Jeg troede at jeg var sluppet af med mobberne…

Hej. For lidt mindre end et år siden, vedtog jeg en drastisk handling. Efter over et helt år med mangel på respekt over for mig, nedgørelse, kritisering af alle mine handlinger og udseende, forværring af selvtillid og meget mere, tog jeg mig endelig sammen til at forlade den flok, som jeg alligevel ikke følte at jeg var del af længere. Jeg gennemgik derefter en lang periode med dyb ensomhed og udelukkelse.. Jeg skulle hver dag se på dem, som før var mine veninder virkelig gøre det tydeligt overfor mig, hvor godt de havde det uden mig. De ovenstående ting gjorde, at jeg kom i en depression (ved ikke hvor dyb) og hver eneste aften kunne jeg høre mine tanker snakke om meget mørke ting. Én ting jeg især overvejede var selvmord… Så ville al smerten forsvinde og jeg skulle aldrig se deres ansigter igen. Dig havde jeg ikke modet og som det så deprimre de stod i min dagbog, misundte jeg dem der turde gøre selvskade, da de i det mindste kunne komme ud med smerten der. Ingen kunne hjælpe mig… Ikke familie ikke venner… Ingen… Heldigvis efter laaaaang tid mødte jeg en pige som bogstavelig talt reddede mit liv. Jeg fik det meget bedre, men døde lidt hver dag indeni når jeg så de fire piger… Så jeg valgte i sommers at flytte på efterskole. Alt er gået godt indtil videre og jeg trives! Men frygten for at løbe ind i dem når jeg vender hjem i weekenderne er der.. Og i går skete det så. Jeg havde et maridt om at det ville ske, og havde det på fornemmelsen hele dagen… Men da jeg så var færdig med alle mine køb og så småt på vej hjem, mødte jeg så en af de fire… Og siden da er jeg gået ned med flaget. Jeg skriver dette kl.1 om natten fordi at mine tanker gør mig sindsyg.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Jeg troede at jeg havde lagt dem på hylden, men nu er det kommet igen.. Hjælp mig! Hvordan skal jeg komme videre? Hvordan skal jeg kunne gå rundt uden frygt for at møde dem? Jeg har skrevet en meget forkortet version.. Men jeg skriver på min mobil, så kan ikke gøre det meget bedre – det er også grunden til de stavefejl der er.. Håber i vil hjælpe mig..

Kære unge pige
Tak for din rørende mail, hvor du beskriver, hvordan du er blevet mobbet, og hvordan det er at løsrive sig fra nogle tidligere “veninder”, gå i en tunnel nærmest i mørke, finde en ny veninde samt skifte miljø til en efterskole, hvor der er helt andre mennesker, som du kan forholde dig til. Med positivt udbytte. Men så er der lige det der med angsten for at møde “mobberne” i weekenderne, når du er hjemme.

Jeg synes da, at du med god grund kan lade som om de piger – dem der førhen har gjort dig ondt – bare er ren luft. De er luft! Kik den anden vej eller lige igennem dem og lad, som om de ikke eksisterer. De har jo selv vist, at de ikke er særlig hverken søde eller til at snakke med, så hvorfor bruge tid på dem. Du har dit nye liv et andet sted, sats på det.

Men jeg synes så også, at det virker, som om du har været meget alene og tumlet meget med mange tunge tanker, fordi du har haft de oplevelser omkring mobning. Alle de erfaringer du har på det område, er jo en hel skatkiste af viden omkring de mekanismer, der er omkring mobning, hvorfor det opstår, hvad der forårsager det etc. Det virker også som om du er klog og tænker over tingene, og du vil være en god ven at have, fordi du ved, hvordan det i hvert fald ikke skal være.

Endelig synes jeg, at du skal tale med din studievejleder/klasselærer om alle de ting, der går dig på, således at du får det hele vendt med en fornuftig og forstående voksen, som kan lytte til dine bekymringer. Det er så tungt at være alene om det, det er bedre at dele det med nogen.

Held og lykke med det hele og godt nytår.

Venlig hilsen
Pelle Larsson

Min mor spørger hele tiden om jeg har en depression

Hej, jeg er en 18 årig pige, min mor bliver ved med at spørge mig om jeg har depression.

Jeg ved ikke hvorfor hun spørger det her, jeg føler ikke selv at jeg har depression, men jeg tror ikke hun ville spørge mig så ofte uden grund. Jeg ved ikke noget om depression, hvordan får man den diagnose?

Jeg føler mig ikke deprimeret.

Kære 18 årlige pige.
Tak for din mail, hvor du ganske kort fortæller, at din mor hele tiden spørger dig, om du er deprimeret. Du føler dig ikke selv deprimeret. Hvis du var deprimeret, ville du nemlig ikke være i tvivl.
Det er lægen, der stiller dig en diagnose om depression. Lægen vil tale med dig, og stille spørgsmål til dig, om du har grund til at være særlig ked af det og den slags og lave en lille test med dig med spørgsmål, som man skal svare på.
Det kan være, at du skal sige til din mor, at hvis hun bliver ved med at spørge dig om du er deprimeret, så bliver du snart deprimeret.
God fornøjelse med det og god jul.
Venlig hilsen
Pelle larsson

Kan de sociale miljøer have indflydelse på hvem vi bliver?

Jeg går i 8. Klasse på ourefriskole.
Jeg er midt i en projektopgave i skolen, jeg har om socialemiljøer.
Jeg vil sætte stor pris på at få nogle svar fra folk der ved hvad de snakker om.

Kan opvækst og miljø have så stor indflydelse på hvem vi er og bliver til, ændre vi os efter hvor vi befinder os henne?
Er der højere forventninger til rich kids end børn i hårde og mere belastede miljøet, hvis jeg hvorfor?
Hvordan kan det være at der er langt flere fordomme om etniske og socialt udsatte bør

