Har konstant dårlig samvittighed, og er bange for at miste

Spørgsmål:

Jeg tror, at jeg har en psykisk lidelse. Siden jeg var ganske lille, har jeg lidt af dårlig samvittighed. Jeg kunne få dårlig samvittighed over ting jeg har gjort, sagt eller sågar tænkt. Jeg har et eksempel, der står meget klart:

”Jeg havde en veninde i 6. klasse, der var lidt overvægtig, og som løb rundt
i skolegården med armene over hovedet. Man kunne se hendes mave,
og jeg kiggede på det og tænkte: ”Hvorfor hiver du ikke din bluse ned? ”

I flere dage efter kunne jeg slet ikke holde mig selv ud, og jeg var nødt til at fortælle det til min mor. Det har altid været sådan, at når jeg fik dårlig samvittighed over noget, så hjalp det at sige det til min mor – for at få hendes tilgivelse eller anerkendelse af, at det er ok.

En anden episode var en gang i 2. klasse:

En af mine veninder havde perler med i skolen, og hun spurgte, om jeg ville have en.
Da hun var gået ud af klassen, var der en anden perle, jeg også meget gerne ville have, så den tog jeg.
Da jeg kom hjem om aftenen, havde jeg så dårlig samvittighed, at jeg måtte fortælle det til min mor. Hun sagde, at jeg næste dag skulle give min veninde perlen tilbage, og det gjorde jeg så.

Det sidder så dybt i mig, hvordan jeg et utal af gange er cyklet, så hurtigt jeg kunne hjem fra fritidshjemmet for at bekende en ny form for dårlig samvittighed over for min mor. Men det hjalp altid så meget, og det var det eneste, der virkede. Jeg havde det så dårligt.

Da jeg blev lidt ældre, jeg har nok været en 13-14 år, var jeg som sædvanlig to uger på
besøg i Jylland hos min farmor og farfar. Jeg var begyndt at finde ud af, at det var rart at
røre ved sig selv – men også dét kørte mig ned psykisk. Jeg måtte ringe til min mor flere
gange om dagen, hvor jeg græd og bekendte, at jeg nu havde gjort sådan og sådan.
Gang på gang fortalte hun mig, at der var absolut intet at bekymre sig om, og at jeg aldrig gjorde noget forkert. Og hvis jeg gjorde, skulle hun nok sige til. Efter en lang periode blev det hende for meget… Hun begyndte at blive sur, når jeg kom med en ny bekendelse… Det har hun fortrudt mange gange siden.

Jeg begyndte til skolepsykolog, og det hjalp da også en smule… Men det gik ikke væk.

Foruden alle de her tanker, har jeg haft tics hele mit liv. Da jeg var lille gik jeg rundt og sagde ”Ka” (lige som Ford Ka, fordi man kunne vinde den i et TV program). Det fortsatte med andre lyde, som folk altid grinte lidt af… Jeg har altid godt kunne tage, at din gjorde grin med det, men det er anstrengende for mig selv. I dag, som 25 årig har jeg stadig tics. Jeg knuger hænderne sammen, og ryster mine håndled, så snart jeg bliver det mindste nervøs. Jeg blinker meget med øjnene, rynker på næsen og skal lave nogle specielle bevægelser med mindre skuldre, for at der er balance.

De sidste par år har jeg gået til to forskellige psykologer. De har begge konstateret, at jeg har en form for angst og OCD. Nu har jeg fået det konstateret, men jeg kan ikke holde ud, at blive ved med at gå rundt og være bekymret. Jeg tror at alting ender i en katastrofe. I en lang periode troede jeg faktisk, at alle havde det ligesom mig. Men for et par år siden løsnede knuden sig i min mave, og jeg blev derfor klar over, at det ikke er normalt at gå rundt med.

Jeg er hele tiden bekymret. Bekymret for at min familie skal dø, så jeg kan ikke holde ud at være uvenner med dem. Bekymret for at min kæreste skal komme ud for en ulykke, så hvis jeg ikke kan få fat i ham, går jeg i panik.

Min mor har altid ønsket, at jeg var meget taknemmelig. Det har hun fortrudt, siger hun, så nu siger hun altid, at jeg ikke skal sige tak. Jeg ved ikke, om det har haft en indvirkning, men jeg kan mærke, at jeg har haft en tendens til at sige enormt meget tak. Jeg har rigtig mange gange fået at vide, at ’den og den har gjort så meget for mig – så nu kan jeg godt gøre sådan og sådan’… Hun har, uden at tænke over det, mange gange brugt sætninger som: ”Så gør vi bare aldrig det igen” eller ”jeg gider aldrig at hjælpe dig igen”, hvis vi er blevet uvenner over noget. Jeg er bange for, at det er der mine katastrofetanker er startet. Frygten for at miste noget/nogen.

Mit nyeste problem er, at jeg har fuldstændig mistet lysten til sex. Det har ikke nødvendigvis noget at gøre med mit triste sind og knude i maven, men jeg er begyndt at tænke på, om det mon kan være fordi, at jeg har det psykisk dårligt.
At gå til psykolog hjælper kortvarigt, men ikke på sigt.

Jeg håber virkelig, at du kan hjælpe mig… For jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Svar:

Hej triste 25-årige,

Mange tak for din henvendelse til psykologpostkassen. For det første – hvad er en psykisk lidelse? Ofte ses det som noget man kan måle og veje, og efter at have sat nogle krydser i et skema med de ”symptomer” du har, så kan vi konkludere at du fejler sådan og sådan.

