Hvorfor lyver jeg hele tiden?

hej med dig/jer.
jeg har for tiden rigtig svært ved at være mig selv, og lyver hele tiden. men det er ikke meningen at det skal ske. nogle gange flyver tingene bare ud, og ligemeget hvor meget jeg prøver kan jeg ikke være mig selv.
jeg håber du/i vil hjælper mig med mit problem

hilsen den forvirret pige

***********************************************************************

Kære dig

Tusind tak for dit brev

Det du først og fremmeste skal være opmærksom på er hvornår du lyver og hvorfor – jeg tænker at der må ligge noget dybere til grunde for at du vælger at lyve frem for at fortælle sandheden – måske det er grunden til at du har det svært for tiden.

Dette kan sagtens være en forsvars mekanisme der dækker over noget andet – Hvis du har mulighed for det vil jeg råde dig til at tage en samtale evt med en terapeut da de kan hjælpe dig med at finde den dybt liggende grund til at du gør som du gør.

Du er bestemt ikke alene om at lyve – det gør mange for at passe på dem selv.

Det vigtigeste er at finde grunden til hvorfor du gør det – samtidig vil jeg gerne rose dig for at du er blevet opmærksom på at du lyver – det kræver stor selvindsigt!

Jeg håber at mine ord kan hjælpe dig

Mange hilsner Simone

Forsvarsmekanismer

Hej, jeg er en pige på 14 år. Jeg kan ikke huske særlig meget fra da jeg var yngre. Kan kun huske få ting lige nu er det eneste jeg kan komme i tanke om at min far drak og få andre ting. Jeg kan også glemme ting som at jeg snakker med min mor og hun siger at jeg skal tage noget tøj med ovenpå og 2 sekunder senere er jeg gået ovenpå uden det. Eller at jeg måske skal give min hund vand så altså bare små ting.

Ved ikke om det har noget med noget at gøre men i timerne hvor en lære er ved at forklare noget kan jeg komme til at sidde i mine egne tanker og så nor jeg kommer i tanke om at jeg skal høre efter har jeg overhovedet ikke hørt hvad der er blevet sagt. Hvad er grunden til det?

Har hørt at kroppen har en “forsvars maskine” så man fortrænger ubehagelige ting der er sket, og at man måske kan huske det når man er klar? Er det rigtigt?

Jeg har ADD som jeg ikke tager piller for.

Skal snart til et møde med en psykolog hvor vi skal snakke om min fortid, er lidt bange for at jeg måske ikke er klar til at høre det men på den anden side vil jeg vide det for det er på en måde ubehageligt ikke at vide det. Er også bange for måske at få flashbacks eller at jeg bliver overvældet af tanker med ting jeg kommer i tanke om fordi vi snakker om det.( har ikke lyst til at snakke med min psykolog om det)

Men ved ikke hvordan jeg skal forklare det men det er som om minderne er der halt.. altså jeg ved det er sket men kan ikke huske det?? Andre ting er bare helt forsvundet..

Kære pige på 14

Tusind tak for dit brev

Ja det er rigtigt at kroppen/hjernen har den forsvars mekanisme at lukke af for oplevelser som bliver for ubehagelige – dette er kroppens og hjernens måde at passe på dig.

Jeg tænker at dit ADD spiller en rolle i forhold til dine vandrende tanker – dette kan medicinen hjælpe imod men du skal selvfølgelig tage op til overvejelse om du ønsker medicin eller ej.

Jeg kan godt forstå at du frygter lidt at skulle til psykolog men du kan med fordel tænke på det som en rejse i dit liv som forhåbentligt vil gøre dig nytte i fremtiden – måske du vil få en bedre forståelse hvorfor at du er som du er og hvorfor at du gør som du gør.

Jeg håber at mit svar har kunne hjælpe dig lidt på vej

Mange hilsner Simone

Er det normalt?