Kære M.
Tak for din mail, hvor du beskriver at du er ved at lave en projektopgave om sociale miljøer, og om vi ændrer os, afhængig af de miljøer vi befinder os i. Du spørger også til om forventningerne til børn i de forskellige miljøer kan være forskellige og hvorfor? Endelig spørger du til, hvordan det kan være, at der er langt flere fordomme om etniske og socialt udsatte børn og unge?
Det er da en spændende opgave, du skal igang med at lave. Det er spændende, at skulle tænke over sådanne spørgsmål, når man er i din alder. Det bedste ville nok være at starte med at gå på biblioteket og finde nogle bøger om sociale miljøer, og hvad dette er for noget.
Jeg kan jo ikke lave opgaven for dig. I bedste fald kan jeg inspirere dig. Men selvfølgelig har de social miljøer under opvæksten indflydelse på vores liv. Et tankeeksperiment! Forestil dig at du blev født i et slumkvarter i Bogota’ i Sydamerika. Det ville ikke helt være det samme, vel? Din mor var måske bare stukket af hjemmefra, og levede fra hånden til munden, og gik med dig under armen i en papkasse, fordi der heller ikke var nogen far, han var også stukket af. Du sov “trygt” i papkassen under åben himmel i parkerne ved siden af din mor, som holder øje med om betjenten nu igen kommer og smider Jer væk.
Det er ikke en start på livet, der lover godt for fremtiden, hvis ens vilkår er så ringe fra starten.
Omvendt er der jo beskrivelser af enæggede tvillinger, der er vokset op i vidt forskellige miljøer, men så alligevel har udviklet sig relativt ens. Her er det så, at man kan sige, at det er generne, der bestemmer i den sidste ene, hvad vi bliver til. Diskussionen om arv og miljø er meget spændende. God fornøjelse med det.
Forventningerne til om man passer sin skole og bliver ambitiøs og sigter mod stjernerne i sin stræben for at komme frem i livet, handler ofte om, at man kan have nogle forældre, der er veluddannede, som tidligt indpoder i deres børn, hvor vigtigt det er, at komme igang og gøre noget ved tingene. Hvis man har nogle forældre, der er ligeglade, så er det sandsynligt, at man også bliver det selv, eller så kan det være, at man kan være heldig at have en anden relation, der hjælper en, og som tror på en og som klapper en på skulderen, når det går godt, og som hjælper en til at udfolde sine talenter og evner. Man kan være et mælkebøttebarn. Eksempler på mælkebøttebørn, det er sådan nogen som Lisbeth Zornig Andersen og Yahya Hassan.
Medierne fremstiller al balladen, som danner udgangspunkt for fordomme. Alt det som går godt, det ser vi jo ikke altid.
God fornøjelse med opgaven og god jul
Venlig hilsen
Pelle Larsson

Jeg vil hellere lave You tube videoer end gå i skole

Hej, jeg er en 17-årig dreng som er træt af skolen, men min mor sætter et enormt stor pres på mig med endeløse samtaler og henvendelser til at jeg ender som min bror, som er 20 år og ikke laver noget overhovedet. Skolen er selvfølgelig ikke en dårlig ide men jeg har bare for meget stress til at kunne tage mig sammen til det. Det JEG har lyst til er at lave videoer på youtube og i det mindste prøve at gå efter min drøm. Jeg ved jeg vil fortryde det hvis jeg ikke gør. Men det min MOR vil have er at jeg skal studere og få et eller andet højt stillet arbejde. Jeg føler bare der er meget pres på mig og jeg bliver stresset over at jeg ikke selv kan få lov til at vælge. Jeg har snakket med min mor om det meste, men har ikke fortalt hvad jeg gerne ville lave i stedet for skolen. Fordi jeg ved hun vil synes det er en dum ide. Jeg sidder nu her i midten af 1.g og har ingen anelse om hvad jeg vil / kan gøre

Kære dreng på 17 år
Tak for din mail, hvor du beskriver, hvad du går og tumler med, mens du er skoletræt Du vil hellere sidde og lave You tube videoer end gå i skole. Du har ikke fortalt din mor det, for du ved allerede på nuværende tidspunkt, at hun vil synes, at det er en dum ide. Du går i 1.G og føler dig under pres. Du har en storebror på 20 år, som ingenting laver overhovedet.
Jeg er tilbøjelig til at give din mor ret. Selvom hun ikke har hørt det ud af din mund endnu. Hun har formentlig kun hørt, at du er skoletræt, eller du har måske spillet ”sløj” lidt for meget for at slippe for at komme i skole, og sådan noget bekymrer en mor. Sådan gjorde din storebror måske også til en start. Lidt pjækkeri og han gider ikke, og så blev det bare sådan, et liv hvor han ingenting foretager sig, ingen udfordringer, der er ingen socialt liv, bare sidde og kikke ud i luften. Men han har måske også nogle drømme inderst inde, han vil forfølge? Det pres, du kan mærke fra din mor, det handler nok om, at hun ikke vil have, at du også skal ende sådan.
Det er også derfor, at jeg synes, at du skal prøve at tale med nogle andre end din mor omkring dine overvejelser. Jeg synes, at det ville være super relevant, hvis du talte med Jeres studievejleder på gymnasiet omkring de temaer, du overvejer.
Jeg forstår godt, at du synes, at det kunne være sjovt at lave You tube videoer. Det er sjovt at lege med et kamera, og præsentere små film for andre. Men er det noget, du kan leve af? Dem, der får en smule indkomst på You tube, det er vel sådan nogen, der er nørder på et område, som de kan finde ud af skabe en interesse omkring. Der er mange som gerne vil se, hvad de laver, og de får mange hits. Det vil sige, at så kan de få ”reklamestriber”, og dermed får de indtægter.Men har du nogen emner eller noget på hjerte, som millioner af mennesker verden over finder så voldsomt interessant, således at de bliver nødt til at se dine You tube videoer hver dag? Ellers glem det.
Jeg synes hellere, at du skal forberede dig og uddanne dig, således at du ad den vej kan realisere nogle drømme om at lave videoer på You tube. Du kan kikke på www.ug.dk og finde ud af, hvad det kræver at læse ”film og medier” eller hvad det nu kan hedde, når man som dig gerne vil lave videoer.

Held og lykke med det og god fornøjelse.
De bedste hilsner
Pelle Larsson

Min søsters dreng på 25 år er et monster

Min søsters søn på 25 har voldsomme problemer med sin økonomi, hashmisbrug og uddannelse, som han måske ikke får færdiggjort.
Hun finansierer hans økonomi, da han ellers vil bruge alle sine penge og være boligløs. Han låner konstant penge af hende, og har gjort det i mange år. Min søster bliver syg af det, og hendes ægteskab vakler pga. dette

Jeg har flere gange opfordret hende til at søge professionel hjælp. Det har hun gjort, men hun synes ikke det hjælper. Min fornemmelse er, at hun heller ikke har arbejdet med i den hjælp, hun har fået.
Jeg har hørt på denne konflikt i mange år, men magter det ikke mere. Vi er flere i familien, som føler os magtesløse.

Det er som om, jeg/vi ikke kan trænge igennem til hende. Er det nok at sige hun skal sætte en grænse overfor sin søn? Det har vi sagt i mange år.
Skal dog siges, at hun har forsøgt det, men min nevøs svar er, at han så vil begå et røveri for at skaffe sig penge. Så bøjer hun af, og giver efter for hans pres.
Han har det meget skidt og er meget ensom, men han manipulerer jo også med hende.

Kan jeg overhovedet gøre noget her??

