Når hurtig hjælp er afgørende!

Spørgsmål.

Hejsa I august måned kom det frem, at min lillebror havde solgt hash og andre stoffer, hvilket selvfølgelig ikke faldt godt til i familien. Det skal siges, at begge mine forældre er akademikere og vægter uddannelse meget højt. Derfor har vi fire søskende altid været indenfor lovens rammer og er godt på vej til at blive færdiguddannet. Dog kommer min lillebror ind i det forkerte miljø og begynder at sælge stoffer. Det bliver han ved med i ca. én måneds tid før min mor opdager stofferne gemt i en pose under sengen. Min mor der har forhøjet blodtryk, kan ikke styre sig selv, og er uden tvivl blevet psykisk belastet som aldrig før. I de efterfølgende dage er hun stadig fra den. Hun har ikke sovet i flere dage, og alt der kører igennem hovedet på hende er sin søns fremtid. Det korte af det lange er, at min lillebror stopper med at sælge stoffer og fortsætter sit studie. Vi prøvede alle så godt som det var muligt at feje det under bordet, så min far ikke opdagede det og lade som ingenting var hændt. Desværre begynder min mor at få vrangforestillinger, der indebærer vores underbo og den pågældende boligforening. Vrangforestillingerne var en blanding af hashsalg, bandegrupperinger og integrationsproblemer. Kort fortalt begynder min mor at tro, at vores underbo og andre naboer sælger hash, og hun påstår hun kan lugte hashen. Dernæst er vores boligforening en bande, da deres hovedmål er at udvise alle indvandrer sammen med integrationsministeren. Min mor påstår, at vores naboer har lagt kameraer og chips inde i vores lejlighed. Desuden påstår hun også, at de tager billeder af os gennem væggen. Min mor sagde, der var et medlem efter hende med en pistol tæt ved, hvor vi bor. Boligforeningen har desuden lagt en kæmpe magnet over vores hjem… Alle disse hændelser er bare et udpluk af episoder hun påstår er sket. Det skal siges, at min mor er 55 år gammel, skilt, isoleret, snakker ikke med sin egen familie grundet familieproblemer, høre og ser dårligt og er arbejdsløs. Vi har prøvet at tilmelde hende kurser og fitness, men det har ikke hjulpet. Hun vil ikke til lægen, da hun er “rask” og intet fejler.. Hvad skal vi gøre? Og får vi nogensinde vores gamle mor at se igen?

Svar.

Kære Adam.

Jeres mor er invaderet af vrangforestillinger, og hun har brug for hurtig og intensiv lægehjælp for at forhindre en yderligere udvikling, der i værste fald kan medføre det I frygter, nemlig at I aldrig mere får jeres `gamle mor´ igen.

I må derfor sammen med jeres far henvende jer til jeres læge og bede ham om at gribe ind uanset om jeres mor ønsker det eller ej. I første omgang er det fuldt forsvarligt at i event. henvender jer til lægen uden

Jeres mors vidende.

Venlig hilsen

Ole og Ulla

 

 

 

 