Hej jeg er en 16 årige pige, jeg skriver fordi jeg ikke synes mit problem er slemt nok til at gå til psykolog og jeg ikke har nogen andre at snakke med det om. Jeg har de her tanker som jeg enlig længes efter at få gjort til virkelighed, men som jeg også har det svagt dårligt over og jeg kan ikke finde ud af om de her tanker er normale for andre også at have. Tankerne er at jeg virkelig længes efter at komme væk fra det hele bare at rejse langt væk fra min familie og venner uden at kontakte dem i lang tid for at starte fuldstændig forfra og det forvirrer mig for jeg holder jo af min familie og de er de eneste jeg har så hvorfor længes jeg sådan efter at komme væk?? Jeg indrømme at jeg har det lidt svært med dem og jeg tænker tit på om de overhovedet elsker mig fordi de ikke rigtig udtrykker det på nogen måde min far elsker jeg at være sammen med han er udadvendt og kan næsten finde ud af at snakke med alle jeg griner altid når jeg er sammen med ham men jeg føler ikke rigtig jeg betyder noget. Min mor ved jeg godt jeg betyder noget for på et vist punkt men hun virker også ret ligeglad, fordi jeg har det svært jeg føler mig tit deprimeret og jeg kan ikke være i et rum med for mange mennesker for jeg begynder at ryste og blive svagt svimmel og jeg prøver at sige til hende at jeg har det svært med de ting men det er som om hun aldrig rigtig lytter til det jeg siger for så kommer jeg for eksempel hen til hende når vi er til en familie sammenkomst og jeg viser hende at jeg ryster og siger at jeg er svimmel og hun tror så bare at jeg er sulten og jeg siger at det ikke er derfor og hun svarer så bare: Nå hvad er det så? Og det sårer mig så meget at jeg får ond i maven det er sket så mange gange nu og jeg bliver ved med at tro hun endelig vil forstå hvad jeg mener. Men det kommer hun jo nok ikke til når hun ikke høre på det jeg fortæller hende, så der for tror jeg på et vist punkt ikke at jeg jeg betyder så meget for hende igen.. Og så har jeg to ældre søskende en bror og en søster. Min bror ved jeg at jeg betyder meget for han er den ældste og jeg ved han har lidt svært ved at udtrykke sine følelser lidt men jeg ved jeg betyder rigtig meget for ham og det er ham som mest gør at jeg ikke bare sådan lige har lyst til at forsvinde og så er der min søster som jeg også ved jeg betyder meget for men jeg kan bare ikke med hende hun irritere mig for meget så jeg har svært ved at være sammen med hende så jeg er vist rimelig kold overfor hende når hun prøver at komme for tæt på. Men lidt tilbage til mit problem som sagt har jeg det okay godt med min familie vi har nogle op og ned ture engang i mellem men det har alle jo vist nok men jeg forstår stadig ikke hvorfor jeg har så stor en lyst til at efterlade det hele og ikke kigge tilbage i meget lang tid?? Jeg har så stor en lyst til at forlade dem og få dem til at savne mig for en gangs skyld.. Er det normalt?? Please hjælpe mig med mit problem håber det er okay og at i vil hjælpe mig efter sommerferien jeg undskylder for at jeg sendte det i jeres sommerferie men havde sådan en lyst til at snakke med nogen og måske få svar på mit spørgsmål. 🙂

Kære pige på 16

Tusind tak for dit brev

Jeg forstår fuldt ud din trang til at komme væk i et stykke tid og det er bestemt ikke unormalt! Du er i gang med at blive voksen og har måske brug for at finde ud af hvem du er og hvad du gerne vil med dit liv uden at din familie er til stede. Du kunne evt kigge på højskole ophold i udlandet eller et år på efterskole?

Jeg bliver lidt bekymret når du skriver at du nogle gange oplever at være deprimeret, ikke bryder dig om at være sammen med for mange mennesker og at du begynder at ryste. Mit bedste råd vil være at du tager en snak med din læge da du selv nævner at du ikke er klar til at tale med en psykolog. Din læge skulle gerne kunne hjælpe dig herfra og finde ud af hvilken hjælp du har brug for. Senere hen hvis du bliver klar til psykolog samtaler kan din læge også lave en henvisning så du ikke skal betale fuld pris.