Kære Moster til en misbruger.
Tak for din mail, hvor du beskriver, hvad det gør ved dig, at du skal se på, at din søster finansierer en ung mands misbrug, og som oven i købet truer med at begå et røveri, hvis hun ikke vil gøre det. Jeg kan sagtens forstå, at du er bekymret både af hensyn til din søster men selvfølgelig også din nevø.
Det du kan gøre, det handler bl.a. om at støtte din søster i, at der skal gøres noget ved det. Den dreng er ved at udvikle sig til et “monster”. Det ved din søster også, men det er svært for hende at se det. Det værste er, at drengen nok også selv ved det, men han er bare bange for, at nogen skal tage “magten” fra ham. Det er muligt, at der en gang for længe siden har været sat grænser for ham, men det er en saga blot, og grænseoverskridende adfærd er blevet det normale for ham. Men din søster kan ikke gøre det alene. Hvor er drengens far henne i dette her? Hvis han var der, ville det sandsynligvis ikke have udviklet sig så drastisk.
Du kan skrive en “bekymringsmail” til de sociale myndigheder i den kommune, hvor det foregår. Altså, hvor du beskriver problematikken, faktisk som du har gjort her i mailen. Du kan også prøve at tromme nogle flere voksne familiemedlemmer sammen i et “familie råd”, hvor drengen også er med, og hvor problemet bliver forelagt, og at nu skal der sættes en stopper hans fuldstændigt uhørt urimelige adfærd, for der er ingen, der længere kan holde til at kikke på, hvordan han opfører sig, og hvis det er sådan, at han har et misbrug, så findes der hjælp at hente fra Misbrugscenteret til sådanne problemer, og det kan ikke gå stærkt nok, for han skal til at blive voksen og tage skeen i den anden hånd.

Held og lykke med det hele

De beste hilsner
Pelle Larsson

Min søn på 17 er fokuseret på sex.

Skriver til Jer, da min søn på 16 år, snart 17 år er meget fokuseret på sex i øjeblikket og har nok været det, det sidste års tid…det skal lige siges at han er sent udviklet…
Han er meget fokuseret på at få en kæreste og jeg har opdaget at han har skrevet meget sammen med forskellige piger på nettet, (facebook) og det han forslår dem er sex…
For tre dage siden, har han så skrevet sammen med sin kusine på 14 år og har også foreslået en masse ting…hun har så heldigvis sagt det til sin mor, (min søster)…
Så nu er det hele jo fuldstændig i oprør…
Min søn er fuldstændig knust og min søster er rasende og vred, (forståeligt nok)…
Da jeg er alene med mine børn og jeg ikke ville få noget ud af at snakke med deres far, kan det tit være svært at finde den rigtige løsning på problemerne eller se klart på, hvor små eller store problerrne egentligt reelt er…
Min mor og hendes mand, tager det rimeligt roligt og siger det er teenage dumheder…min søster mener nærmest han er syg og jeg selv står her og vakler imellem det hele og ved ikke hvad jeg skal gøre…
Jeg har virkelig brug for et godt råd og noget hjælp…
Skal min søn til psykolog, skal jeg løse det selv med en masse snak med ham og støtte og hvor stort et problem mener I det er…
Jeg er virkelig ked af det lige nu og ser frem til Jeres svar og takker på forhånd for det…
Med venlig hilsen
Jane…

 

Kære Jane

Tak for din mail, det er rørende at læse om din søns forsøg på kontakt til det andet køn. Han er sent udviklet, skriver du så. Jeg ved så ikke, hvad dette dækker over, og om han i det hele taget er normalt begavet, og har kammerater i skolen og den slags. Det er klart, at din søster reagerer, hun er oprørt over det passerede, og passer på sin fornuftige datter, som jo nok ikke syntes, at det var i orden det, der skete. Hun har haft behov for at vende det med sin mor.

Din søn har givetvis behov for at tale med en person, han har tillid til omkring det, der er sket. Det er ærgerligt, at hans far ikke er mere inde i billedet, for han var da den rette i den sammenhæng. Men du kan også snakke med ham. Det er vigtigt at vide for en gut på snart 17 år, hvad der er passende at sige til en kvinde. Det kunne se ud, som om han ikke rigtig kan finde ud af sådan noget som grænser og aflæse den anden, og hvor er vi lige henne med alt dette her?  Der er også forskel på det, der foregår på internettet og så om man omgås i virkeligheden. Han kan f.eks. heller ikke bare gå hen til en kvinde og begynde at ”gramse” eller komme med lumre ”tilråb” uopfordret. Sådan er det nu engang. Fortæl ham at sex overhovedet ikke er noget, der kommer på tale, så længe man ikke kender hinanden særdeles godt, og er forelskede, eller har en uimodståelig og gensidig lyst.  Fortæl ham at kvinder som regel går i en kæmpe bue uden om en mand, der begynder at snakke direkte til dem om sex eller uopfordret forslår diverse aktiviteter. Det bliver pinligt og akavet på den måde, og han vil risikere at kvinden simpelt hen smækker ham en eller løber skrigende bort. Sådan er det.  Det er bedre at omgås på hundreder af andre måder, lære dem at kende, lave lektier og spille spil og gå tur og alt muligt andet, men lad være med for alt i verden at blande sex ind i det. Sig til ham at det er bedre at tænke på noget andet. Det kunne i øvrigt sagtens være at din søn fik gavn af at snakke med en psykolog om emnet.

Held og lykke med det og skriv gerne herind igen

De bedste hilsner

Pelle Larsson

Hvad stiller jeg op med min svigermor?

Den bekymrede gravide

Jeg har førhen måtte skrive til jer, vedrørende familie problemer under ‘Den bekymrede gravide’ i kategorien ‘parforhold’.