For mig at se, har du igennem dit liv haft en mor, der af et godt hjerte har villet hjælpe dig, men aldrig rigtig har hjulpet dig til selv at finde ud af tingene. Det lyder for mig som om, at hun ikke for alvor har sagt hvornår noget vitterligt er rigtigt eller forkert efter hendes mening – hun har bare sagt at du ”aldrig gør noget forkert.” Jamen hvis ikke du gør noget forkert, så må alt hvad du gør jo være rigtigt?! Hvis det er den måde du er vokset op på, så vil jeg godt kunne forstå, hvis det har givet dig en stor usikkerhed på dig selv – du har ikke haft et solidt pejlemærke, som for alvor har taget stilling til de problemer du kommer med. Det lyder jo ikke som om, at din mor er gået ind i de problemer du har præsenteret for hende –hun er mere gledet af på dem med generelle betragtninger.

Jeg tror det vil gavne dig at love dig selv, at du ikke mere vil spørge din mor til råds / bede om tilgivelse hos din mor. Du er på en måde blevet meget afhængig af hende (og måske derfor afhængig af andre, som resulterer i din angst for at miste dem), ved altid at lade hende ”godkende” dine tanker, og bestemme, om du nu har sagt nok tak. Det har gjort, at du er blevet mindre forankret i dig selv, og selv har mistet evnen til selv at bedømme hvad der er rigtigt og forkert. Tro på, at du inderst inde godt selv ved hvad der er rigtigt, i langt de fleste af livets forhold. Så inden du næste gang skynder dig at søge bekræftelse hos en anden – så led efter bekræftelsen i dig selv.

Bedste hilsner

Michael

13 år og cutter mig selv!

Spørgsmål:

Hej,

Jeg er en pige på 13 år og keg har snart cuttet i et halvt år nu. Jeg har en spiseforstyrrelse og spiser næsten aldrig og når jeg gør brækker jeg det ofte op igen. Jeg vil virkelig gerne stoppe og bære glad igen, men jeg hader mit udseende, den måde jeg er på og de ting jeg gør. Jeg kan ikke holde ud at snakke med mine forældre da de dømmer og siger jeg hør det for opmærksomhed. Jeg kan ikke se grunden til at leve, og har faktisk slet ikke noget mod at dø og overvejer/planlægger selvmord hver dag næsten. I skolen lader jeg som om jeg er glad og selv mine nærmeste venner ser ikke at jeg er lige ved at græde næsten hele tiden. Mine forældre forventer jeg klarer mig godt i skolen, men jeg får ikke 12 i alt, i lidt under halvdelen af fagene får jeg 10 hvilket jeg tydeligt kan fornemme går dem på. Til den sport jeg går til er jeg den 3. Bedste i Danmark.. Men alligevel kan jeg mærke på dem at de er langt fra tilfredse. De vil have rene 12 tallet og 1. Pladser, og det kan jeg ikke præstere. Før ferien havde jeg holdt en pause med at cutte i en måned og 10 dage, men nu når jeg er i skole igen og hver dav skal lade som om jeg er den glade pige som alle kan snakke med hvis der er noget galt, er jeg begyndt at cutte dagligt igen. Mit madindtag er faldet drastisk og jeg er indenfor den seneste uge besvime 3 gange. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal stoppe og komme på rette spor igen. Og har virkelig brug for nogle metoder til at stoppe med at cutte får når jeg får flashbacks fra engang da en mand overgreb mig (jeg slap dog væk uden der skete noget med mig fysisk) kan jeg ikke andet end at cutte.., jeg begynder at ryste og kan ikke tænke klart i nogle gange op til flere timer hvis jeg ikke cutter… Bare hjælp!!!

Sophie

Svar:

Hej Sophie,

Ud fra din beskrivelse lyder det som om, at dine forældre har alt for store forventninger ift. hvad en 13-årig pige kan præstere. Og så bliver jeg alligevel lidt i tvivl om de vitterligt forventer så meget som du beskriver? Rene 12-taller og samtidigt sportslige toppræstationer lyder jo helt umenneskeligt. Så for det første lyder det som om, at du stille og roligt selv er begyndt at forvente alt for meget af dig selv, måske en smule mere end dine forældre reelt forventer. Det er måske startet med, at dine forældre har haft nogle forventninger til dig, og så har det vokset sig meget stort inden i dig. Så store at du sætter lighedstegn mellem ikke at have 12 i snit og det ikke at være ”god nok”.  Under alle omstændigheder så syntes jeg du skal begynde at sige fra over fra dine forældre, at få sat ord på, at du kan ikke levere 12-taller på stribe. Du er jo dig, du har de interesser du har, og spørger du mig så er det næsten kedeligt, hvis man er en af dem der får 12 i alt. For så er man jo ikke hverken det ene eller det andet – man ”kan det hele” (men kan det kun overfladisk), og tro mig – det er der mange der har det rigtig svært med senere i deres liv. For så er det svært at vide hvilken retning man skal gå i – og hvad man egentlig er god til når det kommer til stykket. Jeg syntes det vigtigste for dig er at finde ud af hvad du godt kan lide at lave, og så sørge for at lave det. Også hvad angår din sport – syntes du det er sjovt? Eller gør du det kun for at præstere? For så er det helt sikkert at det ikke er noget du kommer til at fortsætte med at lave. Så også der syntes jeg vigtigste er at du mærker efter hvad det giver dig, om du bliver glad af det. Ellers er det også her du skal sige fra, og i stedet bruge mere tid på det som gør dig glad.

