Test dine bekymringer

Spørgsmål.

Til psykologpostkassen. Det er for nylig gået op for mig, at jeg har en meget lav koncentrationsevne samt hukommelse. Dette skræmmer mig meget, da jeg også nu her d. 1. September skal igang med at læse på universitetet. Jeg har læst på diverse artikler at dette kan være grundet mange forskellige faktorer: følelsesmæssigt (hvis man er meget emotionel, og derfor meget nemt kan blive distraheret af sine egne, samt andres, følelser), Socialt (Man bliver nemt distraheret af andres samtaler, påtagelser osv., at man bevæger sig væk fra sit eget “projekt”) og mange flere. Èn af faktorerne var blandt andet også alkohol. Jeg er 21, og må ærligt indrømme, at jeg da har festet meget de seneste år. Har I nogle værktøjer/øvelser jeg kan anvende, som kan styrke min koncentration og hukommelse? Mvh. En bekymret universitetsstuderende.

Svar.

Kære Maria.

Tag et år uden alkohol og erfar om det har positiv virkning.

Begynd på dit studium uden øvelser af nogen art. Skulle det vise sig at du får nogle besværligheder af den art du frygter så skriv til os igen og beskriv nærmere, hvad der sker.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

Fortrængning har både en positiv og negativ side.

Første spørgsmål:

Hej, Noget jeg har undret mig meget over er om det er muligt man helt kan glemme/fortrænge hvis man er blevet misbrugt i sin tidlige barndom? – Mia

Svar.

Kære Mia.

Det kan man godt.

Du er meget velkommen til at kontakte os igen, hvis du har teoretiske personlige, eller venskabelige grunde til, at få uddybet det spørgsmål.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

Andet spørgsmål:

Hej igen,

Det er fordi jeg har en tæt veninde som på en eller anden måde er lidt angst for det med at have sex, men også det med at få en for tæt på, selvom hun holder meget af dem og måske også bliver forelsket en gang i mellem. Hun beskriver det som at hun føler en tomhed efter at have haft sex, og hun virker sådan helt følelses kold, som om hun er helt tom inden i i dagene efter, når vi snakker sammen. Hvis der også fx er en fyr som hun synes godt om, erklærer sin kærlighed til hende så skubber hun ham væk med den begrundelse at hun alligevel bare vil såre ham, og/eller at hun føler det kun er pga. sex han siger det (jeg kender en af fyrene rigtig godt og han mener det virkelig). Det er som om hun ikke tør tro på det. Derudover er hun enormt glemsom, hun glemmer tit mange små ting som fx. mindre aftaler, noget hun skulle hente, en fødselsdag osv.

Hun har boet mange forskellige steder, og kommer fra en helt lille landsby på Fyn som hun flyttede fra da hun var 4, efterfølgende har hun boet i en mindre landsby i Jylland og bor nu i en større provinsby imens hun går i gymnasiet. Jeg har ikke kendt hende helt vildt længe, men vi er stadig ret tætte. hendes forældre er skilt og har været det i 5 år.

Kan grunden til denne angst være forbundet med et misbrug fra da hun var mindre eller måske hendes forældres skilsmisse? Vil gerne hjælpe hende, men ved ikke hvad jeg skal gøre?

Derudover af ren interesse, hvordan kan man så fortrænge det at man har været misbrugt så man helt glemmer det? og er der nogle følger/bivirkninger ved det?

Mvh

Svar.

Kære Mia.

Vedr. Dit spørgsmål:

Sæt dig ned og hold venstre arm bøjet foran dig, det er erindringen, før nu højre arm bøjet foran dig, det er modstanden mod erindringen, pres nu de to hænder så hårdt du kan mod hinanden og læg mærke til hvilken energi det kræver, at hverken energien eller modstanden imod den for lov at løbe videre. Du vil sikkert forstå, at den energi som fortrængningen presser på for at blive husket og den energi modstanden forbruger for at det ikke skal ske tilsammen vedvarende forbruger en masse energi.