Der er fortsat problemer med min svigermor. Sidste skandale endte med, jeg måtte køre med hjem til hende og manden -højgravid og stå og tale hende til fornuft. Jeg sagde at hun nu kunne vælge om hun ville prøve at enes og lytte til os eller lade være. Hun lovede da at prøve at enes og vi forsøgte at starte forfra.
Vores datter er nu 12 uger gammel og kom til verden efter 47,13 timers veer -forsøg med sugekop -og efterfølgende kejsersnit. Efterfulgt af en uges indlæggelse på neonatalafd. grundet hendes sår i hovedet fra koppen, samt amningen ikke fungerede. Så det var en turbulent og hård tid for min kæreste og jeg især, da jeg havde det skidt efter fødslen. Min svigermor var pressende fra starten: -Må jeg ikke snart besøge hende? – er der noget galt med hende? og hun var meget “på” omkring min fødsel. Som jeg ikke ønskede/ønsker at tale mere om. Lillepigen er kommet ud sund og rask, så ser jeg ingen grund til at hænge mere i det.
Nu er hun så sur igen over at hun ikke ser lillepigen nok! Hun har nu altså været den der har set hendes oftest af vores familie, men vi har valgt at trække os en smule tilbage, for at give ro til barnet da hun har haft mange maveproblemer. Og ærligt talt magter vi ikke at skulle “passe” familien når det er vigtigst at passe på hende. Min familie er heller ikke ren blomsterfamilie men vi respekterer hinandends ønsker.
Men svigermor har ringet stortudende til min kæreste omkring at hun ikke ser barnebarnet da jeg ikke kan lide hende. (Der har jeg nu aldrig sagt). Men synes ikke jeg/vi har været særligt godt behandlet… Desværre har han bare prøvet at stryge hende med hårene for at undgå konflikt. Men jeg magter ærligt talt ikke mere! Hun styrer folk som små hånddukker og bliver hun ikke strøget med hårene så tuder hun eller skælder ud. Jeg har sagt til min kæreste at han må vælge mellem sin Mor eller mig og vores datter. Jeg ved det er strengt når det ikke er ham der er problemet, men jeg magter ikke hans Mor’s evige kriser og skandaler! Jeg er ked af det hver eneste dag, og det går udover min stakkels datter som jo kan mærke der er noget galt mellem os. Jeg har sagt at enten gør han op med hende eller også må han flytte. Jeg kræver som det mindste at jeg ikke længere har noget med hans familie at gøre for det er mit liv for kort til -alle de skandaler.

Og straks er søsteren hurtig på aftrækkeren til at ‘sætte mig på plads’ men kun over facebook. Så igen har jeg bare fået nok og gider ikke bruge tiden på det. Det er fint hans søster og mor har ‘haden’ til mig at knytte bånd sammen over, men det må stå for deres egen regning.
Er det uretfærdigt af mig at sige sådan? Hvad skal jeg gøre? Er det ok at så at sige jeg ikke gider dem mere? Hvad skal og kan jeg forvente og forlange af min kæreste??? (Han siger han vælger mig, men kan man leve sådan? Og vil han så altid bære nag til mig?)

Måske det også er relevant at notere at jeg har fået mange ‘hug’ fra svigermor mht lillepigen; Hun har bla. spurgt mig om jeg er bange for hende når hun græder, hvor jeg blot svarede selvfølgelig ikke babyer græder jo hvordan skulle de ellers kommunikere. Og så var hun lidt længe om at falde i søvn under et besøg hos dem (der var meget larm og hundegøen) hvor hun så siger ‘Jeg vil så gerne lære dig hvordan du får hende til at sove’ som om vi ikke selv har kunnet få hende til at sove i de to måneder og sidst men ikke mindst overvågede hun min kæreste og jeg som en høg hele tiden som om vi nu ikke gjorde det ordentligt… Vi er også blevet enige om at udskyde barnedåben nu hun skal være på krigsstien igen og der er overraskende mange fra min kærestes familie der ikke kunne komme den dag vi havde planlagt… Hun taler også umådeligt grimt om sin egen mor som jo er en ældre dame og omtaler hende som ‘dum’ men efter hendes behandling af mig og os kunne man måske tro æblet ikke faldt så langt fra stammen 😉 Er det mig der skal handle anderledes? Håber i vil hjælpe og råde min lille familie.

Kære den bekymrede gravide
Tak for din mail hvor du beskriver det at tackle sin svigermor. Det ser ud til, at du er blevet belemret med en pågående en af slagsen. Du skriver, at hvis hun ikke bliver strøget med hårene, så begynder hun at hyle og skælde ud. Hun er god til at lave skandale. Føler sig overset og tilsidesat når I har givet signal om, at der skal være ro om barnet efter en hård fødsel evt kolik og alle de ting, der skal køre, når en nyfødt er ankommet i familien.

Du har så i desperation givet din mand et ultimatum. Han har valget mellem sin mor eller dig og den nyfødte. Det gør du, fordi du er træt af, at han gyde olie på vandene og taler med sin mor.

Jeg synes, at det er ”dumt” af dig at gøre sådan. Din mand er garanteret en rigtig sød fyr, som gerne vil være rummelig og forsøge at finde nogle løsninger og muligheder, således at I alle sammen kan være i stue sammen. Når du så sætter ham overfor et sådant ultimatum, så kommer han i krydsild. Den, han elsker mest, skyder ligeså voldsomt på ham, som der bliver skudt på dig fra hans mor. Det du gør, det er ikke bedre end hans mor gør. Det er samme bolledej. Det hører med til rollen som god mor, at det også er vigtigt at være en god konfliktløser, at være tålmodig, forsøge at forstå, at sætte sig ud over småting og irritationer, der ellers kan ødelægge mere end det behøver, hvis det ikke kan tages med et gran salt. I stedet for at blæse hovedet af din mand, skulle du tale med ham som din nærmeste ven og allierede, således at I sammen kunne finde ud af, hvad I skal gøre. Lyt til hinanden. Hold mund når den anden siger noget!

På længere sigt vil det vise sig at være kanon god ide at have både svigerinde og farmor og være venner med dem og på mere end talefod. Jeres barn har godt af at lære hele sin familie at kende og knytte sig til dem. Det kan også være at din mand og dig på et tidspunkt skal i byen og pleje jeres forhold med en romantisk aften, og så er det godt at have babysittere ved hånden.

Held og lykke med det hele og skriv gerne herind igen
De bedste hilsener
Pelle Larsson

Jeg er 19 og elsker en på 14.

Jeg er 19 og elsker en på 14.

Jeg sidder i et dilemma, som jeg har behov for at dele med andre, jeg opdagede bloggen her ved et tilfælde og tænkte, at du/I måske kunne give mig nogle råd.
Jeg er 19, og der er en pige på 14, som jeg rigtig godt kan lide, og jeg er rimelig sikker på at følelserne er gengældt, problematikken her er bare, at jeg på den ene side syntes hun er for ung til mig, men samtidig kan man jo sige “pyt med det”.
Det er nok bedst at smide kærlighedstanken væk, men det kan jeg bare ikke sådan uden videre, fordi jeg elsker jo hendes personlighed og identitet.
Vi har en del tilfælles og har rigtig meget at snakke om og belære hinanden i, men normerne stiller sig i vejen her “aldersforskellen”.
Et kærlighedsforhold er jo langtfra sex alene, så jeg mener sagtens jeg kunne have et forhold med hende, hvor vi ikke havde samleje de første 1-2år.
Det er jo vigtigt at hun er klar og at have samleje med en under 15 er jo kriminelt, uanset om modparten gerne vil.
Endvidere bor hun kun 20km fra mig, så transportsmæssigt kunne det næsten ikke være bedre. Hun virker for mig meget moden og ligner en på 16, men jae … Det ændrer jo ikke på realiteten.
Så for at afslutte mit indlæg, det at være forelsket i en under den seksuelle lavalder ville betyde at mine forældre ville gå “amok” og min omgangskreds og folkene fra mit gymnasium ville højt sandsynligt se på mig, med foragt, og dernæst kommer falske rygter og løgne der spredes hurtigere end aids i den tredje verden.
Til sidst vil jeg gerne kraftigt understrege, at jeg på ingen måde er pædofil og det her er første gang, at følelserne tilfalder en yngre dame.