Jeg forstår godt du cutter. Det handler jo om at du bærer rundt på en uendelig smerte affødt af en følelse af ikke at være god nok, og når du cutter så mærker du ikke denne smerte. Men det er på tide, at du begynder at forstå at du fuldstændig, helt og aldeles er god nok som du er. Og kan dine forældre ikke fortælle dig det, så skal du først og fremmest selv begynde at fortælle dig det.

Bedste hilsner

Michael

13 år og cutter mig selv!

Spørgsmål:

Hej,

Jeg er en pige på 13 år og keg har snart cuttet i et halvt år nu. Jeg har en spiseforstyrrelse og spiser næsten aldrig og når jeg gør brækker jeg det ofte op igen. Jeg vil virkelig gerne stoppe og bære glad igen, men jeg hader mit udseende, den måde jeg er på og de ting jeg gør. Jeg kan ikke holde ud at snakke med mine forældre da de dømmer og siger jeg hør det for opmærksomhed. Jeg kan ikke se grunden til at leve, og har faktisk slet ikke noget mod at dø og overvejer/planlægger selvmord hver dag næsten. I skolen lader jeg som om jeg er glad og selv mine nærmeste venner ser ikke at jeg er lige ved at græde næsten hele tiden. Mine forældre forventer jeg klarer mig godt i skolen, men jeg får ikke 12 i alt, i lidt under halvdelen af fagene får jeg 10 hvilket jeg tydeligt kan fornemme går dem på. Til den sport jeg går til er jeg den 3. Bedste i Danmark.. Men alligevel kan jeg mærke på dem at de er langt fra tilfredse. De vil have rene 12 tallet og 1. Pladser, og det kan jeg ikke præstere. Før ferien havde jeg holdt en pause med at cutte i en måned og 10 dage, men nu når jeg er i skole igen og hver dav skal lade som om jeg er den glade pige som alle kan snakke med hvis der er noget galt, er jeg begyndt at cutte dagligt igen. Mit madindtag er faldet drastisk og jeg er indenfor den seneste uge besvime 3 gange. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal stoppe og komme på rette spor igen. Og har virkelig brug for nogle metoder til at stoppe med at cutte får når jeg får flashbacks fra engang da en mand overgreb mig (jeg slap dog væk uden der skete noget med mig fysisk) kan jeg ikke andet end at cutte.., jeg begynder at ryste og kan ikke tænke klart i nogle gange op til flere timer hvis jeg ikke cutter… Bare hjælp!!!

Sophie

Svar:

Hej Sophie,

Ud fra din beskrivelse lyder det som om, at dine forældre har alt for store forventninger ift. hvad en 13-årig pige kan præstere. Og så bliver jeg alligevel lidt i tvivl om de vitterligt forventer så meget som du beskriver? Rene 12-taller og samtidigt sportslige toppræstationer lyder jo helt umenneskeligt. Så for det første lyder det som om, at du stille og roligt selv er begyndt at forvente alt for meget af dig selv, måske en smule mere end dine forældre reelt forventer. Det er måske startet med, at dine forældre har haft nogle forventninger til dig, og så har det vokset sig meget stort inden i dig. Så store at du sætter lighedstegn mellem ikke at have 12 i snit og det ikke at være ”god nok”.  Under alle omstændigheder så syntes jeg du skal begynde at sige fra over fra dine forældre, at få sat ord på, at du kan ikke levere 12-taller på stribe. Du er jo dig, du har de interesser du har, og spørger du mig så er det næsten kedeligt, hvis man er en af dem der får 12 i alt. For så er man jo ikke hverken det ene eller det andet – man ”kan det hele” (men kan det kun overfladisk), og tro mig – det er der mange der har det rigtig svært med senere i deres liv. For så er det svært at vide hvilken retning man skal gå i – og hvad man egentlig er god til når det kommer til stykket. Jeg syntes det vigtigste for dig er at finde ud af hvad du godt kan lide at lave, og så sørge for at lave det. Også hvad angår din sport – syntes du det er sjovt? Eller gør du det kun for at præstere? For så er det helt sikkert at det ikke er noget du kommer til at fortsætte med at lave. Så også der syntes jeg vigtigste er at du mærker efter hvad det giver dig, om du bliver glad af det. Ellers er det også her du skal sige fra, og i stedet bruge mere tid på det som gør dig glad.

Jeg forstår godt du cutter. Det handler jo om at du bærer rundt på en uendelig smerte affødt af en følelse af ikke at være god nok, og når du cutter så mærker du ikke denne smerte. Men det er på tide, at du begynder at forstå at du fuldstændig, helt og aldeles er god nok som du er. Og kan dine forældre ikke fortælle dig det, så skal du først og fremmest selv begynde at fortælle dig det.

Bedste hilsner

Michael

Selvdestruktiv adfærd, får lykkepiller – kan ikke se vejen ud

Spørgsmål:

Hejsa.
Jeg er en ung kvinde på der for cirka et halvt år siden fik konstateret depression og social angst, Det skyldes en noget turbulent opvækst og mit arbejdsliv fejlede som så ellers hidtil har været en stor succes.
Jeg har så af lægen fået ordineret lykkepiller, startede med citalopram 20 mg, men skiftede til sertralin og er nu på 150 mg.
Jeg har jordens dejligste kæreste som dog er udsendt nu, for tredje gang, hvilket ikke før har været et problem men desværre er det nu da jeg jo er syg og dette har givet en del konflikter da han var hjemme på ferie da han jo pga. Udsendelsen er ret følseskold.

