Rådyr, rejer, sko og strand (drøm)

Spørgsmål:

Min drøm starter med at jeg er hjemme hos mine forældre, der går et stort rådyr lam, vi (min Far og jeg) får det ind i huset, hvor vores hund kommer os i møde, han har snor på som er bundet på en klods, jeg tager snoren af ham og nusser ham lidt, han går hen til rådyret, som jeg har valgt at kalde Bambi, vi prøver at sætte snor på Bambi, så vi kan gå rundt med hende for at finde hendes mor, men vi kan ikke rigtigt finde nogen snor, så vi prøver at få hende til at gå ud og i nærheden af os, så vi kan finde hendes mor.
Det næste jeg drømmer er jeg hos en fiskehandler, sammen med min Far, han køber en stor sæk rejer.
Derefter går jeg på en gade og overvære at en dame på en ladcykel bliver anholdt, først benægter hun, men til sidst indrømmer hun at hun har solgt kopivare.
Lidt efter går jeg sammen med min moster ind i “fiskehandlen”, nu er det også et sted hvor man kan få lavede sko, for min moster skal hente et par billige sko som hun har fået lavet, sælgerne indrømmer godt nok at det er lidt dyrt at lave skoene istedet for at købe et par nye. Vi går ud af butikken igen, og ned til stranden. Ved stranden går vi sammen med min kæreste, min Mor, min kusine og hendes kæreste. Vi går ud i vandet, men jeg når ikke helt ind igen før vandet kommer tilbage igen, så jeg står på en sten, ind til vandet trækker sig igen, så jeg kan løbe ind igen, stranden ændre sig til nogle røde bygninger, med studenter hængene ud af vinduerne, jeg siger at det vil være nemt at sy sådan en hue, det vil jeg godt kunne.
De røde bygninger ændre sig så til en lille å/vandløb eller grøftekant, med lidt klart vand i, og gammel træer på den anden side, det ene træ er der kun stammen tilbage, det er stort og der er et lille hul i det, så man kan går ind i stammen, min moster ser en student ind i træet, så hun hopper over vandet og går ind til den studenten og min Mor hopper efter. og så sluttede drømmen.

Molly

Svar:

Hej Molly

Tak for din henvendelse og din drøm.

Der er rigtig mange og spændende indholdselementer i din drøm, og det er svært for mig at ”tune” helt ind på hvad det kan handle om, når jeg ikke kender dig og din livssituation, hvad der optager dine tanker p.t. etc. Men lad mig prøve at komme med nogle bud;

Rådyret er jo noget instinktmæssigt (dyr), som på en måde presser sig på i dit liv lige nu. Du (og din far, måske den side af dig selv der minder om din far) prøver ihærdigt på at hjælpe rådyret til at overleve/finde dets mor etc. – og det er uden tvivl vigtigt, at du finder ud at, hvad dette rådyr står får i dig selv (noget fint og skrøbeligt, som du skal tage vare på).

Og så er der fiskehandleren / ”hælebaren”, hvor både din far og din moster køber ind. Hvorfor mon din far vil købe rejer? Rejer er jo nogle meget forsvarsløse dyr, som uden bevidsthed lader sig ”kaste rundt” af bølger/strøm m.v. Og selve fiskehandleren kan jo også ses som et sted i dig selv, hvor du kan hente både fisk (ofte billede på noget meget dybtliggende spirituelt) og skaldyr. Og så kan du (den del af dig selv der minder om din moster) få fikset sko; altså sikre jordforbindelse.

Og så går I nogle stykker til stranden; havet er grundlæggende et billede på det ubevidste, og du forsøger at undgå at blive våd af vandet (som jeg læser det) – måske du ubevidst prøver at undgå for megen kontakt med det ubevidste? …og havet bliver så til bygninger med studenter I – hvorfor mon de pludselig optræder? Hvad minder din studentertid dig om (hvis du har haft en sådan)? Og du vil gerne sy en hue; er det en tendens du har sådan lidt ”ude af kontekst” at ville præstere? Det virker skævt sådan som det bliver præsenteret i drømmen; det er jo bygningerne og studenterne der er i fokus, men du tænker på at sy en studenthue – og hvorfor mon du gør det? Har du lyst til at studere igen?

