Tal med din psykolog om det igen

 

Hej mit navn er Thomas og jeg har et spørgsmål vedrørende min datter på 9 år.

jeg har forelsket min og gennem kortere eller længere til været sammen med min kollege som samtidig har en søn i min datters klasse, jeg døjer selv med en depration lige nu og går det min egen psygolog, hun har anbefalet mig ikke at se min kollega og at dette her vil være rigtig dårligt får min datter, jeg har 2 piger og de kender min kollega på flere måder, hun er danse og gymnastik underviser i vores gymnastik forening så de ser hende også der igennem, der er ikke nogle af pigerne der kender til mit forhenværende forhold til hende.

men er det virklig et så stort problem at vi har børn i samme klasse og er der virklig ikke noget vi kan gøre.

Mvh Thomas

Svar:

Hej Thomas

Tal med din psykolog om det igen. Det er smertefuldt at afstå fra kontakt til en kvinde du er forelsket i. Og tillykke med, at du har tanke for hvad der er godt for dine børn. Tag det du har skrevet her med til din psykolog og læs det op for hende, så hun forstår hvor svært dette her stadigvæk er for dig.

Med venlig hilsen Torben

Individualitet og Fællesskab

Jeg er en pige på 15 år, der er ekstremt forvirret over mit liv for tiden. Jeg tænker HELE TIDEN. Faktisk hader jeg at være alene, fordi det er der, jeg tænker aller mest, men samtidig hader jeg også at være sammen med folk, der bare vil tale om nogle ligegyldige ting. Jeg er nemlig ikke den bedste smalltalker. Jeg er bedst til at snakke om bestemte emner eller diskutere ting.

I skolen er jeg klart kendt som 12-tals pigen, og det generer mig faktisk lidt på en måde. De andre i klassen synes, jeg virker selvglad, hvilket jeg godt forstår, fordi jeg ikke er bange for at vise, at jeg er klog. Men når det kommer til stykket, er jeg mega usikker på mig selv. Jeg kender ikke nogen større perfektionist end mig selv. Jeg tænker hele tiden på karakterer og på, hvad andre tænker om mig. Hvis der er sket en mindre episode, vender og drejer jeg den fra alle synsvinkler, indtil jeg giver op. Ærlig talt så tænker jeg hele tiden. Det er som om, der er en kommentator indbygget i min hjerne. De eneste tidspunkter, hvor jeg ikke tænker over noget er, når der sker noget virkelig sjovt, som jeg kan grine af og lige pludselig kommer i fjollehumør. Det er sindssygt stressende at have alle de tanker, for jeg føler aldrig, jeg kan give slip. Jeg vil så gerne tale med nogen i stedet for at “kommunikere med mig selv,” men jeg har ikke særlig mange at snakke med. Det skyldes nok, at jeg er mere moden end de fleste andre på min alder, og samtidig er de fleste unge også mest til smalltalk, bagtaleri eller at dele ting med hinanden på Facebook, hvor jeg er mere til at tale om nogle reelle ting og diskutere ting. Derfor kalder folk mig også tit en nørd, og det bliver jeg rigtig ked af – ikke fordi der er noget galt i at være en nørd, men de bruger ordet på en negativ måde, og de accepterer mig ikke.

Jeg er heller ikke meget for at indrømme det her, men jeg er nok meget pessimistisk, og det prøver jeg for alt i verden at skjule. Mine tætteste venner og familie siger nogle gange, at jeg er en lyseslukker og tænker for meget på problemer. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke vil være glad og grine, men for pokker hvor er det svært for mig. Især lige for tiden. Jeg føler mig alene, jeg føler mig anderledes, jeg føler mig forkert, og jeg forstår ikke mig selv. Jeg vil ikke sige, at jeg har meget dårlig selvtillid eller selvværd, for det synes jeg egentlig ikke, jeg har, men jeg er bare usikker på mig selv i forhold til sociale relationer, og hvordan jeg er som person. Ihhh, bare lige nu, når jeg skriver det her, føler jeg mig som en stor ballon, der er ved at springe. Jeg har så mange tanker. Jeg kunne skrive tusind ting, der bekymrer mig, men så ville det fylde ti sider i word. Puha… hvordan lærer jeg at slappe af? Hvordan kan jeg lære at snakke med andre på min alder uden at virke nørdet? Hvad kan jeg gøre ved alle mine tanker? Hvad kan jeg gøre ved min perfektionisme, pessimisme og usikkerhed? Skal jeg skjule min intelligens/klogskab? Det skræmmer jo bare folk, og så vil de ikke tale med mig. Jeg er virkelig så trist hele tiden, undtagen når der sker noget sjovt og fjollet. Så glemmer jeg ligesom alt det andet. Er jeg ved at blive deprimeret? For der er sgu ikke meget glæde i mit liv. Jeg ser sort på min fremtid, for jeg ønsker intet andet end at finde en person, jeg kan tale med på den måde, jeg vil tale med folk på. Faktisk har jeg fundet en. Problemet er bare, at han minder mig så meget om mig selv på nogle områder, at det skræmmer mig, og jeg tror slet ikke, han bryder sig om mig. Åh, hvad skal jeg gøre? Please hjælp mig. Også selvom jeg har skrevet så meget, at det sikkert er svært at overskue.

Hilsen den forvirrede pige.