Jeg er begyndt at have en meget selvdestruktiv adfærd og flygter fra mine problemer. Jeg er blevet i tvivl om hvem jeg selv er og har gjort dumme ting såsom at skære i mig selv, drikker mig utrolig fuld, er utrolig sensitiv, tænker ofte på selvmord, overvejer generelt mit liv og forhold og lader mine frustrationer gå ud over de forkerte,

Som følge af sygdommen har jeg heller ikke overskud til mig selv, Mine venner, mit hjem og min kæreste og mange af de ting står og forfalder desværre.

Jeg er nu kommet til den selverkendelse at jeg for at komme ovenpå igen og blive den gamle mig igen, som engang udførte sit arbejde perfekt, var den perfekte kæreste, havde den perfekte krop og udsende og det perfekte hjem. Mit spørgsmål er, hvordan kommer jeg videre, hvad kan jeg gøre?. Jeg rider og er ude i stalden dagligt så motion og frisk luft for jeg masser af.

Mvh.
Den håbløse

Svar:

Kære håbløse,

Tak for din henvendelse til Psykologpostkassen.

For det første bider jeg mærke i, at du er meget bevidst om, hvad der rumsterer i dig, og hvad der får dig til at gøre de ting som du gør. Og også bevidst om, sådan læser jeg det i hvert fald, at for at du skal komme videre er det dig der skal gøre noget anderledes end hvad du har gjort til nu. At du har skrevet til Psykologpostkassen syntes jeg jo er et første og meget vigtigt skridt – det signalerer, at du tager din situation meget alvorligt, og at du ikke flygter fra dine problemer.

På en måde er det jo fint, at du får lykkepiller – det holder (måske) symptomerne (de triste tanker og den selvdestruktive adfærd) fra døren, men det fjerner jo ikke den egentlige årsag til dine problemer. Derfor er det vigtigste for mig at se, at du i videst muligt omfang får bearbejdet de mange ting som du har med i bagagen (den turbulente opvækst), og så også din egen oplevelse af ikke at være perfekt. Og for lige at tage det – den perfekte Mette findes ikke – der er ingen der kan være ”perfekt” på alle de områder du gerne vil være perfekt på Mette. Hvis det er målet at være perfekt hele vejen rundt, ja så er det for mig ikke noget vidunder, at du går rundt og er angst og trist.  Du er nødt til at opgive målet om at være perfekt, og det starter med at acceptere, at du – ligesom alle andre – ikke er – aldrig bliver – ”perfekt”. Det er nok svært for dig at acceptere helt ind i hjertet at ingen af os er perfekte, og mest af alt, at du heller ikke selv er det. Men så handler det om, at få øje på de områder, hvor du faktisk har noget at byde på, hvordan den du er faktisk er god nok. Du skal se om du kan finde de indre ”juhu-piger” frem – noget i dig selv, som godt kan få øje på de styrker du har i dig selv – uagtet hvad du har med i bagagen. For hvis man er perfekt; ja så kan man jo ikke på nogen måde blive bedre – og sådanne supermennesker findes simpelthen ikke – vi kan alle til enhver tid i vores liv (også når vi er 95 år gammel) forbedre os som mennesker.

Jeg syntes du skal tage et skridt ad gangen. At du dyrker motion er jo super godt – det kan være en effektiv kur mod de mest presserende negative tanker. Men det næste skridt syntes jeg så er at begynde at få øje på, hvordan du faktisk – uanset hvad du har oplevet, og hvordan du før har begået fejl (det gør vi alle!) – er god nok.

Bedste hilsner

Michael

14 år og overset af forældre

Spørgsmål:

Hej. Jeg har valgt at skrive til jer fordi jeg er meget forvirret. Jeg er 14 år gammel. Jeg har i hele min barndom været i frygt for min far da han var meget sindsyg og voldsom mod mig og min bror. Jeg har i gennem hele mit liv gået på 4 skoler, og har været knust flere gange pga af at jeg har flyttet skole, og fra nogle klasser som var ligesom min anden halvdel af mit liv, bla da jeg flyttede fra min 3 skole, græd jeg i 3 måneder hver aften, uden nogle at tale med det om, fordi det var specielt for mig den her klasse altså, jeg forstod det aldrig og troede bare jeg var en lille brøle prinsesse, som skulle tænke på andre der har det værre end mig. Jeg blev smidt ud af skolen pga. En lære der havde skyldt mig for noget som ikke var mig. Hver skole jeg har gået med har lærerne været sure på mig, og set mig som en trussel eller andet, men indrømmer at efter så mange sorger fra skole til skole, og efter jeg blev smidt ud for ingenting, så er jeg blevet pænt flabed, men jeg kan indlæg styre det. Jeg gør mu på en skole og er meget i krise om karaktere da mit mat er meget slemt, min far presser mig for meget, min mor tager alle valgt for mig. Mi bror har ADHD, og truer og slår mig nemt af vrede for ingenting, han kan se jeg sidder og græder, men fortsætter, lige meget hvor meget jeg prøver at vise alle at jeg er ulykkelig, er det som om at ingen ser mig, jeg har også et meget stort problem med at blive for hurtigt træt af mine veninder. Jeg har det med at hvis nogle står for tæt på mig, kan jeg stå og svine dem til i hovedet uden at fortælle dem at jeg føler mig for tæt på dem, når jeg køre bil er jeg nød til at høre musik, for ellers bliver jeg sur og iri. Jeg græder tit hver aften, jeg føler at mit lover faldt sammen, jeg er begyndt at pjække lidt fra skole, jeg gider ikke spise. Jeg er ved at sulte mig selv, men ingen læggerærke til mine sorger, min familie gør mit liv endnu svære, de for mig til at græde og bryde sammen hver dag, min far råber hele tiden af mig (hele tiden) og han bliver hurtig sur på mig bare ved at jeg ikke kam finde ud af at lave et Mat stykke. Jeg har et arbejde, og alligevel skal jeg gå med vores hund hver dag, gøre ren i stort set hele huset, vasketøj M.M, og på det seneste har min far opført sig endnu mere sindssygt, det er som om ha ser hadet på mig. Og alligevel siger jeg til mig selv, at jeg ikke skal have ondt af mig selv fordi andre har det værre end mig, forstår ikke noget af det her, og jeg ved godt selvmord ikke hjælper, jeg har svært ved ar finde hjælp hos voksne. Jeg kan bare ikke klare det her mere.