I forlængelse af dette er der til sidst træstammen med studenten i, som din mor og moster vil  i kontakt med. Hvad forbinder du mon selv med denne student (og de andre som optræder) – mindes du tiden fra dengang (hvis du selv har været student) – eller handler det om, at drømmen siger at du skal til at studere (gå dybere ind i ) et eller andet (som jo altså ikke behøver betyde, at du skal tilbage på skolebænken).

Slutteligt – der er rigtig mange spring i den drøm du har haft Molly, og uden en forståelse af dit livssituation er det meget svært at komme i nærheden af hvad det kan handle om.

Bedste hilsner

Michael

Styrende/dominerende kæreste (drøm)

Spørgsmål:

Jeg håber du kan hjælpe mig med at tolke min drøm.

Drømmen starede med navnet Henry, Jeg er ikke helt sikker på om det mig der hedder det eller min kæreste, det var lidt flydene.

Næste billede er jeg saammen med min kæreste og et vennepar på en båd, hvor vi solbader, og der er sladderblade fotografer om båden som tager billeder, for min kæreste er berømt, mens de tager billeder rejser jeg mig op fra solbadningen og min kæreste giver mig et håndklæde om skuldrene og holder om mig, mens vi går ned i båden. Det næste billede er fotograferne væk og der er kaos på båden fordi det er stormvejr, jeg bliver sat til at styr, som jeg sige det kan jeg ikke fordi jeg ved ikke hvordan man styre. Derefter er det ligesom om vi falder ud af båden og båden vender på hovdet, og vi alle 4 er i vandet og jeg siger til den anden pige at jeg ikke kan lide at være under vand, når man ikke både kan røre bunden og have hovdet over vandet. Jeg kommer under vandet,og så er det ligesom om at filmen går tilbage til der hvor vi var i båden igen, og i stormvejr og kraftig regn, og der er kaos og vi prøver at sætte noget regnslag op så båden ikke bliver oversvømmet. Jeg prøver at samle de 2 regnslag med et reb, som først ikke er båndet godt nok fast så da jeg trækker i det for at lukke de 2 regnslag sammen trækker jeg rebbet ud, jeg går så hen for at binde et tømmerstik og så trække rebbet igennem hullerne i regnslaget for at lukke, men da jeg skal til at binde rebet, er det pludselig findt solskin igen og vi kan se land, da vi kommer i land er der 2 personer en mand og en pige, pigen viser sig senere at det er min kusine. Vi spørg mand hvor vi er og han siger vi er på Bornholm.

Da vi kommer i land har jeg en hvid sommerkjole på og ingen tegn på at vi lige har været i vildt storm og regnvejr.

Jeg tager min kæreste i hånden, og går længere ned af strandbreden og hen til min Mormors hjem og hilser på hende og præsenter min kæreste. Da vi er der, er pigen fra sranden der også, og min kærste læser noget om en hjenskade på en nederdel med kile istedet for papir, han tror først det er mig der har hjenskaden, men jeg fortæller det er min kusine, hende fra stranden. inden vi går videre for at møde mere af min familie, spørg min Mormor om jeg ikke har glemt noget, og jeg spørg hvilken dato det er og hun siger d.28/6 og jeg siger tillykke med dagen (Min Mormor bor på Bornholm, men hun har ikke fødselsdag i Juni, ved ikke om det har nogen betydning for tolkningen af drømmen)

Svar:

Hej Linda,

Tak for din henvendelse til psykologpostkassen. Se i dag er det jo den 28.6 – meget pudsigt da denne dato jo indgår i din drøm. Mon der er sket noget specielt/ekstraordinært i dit liv i dag? Det kunne være sjovt at vide.

Når jeg kigger på de store træk/historien i din drøm har jeg følgende tanker.

