dig selv. Der kommer ikke nogen udefra og hjælper dig.

Og så er der dine drømme med dine børn – meget forfærdelige drømme! Og jeg kan godt forstå, at du føler dig jaget af dem. På den ene side kan det jo handle om din reelle frygt for at der skulle ske dem noget, men det kunne også handle om noget andet. Vores drømme er mange gange et sted hvor vi får afløb for vores frustrationer og eventuel vrede vi måtte gå rundt med. Og det lyder måske voldsomt for dig det jeg skriver nu – men det lyder på mig som om, at også dine børn er med til at give dig en følelse af at have en masse forpligtelser og ikke mindst forventninger fra dine børns side. Eller fra din familie og samfundets side om hvad du skal og bør leve op til som mor. Du er 31 år – jeg ved ikke hvor mange år du har haft børn, men måske du inderst inde går rundt med en følelse af, at du fik dem for tidligt – at der var noget du ville have gjort/skulle have nået i dit liv hvis du ikke havde fået dem (eksempelvis virkelig at udleve det kunstnerisk/kreative i dig selv). Og derfor kunne dine voldsomme drømme være et billede på, at du ubevidst går rundt og giver dine børn skylden for din egen ulykkelighedsfølelse. Hvis dette er tilfældet er der god grund til at begynde at se på din situation med helt andre øjne. Dine børn er der, og de forsvinder ikke. Det er dit job (sammen med din mand/kæreste), at sikre at du i videst muligt omfang får lov at være dig selv, og gøre de ting du gerne vil – samtidig med, at dine børn også trives. Måske du således også har alt for store forventninger og krav til dig selv om hvad en mor skal og bør gøre ift. hendes børn. Prøv med andre ord at begynde at finde ud af, hvad det er du vil med dit liv Stinna. Det er dit liv.

Bedste hilsner

Michael

Ingen venner og job – og utro kæreste?

Spørgsmål:

Hej

Jeg føler mig ensom, og håber du kan give mig nogle råd til at komme ud af det.

Jeg er en pige på 30 uden venner og job, har en kæreste, som jeg har en mistanke om har en anden, føler han lukker mig ude af hans liv, for har ikke set nogle af hans venner eller familie i et år nu, og når vi er sammen er vi hos mig og hvor vi ser tv sammen, har sex eller han arbejder, han melder tit fra til familiesammekomster i min familie, for han skal arbejde.

Er i tvivl om, om jeg elsker ham, eller om jeg er sammen med ham for at jeg ikke føler mig helt alene.

Jeg tænker også på om at hvis han er sammen med en anden, hvorfor han er det, om jeg nogen sine kunne blive lykkelig sammen med ham, da det ikke er første gang han er sammen med en anden, om han elsker mig osv. jeg vil jo gerne have en familie, med mand, børn, hund og hus med have.

Jeg håber du kan give mig nogle råd/ideer til at få nogle gode venner, så jeg vil blive mindre afhæng af min kæreste, og så kunne jeg måske også finde ud af om min kæreste er den rigtigt for mig, men hvis du har nogle gode råd til at finde ud af om han er den rigtigt eller hvordan vi får et bedre forhold, vil det være dejligt.

Håber du kan hjælpe mig lidt på vej ud af ensomhed.

Svar:

Hej Shella,

Tak for din henvendelse til Psykologpostkassen.

Som jeg hører det du skriver, så lyder det på mig som om, at du på en måde lader meget i dit liv være op til andre. Eksempelvis virker det til, at det meget er din kæreste som bestemmer at I er sammen – mere end du gør det. Jeg syntes du skal fortælle ham hvordan du har det, dine tanker om Jeres forhold, spørge ham om han er dig utro etc. Jeg syntes det er vigtigt, at du gør op med dig selv, om du egentlig er glad for ham og vil være sammen med ham.

I det hele taget så virker det som om, at du skal til at tage affære i dit liv. Ikke mindst for måske at arbejde med at styrke din selvtillid. Du har uden tvivl meget godt at byde på, og jeg syntes du skal arbejde med at finde dine ”indre juhupiger” – det i dig selv, som klapper af og roser dig selv. Spørg for eksempel dig selv; hvor/hvornår i dit liv har du været rigtig god, hvor var du en succes? Det handler om at finde dine egne styrker. Også i forhold til at finde et arbejde. Prøv evt. denne gratis personlighedstest på Jobindex; http://www.jobindex.dk/cgi/typeindikator.cgi – den kan hjælpe dig med at sætte ord på hvem du er og hvad du er rigtig god til.