Det er den skadelige virkning ved at en erindring holdes væk fra bevidstheden. At erindringen fortrænges hænger sammen med at på det tidspunkt hvor hændelsen indtraf, var det ubærligt for personen at se den i øjnene – og det er den gavnlige virkning af fortrængningen

Hvorvidt de problemer din veninde har, hænger sammen med fortrængninger af den ene eller den anden slags, eller har andre grunde, kan kun en konsultation med en klinisk psykolog afgøre.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vred ung mand

Spørgsmål.

Hej. Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde. Jeg har en del problemer oppe i mit hovede, jeg ikke formår, at få sat ro på. Mig: 28 år Assurandør 1 barn 5 år gammel Single Ingen kontakt til familien Minimalt forhold til venner og kollegaer Det er svært for mig at kontakte en rigtig psykolog, hvorfor ved jeg ikke, men jeg begynder at tro det er mere og mere vigtigt. (Min chef har bedt mig tage det op til overvejning) Jeg har været dysfunktionel i mange år, så længe jeg husker. Jeg fungere ikke i sociale lag, jeg har et meget voldsom temperament hvis folk sige ting til mig, der får mig ned. Eksempelvis taler om hvor få venner jeg har eller min fortid/barndom. Det har kostet mig ufattelig mange venskaber og forhold, og næsten ligeså mange jobs. (Siden 2013- 2016 har jeg haft 10 forskellige job) Jeg lyver ikke! 10 forskellige) Det er mig en gåde, hvordan jeg er sluppet igennem mine 28 år uden en eneste voldsom, da det ofte er gået helt galt. Jeg er en voksen mand, jeg har et godt job som jeg er bange for at miste hver dag. Jeg har en søn, som jeg er bange for mister mig hver dag. Jeg har en familie, jeg allerede har mistet. Er det her normalt? Skal jeg bare vende mig til, at fucke alt omkring mig op igen og igen?

Svar.

Hej Martin

Mange tak for dit brev og bekymringer

Den vrede du render rundt med er ikke normal – Hvad er det der gør at du er så hidsig? Der må ligge et eller andet til grunde for din vrede.

Jeg syntes bestemt at du skal kontakte en psykolog så du kan finde ud af hvor din vrede kommer fra og hvordan du skal håndtere den. Er din vredes følelse virkelig så meget bedre end dine venner og familie? Hvis du nu forestiller dig at dine venner eller familie var som dig – ville du så kunne holde ud at være sammen med dem?

For mig lyder det som om at du lader din vrede æde dig op og dine handlinger går ud over dine nærmeste så de tager afstand fra dig når det i virkeligheden er dine nærmeste som skal støtte dig i sådan en situation.

Som du selv skriver så er du en voksen mand men du opfører dig som et barn ved disse vredes udbrud. Forstå mig ret – kun DU kan ændre hvem du er og hjælpe dig selv. Jeg tror på at du er klar til at få den hjælp der skal til!

Du skriver også at du er overrasket over at der ikke er sket noget ”voldsomt” endnu og det får mine alarmklokker til at ringe! For mig lyder du som en tikkende bombe – godt nok er der ikke sket noget endnu men hvad så den dag hvor du eksploderer?? Skal du have en voldsdom eller skal der lig på bordet før du forstår at din vrede er uhåndterlig?

Jeg skriver mine ord af bekymring men samtidig vil jeg også gerne have dig til virkelig at tænke over dine handle mønstre og agere på din vrede på en mere hensigtsmæssig måde for ellers ender du ude på et sidespor hvor din vrede en dag får store konsekvenser og så ender du med at miste alt.

Jeg håber at mine ord kan hjælpe dig til at tænke mere over hvordan du kan hjælpe dig selv fremadrettet og jeg tænker bestemt at psykolog hjælp er et positivt skridt i den rigtige retning.

Mange hilsner Simone

 

 

 

Selvmordstanker?

Spørgsmål.

hej jeg er 16 år og har de sidste 5 år haft problemer med selvmordstanker, jeg har aldrig fået eller søgt hjælp. Jeg svinger meget i hvordan jeg har det, den ene periode kan jeg ikke se meningen med livet den anden forfølger jeg min drøm om elite sport, de perioder variere fra timer til et par måneder. Jeg får af vide af min familie, klassekammerater og lære at jeg er ustabil og svinger meget, jeg er meget irritabel og har meget svært ved at færdigøre ting jeg har begyndt. Det har fået stor indflydelse på mit liv og skolegang (snart 2.g) jeg har været tæt på at droppe ud og blive smidt ud flere gange. Jeg har undersøgt noget på mine symptomer, men synes nogle passer på maniodeppresiv og nogle på borderline. Hvad synes i symptomerne passer på? og er der noget hjælp (aalborg) uden brug for at tage på lægehuset, da jeg ikke ønsker at blande mine forældre i det. tusind tak for jeres tid 🙂

Kære…

Først en oprigtig beklagelse over at vi først svarer nu. Vi vil spare dig for forklaringer.