Den ydre tolkning: Er dit liv meget koncentreret omkring/fokuseret på forholdet til din kæreste? Det vil sige – er din egen selvfølelse/selvopfattelse meget bundet op på en form for afhængighed af måden din kæreste er på? I drømmen lever du jo “det gode liv” – men meget i kraft af din kæreste. Så snart det bliver lidt stormvejr, ja så har du svært ved at navigere, ja du kan faktisk ikke styre som du selv skriver. Når vi rejser/er på farten i drømme er det ofte et billede på vores færd gennem vores eget liv, og det fortæller om, hvordan vi bevæger os frem i vores liv. Og i en stor del af drømmen, ja så er det på en måde din kæreste der “styrer” dit liv. Dog i den sidste del af drømmen tager du lidt mere affære – og det bliver solskin igen. Det tror jeg derfor kunne være et billede på en løsning (hvis det ellers giver mening det jeg har skrevet til nu), altså at du selv spiller en mere aktiv rolle i måden du lever dit liv på (se i øvrigt dette blogindlæg på min hjemmeside om det at rejse i drømme: http://dreamalive.dk/at-rejse-i-dromme-hvad-betyder-det/ ).

Den indre tolkning: I den indre tolkning skal du se din kæreste, som den del af dig selv der minder om ham. Drømmen kunne da sige; styrer denne del af dig (som minder om din kæreste) dit liv lidt for meget? Med andre ord – er du alt for meget “lige som ham” – og ikke rigtig dig selv i forholdet? Også i denne tolkning ville drømmen sige – du skal finde dig selv Linda, og i højere grad være og blive dig selv i dit liv. Også her kan drømmene hjælpe dig – altså med at finde ud af hvem du er. Slutteligt kunne det også være interessant for dig at spørge hvad du forbinder med din mormor. Hvilke ord ville du sætte på hende? Måske drømmen også kan sige noget om at måske på nogle områder skal være mere lige som din mormor – det vil sige “hylde” hendes måde at være på.

Håber noget af dette giver mening!

Vh Michael

Drømmer jeg får drenge – men vil have en pige!

Spørgsmål:

 Hej

I nat havde jeg en drøm, som godt kunne være sket i virkeligheden, og som også var noget jeg egentlig går og drømmer lidt om i det virkelige liv (det med at få familie).

Jeg sidder til en familesammenkomst, i min familie, har en søn på skødet, dog er det som om filmen kører lidt tilbage til hvor jeg var gravid, og hvor jeg giver udtryk for at jeg gerne vil have en pige, og så tilbage igen. Da vi sidder der og snakker, er det lidt som om jeg er gravid igen eller gerne vil, og de andre driller lidt med at det nok også bliver en dreng, og om vi så vil prøve til vi får en pige, hvor jeg siger nej, fordi jeg gik i klasse med en dreng som var nr. 2 ud af 7 hvor den anden sidste var en pige, og så mange børn vil jeg ikke have, jeg kommer også ind på at jeg ikke ved hvad han laver i dag, men at det ikke vil undre mig hvis han var blevet kriminel, da han droppede skolen efter vi kom i hver sin skole (Det er noget der er rigtigt, jeg har gået i klasse med den dreng, som jeg drømte jeg snakkede om, og det jeg siger i drømmen er noget jeg også kunne have sagt i virkeligheden. Jeg var lidt forelsket i ham da vi gik i 6-7 klasse).

Faren til mine børn i drømmen er min nuværende kæreste (jeg har ikke nogen børn, og mit forhold til min kæreste er ikke så godt) mens jeg sidder og snakker om ham jeg gik i klasse med, er det lidt lige som om vi har fået søn nr 2, og jeg fortæller jeg gerne vil have en pige fordi jeg gerne vil sy tøj til hende og det er nemmere at sy til piger end drenge.

Senere går vi ud i haven hvor vores hund løber omkring, han minder meget om den hund jeg havde da jeg var barn, dog med flere hvid pletter.

Det næste jeg drømmer, der er jeg ikke til fest mere, der er det lidt lige som om jeg prøver for sjov at bytte en halv agurk til en datter, men det ender med at jeg spiser agurken.

Det sidste jeg drømmer er at jeg er i jysk og ser på gardiner, eller det er egentlig mere stofrester til at sy et gardin af (i øjeblikket er jeg på udkig efter nye gardiner)

Svar:

Hej Molly,

Tak for din henvendelse til Psykologpostkassen! Sikke en spændende drøm du har haft!