Jeg tror bestemt ikke at du skal tvivle på om dine forældre eller søskende elsker dig bare fordi de ikke udtrykker det. Der er mange måder at udtrykke kærlighed på andet end at sige jeg elsker dig selvom at det er utroligt dejligt at få at vide. Dine forældre eller søskende kan f.eks. vise det ved at spørge til hvordan du har det, sørge for at du har et sted at bo, tøj du kan tage på, at du får noget at spise, at de tjekker om du har sikkerhedssele på osv osv – kærlighed kan findes i mange små dagligdags ting som vi ikke tænker over da det bliver normal hverdag 🙂

Jeg håber at mit svar kunne hjælpe dig lidt på vej

Mange hilsner Simone

Tal først med lærere og pædagoger.

 

Spørgsmål.

Hej jeg har en pige på 6 år. Hun bekymrer mig med en ting.hun har en gang i børnehaven ude på legepladsen prøvet at lege med hendes afførring. Sådan som om det skulle ligne mad. Hun lavede afførring i en spand og legede med det. Og vi snakkede med hende om det og hun vidste godt det var forkært men hun gjorde det alligevel. Og nu går hun i o. Klasse og hun har gjort næsten det samme .men denne gang hvor hun sad indenfor men med legetøjs køkken redskaber, hvor hun igen lavede afførring i dem og legede med det. Vil bare hører er det normalt at et barn på 6 år.gør det.

Svar.

Kære Rola.

Der må være nogle mere eller mindre bevidste og/eller ubevidste grunde til at jeres barn leger med sin afføring og vi råder jer til hurtigst muligt at finde dem og hjælpe hende til at forstå, at hun må holde op, fordi det vil bringe hende i alvorlige vanskeligheder med sine omgivelser.

Tal med hendes pædagoger og lærere og få eventuelt hjælp af en børnepsykolog.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

Børn har sexlege!

Spørgsmål.

Hej . Jeg er midt i en deprission pga et langt sygdomsforløb, et alkohol misbrug som smertedækkende, jeg tåler ikke alkohol overhovedet mere og gennemgår en omgribende forandring til det værre. Jeg tror alt er min skyld og at jeg selv er skør, sexforbryder eller anden forbryder til det værre. Som barn legede jeg numselege med venner og bekendte, men der en episode som kommer igen og som jeg er meget flov over og har skyldfølelse for. Jeg var ca 10 år og legede med en bekendt også dreng, vi legede så nøgne og lå ovenpå hinanden uden indtrængning eller andet! Det var med bolle-bevægelser vi flyttede rundt og prøvede det af. Men jeg var 6 år ældre og det er det der gør mig trist her som voksen. Har jeg gjort noget forkert?? For skammer mig meget. Jeg er ikke pædofil med 110 % sikkerhed, jeg synes det er det værste man kan være og det ligger ikke til mig. Jeg har fortalt mine forældre om dette og de siger jeg ikke skal tænke sådan over det. Men jeg er nok en type som tænker en del desværre. Mvh den forvirrede dreng med mange tanker i hovedet.

Svar.

Kære…

Umiddelbart kan vi ikke se noget galt i den leg du beskriver. Sådanne lege er almindelige og naturlige blandt børn – både med samme og forskelligt køn.

Hvis der ikke er nogle detaljer – tvang eller helt specielle ting I har foretaget jer og som du i så fald er velkommen til at fortælle os om – har dine forældre fuldstændig ret i deres holdning. Prøv eventuelt , om du ikke kan huske noget om det sjove og dejlige der skete for jer og glæd dig så over det.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

Barn med specielle behov

 

  Spørgsmål

Jeg er kommet til at tænke på, om min søn kan have Aspergers eller andet. Jeg har altid haft fokus på at han var særlig sensitiv og havde brug for mere end andre børn, men nu er han gået ned med stress og angst pga pres ift skolen og jeg er blevet opmærksom på sider ved ham, som jeg måske har været blind på og bare har været vandt til. Han er dygtig fagligt, intellektuelt, sprogligt, motorisk, lidt bedre end de andre i klassen. Men han har det svært. Bliver nemt stresset, presset, angst. Holder så hårdt fast i måder han er vandt til at ting bliver gjort på, at han måske er bagud for sin alder med det. Fx indenfor bad, toilet, påklædning, spisesituationer, osv. Og han kan ikke håndtere at legesager bliver ryddet op, de skal blive stående præcist som i hans leg. Han kan ikke skille sig af med gamle ting, selvom han er vokset fra det eller det er gået i stykker. Han åbner sig kun for ganske få personer som han er helt tryg ved, ellers lukker han af. Han er utryg ved at skulle lege hos kammerater, det er altid hos os. Han har aldrig haft det godt med at komme i dagpleje, børnehave eller skole. Han føler tit at han ikke bliver forstået og misforstået. Han er angst for at komme i skole og blive tvunget til at være med til noget og ikke kunne komme ud af situationen. Han er meget følsom og sensitiv og har brug for meget off-tid med tv eller ipad. Han har svært ved at tage skyld på sig og er nødt til at lægge det over på mig. Han har brug for meget tryghed, forudsigelighed og meget mor! Når han er veltilpas er han en særlig dejlig dreng. Men verden overrumpler ham alt for let. Er der en retning jeg skal gå i for at blive klogere på ham?