 

 

Svar:

Kære forvirrede pige

Du tænker meget godt omkring det der er dit problem: At du ikke kan holde pause fra at tænke. Kun når noget sjovt sker omkring dig og dine klassekammerater underholder kan du slappe af. Er du mon selv sjov? Jeg forstår godt at du er klog, men det er som om, at fremfor at dele ud af din viden og indsigt så holder du den for dig selv fordi du synes de andre er for overfladiske. Taler om ligegyldige ting, er på Facebook mm.

Du er mere moden end de andre, skriver du. Det kan da godt være at du er længere fremme hvad boglige færdigheder angår, men når det gælder fællesskabet med de andre i klassen er du ikke mere moden. Snak med klassekammeraterne, du gør det måske allerede mere end du tror, men er måske ikke helt klar over det, og prøv ikke at gå helt så meget op i at få 12 taller. Hvad er forkert med enkelte 7 taller! Du skriver også at du ikke kan holde dig tilbage fra at vise de andre hvor klog du er, men samtidigt med er du usikker indeni. Som du kan se er der modstridende stemmer/’kommentatorer’ i dig. Lyseslukker, pessimistisk, siger familie og venner, og du føler dig alene. Det føles ikke godt og det kan sætte sig fast og du kan blive mere ked af det hvis du ikke beslutter dig for at blive en del af fællesskabet.  Gør noget sammen med ham din ven som du ellers ikke ville have gjort. Gå en tur, spil noget musik sammen, gå i biografen eller i svømmehallen sammen. Gør noget du ikke ellers ville have gjort. Det kan være at du bliver positivt overrasket over hvor dejligt det er at slappe af for tankerne, og at der er andet end at tænke der har værdi. Det kan virke som du er bange for at miste noget hvis du ikke tænkte. Men tanker bliver ikke dårligere af at blive sat på ’stand by’. Tværtimod! De vender endnu skarpere tilbage. Du faktisk godt kan slippe af med tankerne på adskillige måder! Løb en tur, dyrk et holdspil (volleyball) eks., og prøv at være lidt mere nysgerrig på det de andre piger og drenge foretager sig. De er ikke kun snæversynede og tankeløse. Og de har måske flere strenge at spille på end du tror, men er ikke så specialiseret og ”nørdet”, som du tror de oplever dig.

Når det er sagt, så er det tydeligt, at du har en stor interesse i og  talent for at tænke. Du gør det spontant og skal nærmest tvinge dig selv til at tage en pause. Jeg synes det ville være en god ide hvis du udenfor skoletid meldte dig ind i en diskussionsklub der hvor du bor og hvor der også kommer voksne. Et sted hvor du kunne slibe dine argumenter og talegaver af og få et kvalificeret modspil. Eller/og en politisk forening hvor din interesse for seriøse emner der tilhører voksenlivet kunne udvikles.  Også her kunne du møde voksne og ligesindede.

Hvad med at skrive en tekst om et eller andet. Læserbreve til den lokale avis om noget som gør dig sur og skal laves om. Som du kan se er der mange måder du kan bruge dine gode unikke evner til gavn for børn som voksne i kommunen og i skolen. Hvad med skolebladet? De må have brug for unge som dig der seriøst brænder for noget.

Det er et problem at være optaget af en aktivitet som du er, at tænke er meget solitært/foregår alene, og så samtidigt føle sig ensom og udenfor fælleskabet. Du må finde en balance ellers bliver du ulykkelig. Det gælder både hvis du ikke får udfoldet dine individuelle evner og på samme tid ikke føler dig som en del af klassens fælleskab.

Tak for dit gode spørgsmål

Venlig hilsen Torben Lund

 

 

STOP!

Hej,

 

Mit navn er Cecilie og jeg er 18 år gammel.

Jeg har længe nu lidt af at jeg skal gøre de samme ting, det samme antal på begge hænder, fødder osv.

For eksempel hvis jeg rør noget med venstre hånd, skal jeg også gøre det med højre hånd, samme antal gange.

 

Dette har stort på længe nu.

 

Mvh. Cecilie.

 

Svar:

Kære Cecilie N.

Stop!

Hvorfor ikke stoppe nu! Er du bange for de tanker der dukker op, eller den uro du kan mærke eller at det hele bare føles tomt? Jeg formoder det er når du er alene, at trangen til at gentage bevægelserne opstår.                                                                                                                                                              

Hvor lang tid bruger du på disse ufrivillige handlinger. For det er det de er, er det rigtigt forstået? Hvornår startede det og hvorfor? Men det kan godt være svært at huske. Det er sikkert kommet langsomt, snigende, og uden du har tænkt over det.

Det kan måske sammenlignes med det at ryge, at man skal have en cigaret og hvis man ikke får det bliver man rastløs og pirrelig, og det ender med at man får abstinenser og bruger al sin opmærksomhed på at finde en måde at få en cigaret på. Det fylder det hele. Måske får du også abstinenser, hvis du stopper med at lave de ufrivillige bevægelser. Men det er ikke fysiske abstinenser, men ”kun” psykiske. Måske bliver du utryg eller angst et stykke tid, eller du ved ikke hvad du så skal foretage dig. Et forslag at vaske op eller løbe en tur eller andet praktisk hvor du bruger din krop på en anden måde.                                                                                                                                                                    Men det er nok tankerne der styrer de bevægelser du tilsyneladende ikke kan lade være med at gøre.