I dag fylder Sigmund Freud ikke så meget i snakken om tolkning af drømme – men han var den første til at sige, at drømme ofte handler om ønskeopfyldelse. Med andre ord, at vi i vores drømme kan opleve det som vi godt kunne tænke os, men af forskellige årsager ikke har eller ikke kan opnå i virkeligheden. I hvert fald ikke i den nuværende situation. Og det ville jo være en “lige til” tolkning af din drøm – at du i drømmen oplever det som du rigtig godt kunne tænke dig – nemlig en familie, far, mor og børn.

Til gengæld er det min klare fornemmelse, at drømmen også peger på hvad det er der kan spænde ben for dig i forhold til at indfri denne drøm. Nemlig måden hvorpå du er meget optaget af at det skal være en pige, og hvordan du samtidig har stærke fordomme om, at hvis det bliver en dreng, ja så bliver det nok en kriminel en af slagsen. Der er flere ting i det du skriver og det du drømmer. “Filmen” kører tilbage til en scene hvor du ønsker at få en pige, men du har i drømmen fået en dreng. Du kan i virkeligheden ikke selv vælge om du får det ene eller det andet, og drømmen tror jeg prøver at sige dette; du er meget (for) optaget af hvordan tingene bør være, og mindre optaget af, hvad der skal til nu og her for at du kan komme derhen. Samtidig virker det også som om, at du er faldet i den ”fælde” der handler om at hvis ”sådan og sådan” (far, mor og børn), ja så bliver du lykkelig, især hvis det bliver en pige du/I får. Jeg er endnu ikke støt på nogen som har fundet den endelige lykke i det at få børn/blive en familie. ”Midtvejskrisen” handler jo ofte om, at man netop troede at det var alt det der skulle til, men at man så alligevel mærker, at der er mere end det. Nemlig ens eget liv og livsprojekt – hvem er du Molly, og hvor skal du hen? Det lyder for mig som om, at du binder din egen lykke op på andre mennesker.

Og så er der elementet med agurken – hvor du skal til at give den til din (?) datter, men så beholder du den selv. Du skriver godt nok ”bytte”, men det er svært at forstå hvad du helt mener (bytte med hvad?). Dog kunne dette element igen være et billede på, at du er alt for optaget af hvad det er du selv vil, og at dine egne fordomme fylder lige lovlig meget. Jeg syntes du skal arbejde med dine fordomme om drenge (mænd?) – måske disse fordomme også influerer på hvordan du ser på din kæreste.

Venlig hilsen

Michael

Om drømme

Af Ulla Odgård Nielsen

Hvad sker der når vi drømmer?

I drømme afspejles vores uløste konflikter og holdninger, og de afdækker sider af os selv som vi tit ikke vil være bekendte. I drømmene kan der være stor viden om hvordan vi fungerer som mennesker, og hvordan vi forholder os til andre mennesker. Over længere perioder kan drømmene ligeså insistere på at her er der altså noget du bør tage dig af.

Drømmene kan også fortælle om ubrugte livsmuligheder, og personerne i drømmene er ofte sider af os selv vi ikke kender. Det kan være sider af os selv som ikke er særlig udviklede vi drømmer om. Ubevidst opfatter vi en masse indtryk, disse indtryk kan komme til udtryk i drømmene. Alle detaljer i drømmene har stor betydning. Følelser og stemninger og man kan få noget at vide om personer som man aldrig vil få at vide i det bevidste liv.

Ideer til at huske og skrive sine drømme ned evt. i en drømmebog.

Nogle mennesker kan huske deres drømme og andre husker dem ikke. Nogle kommer til at huske deres drømme i en analysesituation eller ved at sætte viljen ind på at huske drømmene. Du kan hver aften i et par minutter koncentrere dig om at huske din drøm næste morgen. Når du vågner skal du med det samme spørge dig selv om: Hvad drømte jeg?