-undskyld stavefejl.

Svar:

Hej B4L1999,

Tak for din henvendelse til Psykologpostkassen. Jeg håber du ser dette svar, da du ikke har opgivet din e-mailadresse til os.

Ingen tvivl om, at det du oplever vanvittigt hårdt at være i – det er virkelig godt at skriver til os for at gøre noget ved din situation. Og det fortæller jo mig, at du i dig har kræfterne til at arbejde med og komme fri af din situation.

For det første, ja så syntes jeg du skal holde fast i det du selv skriver – at du kæmper en brav kamp for at holde dig nogenlunde ”oven vande” – og det skal du blive ved med. For som situationen ser ud lige nu – ud fra hvad du skriver – ja så er det meget dig der står med at skulle kæmpe din kamp. Du er ikke stærk til matematik – og sådan er det. Så længe du selv virkelig føler at du bruger nok tid og kræfter på at forstå det, så skal du være tilfreds med det, og det bør din far jo også være. Selv har jeg altid hadet matematik – men jeg fandt ud af, at hvis jeg virkelig koncentrerede mig om det, og fokuserede længe nok – og i øvrigt spurgte nogle af dem fra min klasse – ja så lykkedes det faktisk! Og jeg var meget stolt af mig selv. Jeg siger det fordi, det at fokusere på dine lektier (matematikken eller andet) kan være en måde hvorpå du kan ”forsvinde” lidt væk fra de mange udfordringer du har – hvor du kan skabe din egen verden som ikke handler om alt det der sker i din familie.

Du må meget gerne have ondt af dig selv – det der med at sammenligne med andre, det har aldrig rigtig fungeret for mig – når man har det svært, ja så har man det sgu svært! Til gengæld så skal du love dig selv, at du gør alt hvad du kan for selv at løse og komme fri af din situation. Lige nu er der ikke andre der hjælper dig. Og det er hårdt. Men noget af det bedste du kan gøre tror jeg er, virkelig at arbejde med ikke at skubbe nye potentielle venner væk fra dig ved at svine dem til. Vid med dig selv, at lige når skal til at gøre det, ja så er det fordi du faktisk er bange for at knytte dig til dem. Og så syntes jeg, at du skal sige undskyld til dem du allerede har ”svinet til” – og måske sige, at du gjorde det fordi du går rundt og faktisk er ked af det. Og bliv så endelig ved med at styre din flabethed – du gør det fordi du er vred, og fordi der ikke er nogen der forstår hvordan du faktisk har det.

Ingen tvivl om, at du har brug for at få talt med nogen om alt det du går rundt med. Er der en psykolog tilknyttet din skole? Du var stærk nok til at skrive til os – du er også stærk nok til at tage det op med en skolepsykolog, lærer eller lignende. Har du mulighed for det syntes jeg du skal gøre det – du er velkommen at skrive herind igen.

Bedste hilsner

Michael

Ked af mit ellers gode liv

Spørgsmål:

Hej.
Jeg ved egentlig ikke hvad det er med mig. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg egentlig ikke kunne blive gladere. Jeg ser mine venner hver dag, har det godt udenfor hjemmet, har et udmærket forhold til min familie. Jeg kunne ikke have det bedre. Jeg er oprigtigt glad, over alt der sker i mit liv.
Alligevel er der tidspunkter, hvor jeg lige pludselig får en mærkelig mavefornemmelse, en nærmest tom følelse, der prøver at fortælle mig, at der er ét eller andet galt, som om min krop prøver at overbevise mig om, at jeg har det dårligt. Den vil ikke have at jeg er glad.
Det gør mig virkelig frustreret, da jeg ikke aner hvad den fornemmelse betyder, og den tager alle mine følelser væk, og efterlader mig lille og forvirret. Det for mig til at føle, at jeg er ekstremt glad, men på samme tid har det elendigt. Den forvirring er frustrerende. Jeg har ingen anelse om, om jeg er oprigtigt glad, eller bare lader som om.
I min hverdag, er jeg ikke i tvivl om, at jeg er oprigtigt glad, og egentlig ikke kunne have det bedre, men når den følelse kommer føler jeg mig… ubrugelig. Jeg får nogen gange egentlig bare lyst til at dø, indeni.
Men der er flere grunde til, at jeg ikke giver efter for det.
1. Jeg er helt ekstremt bange for at dø.
2. Jeg ved at den følelse kun er midlertidig, og selvom den kommer tilbage, kan jeg sagtens klare mig igennem det.
3. Jeg elsker mit liv, mine venner, min familie, alle folk der betyder noget, selv youtubere og bands, som jeg aldrig har mødt i virkeligheden. Mennesker betyder generelt meget for mig.
4. Jeg ville aldrig såre nogen, ved bare en dag at give efter, når jeg i forvejen ikke har lyst.
5. Det ville få mig til at føle mig så svag, at jeg nok bare ville få det endnu værre den sidste tid.
Men det jeg prøver at sige er, at mine følelser forvirrer mig, og jeg ved ikke hvorvidt jeg er glad, sur, ked af det, vred, jaloux eller noget andet. Jeg bliver helt tom.
Hvad er der galt med mig?