Vores første råd til dig er at ringe til Livslinien som er en organisation, hvor der ydes telefonisk rådgivning og Chat til mennesker der trues af selvmordstanker. Livslinien er anonym. Tlf. 70 20 12 01

Når du har været i kontakt med Livslinien – positiv eller negativ – så kontakt os igen.

Vi lover dig at være til rådighed indtil du har fået en bistand der hjælper dig.

Kærlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

Hvem er din ven?

Spørgsmål.

Hejsa, jeg hedder Nikolaj og er ny her. Jeg sad og surfere rundt på youtube, da jeg kom ind på en youtube-video om psykopater osv… Jeg blev lidt ‘hooked’, og searchede videre. Da de kendetegn for en psykopat kom op, havde jeg min ven i tankerne med det samme og var overbevist, men jeg er ikke psykolog så jeg vil ikke dømme nogen. De ting der blev sagt som han relaterer til og som jeg uden tvivl kan sætte i relation med ham er disse: * Han er totalt ligeglad med Loven og gør gerne noget ulovligt med det samme og nyder det. Også foran en lærer eller lign. * Meget hurtigt aggressiv og irriteret. Meget meget kort lunte, gå fra at være helt normal humør til at ville smadre alt på et sekund * har flere gange vist at han er ligeglad med hvordan nogen har det fx flygtninge eller folk der lider og siger at det er vist deres egen skyld ( hader muslimer tror jeg men han har ikke sagt det ) * Jeg tror han lyver tit, altså man tænkter nogle gange (hmmmm, passer det ) men man kan ikke modbevise det, altså man finder ikke ud af om det er en løgn eller sandhed. Håber i forstår? * ‘Blinker’ ikke hvis folk bliver slået ihjel på film, eller kigger ikke væk i de uhyggelige scener når resten af klassen gør. * Lærers regler er ligegyldige, han har sine egne. Kan MEGET nemt diskutere med en lærer om hvornår han skal komme i skole. Han synes 08.15 og læreren bliver simpelthen pissed altså. * Er meget impulsiv, altså han gør ting han lige har fundet på, og gider ikke være med til planlægning af fx klasse arrengementer da der jo er om så lang tid * Kan nemt skade andre og man kan se i hans blik at han er i sit “es” * Han manipulerer virkelig meget med vores matematik-lærer, altså man skulle tro han vær magiker Jeg har skrevet dette hurtigt, da jeg undrede mig???? Niko 🙂

Svar.

Kære…

Vi må nok skuffe dig. At stille diagnoser hører bestemt ikke til vores spidskompetancer. Selvom vi er psykologer.! For øvrigt har vi begge to mange gange takket Vorherre for at vi i visse situationer ikke er blevet iagttaget at nogle der har forstand på at stille diagnoser om menneskelige adfærdsformer.

Nå! vedr. din ven er det eneste råd vi mener at kunne give dig, at du prøver at se på dig selv, for at kunne blive klar over grunde til at du har sådan en ven –

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

Hurtig hjælp er den bedste hjælp.