Håber du/I kan svare på mine problemstillinger ^^

Kære Unge mand på 19

Tak for din mail. Det er da spændende at læse om dit dilemma. Du er 19 år og er faldet for en pige på 14 år. Aldersforskellen på 5 år er ikke optimalt, du vil nok komme til at savne et modspil fra en jævnaldrende på et tidspunkt. Senere hen vil det måske udligne sig selv.

Jeg synes, at dine overvejelser omkring at hun er mindreårig etc er meget fine, og du er rigtig hensynsfuld og sød. Der er vel ikke noget i vejen for, at du er en god ven for hende, hjælper hende med lektierne og snakker lidt med hende. Pludselig kan der ske det, at enten hun eller du får andre interesser, eller I vokser fra hinanden, og så er det jo lige til. Der kan også ske det, at I bliver endnu mere glade for hinanden i løbet af nogle år og relationen bliver stærkere, og du har hele tiden vist dig som en sand gentleman, og så har du gode kort på hånden til et egentlig forhold.

Held og lykke med det og god fornøjelse.
De bedste hilsner
Pelle Larsson

Vi er uenige om opdragelsen

Jeg er ved at blive vanvittig over min uopdragne søn Elias, og min samlever Claus gør intet.

Claus opdrager som hans mor mener bedst (hvilket kommer til udtryk i jævnlige stikpiller fra hans mor, hvor hun siger, at vi opdrager Elias forkert, hun blander sig en del), Claus mor er pædagog, og derfor synes Claus det er ok at hun blander sig, da hun har haft med børn at gøre i flere år, og derfor ved bedre end os forældre. Jeg har desværre ikke min mor som jeg kan spørge, så står ret alene med mine holdninger.
Claus har 2 brødre, som alle er gode milde stille og artige drenge i dag (den yngste kan til tider være ret uopdragen overfor sine forældre.) P.s. han bor hjemme ved sine forældre i weekenden, for så kan han få gratis mad, og så kan hans mor også lige ordne alt hans vasketøj. Eks. Kan han finde på at sige: hvorfor er der aldrig en skid i det her køleskab eller du fatter heller ikke en skid eller hvor helvede er min skjorte henne mv., de siger ikke noget til at han står og sviner dem til, for han jo den yngste – lille pus), men de er ikke kriminelle, tager ikke stoffer, har et arbejde mv. De har aldrig det med at ”straffe” sine børn eller brugt konsekvens, hvis de ikke har hørt efter, det har ikke været nødvendigt. En politimand har engang udtalt, at han synes det var imponerende, at Claus mor Tulle og far Keld kunne opdrage 3 drenge så godt, han har aldrig set noget lignende.
Tulle har en god hukommelse, og hendes drenge har altid været søde som små. Hvilket jeg ikke tror på, man kan som regel altid kun huske det gode og ikke omvendt, men det er jo nok også bare mig der er fra forstanden.
Min opdragelse er lidt strengere, som Claus siger, militæragtig (ret overdrevet), han er meget imod mine principper og min måde at gøre tingene på.
Er alle børn ens, og skal de opdrages ens? Eller kan der være forskel på gener (mine gener), så man ikke kan sammenligne børn og opdragelse?
Elias 3 år (meget temperamentsfuld dreng – hvilket han har fra moren):
Claus synes, at det er ok, at Elias spiser ost og smør forinden brødet (hvortil han har smør og ost i hele hovedet), i stedet for at han skal tage bidder af rundstykket, som jeg mener, at han skal. Hvem har ret?
Elias står op, og han siger, at han gerne vil have noget yoghurt, Claus spørger om han ikke hellere vil vente til vi skal have rundstykker om lidt, nej det vil han ikke, han vil have yoghurt nu. Det får han, og han tager et par mundfulde… Da vi gør klar til rundstykker, fortryder han og vil ikke have yoghurt alligevel, men han vil have et rundstykke. Stod det til Claus, så fik han bare et rundstykke, og så pyt med yoghurten. Jeg mener modsat, nemlig at Elias skal spise yoghurten (eller noget af den) før han kan få et rundstykke, således, at han lærer, at der er ”konsekvens” bag ordene. Hvem har ret?
Elias hopper på trampolin, og Claus kommer hen og holder ham i hånden, mens han hopper, efter 5 min siger Claus til Elias, at nu skal han hoppe lidt selv, Elias flipper helt ud, fordi Claus ikke vil holde ham i hænderne mere, så for at få ro siger Claus; ”hvis du hopper lidt selv, så får du en is”. Hvis du spørger mig, så er det ret usmart at Claus lokker med slik, så vil jeg mene, at det var bedre, at Elias skreg indtil han fandt ud af at det ikke nyttede noget. Hvem har ret?
Vi bor i et boligkompleks, hvor der bor andre mennesker, andre mennesker at tage hensyn til, og derfor vil jeg IKKE have at Elias råber op flere gange, af 2-7 minutters varighed, så hvis han ikke stopper med at råbe, når jeg har bedt ham om det, så kommer han ind, slut med at være ude. Men hvis det havde været hans far, så får han bare lov til at råbe uden konsekvens. Hvem har ret?
Elias kan ikke lege selv, han er mest tryg ved en voksen lige ved siden af ham, hverken udenfor i haven eller inde på hans værelse kan han lege selv, konstant kalder han på os (mest sin far). Claus svarer næsten hver gang, og kommer rendende som sådan en lille hund, Elias ved det. Claus opfordrer ham ikke til at gøre noget selv, såsom at sætte en leg i gang eller andet. Jeg mener det er vigtigt for Elias udvikling, at han kan lege selv, og at man derfor ikke skal komme rendende hele tiden. Hvem har ret?
Jeg ved godt at en dreng på 3 år snakker meget, og det skal der være plads til, men skal der ikke også være plads til vi andre, når der spises aftensmad ude i byen eller er det ok, at det hele drejer sig om Elias? Elias gør alt hvad han kan for at han får alt opmærksomheden hele tiden, faren tror dog ikke, at det er bevidst at Elias snakker uafbrudt og spørger om det samme 10 gange, han afbryder os andre og fylder det hele. Det mener jeg er forkert, han skal have lov til at snakke, men han skal også have forståelsen af hvornår det er nok, og vi andre også skal have lov til at snakke. Hvem har ret? Claus har ofte været træt af hans niece fordi hun fylder meget, når vi er samlet, alle de gange han har brokket sig over hende. Nu gør hans egen søn det samme, men det kan han sjovt nok ikke se.
Claus mener heller ikke, at Elias er stor nok til at forstå, at man skal sidde pænt ved bordet, når man spiser. Hvis det stod til Claus, så betød det ikke noget, hvis Elias havde fingrene nede i al slags mad, han mener at Elias stadig har alderen hvor han har behov for at føle sig frem, så pyt med at Elias har mad i hele hovedet, i håret, på tøjet, på gulvet. Han synes det er ok, at Elias sidder og gurgler i hans vand, eller sidder med hånden nede i hans kop. Modsat mig. Jeg synes, at hans skal begynde at sidde pænt og gøre ting rigtigt ved bordet. Hvem har ret?
Selvom det er imod Claus principper at ”straffe” og have konsekvens overfor Elias, så har vi I en lang periode har vi brugt sengen som ”straf”, det synes vi begge er forkert, da han jo ikke skal forbinde sin seng med ”straf”. I stedet beslutter vi at placere ham i en højstol (så kan han ikke løbe nogen steder, og han kan ikke vælte den), med hovedet mod væggen, og så kan han sidde der og sunde sig og komme til fornuft. Men det glemmer faren hurtigt, og Elias gør som det passer ham. Hvem har ret?
Da Elias var 2 ½, sagde jeg til Claus, at Elias ikke længere behøvede at have 10 sutter i sin seng, men kun en, så ville han have nemmere ved at slippe sutten, når han skulle i børnehave. Han synes jeg var mega urimelig og led, og at det var synd for Elias. Nu har Elias været ved tandlæge, og hun rådede os til at Elias stoppede med at bruge sut. Jeg får først accept på det jeg siger, når der har været offentlige instanser ind over…..
Elias har i en lang periode fået vand om natten, troede det var det bedste for ham, indtil at jeg en dag mener det modsatte. Jeg er sikker på, at Elias blev bevidst om det, og han fik derfor opmærksomhed ved at bede om vand om natten (1-4 gange). Claus synes jeg er mega led, indtil min sundhedsplejerske siger det samme som mig. Claus er i et dilemma, fordi hans mor siger, at Elias skal have alt det vand som han beder om….
Det store problem i alt det her, at vi er totalt uenige om opdragelsen, det er et mareridt. Jeg kan ikke holde ud at gå op af Elias, fordi han er konstant irriterende. Han sætter Claus og mig op imod hinanden, han har da luret, at vi ikke er enige, og det udnytter han, så der rigtig kan komme rav i gaden. Elias han fylder så meget, at vi andre ikke kan være der.