Når fortid bliver nutid

Spørgsmål

Kære jer,

JAg aner ikke hvem jeg skal tale med, og derfor prøver jeg at vende det med jer. For 13 – 14 år siden gik jeg i gymnasiet, og en af mine bedste veninder blev efter en fest overfaldet, tæsket og voldtaget da hun var på vej hjem. Det satte en kæmpe frygt i os alle, vi var kun 16 år, og vi i venindegruppen forsøgte så vidt muligt at støtte hinanden i tiden efter. Gerningsmanden voldtog flere kvinder og blev fanget året efter og idømt 7 års fængsel. Medierne beskrev det som de groveste voldtægter i nyere tid, på det tidspunkt. Jeg har efterfølgende været meget bange for at være alene og for at køre alene hjem, uanset tid på dagen. Jeg har haft mange problemer med panikanfald fordi jeg har været så bange for at blive overfaldet. Det er blevet bedre med årene, men jeg melder stadig fra til ting hvor jeg ved at jeg kan risikere at skulle gå alene f.eks fra en komsammen og ned på en parkeringsplads. I sommers købte min mand og jeg vores drømmehus. Skøn beliggenhed i forhold til arbejde og børn, og alle vores drømme kan opfyldes her. Naboerne er hovedsageligt børnefamilier og er alle meget imødekommende. Vores nærmeste nabo er et par med to børn, og jeg talte meget med særligt manden, de første par måneder efter vi var flyttet ind. Han er sød og charmerende og vi har talt mange gange. Jeg synes han virkede bekendt, men vi har boet i området i flere år, inden vi købte det her hus, og jeg tænkte blot det var fra området jeg kendte ham. Men for to måneder siden fortalte en af de andre naboer, at han har siddet i fængsel for voldtægt, og med ét slog det mig hvorfor han virker så bekendt: det var ham der voldtog min veninde. Jeg Googlede hans navn for at være helt sikker, og det er desværre sandt: jeg er nu nabo til den mand jeg har været så bange for i så stor del af mit liv. Jeg har haft det rigtig skidt efter jeg opdagede det, vi har fået indstillet alarm i hele huset, men jeg sover nærmest ikke om natten, og jeg tør ikke gå ud med skraldeposen når jeg kan se hans bil er hjemme. Jeg aner ikke mine levende råd, det er ikke en mulighed at sælge igen her efter så få måneder, det vil ruinere os, og jeg elsker jo huset og beliggenheden og de andre naboer, men jeg synes det er fuldstændig uoverskueligt at bo ved siden af den mand der har ødelagt så meget for min veninde og for mig selv. Hvordan kommer jeg videre? Hvordan lærer jeg at tackle situationen? Er det overhovedet muligt?

Svar.

Kære…

Først og fremmest skal du kontakte din læge for at få en henvisning til en psykolog der kan hjælpe dig med at få behandlet de eftervirkninger af det chok du fik i sin tid og som naturligt nok aktiveres ved din nye nabo. Efter en tid kan du så sammen med psykologen overveje hvordan du skal forholde dig til naboen. Men du bliver altså nødt til at udholde situationen indtil du sammen med psykologen har fået behandlet nogle af eftervirkningerne. Hold ud og se det positive i at du – for at bruge et billede – nu får lejlighed til at få renset et sår helt ud.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

PS. Når du henvender dig til din læge så vis ham din mail til os og vores svar.

 

Når det sure blokerer for det søde

Spørgsmål.