Læg blyant og papir ved siden af din seng og skriv drømmen ned straks du vågner, selvom du synes det er rodet det du har drømt er der en hvis orden når du senere ser nærmere på din drøm. Også selvom du kun husker glimt fra din drøm, skriv. Begynd ikke at tænke det her er rodet og ulogisk- skriv og så ser du senere at der er en sammenhæng i drømmen. Nogle mennesker vælger at have en båndoptager ved siden af sengen og indtale drømmen.


En måde du kan se på din drøm!


Først, vores drømmestil er individuel, og drømme skal ses i en kontekst. Man spørger sig selv hvorfor drømmer jeg det? Hvad skete der i går før jeg sov? Dernæst tid og sted, hvad foregår der i drømmen. Så kan du se på hvad er handlingsforløbet i drømmen hvis du opsummere det? Hvis der er andre personer, hvordan er så dit samvær med dem? Hvis du kender dem, hvad forbinder du så med dem? Hvilke følelser oplever du i drømmen? Hvilke slags følelser forbinder du evt. med vejret eller stemningen i drømmen? Når man fortolker drømme snakker man om enkeltelementerne i drømmen. Tror du drømmen handler om ydre eller indre problemer? Hvilke?

Et eks. på hvad en drøm kan bevidstgøre. Sommetider kan vi forledes til at tro at vi skal føle noget bestemt i en given situation, eller vi tror at omgivelserne har bestemte forventninger til os. Det er fordi vi har programmeret os selv til at opleve bestemte fastlagte mønstre.

Mit hjem skal rives ned (drøm)

Spørgsmål

Jeg kommer ud i badeværelset og ser der er hul i væggen og der ligger murbrokker. Jeg åbner døren ud til trappen og ser store murbrokker ligge derude og tænker hærværk og skynder mig at lukke døren men kan høre nogle fremmede på vej op ad trappen. Jeg drømmer at min lejlighed skal rives ned og jeg ved intet. Der komme nogle nysgerrige og de fortæller at de har hørt ude i byen at bygningen skal rives ned. Jeg har ikke fået noget at vide og tænker at min udlejer vil sætte den i stand. De nysgerrige viser mig en bagtrappe hvor jeg skal slå en lem eller udskud ud så jeg kan komme sikkert ned da trapperne er næsten væk. Jeg finder ud af at min udlejer har solgt hele ejendommen og at den nu skal rives ned. Halvvågen nu og tænker at jeg bliver nød til at tage fri for arbejde så jeg kan tømme min lejlighed så kun min seng står tilbage for jeg vil ikke ud frivilligt. De fremmede er søde ved mig.

En DUM DUM drøm som jeg drømte den 12. april 2013 som jeg vågnede ved kl. 03 om natten. Jeg er en pige på 45 år, single og ingen børn. Jeg sidder på kontor og har haft mit job i 4½ år. Jeg ved ikke lige hvad min drøm går ud på så jeg håber du kan hjælpe da jeg meget, meget sjældet kan huske dem og den her var så ubehagelig og grim.

Mange hilsner, Eventyrpigen

 

Svar

Hej Eventyrpige,

Tak for din henvendelse, og en meget spændende drøm!

Det er tydeligt, at det er en meget vigtig drøm for dig i dit liv lige nu, da du kan huske den – og ellers ikke plejer at kunne huske dine drømme.

Du kan eventuelt læse dette blogindlæg om det at drømme om ens hjem (hus eller lejlighed): http://dreamalive.dk/huse-i-dromme-hjem-i-dromme-hvad-betyder-det-drommetydning-hjem-bolig-hus-lejlighed/. Mit umiddelbare bud – uden at kende din situation andet end det du har beskrevet – er, at din drøm prøver at fortælle dig, at du grundlæggende er nødt til at gøre helt op med måden du har levet dit liv på indtil nu. Ens hjem i drømme er et billede på den man er – ens personlighed, og derfor et billede på den måde man agerer og lever sit liv på. Derfor lyder det på mig som om, at du står et sted i dit liv lige nu, hvor du skal stille dig selv spørgsmål som; hvilke overbevisninger og holdninger har jeg til nu haft i mit liv, som er meget uhensigtsmæssige (“forældede”) – og hvilke nye, mere konstruktive og realistiske overbevisninger skal jeg indtage? Din drøm siger – hvis du spørger mig, og det gør du jo – hvis du skal videre i dit liv, og udvikle dig som menneske (måske få en kæreste hvis det er noget du gerne vil), så skal du til at leve, tænke og agere på en helt anden måde end du har gjort til nu.