Håber du kan hjælpe mig.
Mvh. Gitte

Kære Gitte tak for din mail, hvor du beskriver opdragelsen og det, der følger med på en meget interessant og medrivende måde. Du beskriver en række episoder med din 3-årige søn, og den måde som du og sin mand tackler det på. Du overlader det så til mig, at afgøre hvad der er rigtigt og forkert. Jeg vil hellere svare på om det er rimeligt og fornuftigt og etisk og sådanne ting. Det er jo Jer selv, der skal finde ud af det i det daglige med hinanden og drengen.

Til det første spørgsmål. Nej, jeg synes ikke at alle børn er ens og skal opdrages ens. Der må gerne være forskel. Det er heller ikke sådan at forældre absolut skal danne en enig og fuldstændig skudsikker front mod det lille barn, sådan at det kan mærke, hvem der bestemmer og har magten. I en hvis udstrækning må der gerne være en forskel på normerne hos forældrene, det er fint, at der er forskellige normer og grænser, som man som barn kan forholde sig til. Her er det tilfældigvis faderen, der har haft en fri opvækst med fri opdragelse og højt til loftet og en moder, som er blevet holdt i lidt mere stramme tøjler. Der er jo ikke noget af det, der er forkert. Det er fint nok!

På spørgsmålet om det er i orden at ost og smør kommer i hovedet før det kommer på brødet, tænker jeg, at drengen er i en fase, hvor alting stadig skal undersøges. Du kan ikke forvente at drengen på 3 år sidder korrekt på stolen og indtager måltidet efter alle kunstens regler, men det vil komme efterhånden med lidt konstruktiv guidening. Hav en voksdug under hans stol. Hav en serviet til at tørre ham om munden. Hvis ham hvordan du selv gør, når du tager ost på rundstykket. Hav tålmodighed.

Om man skal spise yougurten før man tager rundstykket? Tja…bum bum! Forestil dig at du er til en morgen buffet på et fem stjernet hotel, og du er skrup sulten. Du tager blødkogt æg, du tager juice og yougurt, du tager rundstykkerne, både de grove og fine, du tager flere forskellige slags oste og frugt, og du går på jagt i de spændende fade efter noget, du ikke har smagt før. Men du springer bacon og cocktail pølserne over, for det feder. Du har det hele på en gang på flere tallerkner, du spiser det vel ikke i en bestemt snorlige rækkefølge men sådan efter lyst. Det er heller ikke sikkert at du spiser op. Du levner vel en del. Det er sådan måltidet er! Det skal helst være lystbetonet. Du skal have det godt, når du spiser, det skal føles dejligt. Det skal ikke være en pestilens at komme igennem….fy skamme er ikke sjovt.

Nej, jeg synes ikke, at det er smart at drengen står og råber uden for højt, men igen han eksperimenterer med sin stemme, undersøger den, det kan være at han en dag bliver operasanger. Hvis han ikke får lov til a eksperimentere med det, så finder han jo aldrig ud af det. Så tag ham ud til havet og råb af alle sine lungers kraft til bølgerne og havet! Og det er. Fint hvis drengen kan lære at hoppe på trampolinen selv, men det er jo også hængende og en smule farligt og det er godt at have en voksen i nærheden.

Jeg tænker, at han nok skal få lært at lege selv, når han bliver lidt større. Det skal nok komme. Jeg synes, at du skal være glad for at du har en så tålmodig og rar far, der hjælper sønnen, når han leger i den alder, han har. Det var der nemlig mange fædre før i tiden som ikke gjorde, og det var ikke rart for sønner at opleve, at far aldrig kom, men bare sad og læste avis.

Du kan ikke forlange af sønnen at han skal sidde pænt ved bordet og tie stille, når de voksne konverserer. Det kan ikke lade sig gøre. Så lad ham spise og så ned og leg på gulvet ved siden af Jer.

Skammekrog er gammeldags og duer ikke i en moderne opdragelse.