Hej Psykolog postkasse. Jeg er en mand som er 50 år – grunden til at jeg henvender mig til Jer, er at jeg har en udfordring der ikke som sådan er et problem . nærmere en stor irritation! Jeg var i 2003 udsat for en større trafik ulykke hvor man sagde at jeg kunne have PTSD, året efter fandt jeg til stor fortvivlelse ud af at min kone havde ligget med en anden mand igennem de sidste tre år- resultatet blev at jeg blev skilt, jeg har hele mit liv været – hvad jeg ynder at kalde, udstødt, altid anglet efter andres godkendelse, og egentlig ikke nogen relationer at tale om, jovist min far og mor forblev sammen, men det var ikke et forhold med kærlighed som sådan! jeg har altid følt jeg ikke hørte til, var forkert – eller utilpasset, selvom jeg gjorde mit til at tingene gled. Efter skilsmissen oplevede jeg at min mor og søster ikke ringede eller skrev til mig, i og for sig følte jeg at det hele var min skyld (jeg havde på aftenen haft intentioner om selvmord, og gjorde også forsøget!) jeg mødte herefter en kvinde som jeg faldt pladask for – hun var så ekstrem religiøs (Jehovas Vidne – jeg dømmer dem ikke! Havde det ikke været for dem var jeg her ikke!) men jeg kan ikke leve i sådan en religion, selvom jeg grundet kvinden var i denne “kult” i godt to år, jeg stoppede også forholdet, hvilket faktisk var en fejl (jeg fortryder bruddet idag!) – jeg har som årene er gået oplevet et fald i mit engagement i livet (som om alt rager mig en høstblomst – det burde det ikke! men alligevel jeg vandrer rundt som i en drøm fuldkommen lammet!) jeg har bidt mærke i en tendens i mig, som i og for sig skræmmer mig, jeg elsker mennesker og også mit arbejde som Teknisk Service Assistent (Københavns Kommune) men kommer folk for tæt på mig – folk som kunne blive venner eller kærester, så skubber jeg dem væk, som om jeg har en kæmpe mur oppe! Ja jeg blev super såret, og ja jeg tog nogen tæsk – men det burde ikke gøre at jeg isolerer mig. og dette er sagens kerne. jeg gør tilsyneladende alt for at være isoleret og henvise dig til alene, åbenbart skræmmer nærhed mig, desuden har jeg så problemer med intime forhold. Tror I at med denne sparsomme info, kan hjælpe mig med at binde op for denne gordiske knude. Jeg har det jo fint som jeg har det, det irriterer mig bare at jeg skubber søde velmenende mennesker væk, som rent faktisk vil være venner, og som endda måske kunne hjælpe mig med at udvikle mig. Kh. Mark Kruse Ps. Jeg beklager denne noget rodede mail, jeg håber I kan finde hoved og hale i den trods alt. Jeg er taknemmelig for den hjælp eller henvisning jeg kan få til knuden.

Svar.

Kære Mark.

Vi ser din livssituation – billedligt – som en tallerken der er fyldt til bristepunktet med en overvægt at bitre retter, der indtil nu har været uspiselige for dig, og som derfor ikke giver plads for nærende og gode retter.

Og før de bitre retter er spist og fordøjede vil det forblive sådan.

Vores antagelse om, at du har brug for en dybtgående og langvarig indsigtsbaseret psykoterapi bygger vi på ovennævnte billede og henviser dig til:

C.G. Jung Instituttet i DK

Her vil du finde kontakt og adresser på analytikere under DSAP

Vedlæg din mail til os og vores svar.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

Få hjælp NU!!!

Spørgsmål.

Hej, se det her har jeg aldrig gjort før. Jeg er en pige på 17 år med en del at tænke på. Jeg bor på et opholdssted faktisk. Jeg overtænker, jg overtænker rigtig meget. Hver aften når jeg er alene, så tænker jeg på alt muligt. Altså alt muligt negativt. Det er meget svært at forklare, hvad det lige præcis er jeg tænker. Tænker at min kæreste er mig utro bare fordi han ikke svare mig i 5 min hvilket er sindsygt åndsvagt af mig. Jeg tænker at han ikke gider mig, men jeg ved at han elsker mig virkelig meget. Kan også tydeligt se, og føle at han elsker mig. Tænker også at min familie ikke gider mig, altså at ingen vil have jeg er her agtig. Jeg er en del stresset for tiden. Faktisk virkelig meget, føler jeg. Er lige blevet smidt ud af skolen, pga for meget fravær. Har et misbrug jeg skal ud af. Har mine venner jeg også skal have tid til. og min kæreste selvfølgelig. Der er pligter som stresser mig. Alt stresser mig. kan heller ikke sove om natten. Min kammerat som jeg har kendt siden 0 hængte sig selv, for ca en uge siden. Det går mig også meget på, da en tidligere veninde ar givet mig skylden for hans død. Der er meget og kan ikke overskue noget overhovedet. Føler der er noget galt med mig, men ved ikke hvad det er. Kh Pigen med en del at tænke på

Svar.

Kære…

Lad os tage dit ydre liv først. I og med at din kammerat har hængt sig dit misbrug og din skolesituation er der tre grunde til at du har ret til hjælp. Henvend dig til lederen af dit bosted og din læge og vis vedkommende din mail til os og vores svar og bed om hjælp. Det kunne i første omgang bl.a. Være med en henvisning til en psykolog.