Det enkle råd, og bedste råd, er som sagt at holde op på en gang. En ’kold tyrker’. STOP! Du stopper helt, nu, med det samme! Men du kan også trappe gradvist ned og lave en pause mellem de bevægelser du skal gentage. Vent først 5 sekunder før du gentager bevægelsen i højre eller venstre side, så 10 sekunder og derefter 15 sekunder før du begynder at bevæge den modsatte arm/hånd. Gør så pauserne imellem gentagelserne længere og længere, og vær systematisk idet du noterer dig hvor lang pausen har været og hvor mange gange du har gentaget bevægelsen med denne pause/tidsforskydelse.

Metoden med at trappe langsomt ned har den risiko at du aldrig bryder mønstret, men at pauser mellem gentagelser blot bliver større og større. Og der er en fare for, at når du blíver ekstra stresset så kan du få tilbagefald til det gamle mønster. Det er ligesom dem der trapper ned med cigaretter men aldrig helt holder op med at ryge selvom det var målet. Og så begynder at ryge igen når de har alt for meget at lave.

Kontakt en god veninde eller tal med dine forældre, eller begge dele, og bed om hjælp til at stoppe. Det kan være du har brug for adspredelse hjemme og at tale om de tankler der dukker op undervejs. Det kan være du også skal lære at være alene. Det kan være at du føler dig ensom eller forladt når du sidder for dig selv.

Det kræver en beslutning at stoppe og du kan lave en aftale med en god ven og forældre om at kunne tale med dem, hvis du bliver bange for tomheden eller uroen.                                                                                            

NB: Der er ikke noget at være bange for, fordi det går over, og inden længe tænker du på noget andet og sjovere.

Valget er dit!

Med venlig hilsen Torben

Forskelle i psykiatriske diagnoser: Hvad er meningen?

Hej

Jeg er mor til en dejlig pige på 17 år som igennem det meste af hendes liv har haft vanskeligheder. Vi kom igennem psykiatrien Risskov slutningen af 2015 hvor hun var igennem en udredning på 4 gange besøg inden hun fik stillet diagnoserne sygdoms angst, og galariseret angst og problemer på det personlige. Kommunen fik herefter besked på der var disse problemer og der blev ikke lagt hjælp ind, nu har vi igen været igennem psykiatrien et år efter og nu har hun fået revet alle angst diagnoser fra sig efter en samtale og vi fik at vide det var vigtigt der blev sat hjælp ind da hun kunne udvikle en personlighedsforstyrrelse, hun fik de kliniske psykiatriske syndromer: f93.8 anden emotionel forstyrrelse fra barndommen og z73.1 accentuerede personlighedstræk og jeg har enormt svært ved at finde frem til hvad jeg skal forholde mig til, jeg følte det som en mavepuster at 2 forskellige psykiatrier kan have så vildt forskellig opfattelse af hvad med datter slogs med. Pt er det op til kommunen at sætte hjælp ind inden det er for sent og vi har desværre ikke gode erfaringer med dette. Hvad betyder de koder de har skrev angående personlighedstræk ovs. jeg er total i vildrede og de kunne ikke rigtig forklare sig så vi forstod hvad de indebar. Lige pt mener jeg selv min datter har voldsom angst men da jeg ikke er læge må jeg stole på de profisionelle, men det er svært at man får stillet 2 så forskellige ting. Håber i måske kan forklare

hilsen

en fortvivlet mor

svar

Kære sanne

Du har selv en opfattelse af hvad problemet er, og det skal du holde fast i. Men selvfølgelig viser din datter nogen reaktioner og følelser du ikke helt ved hvad betyder eller hvordan du skal reagere på.

Psykiaterne forstår tilsyneladende ikke at udtrykke sig klart. Og de siger noget forskelligt om den samme person med kun 1 års mellemrum. Så stor forandring kan der vel ikke ske på så forholdsvis kort tid.

Du skal have hjælp til at forstå det de skriver og den støtte de anbefaler. Og du skal også have mulighed for at fortælle om  dagliglivet med din datter og det liv i har haft sammen. Det er vigtigt at du får hjælp til at være en god nok moder for din datter med hendes problemer her og nu. Og det er ikke let at holde fast i hvordan du bedst reagerer, fordi din datter har de problemer hun har. Som moder kan du komme til at beskytte hende for meget, og/eller du lader dig påvirke negativt og viser hvor ked af det du er, fordi hun er angst og udelukket fra et almindeligt ungdomsliv.

Du skal gå op til socialforvaltningen med dit spørgsmål og mit svar til dig her i Psykologpostkassen. De skal hjælpe dig som psykiaterne har anbefalet. Har du ikke en bisidder du kan tage med. Det er lettere for en person som ikke er for personligt involveret at holde fast i nødvendige krav og behov.

Der kan også ske det, at du i samtalens løb med sagsbehandleren lader forstå, at det alligevel går meget godt i det daglige, og at det ikke altid er så slemt som psykiatrien skriver. Men det siger du fordi du har vænnet dig til situationen hjemme som ”normal” og ikke tør stille krav eller udfordre din datter på det der er svært. Du synes det er hårdt og utaknemmeligt at få rollen som den ”onde” moder, og vil allerhelst berolige og få din datter til at være glad. Det er svært når hun afviser dig i vrede eller bliver ulykkelig. Men det er ikke hensigtsmæssigt kun at bekræftige hende. Og det skal være en udefrakommende professionel person der skal konfrontere din datter med det der er svært og støtte hende i at udfordre sin angst bl.a. for at gå ud eller være sammen med andre.

Jeg kan ikke rådgive dig i forhold til diagnoserne som du refererer. Og det kræver en professionel fagligt indsigt at underbygge den behandling og støtte der skal til i jeres situation som familie og jeres datters hjælp behov.