Det er jo fint nok at være tørstig og få det, som man som lilledreng har behov for. Men man kan jo også få dårlige vaner, som det kan være svært at vende sig af med igen.

Jeg kan godt godt se, at det kan være svært for Jer to at blive enige om, hvad der gælder, når I har et så forskelligt udgangspunkt og menneskesyn pga den opdragelse, som I selv har fået. Jeg vil give din mand ret i det meste her, tror jeg. Jeg tror, at din mand er en sød og betænksom mand, der har masser af omsorg og kærlighed til sin søn. Men I har da noget I skal have talt igennem sammen, for det virker også som om, at I supplerer hinanden rigtig fint på den måde, at der hvor du synes, at din mand er for slap, der kan du stramme op og omvendt. Det er faktisk slet ikke så tosset som makkerpar.

God fornøjelse og skriv gerne herind igen.
De bedste hilsner
Pelle Larsson

Vi er uenige om opdragelsen

Jeg er ved at blive vanvittig over min uopdragne søn Elias, og min samlever Claus gør intet.

Claus opdrager som hans mor mener bedst (hvilket kommer til udtryk i jævnlige stikpiller fra hans mor, hvor hun siger, at vi opdrager Elias forkert, hun blander sig en del), Claus mor er pædagog, og derfor synes Claus det er ok at hun blander sig, da hun har haft med børn at gøre i flere år, og derfor ved bedre end os forældre. Jeg har desværre ikke min mor som jeg kan spørge, så står ret alene med mine holdninger.
Claus har 2 brødre, som alle er gode milde stille og artige drenge i dag (den yngste kan til tider være ret uopdragen overfor sine forældre.) P.s. han bor hjemme ved sine forældre i weekenden, for så kan han få gratis mad, og så kan hans mor også lige ordne alt hans vasketøj. Eks. Kan han finde på at sige: hvorfor er der aldrig en skid i det her køleskab eller du fatter heller ikke en skid eller hvor helvede er min skjorte henne mv., de siger ikke noget til at han står og sviner dem til, for han jo den yngste – lille pus), men de er ikke kriminelle, tager ikke stoffer, har et arbejde mv. De har aldrig det med at ”straffe” sine børn eller brugt konsekvens, hvis de ikke har hørt efter, det har ikke været nødvendigt. En politimand har engang udtalt, at han synes det var imponerende, at Claus mor Tulle og far Keld kunne opdrage 3 drenge så godt, han har aldrig set noget lignende.
Tulle har en god hukommelse, og hendes drenge har altid været søde som små. Hvilket jeg ikke tror på, man kan som regel altid kun huske det gode og ikke omvendt, men det er jo nok også bare mig der er fra forstanden.
Min opdragelse er lidt strengere, som Claus siger, militæragtig (ret overdrevet), han er meget imod mine principper og min måde at gøre tingene på.
Er alle børn ens, og skal de opdrages ens? Eller kan der være forskel på gener (mine gener), så man ikke kan sammenligne børn og opdragelse?
Elias 3 år (meget temperamentsfuld dreng – hvilket han har fra moren):
Claus synes, at det er ok, at Elias spiser ost og smør forinden brødet (hvortil han har smør og ost i hele hovedet), i stedet for at han skal tage bidder af rundstykket, som jeg mener, at han skal. Hvem har ret?
Elias står op, og han siger, at han gerne vil have noget yoghurt, Claus spørger om han ikke hellere vil vente til vi skal have rundstykker om lidt, nej det vil han ikke, han vil have yoghurt nu. Det får han, og han tager et par mundfulde… Da vi gør klar til rundstykker, fortryder han og vil ikke have yoghurt alligevel, men han vil have et rundstykke. Stod det til Claus, så fik han bare et rundstykke, og så pyt med yoghurten. Jeg mener modsat, nemlig at Elias skal spise yoghurten (eller noget af den) før han kan få et rundstykke, således, at han lærer, at der er ”konsekvens” bag ordene. Hvem har ret?
Elias hopper på trampolin, og Claus kommer hen og holder ham i hånden, mens han hopper, efter 5 min siger Claus til Elias, at nu skal han hoppe lidt selv, Elias flipper helt ud, fordi Claus ikke vil holde ham i hænderne mere, så for at få ro siger Claus; ”hvis du hopper lidt selv, så får du en is”. Hvis du spørger mig, så er det ret usmart at Claus lokker med slik, så vil jeg mene, at det var bedre, at Elias skreg indtil han fandt ud af at det ikke nyttede noget. Hvem har ret?
Vi bor i et boligkompleks, hvor der bor andre mennesker, andre mennesker at tage hensyn til, og derfor vil jeg IKKE have at Elias råber op flere gange, af 2-7 minutters varighed, så hvis han ikke stopper med at råbe, når jeg har bedt ham om det, så kommer han ind, slut med at være ude. Men hvis det havde været hans far, så får han bare lov til at råbe uden konsekvens. Hvem har ret?
Elias kan ikke lege selv, han er mest tryg ved en voksen lige ved siden af ham, hverken udenfor i haven eller inde på hans værelse kan han lege selv, konstant kalder han på os (mest sin far). Claus svarer næsten hver gang, og kommer rendende som sådan en lille hund, Elias ved det. Claus opfordrer ham ikke til at gøre noget selv, såsom at sætte en leg i gang eller andet. Jeg mener det er vigtigt for Elias udvikling, at han kan lege selv, og at man derfor ikke skal komme rendende hele tiden. Hvem har ret?
Jeg ved godt at en dreng på 3 år snakker meget, og det skal der være plads til, men skal der ikke også være plads til vi andre, når der spises aftensmad ude i byen eller er det ok, at det hele drejer sig om Elias? Elias gør alt hvad han kan for at han får alt opmærksomheden hele tiden, faren tror dog ikke, at det er bevidst at Elias snakker uafbrudt og spørger om det samme 10 gange, han afbryder os andre og fylder det hele. Det mener jeg er forkert, han skal have lov til at snakke, men han skal også have forståelsen af hvornår det er nok, og vi andre også skal have lov til at snakke. Hvem har ret? Claus har ofte været træt af hans niece fordi hun fylder meget, når vi er samlet, alle de gange han har brokket sig over hende. Nu gør hans egen søn det samme, men det kan han sjovt nok ikke se.
Claus mener heller ikke, at Elias er stor nok til at forstå, at man skal sidde pænt ved bordet, når man spiser. Hvis det stod til Claus, så betød det ikke noget, hvis Elias havde fingrene nede i al slags mad, han mener at Elias stadig har alderen hvor han har behov for at føle sig frem, så pyt med at Elias har mad i hele hovedet, i håret, på tøjet, på gulvet. Han synes det er ok, at Elias sidder og gurgler i hans vand, eller sidder med hånden nede i hans kop. Modsat mig. Jeg synes, at hans skal begynde at sidde pænt og gøre ting rigtigt ved bordet. Hvem har ret?
Selvom det er imod Claus principper at ”straffe” og have konsekvens overfor Elias, så har vi I en lang periode har vi brugt sengen som ”straf”, det synes vi begge er forkert, da han jo ikke skal forbinde sin seng med ”straf”. I stedet beslutter vi at placere ham i en højstol (så kan han ikke løbe nogen steder, og han kan ikke vælte den), med hovedet mod væggen, og så kan han sidde der og sunde sig og komme til fornuft. Men det glemmer faren hurtigt, og Elias gør som det passer ham. Hvem har ret?
Da Elias var 2 ½, sagde jeg til Claus, at Elias ikke længere behøvede at have 10 sutter i sin seng, men kun en, så ville han have nemmere ved at slippe sutten, når han skulle i børnehave. Han synes jeg var mega urimelig og led, og at det var synd for Elias. Nu har Elias været ved tandlæge, og hun rådede os til at Elias stoppede med at bruge sut. Jeg får først accept på det jeg siger, når der har været offentlige instanser ind over…..
Elias har i en lang periode fået vand om natten, troede det var det bedste for ham, indtil at jeg en dag mener det modsatte. Jeg er sikker på, at Elias blev bevidst om det, og han fik derfor opmærksomhed ved at bede om vand om natten (1-4 gange). Claus synes jeg er mega led, indtil min sundhedsplejerske siger det samme som mig. Claus er i et dilemma, fordi hans mor siger, at Elias skal have alt det vand som han beder om….
Det store problem i alt det her, at vi er totalt uenige om opdragelsen, det er et mareridt. Jeg kan ikke holde ud at gå op af Elias, fordi han er konstant irriterende. Han sætter Claus og mig op imod hinanden, han har da luret, at vi ikke er enige, og det udnytter han, så der rigtig kan komme rav i gaden. Elias han fylder så meget, at vi andre ikke kan være der.