Klondike

Svar:

Hej Klondike,

Tak for din henvendelse til Psykologpostkassen.

For det første – jeg tror ikke der er noget ”galt” med dig – i hvert fald ikke i betydningen ”skør” eller lignende. Der er mange som har det på samme måde som dig. Jeg har også selv været der. Følelsen af, at alt – set udefra – jo er ganske godt, men indeni føles det som om, at der mangler noget helt essentielt, og man er bare ikke glad. For det andet – holdt fast i ikke at give efter – der er alt for mange gode grunde til at holde fast.

Jo flere mennesker jeg har været i kontakt med som har det lige som dig, jo mere tegner der sig et billede af, at det ofte handler om, at man lever et liv, som egentlig ikke er ”ens eget”. Med andre ord – man prøver ihærdigt – i alt hvad man laver – at leve op til nogle forventninger, som andre har defineret (og som man så har gjort til sine egne).  En palliative (hospice) sygeplejerske Bronnie Ware lave for et par år siden en undersøgelse, hvor hun spurgte folk der lå på dødslejet om der er noget de fortryder, nu de ligger og kigger tilbage på deres liv. Den største fortrydelse er følgende: ”Jeg ville ønske jeg havde haft modet til at leve mit liv i overensstemmelse med hvem jeg er, og ikke ift. hvad andre forventer.” Hvis man lever et liv ude af trit med hvem man egentlig er indeni, ja så bliver man trist. Selvom det udefra set godt kan være det ”rigtige” liv (rigtige job, rigtige venner, rigtige bopæl etc.). Til gengæld kræver det stort mod at bryde med det liv man har levet til nu.

Men jeg syntes du skal spørge dig selv; er der noget sted i mit liv (arbejde, fritid, dine venner), hvor jeg på en måde gør noget som jeg godt kan mærke ikke giver mig ægte glæde? Hvor jeg på en måde mærker at jeg burde lave noget andet? Prøv at kigge tilbage på din karriere (jeg ved ikke hvor gammel du er, og hvor meget arbejdserfaring du har) – kig på, om du har haft nogle succesoplevelser som virkelig gjorde dig glad. Spørg så; hvad var det præcis du lavede dér? Sådanne oplevelser kan give et hint om, hvad dit job bør indeholde; hvad det er du skal lave for at blive glad. Derudover kan din tristhed selvfølgelig skyldes noget helt andet – måske en ubearbejdet oplevelser som rumsterer i dig, og som du aldrig har snakket med nogen om.

Det er selvfølgelig svært for mig at vurdere ud fra din beskrivelse præcis hvad der er på spil i dit liv. Derfor tror jeg du ville kunne få meget ud af at analysere dine natlige drømme – hvis du ellers kan huske dem. Hvis ikke kan du se her hvordan du kan blive bedre til at huske dem: http://dreamalive.dk/5-gode-rad-til-bedre-at-huske-dine-dromme/. Vores drømme siger meget præcist hvad det er der sker i os. Du er meget velkommen til at skrive igen med en drøm du har haft – for at få en forståelse af den.

Bedste hilsner

Michael

26 år, mand – har det rigtig svært

Spørgsmål:

Hej
Jeg er en mand på 26 år, i sommer fik jeg det dårligt og forsøgte at tage mit eget liv, jeg kom på psykologisk skadestue og de mente jeg har en middel/svær depression. Jeg fik noget antidepressiv medicin(velafaksin 150 mg)og er startet med psykolog samtaler. Jeg er stoppet med medicinen igen da der var for mange bivirkninger, men går stadig til psykolog. Men jeg syntes ikke det går bedre, har nærmest ingen føleser, syntes mine venner falder fra, når jeg endelig er sammen med nogen går jeg helt i bag lås, snakker ikke ret meget. jeg er trist hele tiden og det er som om ingenting interesser mig eller glæder mig, har svært ved og huske og koncentrerre mig. Selv når jeg er sammmen med min kæreste, er det som om jeg intet føler. Nogen gode til hvad jeg kan gøre?
Mvh pedersen90

Svar:

Hej Pedersen90,

Tak for din henvendelse til psykologpostkassen.

For det første, ja så kan antidepressiv medicin jo hjælpe på en depression, men oftest kun på symptomerne på depressionen (det vil sige triste tanker, mangel på energi m.v.). Det som medicinen jo ikke gør er at tage fat om problemets rod – nemlig undersøgelsen af hvorfor du har det som du har det. Og derfor er det rigtig godt at du også er startet hos en psykolog således at du kan undersøge dette nærmere. Når vi pludselig kommer ind i personlig krise som du er det, ja så er det mange gange svært at få øje på hvad det egentlig er der rører sig i os. Men ofte – måske er det ikke nogen trøst for dig lige nu – ja så er en krise (en depression) et tegn på, at der er noget I os selv vi skal lytte til, noget vi skal bearbejde. Måske lever vi vores liv på en måde som ikke for os (det vil sige den vi/du er), er den rigtige. Og måske skal man til at gøre helt op med måden man har levet sit liv på til nu, og på måden man har set på verden på. Prøv eventuelt at læse dette indlæg om kriser – jeg har en fornemmelse at, at det kan give dig noget inspiration: http://psykologpostkassentest.dk/hvad-er-en-krise-muren-og-doden/.