Håber noget af dette giver mening.

Med venlig hilsen

Michael

Frygt for at starte i gymnasiet

Spørgsmål:

Hej! – Jeg er en pige på 16 år, som har haft nogle lidt underlige drømme her på det sidste…

Jeg har altid haft en masse mærkelige drømme. Ikke nogle som jeg på noget tidspunkt har undret mig over, bare noget jeg ligesom har accepteret!

Her på det sidste er jeg dog begyndt at drømme mere end jeg har gjort før hen…

Jeg vågner om morgenen, og kan tit huske op til tre drømme jeg har haft på en nat! (Hvor det før i tiden bare var hver tredje dag at jeg kunne huske noget!) Jeg drømmer meget tit om min skole, mine lærere, klassekammerater osv.

Jeg går i 9. Klasse og skal starte på gymnasium her til sommer.

Jeg har dog været meget utryk for det med at skulle starte på noget helt nyt!

Jeg tænker rigtig meget over hvordan det bliver at skulle starte på en ny skole, at skulle prøve at få nye venner, om jeg kan klare det højere niveu der er på gymnasiet osv.

Udover det, er jeg også rigtig nervøs for, hvilket gymnasium jeg bliver optaget på! (Jeg har et bestemt sted hvor jeg helst vil optages, men der har desværre været rigtig mange ansøgere…) Jeg har overvejet om mine drømme kan have noget med det at gøre..?!

Udover de mange drømme, oplever jeg også rigtig tit at jeg “falder” i mine drømme.. Det kan både være at jeg falder ned fra noget højt, men også bare at jeg falder på gaden eller lignende… (F.eks. Drømte jeg i nat at jeg faldt på gangen på min skole… – Jeg ved ikke om de to ting (med skoledrømmene og faldet på skolen) kan have noget med hinanden at gøre..?) (Jeg oplever at jeg falder i en drøm næsten hver nat!) Jeg håber at du kan hjælpe mig med at tyde mine drømme..

Catrine

Svar:

Hej Catrine,

Tak for din henvendelse og for nogle spændende drømme! Det lyder for mig bestemt som om, at dine drømme direkte reflekterer dine mange tanker og bekymringer i forbindelse med at skulle starte på gymnasiet.  Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, men jeg havde det på præcis samme måde da jeg skulle starte i gymnasiet – jeg var ret bange for det hele – men for mig blev det en rigtig god periode, og de venner jeg fik der er nogle jeg stadig er venner med i dag – mange år efter gymnasiet.

Din falddrømme hænger nok også sammen med dine følelser og bekymringer for alt det nye der skal ske – en frygt for at du ”snubler”, og måske ikke er god nok. At du ikke kan leve op til de forventninger du selv og andre har til dig. Det kan måske også være en trøst for dig, at du kan være sikker på, at langt de fleste af dine nye klassekammerater har på samme måde som dig.

Bedste hilsner

Michael

Irrationel frygt for at kæreste voldtages

Spørgsmål:

Hej mit navn er mikkel og jeg er 17 år gammel. jeg kan ikke falde i søvn om natten fordi mine tanker er et helt andet sted. jeg ligger altid og er bange for at det sker nået med min kæreste. jeg er bange for at hun bliver voldtaget, og tanken om det holder mig vågen. der er faktisk et par stykker af mine veninder som er blevet voldtaget. og jeg havde en veninde som var blevet voldtaget af sin far igennem flere år. hun er død nu da hun to sit eget liv for et års tid siden.

jeg kan ikke sove og når jeg endelig falder i søvn drømmer jeg at min kæreste bliver voldtaget på de mest voldige måder. jeg er konstant bange for at det sker og det holder mig vågen, jeg er træt hele tiden, jeg kan ikke følge godt med i skolen, og jeg føler mig bare som om jeg heletiden er syg.