Spørgsmål

Hej. Jeg er en ung mand på 23 år, som syntes at en del af min personlighed har forandret sig gennem de sidste par år. Før i tiden har jeg været et meget afslappet udadvendt menneske med selvtillid, hvor jeg nu har problemer med at få nærmest angst, når jeg skal møde et nyt menneske. Det der gør mig mest angst er når jeg skal hilse på. Jeg får en automatisk anspændhed i kroppen, jeg får det varmt og jeg er mest nervøs for at have fugtige håndflader, når jeg skal hilse på. Sådan har jeg ikke haft det før for et par år siden. Det der præger mig mest er når jeg skal hilse på folk, ellers har jeg ingen problemer med at sidde i sociale sammenhænge og snakke med andre folk. Jeg spørger glædeligt ind til andre mennesker. Jeg har nogle tanker i hvad der kan have gjordt det og det er at min kæreste og jeg er meget forskellige. Jeg er den udadvendte og snakkesalige, hvor min kæreste er stille og tænker meget over hvad andre tænker om hende. Nogle gange når vi har holdt i hånd og hun så har reageret på mine fugtige hænder, har jeg gennem tiden fået en vane med at tænke meget over om jeg sveder i hænderne, hvilket resulterer i at jeg så begynder at svede. Jeg ved ikke om det kan lade sig gøre men, tænker nogle gange om jeg kan være blevet præge af hendes personlighed og adfærd eftersom vi har boet og levet sammen til hverdag i næsten tre år. Jeg syntes det hæmmer mig meget i min færden blandt andre mennesker og er frustreret og ked af over at jeg har ændret mig, når jeg og andre slet ikke husker mig sådan. Jeg har betroet min mor og søster med det og de blev også overraskede over at jeg havde det sådan, for sådan har jeg jo ikke været før i tiden. Jeg vil bare gerne have noget hjælp, for det er meget ubehageligt at have det sådan. Mvh. C

Svar.

Kære C.

Der findes psykologer, der er specialister i at behandle sådanne enkeltstående problem som dit ved hjælp af kognitiv psykoterapi.

Disse psykologer undersøger naturligvis også om der ligger andre problemer gemt under det aktuelle problem. Prøv at tale med din læge, han kan måske henvise dig til en sådan psykolog, hvor du så kan modtage behandling på meget rimelige økonomiske vilkår. Måske kan lægen også hjælpe dig, og det vil være en god ide´ at vise lægen din mail til os og vores svar. Alternativt kan du selv finde en psykolog, som i så fald vi være noget dyrere. Og husk endelig at informere din kæreste om dine eventuelle tiltag lige fra begyndelsen.

Vi vurderer i øvrigt, at din kærestes og dine forskelligheder ikke nødvendigvis behøver at være negative for jeres forhold. F. eks. kan din udadrettede sociale kontaktform måske korrigeres lidt, ligesom din kærestes optagethed af hvad andre tænker om hende måske kan modificeres. Dette kan evnt. opnås, hvis I hører efter hinanden og ikke straks indtager forsvarspositioner.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

Gør det du kan og opgiv det du ikke kan.

Spørgsmål.

Kære psykologpostkassen.

jeg skriver på vegne af bekymringer for min mor. Jeg er bekymret fro at der er noget galt, hun har været meget igennem i hendes barndom. (seksuelle overgreb) Hun opfører sig meget unormalt. Hun har store humørsvingninger, vredesudbryd, hun har svært ved at holde fast i sine holdninger og meninger, hun skifter tit holdning eller mening om noget. Hun har svært ved at holde fast i diverse venskaber. Hendes venskaber m.h.t veninder er meget tætte i starten, men på en eller anden måde formår hun at ende ud i konflikter med dem. Hun har meget svært ved at holde fast i andre personer, da hun altid får optrappet til en konflikt og dermed giver dem skylden for konfliktens start. Hun har skiftet mænd ofte, og er nu tilbage hos vores far efter 3 gang, hun er stærkt jalou, og har brug for spænding og har derfor svært ved også at blive i et forhold på længere sigt. Hun får store vredesudbrud, og det gjorder hun også tit på mig, da jeg boede hjemme. Men det interessante er når hun står med et vredesudbryd der er gået udover mig eller andre er det som om hun taler om sig selv. Hun har gået til psykolog 2 gange før, men stoppede det så snart de begyndte at spørge ind til hendes barndom. Hun er meget svær at åbne op, og hun vil eller kan ikke snakke om problemer hvis der har været noget, heller ikke hvis der er opstået uvenskaber. Hun ønsker helst bare at glemme problemet de er opstået og ikke nævne noget omkring det igen. Hendes humørsvingninger og den måde hun er overfor andre mennesker på, påvirker mig meget, og hun nægter at modtage hjælp. Jeg øsnker bare af hele mit hjerte og få et svar på hvad det er hun evt fejler. Og om jeg kan gøre noget.

hilsen den fortvivlede datter

Svar.