Håber du kan hjælpe mig.
Mvh. Gitte

Kære Gitte tak for din mail, hvor du beskriver opdragelsen og det, der følger med på en meget interessant og medrivende måde. Du beskriver en række episoder med din 3-årige søn, og den måde som du og sin mand tackler det på. Du overlader det så til mig, at afgøre hvad der er rigtigt og forkert. Jeg vil hellere svare på om det er rimeligt og fornuftigt og etisk og sådanne ting. Det er jo Jer selv, der skal finde ud af det i det daglige med hinanden og drengen.

Til det første spørgsmål. Nej, jeg synes ikke at alle børn er ens og skal opdrages ens. Der må gerne være forskel. Det er heller ikke sådan at forældre absolut skal danne en enig og fuldstændig skudsikker front mod det lille barn, sådan at det kan mærke, hvem der bestemmer og har magten. I en hvis udstrækning må der gerne være en forskel på normerne hos forældrene, det er fint, at der er forskellige normer og grænser, som man som barn kan forholde sig til. Her er det tilfældigvis faderen, der har haft en fri opvækst med fri opdragelse og højt til loftet og en moder, som er blevet holdt i lidt mere stramme tøjler. Der er jo ikke noget af det, der er forkert. Det er fint nok!

På spørgsmålet om det er i orden at ost og smør kommer i hovedet før det kommer på brødet, tænker jeg, at drengen er i en fase, hvor alting stadig skal undersøges. Du kan ikke forvente at drengen på 3 år sidder korrekt på stolen og indtager måltidet efter alle kunstens regler, men det vil komme efterhånden med lidt konstruktiv guidening. Hav en voksdug under hans stol. Hav en serviet til at tørre ham om munden. Hvis ham hvordan du selv gør, når du tager ost på rundstykket. Hav tålmodighed.

Om man skal spise yougurten før man tager rundstykket? Tja…bum bum! Forestil dig at du er til en morgen buffet på et fem stjernet hotel, og du er skrup sulten. Du tager blødkogt æg, du tager juice og yougurt, du tager rundstykkerne, både de grove og fine, du tager flere forskellige slags oste og frugt, og du går på jagt i de spændende fade efter noget, du ikke har smagt før. Men du springer bacon og cocktail pølserne over, for det feder. Du har det hele på en gang på flere tallerkner, du spiser det vel ikke i en bestemt snorlige rækkefølge men sådan efter lyst. Det er heller ikke sikkert at du spiser op. Du levner vel en del. Det er sådan måltidet er! Det skal helst være lystbetonet. Du skal have det godt, når du spiser, det skal føles dejligt. Det skal ikke være en pestilens at komme igennem….fy skamme er ikke sjovt.

Nej, jeg synes ikke, at det er smart at drengen står og råber uden for højt, men igen han eksperimenterer med sin stemme, undersøger den, det kan være at han en dag bliver operasanger. Hvis han ikke får lov til a eksperimentere med det, så finder han jo aldrig ud af det. Så tag ham ud til havet og råb af alle sine lungers kraft til bølgerne og havet! Og det er. Fint hvis drengen kan lære at hoppe på trampolinen selv, men det er jo også hængende og en smule farligt og det er godt at have en voksen i nærheden.

Jeg tænker, at han nok skal få lært at lege selv, når han bliver lidt større. Det skal nok komme. Jeg synes, at du skal være glad for at du har en så tålmodig og rar far, der hjælper sønnen, når han leger i den alder, han har. Det var der nemlig mange fædre før i tiden som ikke gjorde, og det var ikke rart for sønner at opleve, at far aldrig kom, men bare sad og læste avis.

Du kan ikke forlange af sønnen at han skal sidde pænt ved bordet og tie stille, når de voksne konverserer. Det kan ikke lade sig gøre. Så lad ham spise og så ned og leg på gulvet ved siden af Jer.

Skammekrog er gammeldags og duer ikke i en moderne opdragelse.

Det er jo fint nok at være tørstig og få det, som man som lilledreng har behov for. Men man kan jo også få dårlige vaner, som det kan være svært at vende sig af med igen.

Jeg kan godt godt se, at det kan være svært for Jer to at blive enige om, hvad der gælder, når I har et så forskelligt udgangspunkt og menneskesyn pga den opdragelse, som I selv har fået. Jeg vil give din mand ret i det meste her, tror jeg. Jeg tror, at din mand er en sød og betænksom mand, der har masser af omsorg og kærlighed til sin søn. Men I har da noget I skal have talt igennem sammen, for det virker også som om, at I supplerer hinanden rigtig fint på den måde, at der hvor du synes, at din mand er for slap, der kan du stramme op og omvendt. Det er faktisk slet ikke så tosset som makkerpar.

God fornøjelse og skriv gerne herind igen.
De bedste hilsner
Pelle Larsson