Det vigtigste at forstå i en krise er, at man selv skal gøre noget aktivt for at komme ud af den. I processen er det dog rigtig godt at få hjælp fra andre – ligesom du også gør det. Men det store arbejde – det skal du selv gøre. Har du mon overvejet at kigge nærmere på hvad du drømmer om natten (hvis du ellers kan huske dine drømme? Se her hvordan du kan blive bedre: http://dreamalive.dk/5-gode-rad-til-bedre-at-huske-dine-dromme/)? Dine drømme kan give dig et meget stort vink om hvad der egentlig er på spil i dig.

Hvordan mon din situation ser ud lige nu? Du er velkommen til at skrive igen. Også hvis du har haft en drøm som du vil have hjælp til at forstå.

Bedste hilsner

Michael

En sur mand

Spørgsmål:

Hej brevkasse

Hvad skal jeg gøre ved min sure mand. Han er igennem årene blevet mere bitter og brokker sig over en masse forskellige ting. Især overfor vores to døtre på 19 og 22 år.
Det er lige fra, hvorfor kan du ikke lære at hænge viskestykket ordentligt, tør nu bordet ordentlig af, hvorfor holder den cykel der? Hele tiden og brokker sig over dem ii fjernsynet. Også tysser han enormt meget når han ser tv, eller ligger med sin ipad om aftenen, hvis vi andre snakker. Han er meget optaget af hans iphone og ipad som han bruger meget tid på (hele tiden søger oplysninger via Bt.dk og eb.dk) i stedet for at nyde sammenværd med hans familie. Når vi konfrontere ham med situationerne blive han pige sur og siger det altid er ham og vi altid er efter ham. Han ser HELE tiden glasset halvt tomt.

Hvad skal og kan jeg gøre?

Venlig hilsen Fine

Svar:

Hej Fine,

Min første indskydelse er, at din sure mand grundlæggende lever sit liv på en måde som ikke for ham er tilfredsstillende. Måske han gennemgår hvad man traditionelt ville kalde ”midtvejs-krisen”; udefra set er alt godt (kone/kæreste, børn, bolig, job på plads), men han er begyndt at få følelsen af; ”hvad så nu – hvad skal jeg bruge resten af mit liv på, nu har jeg opnået det som ”samfundet” forventer?”. Det virker som om han flygter væk fra ”meningsløsheden” og over i hans Ipad/Iphone, i stedet for at tillade sig selv at mærke sin frustration.

Prøv at spørge ham, om han egentlig er tilfreds med sin tilværelse (selvom det nok vil provokere ham), prøv måske endda at nævne ordet ”midtvejskrise”, for at se om det sætter noget i gang i ham. Han er formodentlig ret ubevidst om, hvad der er på spil i ham, og tillader jo ikke sig selv for alvor at mærke sin frustration. Jeg har altid fundet god inspiration på denne side – www.psykoweb.dk – og på denne side er også en god artikel/indlæg om lige præcis midtvejskrisen: http://www.psykoweb.dk/depression/8b-Midtvejs.htm. Måske du på en måde kan sende det link til ham – eller måske endnu bedre hvis hans børn gør det? Der er jo tydeligvis noget der går ham på, men måske han ikke helt selv er klar over hvad det er.

Jeg håber I kan tage snakken op med ham – alternativt, har han nogle venner du/I kan få til at tage snakken op med ham? De må også have bemærket hans ændrede humør og indstilling til tingene.

Bedste hilsner

Michael

En sur mand

Spørgsmål:

Hej brevkasse

Hvad skal jeg gøre ved min sure mand. Han er igennem årene blevet mere bitter og brokker sig over en masse forskellige ting. Især overfor vores to døtre på 19 og 22 år.
Det er lige fra, hvorfor kan du ikke lære at hænge viskestykket ordentligt, tør nu bordet ordentlig af, hvorfor holder den cykel der? Hele tiden og brokker sig over dem ii fjernsynet. Også tysser han enormt meget når han ser tv, eller ligger med sin ipad om aftenen, hvis vi andre snakker. Han er meget optaget af hans iphone og ipad som han bruger meget tid på (hele tiden søger oplysninger via Bt.dk og eb.dk) i stedet for at nyde sammenværd med hans familie. Når vi konfrontere ham med situationerne blive han pige sur og siger det altid er ham og vi altid er efter ham. Han ser HELE tiden glasset halvt tomt.

Hvad skal og kan jeg gøre?

Venlig hilsen Fine

Svar:

Hej Fine,

Min første indskydelse er, at din sure mand grundlæggende lever sit liv på en måde som ikke for ham er tilfredsstillende. Måske han gennemgår hvad man traditionelt ville kalde ”midtvejs-krisen”; udefra set er alt godt (kone/kæreste, børn, bolig, job på plads), men han er begyndt at få følelsen af; ”hvad så nu – hvad skal jeg bruge resten af mit liv på, nu har jeg opnået det som ”samfundet” forventer?”. Det virker som om han flygter væk fra ”meningsløsheden” og over i hans Ipad/Iphone, i stedet for at tillade sig selv at mærke sin frustration.

Prøv at spørge ham, om han egentlig er tilfreds med sin tilværelse (selvom det nok vil provokere ham), prøv måske endda at nævne ordet ”midtvejskrise”, for at se om det sætter noget i gang i ham. Han er formodentlig ret ubevidst om, hvad der er på spil i ham, og tillader jo ikke sig selv for alvor at mærke sin frustration. Jeg har altid fundet god inspiration på denne side – www.psykoweb.dk – og på denne side er også en god artikel/indlæg om lige præcis midtvejskrisen: http://www.psykoweb.dk/depression/8b-Midtvejs.htm. Måske du på en måde kan sende det link til ham – eller måske endnu bedre hvis hans børn gør det? Der er jo tydeligvis noget der går ham på, men måske han ikke helt selv er klar over hvad det er.