Socialforvaltningen har sikkert en psykiatrisk konsulent tilknyttet, og han/hun må hjælpe dig og sagsbehandleren med at udrede hvad problemet er som psykiatrien ser det og hvad der skal gøres.

Jeg mener som udgangspunkt, at i begge to, din datter og dig, skal deltage i samtaler, men jeg har en fornemmelse af, at du måske ikke fortæller hele sandheden når din datter er tilstede, sandheden om hvor alvorlig situationen er hjemme og hvor belastende det er for dig. Du skal have mulighed for samtale alene med sagsbehandler, så alvoren går op for dem på forvaltningen.

Du må gerne skrive igen hvis du ikke får den hjælp du har behov for.

Med venlig hilsen Torben

Find glæden i aktivitet sammen

Hej, jeg har en problem med min søn som er 8.

Jeg blev skilt med hans far 4 år siden og fik en dejlig kæreste som han og jeg elsker meget. Dette år fik vi en pige, men det er længe før problemet opstod.

Han er meget distraheret og har ingen selv tillid, vi råber ikke ad ham, men taler om hvad er forkert og hvad er rigtigt. Nogle gange lytter han, men det meste af gange vil han ikke lytte, og han er blevet mobbet ret meget I skolen, men han er alligevel venner med dem som mobber ham, selv om vi siger at det er bedre at han ikke er venner med dem. Nogle gange er han meget træt af det hele, vi lytter meget til ham og gir’ ham råd, men problemet er at han ændrer sig ikke til det bedre.

Han er meget god I skolen, og han er en meget dygtig storebror, men han gør ikke hvad vi siger når det kommer til hans værelse som er meget rodet (vi hjælper til selvfølgelig) eller rengøringen. Hans far plejede at være ret hård ved ham, det er p.g.a det vi forlod ham.

Han bliver mere og mere distraheret og han dagdrømmer meget.

Vi har prøvet at være meget god ved ham, hård ved ham og været forstående, men det nytter ikke.

Nu ved vi ikke mere hvad vi skal gøre, og det er meget frustrerende og trættende.

 Svar:

Kære skilt moder med lille ny familie

Hvorfor gør I det ikke til en hyggelig stund når I rydder op i rodet på hans værelse. Altså I tager jer god tid til at tale om det der falder din søn ind og dig ind, såvel medens I står op eller ligger på knæ og måske ligger fladt ned og lægger tingene på deres rette plads. Og I skal ikke nå at rydde det hele op på en gang! I skal nå at være sammen, det er det vigtigste. Og det er godt og mange gange lettest at være sammen om noget. Måske når I også at lege imens I rydder op, eller din søn bliver træt og vil gerne have en pause. Så tag en pause og sæt jer ned sammen. Det kan, som du godt ved, være en anstrengende uge for børn at gå i skole og ”fritteren” bagefter. Og med de problemer han har med mobning koster det måske endnu flere kræfter.                                                                                                                                                                                     

Apropos mobning så synes jeg I skal tale med skolen om, at de observerer ham i de situationer hvor den gruppe af drenge generer din søn. Eller i det mindste at skolen ved at det foregår. De er de første til at gøre noget ved det og skal hjælpe ham. Men jeg tror der finder en vis mobning sted i alle drengegrupper, derfor siger han også at han er venner med dem der mobber ham. Han har selvfølgelig brug for gode venner, men de hænger ikke altid på træerne. Fortæl også skolen at han måske er ensom og derfor går med de drenge der driller og generer ham. Det skal de også have at vide. At han måske er ensom!

Tal med skolen om problemerne der. De kan sikkert supplere jeres egne forestillinger om hvad der foregår. Og det kan være de oplever noget helt andet end det din søn fortæller dig, og har talt med ham om det.                                     

At han er drømmende og ingen selvtillid har kan være en følge af hans tilsyneladende ensomhed. Det er svært ikke at have venner. Og så hører han ikke efter! Hvis du giver dig tid til at tale med ham medens i rydder op kan det være han er mere modtagelig for at høre på hvad du mener er et problem og hvad det er han skal gøre i stedet for. Du skal også være meget konkret når du foreslår at han skal gøre noget andet. Meget konkret.                                                                                                                                          

Du taler meget om vi, dig og din nye mand. Jeg tror han har brug for dig som sin moder og at din mand kan støtte dig i dette. Tror du virkelig din søn elsker din mand ligeså meget som dig? Tænk over det! Og hvad er din søns forhold til hans biologiske fader. Det beskriver du slet ikke.

Jeg tror hans forhold til hans biologiske fader er vigtigt. Jeg skriver det ikke for at underkende din mands betydning. Men selv om hans biologiske far har optrådt til tider streng kan din søn godt elske og savne ham.

Det gør ikke tingene bedre at du har fået dit andet barn og din søn en lillesøster. Hun tager sikkert meget opmærksomhed og han kan godt reagere med afvisning fordi han mærker hun bliver så elsket og forkælet.

Den hjemlige situation ændrer sig selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden. Men begynd at give dig mere tid når I foretager jer noget sammen. Også, og måske især, når det der skal gøres ikke er så sjovt og kan virke helt uoverskueligt. Så tag et skridt ad gangen. Hjælp ham med at planlægge aktiviteten, og nyd øjeblikkene med ham. Så gør han det sikkert også, når han opdager du gør det.                                                   Håber du kan bruge noget af det jeg har skrevet.