Har du selv nogle tanker om hvorfor du ikke har så mange venner? Opsøger du nogle? Eller venter du på at de kommer til dig? Også her er du selv nødt til at gøre noget. Men jeg tror også her, at det kan handle om at du begynder at prøve at mærke efter hvad det er du vil i dit liv. Hvilken kæreste vil du have? Hvilke venner vil du have? Og hvor kan du måske møde nogle venner som har samme interesser som dig? At starte til en fritidsbeskæftelse (kreativitet/kunst/musik/sport eller noget helt femte!) er ofte et godt sted at møde nye venner.

Du skal leve dit liv indefra og ud – ikke omvendt. Det vil sige du skal være bossen i dit liv – det er ikke dine omgivelser/andre mennesker der skal være boss i dit liv.

Venlig hilsen

Michael

Min ven har det svært!

Spørgsmål

Kære, seje psykologteam!

Jeg håber, at det er i orden at skrive som pårørende til én, der har det svært uden selv at lide psykisk. Det er nemlig lige præcis en brevkasse som dette, jeg har eftersøgt. Sagen er, at jeg har en rigtig god ven, der har det rigtig, rigtig svært. Så svært, at det virkelig er hårdt at se på.

Jeg må hellere lige starte med at nævne, at han er 19 år… For 14 måneder siden slog hans kæreste gennem halvandet år op med ham. En kæreste, han elskede overalt på jorden og som han på mange måder havde gjort til “et bedre menneske”. Hun slog op efter at han i en periode havde været rigtig, rigtig stresset med arbejde, studie, venner, sport, hobby og det hele. Break up’et foregik sådan, at hun ikke kontaktede ham i en uge, holdt en forfest hjemme ved ham, hvor hun hele tiden gik op ad én fyr, han senere fandt ud af, hun havde været ham utro med, ikke snakkede til min ven, før hun da de sammen sad i en bus videre til festen gik ned til ham, og sagde det var slut. De næste par dage svinede hun af en eller anden grund ham helt uretfæridgt til og begik virkelig psykisk terror. Dette kombineret med hans stress fik ham til at bryde fuldstændig sammen. Han kan i dag ikke rigtig huske, hvad han gjorde, og hvordan han agerede det næste stykke tid. Blot at han ikke for alvor fortalte det til nogen – slet ikke sine forældre.

Tre måneder efter møder jeg ham. Vi begynder meget hurtigt at snakke meget dybt, og jeg får en del at vide om, hvor dårligt han går rundt og har det, hvordan han tænker “dumme tanker”, kan bryde sammen ved tanken om eksen og generelt har været sat ud af det hele med sit job(han er selvstændig), sin elitesport og til en vis grad også skolen. Jeg finder også ud af, at han har et super lavt selvværd. Alt dette ved jeg godt, og jeg prøver at støtte ham så godt som overhovedet muligt, mens jeg de næste ti måneder ser, hvordan han finder en sød pige, én der forførste gang kan få ham til faktisk at være glad. Jeg følger også, hvor meget han bøvler med at lade sig selv få følelser for hende, med at få det til at fungere. De bliver ved med at løbe ind i problemer, hun føler, hun bliver “udnyttet” i form af bare at kunne gøre ham glad, og han tør ikke rigtig vove sig ud. På den ene side elsker han hende, og på den anden side går det skævt efterhånden hver gang de ses. Jeg ser, hvordan han fortsat har svært ved at fokusere i skolen(ikke mindst i forhold til, hvor uendeligt dygtig, han er, og hvordan han bare plejer at stryge igennem det hele), hvordan han stort set stopper med at dyrke sin sport, hvordan han kan blive virkelig, virkelig ked af det af sm å ting og hvordan han bliver ved at fortælle, at han har de her “dumme tanker”, siger “dumme ting” og “er elendig”. Han er et par gange til psykolog, men her bearbejder de dog bare især det med ekskæresten, der godt nok var katalysatoren, men efterhånden slet ikke er problemet, så så snart, han ikke bryder sammen af gråd ved hendes navn, ser psykologen sin mission som fuldført, og de stopper. I forgårs vælger hende pigen og ham så at stoppe det, de har og “blive venner”, da det var får hårdt for dem begge og i den sammenhæng får jeg snakket dybere, end nogensinde før. Selvom jeg har vidt, at det var rigtig slemt med ham, fandt jeg først ud af, hvor grelt, det var der. Han fortalte, hvordan han simpelthen bare føler sig så sløv doven og umotiveret, både fysisk og psykisk. Han fortæller, hvordan han har taget ret meget på i løbet af det sidste, hvordan han faktisk ikke rigtig ved eller kan huske, hvordan det er at være glad, hvordan han slet ikke kan få formuleret, hvad problemet er, så uoverskueligt og komplekst er det. Han nævner, at han “heldigvis er for svag til at begå selvmord”. Han fortæller, hvordan han rigtig længe har haft helt syge tanker som en frygt for at blive grebet af lysten til at dø og så springe ud fra en høæj bygning(her prøvede jeg at forklare, at det lyder nogenlunde “normalt”) og han forklarede, hvordan han var bange for at være blevet afhængig af at have det dårligt. Altså at det på en måde var blevet et værn at have det sådan. Det gjorde mig uendeligt ondt at høre alt det. Jeg er selv hypersensitiv og sidder lige nu også og græder, fordi det simpelthen bare ikke er retdfærdigt at et så skønt menneske har det så fryggteligt. Det der næsten gør mig allermest ondt er måden, hvorpå han bebrejder sig selv. Han bliver ved med at snakke om, hvordan han “bare skal tage sig sammen” og føler helt tydeligt, at det er hans egen skyld og noget, han skal gøre ved, lige meget hvor meget, jeg prøver at forklare, at det er det samme som, at en kræftpatient sag de det. Han har lovet at gå til lægen igen her om en måneds tid, men er meget imod medicin, hvilket jeg til en vis grad godt forstår.