Svar.

Kære Mor

Mange tak for dit brev

For det første vil jeg gerne rose dig for hvor god en mor du er i forhold til at have øje for din søns behov, rutiner og udvikling.

Det er tydeligt for mig at læse at din søn har brug for forudsigelighed og struktur. Nogle børn har brug for mere end andre og det er nødvendigvis ikke en dårlig ting. Vores hjerner elsker struktur og det er det de fleste lever bedst under.

Det kunne godt lyde som om at din søn er et særligt sensitivt barn og børn med denne gave har tendens til hurtigt at blive overstimuleret og dette ses ofte som du selv nævner det ved stress og angst.

Jeg vælger at kalde dette en gave fordi din dreng formår at føle hans egne behov og grænser og dette er bestemt en styrke. Det er ikke alle der kan forholde sig til sine følelser, behov og grænser.

Det at han bruger sin ipad til off-time kan i dette tilfælde være godt da det lyder som om at den kan give ham ro og tryghed. Her styrer han også selv de indtryk han modtager.

I forhold til det legetøj som han ikke vil skille sig af med er meget normalt. Børn gennemgår en fase hvor de ”giver slip på mor” og her finder et overgangs objekt at knytte sig til. Dette kan være alt fra bamser til en paraply.

Jeg har ikke kompetencer til at sætte en diagnose på men som du selv skriver så er han super god fagligt osv. men mangler nogle redskaber i forhold til det sociale og det ses tit ved både sensitive børn, Aspergers samt autisme.

Du skal blive ved med at se på hvad han kan i forhold til hvad han ikke kan da det er med til at støtte hans udvikling i en positiv retning 🙂

Det bedste råd jeg kan give dig er at få en samtale med en læge hvor din søn er med så du kan få lavet en udredning på ham så han kan få den rette støtte og hjælp som han har brug for fremadrettet.

Jeg håber at min viden har, kunne hjælpe dig lidt på vej

De bedste hilsner Simone

 

 

 

 

 

 

Hvad er bedst for barnet.

 

  Spørgsmål.

Hej. Jeg skriver til jer, da min kæreste og jeg står i den situation gerne at ville flytte sammen. Han har en søn på 3,5 år med hans eks som også har fået ny kæreste. Problemet bunder i, at vi ikke er helt enige i, hvad og hvornår der er bedst for barnet. Min kæreste har bopælspligten, og vil gerne flytte fra Sydsjælland og ind til mig i Storkøbenhavn og dermed også rykke sønnen med til ny institution. Vi er af den opfattelse, at jo yngre han er jo nemmere har han ved at skabe nye relationer, samt han på denne måde også vil komme til at gå i skole med nogle fra hans børnehave. Sønnens mor og hendes kæreste er dybt uenige, og vil gerne vi bliver dernede de næste år, og først rykker ham når han skal i skole. Min erfaring fra folk tæt på mig der har siddet i denne situation siger mig, at det er sværere for barnet at knytte bånd og komme ind i en ny børneflok jo ældre de bliver, fremfor hvis de har kendt hinanden fra børnehaven. Er der et tidspunkt der er bedre end et andet at rykke barnet, hvis dette ikke kan undgås, eller hvordan ser i på det fra den psykologiske vinkel? På forhånd tak!

Svar

Kære J.

Vi er enig med dig i alle de argumenter du fremfører for at barnet bør flytte med dig og din kæreste.