Jeg håber I kan tage snakken op med ham – alternativt, har han nogle venner du/I kan få til at tage snakken op med ham? De må også have bemærket hans ændrede humør og indstilling til tingene.

Bedste hilsner

Michael

Pointlessness

Spørgsmål:

Hej,

En tanke jeg har rodet med i et stykke tid, er hvor meningsløs eksistensen er. Uanset hvad jeg gør, så vil jeg alligevel være død om tres år (eller tidligere, hvis jeg er uheldig). Den eneste måde jeg kan skabe mening for mig selv, er ved at præge verden i en eller anden grad. Måske gøre til et lidt bedre sted for de kommende generationer (hvilket ikke giver særlig meget mening, hvis der gøres flere negative handlinger som overruler de “gode” ting som jeg evt. måtte gøre), eller i hvertfald gøre et eller andet for, at jeg kan blive husket når jeg ikke er her mere. Men selv det er også meningsløst, fordi der er nogen pointe med livet.

Verden virker bare utrolig kynisk. Vi slaver i årevis for – måske – at få et “drømmejob”, hvor vi så skraber kroner sammen, indtil vi på et tidspunkt bliver pensionerede og dør – og forhåbentlig har formeret os i mellemtiden. Bare for at samfundet kan kører videre, uden nogle tanker for andet end fortsættelse af det. Hvad er så meningen med det rotteræs mange af os friviligt melder os ind i, hvis det ikke bringer nogen personlig lykke?

Og ved jeg godt – et eller andet sted – at det er en destruktiv tankegang. Fordi måske meningen med livet slet ikke er relevant? Det kan godt være eksistensen er meningsløs, men når man alligevel er her kan man vel ligeså godt bare nyde det. Men jeg føler bare jeg en slave til tiden. For hver gang jeg laver en eller anden ligegyldig aktivitet (opvask, tøjvask, oprydning) virker som tidsspild. Og hver gang jeg laver et eller andet der giver kortvarig glæde føles det som om jeg burde bruge tiden mere fornuftigt.

Tror også meget af det kommer af, at der er mange oplevelser jeg stadig ikke har opnået. Har været ret socialt akavet siden jeg kan huske det (arbejder på at forbedre det, men er stadig hyper-opmærksom på mig selv og min opførsel. Tror jeg har en tendens til at overanalysere alting i sociale sammenhænge. Har en smule paranoia). Har heller ikke f.eks. haft en kæreste, og bare generelt alt for tilbageholdende. Jeg har ikke nogle problemer med small talk, men synes det er ufatteligt svært at skabe nogen dybere kontakt end det. Formår aldrig at eskalere tingene. Føler mig bare så uffattelig kedelig når jeg stiller de samme spørgsmål igen og igen til forskellige personer, selvom jeg godt ved at alle nok stiller de spørgsmål.

Ved ikke helt hvorfor jeg skrev det her, men håber du/I kan give mig en eller anden respons på det. Føler bare at bliver mere og mere følelseskold for hver dag.

Svar:

Hej,

Tak for din henvendelse til Psykologpostkassen. Når jeg læser din mail kommer jeg straks til at tænke på en bog af Irvin D. Yalom som hedder ”Meningen med livet – og andre psykoterapeutiske fortællinger”. Den bog syntes jeg du skal købe (e.g. på www.saxo.com). Irvin er selv uddannet psykiater, og er selv meget aktiv indenfor hvad man i dag ville kalde den ”eksistentielle psykoterapi”. En del af denne terapi arbejder med 4 uomtvistelige faktorer i menneskets liv; død (vi skal dø), frihed (vi har friheden til at vælge hvordan vi lever vores liv, men gør vi brug af den frihed?), eksistentiel isolation (vi er grundlæggende alene i/om vores liv), samt meningsløshed (fravær af mening med livet). Den eksistentielle psykoterapi dykker meget ned i lige præcis de følelser du går rundt med lige nu. Hvorfor overhovedet ”lægge kræfter” i livet? Vi skal jo alligevel dø, og der er jo ikke nogen mening med det hele. Svaret bliver oftest – jamen hvis du ikke bare vil dø (altså mentalt, dvs. ”gå i stå”), så er du selv nødt til selv at skabe mening i dit liv. Og det er vel også det du er inde på som jeg forstår det.

Noget af det absolut vigtigste ift. ikke bare at blive en del af ”rotteræset”, syntes jeg er at finde ud af hvem man er. Eksempelvis kan du spørge dig selv; hvad er jeg god til? Hvad giver mig energi at lave? Og så i videst muligt omfang forme dit liv og din karriere derefter. Altså aktivt tage stilling til dette, og ikke bare ureflekteret følge og acceptere de muligheder, som bliver givet dig (det syntes jeg nemlig karakteriserer dem der for alvor lever ”rotteræset” – de stopper ikke op og reflekterer sådan som du gør nu). I stedet skal du arbejde på at forme dit liv som du gerne vil leve det. Og så vide at det aldrig vil blive 100% som du godt kunne tænke dig det, men at du kan komme tættere på end du måske er nu.

Derudover – det sidste du beskriver er hvordan du selv oplever dig som ”kedelig”, og jeg har en fornemmelse af, at det netop kan handle om, at du ikke selv helt ved ”hvem” du er og hvad du egentlig står for. I dette arbejde har jeg selv haft rigtig godt udbytte af at arbejde ud fra  dette ”selvtillids”-værktøj (tænk ikke så meget over at det er ordet selvtillid der bliver brugt): http://www.psykoweb.dk/selvtillid/2.htm.

Bedste hilsner

Michael