Puh hvad jeg egentlig vil med denne her henvendelse ved jeg egentlig ikke helt…Jeg vil rigtig gerne have de bedste råd til, hvad jeg kan gøre for at støtte og hjælpe, da jeg synes det kan være uendeligt hårdt bare at se på, lytte og prøve at sige:”Jeg forstår det godt”. Han vil jeg jo ikke høre:”Du bliver glad igen, op på hesten” – det er ikke det, han har brug for. Og også dit bud, hvad han selv kan gøre for at blive glad igen.

På forhånd tusind tak for svar!

Venligt,

Veninden

Svar

Kære veninde,

Mange tak for din henvendelse om den svære situation som din ven står i. Som jeg ser det gør du allerede rigtig meget af det du kan. Du støtter og bakker op. Men noget af det som jeg syntes er vigtig og nok anderledes er, at du skal arbejde på at lade din ven forstå, at han selv skal gøre noget for at komme ud af sin svære situation. Der er ikke nogen andre der gør det for ham. I en sådan situation kan man let falde ind i en slags ”vente-position”, hvor man går og venter på, at nogen gør noget, eller at et eller andet uventet positivt sker, således, at man kommer ud af den svære situation. I denne situation er det din ven selv som skal gøre noget for at lave om på tingene.

Det er super at du hjælper ham til at forstå, hvordan hans tidligere oplevelse (den tidligere kæreste), men måske også hvordan endnu tidligere hændelser i hans liv har givet ham opfattelsen af, at han ikke er ”god nok”. Og det er så dér han skal forstå, at de hændelser tydeligvis har skabt et tanke- og handlingsmønster i ham selv som er uhensigtsmæssig, og ikke mindst en direkte forkert opfattelse af, at han ikke er god nok. I historien med ekskæresten er det jo tydeligt at se hvem der ikke var god nok til hvem (hans ekskæreste har da sit at kæmpe med lyder det som, og det lyder som det helt rigtige at de ikke længere er sammen). Nu har din ven en anden kæreste, og hvis han vil have, at det forhold skal udvikle sig og gå anderledes end det tidligere, ja så skal han gøre noget.

Mit svar centrerer sig altså meget om, at din ven selv har en stor rolle i at komme ud af den svære situation. Du gør hvad du kan, men han skal gøre det meste.

Med venlig hilsen

Michael

Mor bestemmer!

Spørgsmål:

Min mor blev som 58 årig fyret bag om ryggen fra sit arbejde og efterfølgende førtidspensioneret. Hun følte menneskeheden havde svigtet hende og hun er siden da aldrig kommet ud blandt andre end familien. Hun fik nogle år efter sin pensionering en depression og blev efterfølgende diagnosen maniodepressiv. Jeg selv er idag 30 år, men har siden dengang kæmpet for at kunne gøre som jeg vil og gør det stadig. Alt hvad min mor oplever, forventer hun sker sammen med familien. Jeg står nu og ved ikke hvad jeg skal gøre jeg er løbet tør før ideer. Håber I kan hjælpe.

Svar:

Hej Niels,

Tak for din henvendelse – bestemt en udfordrende situation! Det lyder på mig som om, at det er på tide at du i dit liv begynder at gøre op med forholdet til din mor – gør dig klart hvad der er vigtigt for dig i dit liv – og måske gør noget aktivt for at få hende mere på afstand.  Det er i hvert fald enormt vigtigt, at du ikke ser det som værende ene og alene dit ansvar at din mor klarer sig. Din mor skal også forstå, at du ikke kan være der for hende hele tiden – og det er måske det du aldrig rigtig har fået sagt til hende – men alligevel det hun altid har forventet. Du skal tage hensyn til dig selv i denne situation Niels, du skal leve dit liv som du vil – og ikke som din mor vil at du skal.

Mvh

Michael