Venlig hilsen Torben

 

Amerikansk coach til 12 årig dansk pige bosiddende i USA søges:

Hej

Jeg har nogle spørgsmål vedr. vores 12 årige datter. Vi er en familie på 5 der pt bor i USA pga min mands arbejde. Vi har været her siden august, og planen er, at vi skal rejse hjem juni 2018. Vi er faldet godt til på nær vores 12 årige datter. Hun savner sine kammerater og skolen i Danmark helt usigeligt. Hun har altid været en meget vellidt pige med mange venner, men hun er ikke rigtig faldet til her. Selvfølgelig har hun nogle enkelte venner, men slet ikke nære veninder, som hun havde i Danmark. Skolesystemet er meget anderledes her, og hun trives heller ikke godt med den megen focus på test og karakterer. Hun har næsten ondt i maven dagligt, kan ikke sove om natten, er trist og bliver nemt bange og utryg. Kort sagt, hun mistrives. Det skal dog siges, at hun nyder de familiemæssige ting, alle de spændende ting vi laver i vores nye land, og at vi er rykket tættere sammen som familie.

Mit spørgsmål er, hvad er vigtigst for en pige i den alder, familien eller venner og skole? Vil hun “tage skade” af at tilbringe 2 så vigtige år i hendes liv i et land og en skole, hun ikke trives i? Vi har nok mulighed for at sende hende hjem til sommer og bo ved noget familie, som kan være værge for hende i et år, indtil vi kommer hjem. Hvad synes I? Mvh Hanne

 

Svar

Hej Hanne

Måske skulle I se tiden an indtil sommer 2017. Det er vinter nu, mørkt og trist, og meget kan ske det næste ½ år. Hvis det ikke er bedre til den tid så kunne din datter tilbringe det sidste år hjemme i Danmark.         (Der er sikkert også allerede sket forandringer i skolen i Danmark, selvom det ser ”rosenrødt” ud fra Amerika.) Kan hun ikke Skype med veninderne derhjemme, men det gør hun sikkert allerede. Hvis hun rejser hjem nu har hun jo ikke jer forældre og søskende de næste 1 1/2  år. Det er også en stor konsekvens, så der er minus’ ved begge løsningsmodeller. I kunne også alle sammen tage hjem! I har sikkert tænkt på alle tænkelige løsninger.

Det er elever og lærere der betyder mest for din datter. Og en 12-årig leger ikke primært og hun er derfor meget afhængig af sproget som kommunikationsmiddel og socialt redskab. Og det er svært på ½ år at forstå og indleve sig i alle de nuancer og spilleregler der er i en ny pigegruppe på en amerikansk skole. Der er sikkert også spændinger på grund af subkulturelle grupperinger også af anden etnisk baggrund og race og det gør det endnu mere fremmedartet og svært at afkode.

Sproget er en forbistring og hun er måske allerede i en for-pubertet som pige. Så der er mange udfordringer. Men det er svært at se på at hun mistrives! Forslag: kan I ikke opregne plus siderne og minus siderne ved det ½ år der allerede er gået, og så se om der tegner sig en udvikling og hvor problemerne dukker op og hvorfor? Her kan I danne jer en forestilling om de konkrete daglige problemer, bortset fra symptomerne ondt i maven og ikke sove om natten, tristhed og at hun nemt bliver bange og utryg. De symptomer er der også mange piger i Danmark der lider af! Husk det! Kan hun ikke få en amerikansk coach tilknyttet som kan hjælpe hende med at opdage hvor problemerne opstår og hvordan hun løser dem i USA. En person der kender skolekulturen i Amerika hvor I bor og kan se hvad jeres datter gør forkert eller kan gøre anderledes. Det er overhovedet ikke en nem opgave selv at opdage når man kommer udefra!  Måske skulle hun også sætte kravene til boglige præstationer ned dette første år og fokusere på sproget og socialt samvær. Karaktererne kommer i anden række. Det er meget både at skulle præstere og lære en ny kultur at kende samtidigt. Lær hende at sætte realistiske krav til sig selv, et C er ok, hun behøver ikke at få A’er og B’er før til næste år.

Men som I kan læse er det svært at sige enten for eller imod. Ingen tvivl om at hun oplever sig selv sårbar, det vil alle gøre i den alder, hun bliver virkelig udfordret på alle parametre. Lær hende at prioritere – hun kan ikke være lige god til det hele.

Helt lavpraktisk: lav en checkliste også over alle de udfordringer hun oplever og opstil sammen med hende forskellige og alternative måder hun kan gribe udfordringerne an på. Hvad er pro og hvad er contra/ for og imod. Analyser situationerne med hende. I skal ikke fokusere på eller lade jer rive med af de symptomer hun klager over som ondt i maven og søvnbesvær og tristhed, selv om det er svært og reelt nok. Meget svært endda! Klart. Men I skal gribe fat i hverdagens udfordringer og styrke hende i hendes evne til at honorere krav på en realistisk måde. Det gør I sikkert allerede, men mere afdet.                                                                                                                                                                            Tal med din datter om skolen 1 time hver dag!

Venlig hilsen Torben

 

kontakt psykologen i daginstitutionen

Hej.jeg har brug for råd til min lille dreng på 1.5 år.

Han har gennem længere tid (8mdr) vist tegn på at han ikke vil tæt på andre voksne. Han er slet ikke tryg ved dem og bakker tilbage. Han startede i vuggestuen tilbage i oktober 2016 og ny her i januar er han stadig ikke kørt ind.