I bør flytte sammen der hvor I ønsker, og det bør barnets bio-mor indrette sig efter.

Det er nu I skal sætte hælene i!

Alt dette forudsætter naturligvis, at der ikke er specielle grunde (pædagogiske eller psykologiske) til at barnet ikke kan trives hos jer.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Giver lyst til mord- ret til mord

  Spørgsmål.

hej jeg har det ik så godt med mig selv og kommer til at få mine problemmer over til minne venner. jeg syndes ik at jeg er noget vær eller at jeg passer indp jorden fordi at jeg er til piger og syndes derfor ik ta jeg passer ind på jorden og har selvmords tanker

Kære Sofie

Vi – Ole og Ulla (psykolog og psykoterapeut) tror begge på en Gud og et politisk system – demokratiet – som begge fortæller os, at alle mennesker har – lige – ret til en plads på vores jord i vores verden.

Og kære Sofie, det er ud fra denne tro vi siger til dig, at du ikke har ret i at der ikke er en plads på jorden til dig også. For det er der.

 Og som du ved, er der mange mennesker på vores jord og nogle af os er til det ene og nogen at os er til det andet. Og du er til piger og det har du ret til at være og det fratager dig ikke din ret til en plads på vores vidunderlige – men også grusomme – jord. Og det giver i hvert fald ikke dig ret til at myrde dig selv eller nogen anden.

Vi vil derfor råde dig til at anerkende din egen lyst til piger og samtidig indse, at det får nogle andre til at rynke på næsen af dig. Nogen som måske ikke ville gøre det, hvis du var til drenge.

Og vi vil også råde dig til at give dig selv både tid og tålmodighed til at vente på, hvad du ellers får lyst til i det lange liv der ligger foran dig. Du vil blive forbavset! Og mange gange glædeligt. O g igen – der vil altid være nogen der vil rynke på næsen! Og der vil altid være omkostninger ved at gøre det du har lyst til.

Ole har engang skrevet en bog med titlen: Elsk mig eller rend mig!

Og prøv at lade denne titel blive et motto i dit liv!

Skriv til os igen, hvis du ellers har noget på hjertet.

Kærlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

 

 

Love for omsorg?

 

Spørgsmål.

Hej. Jeg er en pige på 16 år, der går til psykolog pga. panik – og socialangst. Desuden er jeg begyndt at åbne op for min barndom, som har været noget så forfærdelig. Min psykolog har været enormt forstående og har tacklet det hele så godt. Hun gør mig tryg på en måde, som jeg aldrig før har oplevet. Jeg har gået hos hende i 8 mdr. nu, så vi kender hinanden ret godt efterhånden. Men der er noget, som jeg har undret mig meget over. Hun sidder tit og siger, at hun længtes efter at kramme mig, og at hun ærgre sig over at hun ikke må. Det undrer mig… Er der virkelig en lov der siger, at hun ikke må kramme mig, eller er det bare noget hun siger, fordi hun i virkeligheden ikke har lyst til at kramme mig? Beklager mit underlige spørgsmål, men jeg har spekuleret meget over det.

Svar.

Kære Sofie.

Det er en gennemgående regel for alle psykologer, der arbejder med mere dybtgående psykoterapi, at enhver kropslig kontakt med klienten skal undgås (bortset fra det konventionelle håndtryk)

Så her har din psykolog fuldstændig ret.

At din psykolog giver udtryk for sin lyst til at omfavne dig er således en måde hvorpå hun fortæller dig hvor stor hendes omsorg og interesse for dig er. Men også en måde, hvorpå hun fortæller dig at hun respekterer de rammer der er om jeres kontakt.

Vi synes du skal fortælle din psykolog om dine tanker og drøfte dem med hende. Og eventuelt vise hende din mail til os og vores svar.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

Hjælp til angst

Spørgsmål:

Hej Psykologpostkassen.