Kære Sissel.

Vi føler en fortvivlelse der nok ligner din, når vi efter at have drøftet din mail bliver nødt til at svare dig, at det eneste vi kan råde dig til er at opgive at tro, at du kan hjælpe din mor.

Vi kan dog tilføje, at hvis de psykologer hun har konsulteret selv har taget initiativer til at spørge ind til din mors barndom og ikke kunnet vente til hun selv har taget initiativ er der måske et lille håb. Vi kan i givet fald hjælpe med en henvisning til en terapeut som ikke vil gribe sagen an på den måde.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

”Bedre sent end aldrig”

Spørgsmål.

Hej. Jeg ville gerne skrive om nogle tanker og følelser jeg ligger med. Men først vil jeg gerne snakke om mit liv, fordi i mit hoved kan det måske give et indblik hvorfor jeg har det som jeg har det. Jeg har vokset op med en far der var misbruger, min mor var og er egentlig sød nok jeg har aldrig haft problemer med mine forældre. Skole: Da jeg startede i skole, tænkte jeg at det var en god ide at begynde at supplere løgne til min egen virkelighed altså et eksempel kunne være at jeg syntes at mine forældre skulle være sejere end de andres forældre, hvorefter jeg begyndte at lyve omkring hvad de kunne og hvad det gjorde fordi jeg egentlig ikke var så stolte af dem selvom at jeg syntes de faktisk var de bedste forældre man kunne få. Så hver dag når jeg skulle snakke med mine venner så begyndte jeg at lyve, nogle gange kunne jeg nærmest høre den lille stemme inde i mit hoved ”hvorfor fanden sagde du det” men det stoppede mig overhovedet ikke, tværtimod løj jeg ind til jeg fik dårlig samvittighed. Efter nogle af de første klasser som jeg ikke husker så godt igen havde jeg kommet i problemer fordi jeg havde løjet om hvorvidt jeg havde lavet lektier eller ej. Mit sociale liv blev meget ødelagt og jeg fik meget svært ved at få venner selvom jeg egentligt prøvede. Det var også præget af mobning hvor de fleste ville bagtale andre over de mindste ting og det skulle være så nedladende som muligt. Det fortsatte i 10 år uden at mit liv rigtigt skiftede retning men jeg begyndte faktisk at ryge cigaretter fordi det var den eneste måde man kunne blive accepteret på og jeg følte en hvis frihed og afslappethed når jeg gjorde det, det var i hvert fald sådan jeg følte det og lyveriet fortsatte. Forhold: I 8. klasse fik jeg en kæreste som jeg egentlig kun kunne lige på grund af hendes krop og var egentlig meget sexuelt klar mest på grund af mine teen age hormoner så tænkte at det var hende jeg skulle miste min mødom til hun var 3 år ældre end mig. Da vi afsluttede vores forhold gik der ikke længe før lige inden 9. Klasse fik jeg en anden kæreste, vi havde været sammen et par gange på grund af mine forældre og hendes forældre kendte hinanden så en nytårsaften lå vi og kyssede i hendes seng hvorefter vi blev kærester, efter fandt jeg hurtigt ud af at hun egentlig ikke havde de samme slags tanker som jeg havde om hende altså kærlighedsmæssigt. Fra da jeg startede med forholdet til det sluttede havde jeg faktisk løjet omkring det meste af de ting der skete der hjemme. Jeg begyndte at finde på ting som jeg kunne have slået mig på forskellige måder eller at jeg kom over fordi at mine forældre slog mig eller noget andet overdrevet så hun følte medlidenhed for mig uden nogen grund. Da hendes forældre finder ud af mine medlidenheds historier vil de gerne finde sandheden og havde faktisk begyndt at supplere til mine løgne så at hun ikke ville være sammen med mig mere, det endte så med at hun slog op med mig og vi har ikke snakket med hende eller hendes familie nogensinde igen. Efter alt denne tid havde jeg faktisk ingen håb, jeg troede bare jeg ville grave mig ned i hul og blive der. Jeg ville helst ikke have nogle social interaktion og var syg meget af den tid jeg var på vej gennem folkeskolesystemet. 10. klasse: I 10.klasse prøvede jeg at beherske mig med at overdrive og lyve, Da jeg kom igennem den første halvdel af mit skoleår fik jeg det bedste forløb i hele mit liv, der var søde mennesker, gode lærer så jeg fik en fantastisk social kemi hvis ikke det havde været for det ene skoleår havde jeg nok aldrig snakket med nogen overhovedet. Mit liv vidste endeligt lyset efter jeg havde være ked siden min skolestart som helt lille, jeg var for en gangs skyld glad og havde venner. Lidt ekstremt sprog: Men pludseligt efter et godt stykke tid inde i min 10. klasse begyndte jeg at få en slags mørkere del af mig selv jeg begyndte at tænke på hvordan folk kunne dø på forskellige måder et eksempel kunne være hvis nu de blev stukket i halsen på den her måde eller de faldt og fik spiddet deres vandflaske igennem hovedet, nogle af de tinge jeg kommer til at tænke på er total tilfældige men det er altid hvordan en person dør, det dummeste er det er aldrig ment ondt på nogen måde, jeg gør ikke noget og jeg har aldrig tænkt mig at gøre noget. Men tankerne blev ved. Nu: Nu hvor jeg er ældre har jeg langsomt vænnede mig til hvordan jeg tænker. Jeg overdriver stadig bare på en mere sarkastisk facon og lyver stadig men det er måske mange vide løgne i stedet for de ekstreme slags. I øjeblikket har jeg haft en hulens masse mareridt, Og tankerne omkring at dræbe folk eller de forskellige måder de kan dø på har jeg stadig meget, De kommer tilfældigt nogle gange oftere end andre gange. Men kan det været noget omkring min opvækst eller er det bare mig der er mærkeligt tænkende.