Han kan slet ikke holde ud at være der han et dybt ulykkelig og vil bare have mor og far. Det er kun mor og far det virker i alle situationer. Hvis vi får besøg, så holder han sig i nærheden af os. Jeg ved snart ikke hvad vi skal gøre ved det, eller grunden til han er sådan. Vi tænker at rykke ham i dagpleje, men frygter at det heller ikke hjælper. Og hvad gør vi så ???

Er det vores skyld, og forældre?

Har vi gjort han asocial på én eller anden måde?

Er han “bare” et sensitivt barn ?

Svar

Hej

I skal bede vuggestuen om kontakt/henvisning til psykolog. Og så må I i fællesskab med psykologen beslutte hvad der er bedst for jeres barn. I har brug for hjælp til at forstå barnets signaler og hvorfor han reagerer som han gør, før i flytter ham til en dagpleje.

Venlig hilsen Torben

Flyt hjemmefra

Hej..

 

Jeg er en pige på 18 år, som stadig bor hjemme sammen med min søster på 11, min mor og min bror på 30. Min bror har fået konstateret psykiske sygedomme som maniodepressiv og skizofreni i en svær grad. Jeg har igennem årene oplevet min bror være meget voldelig. Eksempelvis har han stukket min far ned, taget kvælertag på min mor, slået min mor osv. (skal dog siges at jeg ikke bebrejder ham som person, men hans sygdom). Mit problem opstår i at jeg har rigtig svært ved at bo sammen med ham, fordi at alt skal afhænge af hans humør samt at han aldrig går uden for, han sidder bare derhjemme 24/7. Hvilket har bundet ud i at vi heller ikke får nogen på besøg længere. Både min mor og søster har også svært ved at bo sammen med ham, men det er bare rigtig svært at ‘smide’ ham ud. fordi vi er bange for han tager sit eget liv, nu hvor han har været på psykiatrisk sygehus så mange gange. Jeg vil rigtig gerne hjælpe min familie, fordi det er nået så langt ud at vi er bange for at sove om natten pga. de gange vi har oplevet ham få en psykose og været voldelig. Derfor skal jeg oftest, i en alder af 18 stadig sove sammen med min mor og min søster på 11 i en seng. Jeg har oftest strejfet tanken om at flytte ud, men jeg føler bare det er en alt for egoistisk tanke jeg bære på.

Derfor vil jeg gerne spørger jer. Er det normalt at en skizofren bror på 30 år bor hjemme? er det noget man bare skal leve med, eller kan man gøre noget ved situationen så han også kommer til at leve under trygge rammer?

 

kh. den 18-årige pige.

 

Svar:

Hej 18 årige

Flyt hjemmefra! Det er en meget fornuftig overvejelse du har gjort dig. Gå op til din sagsbehandler på Socialforvaltningen, sådan en har vi alle, og forklar hende/ham din situation hjemme. De kender sikkert til problemerne allerede på grund af din broders lidelse.                                                                                                        Du skal bede om at få en ungdomsbolig hurtigst muligt – helst nu med det samme –  og med pædagogisk tilsyn, så du løbende kan tale med en voksen om din konfliktfyldte livssituation, og de mange år problemerne har eksisteret. Du har ikke og skal ikke have ansvaret for din broder og skal heller ikke beskytte din moder og søster. Det er sagsbehandlerens opgave at tage sig af problemerne i din familie.

Jeg synes det er vigtigt at du får en pædagog tilknyttet eller tilsynsførende som du kan tale med om hvor svært det er at have en psykisk syg broder. Det er meget smertefuldt at skulle sige nej til at hjælpe sin familie, det mærker du, og det skal du have hjælp til at holde fast i. Det er en vanskeligt opgave for enhver!

Tag dit brev med som du har skrevet til Psykologpostkassen og mit svar med op til sagsbehandleren, og vis dem det. Du må gerne skrive tilbage når du har været derhenne.

Barnets tarv

Jeg skriver ang. min kærestes søn på 3 år. Jeg har været sammen med min kæreste siden hans søn var knapt et år. Sønnen har haft en meget ustabil hverdag hos sin mor, som han har haft bopæl ved (hun bor 1,5 time fra os). Moderen har personlighedsforstyrrelse af borderline type samt spiseforstyrrelse gennem flere år. Grundet en hel del episoder og flere underretninger fra bla børnehave og moderens psykolog, valgte min kæreste at søge bopælsadressen. For godt 2 måneder siden traf byretten midlertidig afgørelse om at sønnen skulle bo hos os. Moderen kærede dommen til landsretten som for kort tid siden erkendte sig enige i byrettens afgørelse.

Forinden alt dette, var sønnen næsten lige meget hos begge forældre, dog uden at dette var aftalt sådan, men grundet hendes turbulente liv.

Nu er sønnen startet i ny børnehave, er ved at få faste rammer, han er blevet mere udadvendt og er en glad dreng.

Der er pt en psykolog igang med en børnesagkyndig undersøgelse der skal tages i betragtning til den endelige afgørelse. Hertil kommer mit spørgsmål langt om længe…

Vi oplever at sønnen ind imellem ikke vil hjem til mor eller tale i tlf med hende, men vi fortæller at det bliver hyggeligt at se mor, at mor glæder sig osv. Det har altid hjulpet og hurtigt er modstanden ovre igen. Moderen oplever tilsyneladende det samme.. hun har efter et besøg af børnepsykologen ringet til faderen og sagt, at psykologen har fortalt hende at hun ikke skal “opmuntre” sønnen til at skulle hjem til far, at ved at sige lignende ting som vi gør, “leger” hun med sønnens følelser, og at hun jo ikke kan vide om det bliver sjovt hos far osv. Hun skal i stedet sige: mor ønsker også du bliver her!