Jeg skriver da jeg er i tvivl om hvordan jeg skal bære mig af med min søster. Min søster lider af angst af forskellige former, samtidig med hun nu er blevet teenager. Hvilke betyder det eneste hun fortager sig, er at sidde og kigge på facebook, enten på sin ipad eller telefon, og forsømmer absolut alle pligter hun har herhjemme. (dette er mig og min far fuldstændige enige om) det der så er, er at min far mener ikke han må sige noget til det pga. hendes angst, hvor jeg har svært at se det har noget med hinanden at gøre. Mit spørgsmål er så om kan betale sig for nogle parter overhoved (især hende) at behandle hende som om hun går i stykker hvis man ber’ hende om det mindste. Kan det virkelig skade hende at bede hende om at tømme opvaskemaskinen, og i tilfælde af hun ikke gør det, give det en konsekvens? Skal man virkelig behandle en 13 årig pige med angst sådan, at hun er fritaget for alt der hedder normal hverdag? vil dette ikke gøre mere ondt end godt? Hun er nu 13 år, og kan intet selv, hun kan ikke tage bussen selv, hun kan ikke gå en tur i byen og købe tøj selv, hvis hun har det dårligt om natten, ligger hun sig stadig ind til vores far og sover, og hun har fået lov til at pjække fra alle de timer i skolen hendes bedste veninde ikke er med til, fordi hun “ikke har nogle at snakke med”

Er bange for hun får det rigtig svært fremover, hvis det bliver ved sådan.

Svar: 

Hej –
Mange tak for dit brev og bekymring omkring din søster.

Dette er skrevet og ment på den pæneste måde – Det at hun er 13 år og ikke kan agere selvstændigt er faktisk omsorgssvigt. Omsorgssvigt er et voldsomt ord men din søster skulle gerne være “selvkørende” i forhold til hendes alder.

Angst er et stort ord og findes 3 forskellige slags kategorier:

Generaliseret angst

Du kan gå og føle dig bange og bekymret en stor del af tiden. Det kan komme til at gå ud over dit arbejde, eller du kan få besvær med at få familielivet til at fungere.
Mange har en tendens til at få en mere kontrollerende adfærd.
Hvis det drejer sig om bekymring i mange af livets forhold, vil behandling af længere varighed ofte være nødvendig.

Panikangst

Kan du opleve, hvis du pludselig får et angstanfald. Symptomerne kan være hjertebanken, du begynder at svede, der kan opstå rysten, og du kan hyperventilere. Du kan blive bange for at besvime.
Kroppen reagerer på denne måde, fordi den tror, at der er fare på færde. Det er ikke noget, der hverken kan forklares eller styres.
Mange, der har besvær med panikangst, begynder at drikke eller tage stoffer, for at undgå at mærke symptomerne på angst. Dette kan føre til isolation.

Fobisk angst

Kan opleves som et ubehag med en stærk frygt, som kan overmande dig.
Du kan være fobisk angst for mange ting, f.eks.:

Angst – højder – fly – åbne pladser – lukkede rum – mørke – mange mennesker – blod – smerte – hospitaler – sygdom – tandlæger – edderkopper.
Der er mange andre ting, mennesker kan føle fobisk angst for.

I bliver nød til at finde ud af hvad hun er angst for og hvornår den er mindst og størst. Et angst skema som er delt op i grøn, gul, rød kan gøre det mere synligt for både hende og jer. Den grønne zone er hvor hun har det godt og kan overskue tingene, den gule zone representere der hvor hun er usikker og begynder at føle sig presset og den røde zone er her hvor hun helst ikke skal ud i og hvor alting vælter og hun får angst. Derfor skal i have mest fokus på det grønne område og arbejde udfra der. Det er okay at komme ud i den gule zone men i skal stå klar til at støtte hende så hun får følelsen af susses og herved skulle hun gerne vokse i forhold til at få det bedre med hendes angst. Hvis vi som mennesker ikke kommer ud af vores komfort zone – altså det grønne område – så udvikler vi os ikke og det er vitgtig at vi udvikler os ellers bliver vi låst fast i vores udvikling både psykisk og fysisk. Denne model hedder “zonen for nærmeste udvikling” og kan måske give jer et bedre billede samt hjælpe jer på vej i forhold til det jeg lige har skrevet – Dette findes også under kognitiv behandling.

Det kan være nødvendigt med et læge besøg og måske endda behov for medicinsk hjælp da angst er en lidelse som skal tages alvorligt!

Jeg håber at jeg har kunne hjælpe jer lidt på vej

Mange hilsner Simone