Hilsen Valder.

Svar.

Kære Valder.

Dit problem hænger givetvis sammen med din opvækst. Der er kun en der altid har fået tæsk, når noget ikke er lykkedes for dig og det er dig selv af dig selv! Så der er mange der står til en røvfuld af dem du har mødt i dit liv indtil nu. Det er det dine mareridt og fantasier handler om.

Du trænger alvorligt til et opgør med tidligere plageånder i dit liv, men først skal de lokaliseres – bevidstgøres – for først herefter kan du tage stilling til hvordan du vil forholde dig til dem – og til fremtidige plageånder.

Et sådant opgør kan du få hjælp til af en psykolog eller psykiater der er uddannet i psykoanalytisk terapi og du bør i første omgang kontakte din læge for en henvisning, som vi eventuelt kan hjælpe med, hvis lægen finder det ønskeligt. ( Vis evt. din læge dit spørgsmål og vores svar.)

Vi hører gerne fra dig igen.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“Face the reality”

Spørgsmål.

Hej jeg er en kvinde på 33 år gift og har to piger og er gravid med nr 3. Jeg har prøvet at snakke lidt med andre om mine problemer ,men vil gerne høre sandheden fra en helt fremmed. Vi er tre søskende 1 storesøster og min tvilling. Der er 4 år i mellem os og vores ældste søster. Vi bliver født 7 måneder gamle og ligger i kuvøse i to måneder på Rigshospitalet. 6 måneder gamle bliver vi tvillinge søskende afleveret i udlandet hvor jeg bliver passet af faster og min tvilling af min mormor. Vi bliver der til vi er over 1 år og så bliver vi hentet hjem til Danmark igen. Der går lidt igen og vi bliver afleveret de samme steder igen til vi kan snakke. Vi kan ikke huske noget fra vores barndom udover at vi var meget generte overfor vores onkler og tanter da vi ikke kendte dem og grundet må jo være fordi vi blev sendt frem og tilbage. Vores storesøster var sammen med mor og far imens vi var i udlandet. Hun blev ikke sendt nogen steder. Hvordan kan det lade sig gøre at vores mor ikke kan tage sig af os ,men kan tage sig af vores storesøster? Jeg har selv født og tænker hvordan kan man lade sin lille baby blive passet i udlandet? Jeg fik det hele af vide af min faster da jeg sad og kiggede i billed albummet af mig og min tvilling da vi var voksne kan ikke huske alder ,men tror det var omkring de 18-20 år. Og det var et billed af vores 1 års fødselsdag hvor jeg spørg min faster: Faster hvem er hvem her ( vi er enæggede tvillinger) og hvor er mor og far? Hun svarer tilbage at de ikke var der til vores fødselsdag og tro mig det gjorde virkelig ondt i hjertet at høre det. Vi lærte først vores far at kende da vi var 15 år, grundet han drak og var aldrig hjemme og når han så kom hjem så blev der slået og sparket og kylet med en hel masse i hovedet på mig og min tvilling. Vores mor har noget specielt over for storesøster , hun laver fejl efter fejl men det bliver lukket i og mor støtter og bakker hende op heletiden. Jeg har lavet fejl og min tvilling har lavet fejl, men vi blev bare smidt ud hjemme fra og der blev sagt en hel masse grimme ord. Er det os der er helt galt på den eller hvad jeg forstår det virkelig ikke. Vi har mange gange tænkt om vi kunne være adopteret ,men vi ligner både mor og far så det er umuligt. Jeg har mistet meget over for min mor desværre og min far har jeg bare ondt af… Der bliver lavet forskel på både os tvillinge søskende og mine børn. Min storesøster har to børn. Min mand har også lagt mærke til det og han er hamrende gal over det. Hendes børn er 15 og 10 og uhh de må ikke få røg i hovedet og åhh det er ikke sundt for dem, men mine børn på 6 og 19 måneder bliver der bare pust røg i hovedet på dem. Jeg er ved at blive sindssyg af alt det her, jeg kan ikke komme ud af det. Jeg har prøvet at snakke med hende om det ,men hun lukker i og så gå hun på angreb og siger ejj Katja lad nu være med at overdrive og misund ikke din storesøster , hvor jeg så tænker …Hvaaad?? Jeg har bare brug for en MOR lige som alle andre kan du ikke bare elske os lige meget istedet for at skubbe os væk hele tiden.. Jeg ved godt det blev lidt indviklet,men det er sådan jeg har det og jeg kan ikke forklare det bedre.

Svar.

Kære Katja.

Det bedste du kan gøre for dig selv og dine børn er at indse at sket er sket og ligeledes se i øjnene at de forhold der hersker i din familie nu vil fortsætte som de er. Du vil så blive i stand til at modtage den kærlighed som dine børn, din mand, din tvilling og dine venner viser dig. Og selv vise dem den kærlighed du kan give.

Hvad der har ligget bag din mors og fars handlinger er ikke til at forstå uden videre. Men du kan prøve at acceptere at du ikke har fået den behandling af dem som du mener du burde have fået. At arbejde med dette er svært og pinefuld og hvis du har mulighed for det vil du formentlig kunne få hjælp hertil af en psykolog. Det bør du nok overveje også for bedre at kunne hjælpe dine børn til en forståelse af familien der indeholder så lidt had som muligt.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Hvem styrer spirallen?

Spørgsmål

40 års samliv med humørsvingende mand sluttede efter hans grove overfald, der fandt sted i en alkoholtåge og som han insisterer ikke at erindre ret meget af. I vores 40 år sammen fungerede jeg som prügelknabe og filter overfor omvendenen. Han fik en dom for overfaldet og vi blev skilt, har delt boet og bor i hver sin landsdel. Han ringer et par gange om ugen og sludrer som om vi stadig var et par. Han er en charmerende og afholdt person. Jeg græder hverken over spildt mælk eller ønsker at påtage mig offerrollen, er kreativ på mange fronter og kunne have et godt liv. Samtalerne med eksen ødelægger mit humør, og jeg frygter en tilbagevenden til rollen som den positive bagstopper til en narcissistisk og manipulerende person. Jeg kan undvære kontakten, og håber den ebber ud af sig selv. Hvis ikke, så er spørgsmålet, hvordan skal jeg tackle jeg min rolle i forhold til eksen uden at sende ham i en negativ spiral.

Svar.

Kære Eva.

Hvis du virkelig ønsker en absolut og varig afbrydelse af kontakten med din eksmand, så skriv det til ham og hvis han ikke respektere det, så bed om hjælp fra politiet eller fra en advokat.

Hvis du ikke reagerer klart og tydeligt overfor din eksmand vil du fastholde ham netop i den negative spiral du ikke ønsker.

Venlig hilsen

Ulla og Ole