Svar:

Hej Mikkel,

Det var da nogle ualmindeligt forfærdelige drømme og bekymringer du har!

Jeg syntes det vigtigste for dig er at holde fast i, at det er noget inde i dig selv, det er en angst du selv går rundt med – måske fordi du har haft det så tæt inde på livet som du har med din veninde som begik selvmord. Prøv evt. på, om du i drømmen kan tvinge dig selv til at være mere bevidst, og derfor vide, at det er en drøm. Sig også til dig selv inden du skal sove, at der ikke er nogen rationel grund til at du skal have de bekymringer. Ja prøv i det hele taget – når tankerne og angsten kommer – at sige til dig selv, at der ikke er nogen objektiv/rationel grund til, at du skal have det som du har det. Prøv af al din kraft at se på virkeligheden som den er – din kæreste som hun er, det der sker i hendes liv m.v. – og forsøg at få øje på, at dine bekymringer er meget større end der er nogen som helst grund til.

Jeg håber det kan hjælpe!

Vh Michael

Mor vil ikke give mig plads! (drøm)

Spørgsmål:

Hej,

Jeg har drømt en drøm, nogle gange som jeg har drømt videre på. Den handler om at jeg er hjemme i mit hus, og pludselig skal min familie lege gemmeleg, jeg finder ud af det er fordi vi skal gemme os for nogle mænd, jeg har meget svært ved at finde et ordenligt gemmested, og gemmer mig bag sofaen hvor min mor også sider, hvorefter min mor siger til mig at jeg skal finde mit eget gemmested, hvilket jeg bliver lidt ked af over, for jeg kan ikke finde et sted hvor de ikke finder mig.

Derefter nogle nætter senere  fortsætter drømmen,hvor hele min familie løber ned til fjorden som vi bord tæt på, og hopper ned i noget helt tykt sort vand.

Jeg har også haft et mareridt som jeg har drømt mange gange, hvor jeg ligger i min seng, og det er helt mørkt. pludselig fornemmer jeg en mand der står og kigger på mig, jeg prøver at åbne øjne, men jeg kan bare ikke lige meget hvor meget jeg kæmper, jeg falder ned på gulvet skriger, og til sidst vågner jeg ved mine øjne bliver åbnet.

Hilsen R

Svar

Hej R,

For det første – jeg beklager den uacceptabelt lange svartid – der er kommet rigtig mange henvendelser på Psykologpostkassen de sidste måneder.

Det er en rigtig spændende drøm du har haft! Nu kender jeg ikke din præcise livssituation, men ud fra hvad du drømmer gætter jeg på, at der kan være nogle “temaer”/ting du kan tage op i dit liv lige nu.

Dit hjem er i drømme mange gange et billede på din personlighed – et udtryk for den du er/måden du lever dit liv på. Og i drømmen er du/I jaget af nogle mænd – det er ikke mit indtryk, at mændene er vanvittigt skræmmende. Du prøver at gemme dig der hvor din mor sidder – men hun vil ikke give dig plads. Det mandlige i drømme er mange gange et billede på evner som beslutsomhed  og retning i livet (at vide hvor man skal hen i sit liv) – og samtidig presser din indre mor dig til selv at finde et sted at være. For mig lyder det som om, at drømmen prøver at fortælle dig, at du i dit liv skal ”ud af din mors skygge” – og finde din egen vej, din egen måde at leve dit liv på. Du skal i kontakt med de ”mandlige” sider af dig selv som kan give dig en større bevidsthed om hvad du vil i dit liv.

Og drømmen fortsætter så med, at I (hele din familie) vil gemme jer i noget tykt, sort vand. Næsten som at du/I prøver at gemme Jer/flygte fra noget ”uundgåeligt” – at der er en eller anden form for udvikling især du – men måske også din familie – skal gennemgå.

Den sidste drøm med manden der står ved din seng kunne være et billede på det samme – noget i dig selv som gerne vil i kontakt med dig – igen noget mere ”maskulint” som kan vidne om, at du i højere grad skal blive bevidst om hvad det er du vil i dit liv.

Håber noget af dette giver mening!

Bedste hilsner

Michael