Det kan jeg simpelthen ikke forstå.. det virker meget mærkeligt at det skulle være det rigtige at gøre.. Hvad er jeres mening om hvordan man som forældre skal forholde sig?

Vil også høre jer om det at en psykolog spørger en 3 årig dreng om hans mor og far skændes meget og fortælle ham at både mor og far vil have han skal bo hos dem, ikke kan sætte nogle bekymrende tanker igang hos drengen? Hvis det er rigtigt dette er blevet sagt til ham under besøget hos moderen, hvordan forholder vi os så til evt. kommentarer eller spørgsmål fra sønnen når han kommer tilbage fra sin mor han er på ferie hos nu?

Beklager mit lange brev, ved ikke hvor meget der er nødvendig for at kunne svare.

På forhånd tak.

 SVAR:

Hej Linea

Det er en kompliceret sag for jer alle og det er derfor der laves en børnesagkyndig undersøgelse. I venter  sikkert utålmodigt og nervøst på resultatet af den. Alle er følsomme når vi opfatter at andre kritiserer os forhold til den måde vi forvalter vore følelse i forhold til andre på, især i forhold til vores børn. Jeg forstår godt hvad du mener, når du undrer dig over psykologens kritik af, at tale til barnet om forventninger og følelser i forhold til den anden part/forældre. Men du kan løse det på den måde, at du bakker barnet op når han/hun taler om de situationer der har fundet sted og som barnet har oplevet hos den anden forældre. På den måde er det barnet der bestemmer hvad der skal siges og hvornår. Men I har handlet i god tro ved at bakke barnets samvær med moderen op. Og  psykologen behøver ikke at have sagt præcis det moderen refererer. Jeg opfatter også at moderen kan skabe utryghed hos barnet i barnets egen oplevelse, kan måske virke afvisende, ved at forberede ham på ja næsten komme til at opmuntre ham til, at han skal hjem til jer.  I skaber derimod tryghed i forhold til, at I bakker barnet op ved at anerkende barnets behov for moderen. Men det er min fornemmelse. Psykologen har udtalt sig om moderens situation, husk det! Moderen er i en behandlingsrelation i forhold til psykologen. Det er I ikke!

Med hensyn til de spørgsmål psykologen har stillet drengen ang. forældres skænderi og det faktum at I begge vil have ham boende, så er det igen moderen der har sagt det/refereret dette.  Men psykologen handler som psykolog overfor barnet og I har en helt anden rolle. I er forældre og skal reagere/agere som sådan. I behøver ikke at tale med barnet om eller skal vurdere skænderier de voksne imellem eller hans spekulationerne om hvor han skal bo hvis han ikke selv siger noget. I skal give ham den kærlighed og tryghed der gør at han oplever han har en sikker base og kan tackle de mange konkrete udfordringer han oplever. Han vil gerne være loyal over for begge parter og det kan I støtte ham i.

Men som sagt er det en stresset situation at vente på en undersøgelse og en afgørelse der berører en så grundliggende. I gør rigtigt I at være de støttende og kærlige forældre, så barnet får ro til at være sig selv og finde sine ben at stå på i denne pressede situation. I kan ikke undgå at bekymre jer og føle jer sårbare og tænke på hvad der er mest rigtigt og forkert. Det er godt forældreskab og vilkåret som forældre.

Venlig hilsen Torben

Generelle sociale problemer

Hej psykologpostkasse

 

Jeg er en pige på 18 år og jeg har 3 problemer/ting som bekymre mig..

1.

For et par år siden kom min far hjem fra et eller andet møde og var temmelig beruset. Jeg fandt kun ud af det pga. At han kom og lagde sig i min seng. Har ikke lyst til at gå i detaljer, men han tog på mig og meget andet.Det var meget ubehageligt og jeg prøvede også at få ham til stoppe, men Han lyttede ikke. det var virkelig grænseoverskridende! Det skal lige siges at jeg ikke har sagt det til nogle. Jeg har prøvet at fortælle det til min mor (stedmor), men da min mor og jeg ikke har et særlig godt forhold, da hun ikke syntes, at jeg er værd at bekymre sig om, har opgivet at fortælle det til hende. Jeg er desuden ikke en pige, som er god til at sige, hvornår jeg har brug for hjælp. Jeg er blevet mere indelukket og har svært ved at være alene med mænd både dem fra min familie og dem udefra. Jeg er heller ikke glad for at være alene med min far efter det Jeg har generelt mistet tilliden til mennesker.

Jeg har længe haft en følelse af at det var min egen skyld (selvom min logiske sans nok burde sige, at det var det ikke), og det hader jeg mig selv for.

 

2.

Jeg tror jeg har socialfobi. Jeg bliver meget anspændt, når der er mange mennesker omkring mig. Jeg holder mig fra gymnasiefesterne (jeg går i 2.g), jeg føler ikke at jeg er tryg der, jeg er bange for at dumme mig, jeg siger heller ikke særlig meget i timerne af den grund, men lige så snart jeg er sammen med venner på tomandshånd (hvis der er noget der hedder det), løsner jeg helt op og kan tale frit sammen med personen uden nogle problemer. Ved ikke om det kan have noget med min barndom at gøre?   Min biologiske mor døde, da jeg var fem, jeg kan ikke huske særlig meget omkring hende, men jeg kan huske, at hun drak meget, og at det var mig og min tvilling, som fandt hende liggende på sofaen, vi tænkte hun var død, men hun levede, hun døde på sygehuset af en blodprop i hjertet. kan bare huske klart den dag hvor hun bare lå på sofaen og vi ikke kunne vække hende og at ambulanceredderne sendte os op på vores værelser.

Da vi fyldte 13 (min søster og jeg) kan jeg huske at vi fik at vide at vores far måske ikke var vores far alligevel, fordi min mor havde haft en masse partnere…

 

3. (Det her er nok lidt rodet)

Jeg har altid været meget følsom og indelukket, jeg har meget svært ved at sige min mening højt, men hvis man så ser på min søster, så er vi som nat og dag. hun har altid taget kampene med vores forældre, hvor jeg har holdt alt inde. Jeg bliver altid meget ked af at få kritik eller skæld ud. Nogle gange bryder jeg sammen, når nogle skælder ud eller hvis der er mange høje stemmer, så har jeg svært ved at koncentrere mig. Jeg har det som om stemmerne er meget højere i mit hoved end de er i virkeligheden.                                       Jeg har også her på det seneste følt mig lukket ude af det fællesskab, som jeg er sammen med på gym. det består af 3 andre piger end mig. Men forstår ikke hvorfor jeg har det sådan, de er de eneste som respektere at jeg ikke drikker eller går til fester, men alligevel føler jeg mig ikke inde i fællesskabet og jeg tør ikke sige det til dem, fordi er bange for at de ikke vil forstå det. Jeg har haft en følelse af at blive ignoreret, tror jeg.

Mvh Nanna

 

SVAR

Kære Nanna

2 G så er du et stykke inde i gymnasietiden. Du må ikke lade mismodet løbe af med dig men fokusere på det daglige skolearbejde, det gør du sikkert allerede. Du er da kommet langt siden din moder døde! Du har ressourcer også til at beskrive dine problemer og oplevelser.

Der er en ting der slår mig er at du faktisk har klaret dig så længe på trods af alle de genvordigheder du beskriver. Og en anden ting jeg bemærker er, at din tvillingesøster og dig er så forskellige i din beskrivelse. Tvillinger er tæt knyttet sammen? Men det er I måske ikke? Jeg forestiller mig at hun har taget meget opmærksomhed fra dig. Hun har også taget ansvaret for at løse de konflikter som også berørte dig. Hun har fyldt meget udadtil og det er måske på tide at du frigør dig fra den rolle du har haft i forhold til hende. Her ligger en opgave til/foran dig. Og det at du trods alt har klaret dig ”så godt” så længe kan også betyde, at du har ressourcer du kan bruge for at ændre på din livssituation.

Din fader har været en kæmpeidiot at han kunne finde på at lægge sig hos dig i fuld tilstand og bl.a. har taget på dig. Synes du selv du har taget skade af det? Jeg spørger fordi der er så meget fokus på og dæmonisering af incestlignende overgreb. Og incest er moralsk forkert og strafbart! Men hvor ’farligt’ det faktisk har været for hver enkelt er op til dig og de mange der konkret har oplevet det. Jeg forsøger ikke her at bagatellisere det, og jeg synes det er godt at du skriver til Psykologpostkassen om det. Det er selvfølgelig ikke godt at det har gjort dig mere utryg i forhold til andre mænd i og underfor familien.                                              

Din stedmoder fortjener måske større tillid fra dig end det du beskriver. Er du jaloux på hende eller hun på dig (i forhold til din fader). Er der slet ikke noget du kan dele med din stedmoder? Er du helt sikker? Få talt om det sammen. Din sociale situation i dag kunne du godt fortælle hende om? Hun fornemmer sikkert også noget! Og helt generelt skal du tale med en voksen om dine problemer. Det er mit allervigtigste svar og råd til dig. Der må være en voksen i din nærhed du kan tale med. Måske ikke om din fader. Her kunne du med fordel hente støtte hos en udenforstående og professionel. Måske psykologen der er tilknyttet dit gymnasium.

Du og jeg er godt klar over at forandring til noget andet og bedre ikke sker på en gang og af sig selv. Du skal tage en beslutning om at ændre noget vigtigt i dit liv men ikke nødvendigvis noget stort og så starte der. Jeg vil faktisk anbefale det ikke er noget stort! Du er ikke et offer for det du beskriver! Du kan selv! hvad med at starte med skolen og lave flere lektier end du plejer. Det giver især selvtillid at være dygtig til noget og respekt fra veninderne måske. Og du har måske også en lidt anden baggrund end dine veninder.                                                                                                                                                                  Og så vil jeg anbefale at du begynder til noget sport hvis du ikke allerede er aktiv her. Her kan du få nye venner i en anden sammenhæng hvor rollerne er givet på forhånd og tydelige og det at være med og sammen om noget bestemt er et mål i sig selv og ikke mindst den glæde det giver at bruge sig selv fysisk. Det kan jeg anbefale! Og på den måde kan du også konfrontere det du beskriver som social fobi.

Dit liv skal fungere her og nu og her kan du gøre noget andet end du plejer – så får du også mere overskud til at tænke på de svære ting du har oplevet. Og du har oplevet flere svære ting end de fleste på din alder.

Venlig hilsen Torben