M.h.t. dit indre liv så prøv i første omgang at se dig selv som leder at en børnehave, hvor en flok negative, umulige unger dominerer alle de andre og også dig med hele tiden at udsende negative og sårende budskaber til alt og alle.

Stil ungerne op i en kø og gå i dialog med dem en ad gangen.

F.eks. sådan: Udvælg dig en unge og lad ham komme til orde: Din kæreste er dig utro! Stop ungen her og spørg om beviser på det. Hør så godt efter, hvad ungen siger og fortsæt dialogen indtil han har sagt noget som du kan efterprøve i realiteten. Hvis han ikke kommer med noget så bed ham holde kæft og gå så over til den næste. Det kunne være hende eller ham der fortæller dig, at der ikke er nogen der holder af dig! Bliv ved at snakke med ungen på samme måde , indtil du er helt færdig med det og gå så videre til den næste. Skriv eventuelt dialogerne ned. Hvis der er nogen at ungerne der trænger sig på, mens du snakker med en af dem, få stillet dem op i køen og lov dem, at de nok skal komme til, når du har kræfter og tid til det. Og glem dem ikke!

Måske kan du få en pædagog til at hjælpe dig i begyndelsen.

Men hjælp ska du have og det skal være nu!

Og du er velkommen til at skrive til os igen om hvordan det går.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvem bestemmer?

Spørgsmål.

Kære Psykologpostkassen. Jeg skriver til jer, fordi jeg gerne vil have et godt råd til at håndtere vrede. Når jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere en situation, og jeg føler mig fanget i situationen, reagerer jeg ofte med vrede, hvor jeg råber eller slår. F.eks. hvis jeg bliver holdt vågen af lyde om natten, eller når et af mine børn ikke vil sove, selvom det er træt, eller når katten glemmer, at den ikke må være i møblerne mv. Alt sammen situationer jeg egentlig ikke kan kontrollere, men gerne vil, og derfor bliver jeg vred. Jeg kan lære at håndtere sådanne situationer, når de opstår igen og igen, fordi jeg så lærer mig selv, at situationen nok skal gå over, og så bliver jeg ikke vred. Men livet bringer jo hele tiden nye situationer af disse typer, som jeg ikke har forudset. Kan I komme med et godt råd til mig til, hvordan jeg kan lære ikke at blive vred, men i stedet tælle til ti? For for mig er det lige som om, at der går en sort klap ned, og jeg blot handler. Også selvom jeg oftest ved, at det er forkert. Jeg foretrækker at være anonym.

Svar.

Kære Findus.

Du har en lille uregerlig Lille Findus (LF) i dig, som trænger til din opmærksomhed. LF bliver meget hurtig vred over at verden ikke er som han /hun mener den skal være. Og skubber så dig til side og råber og skriger og slår og sparker. Og det må jo høre op, så vi vil foreslå at du udnævner dig selv som direktør i dit eget hus og næste gang LF rører på sig så vend dig mod ham/hende     og fortæl at du er klar over at LF er der og fortæl så, at du nok skal tage dig af den foreliggende situation . Kom i det hele taget i kontakt med LF, hør på ham/hende og handl derefter som direktøren (der altså er ham/hende der bestemmer hvad der skal ske og som er den der skal tage ansvaret for de!

Venlig hilsen

Ulla og Ole

Ps. Hvis du er til sådan noget, kan du komme i nærmere dialog med LF via en dagbog.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er bange for edderkopper!

Spørgsmål.

Hejsa. Jeg er en pige på 19 som er begyndt at blive mere og mere bange for edderkopper. Jeg syntes jeg ser dem alle stedet, og jeg panikker lige så snart jeg ser dem. Jeg har haft maridt om dem, og ser syner om dem. Jeg har en helt ekstrem angst for de små sataner. Jeg tør knap nok slå dem i hjel, og når jeg endelig får det gjort så føler jeg de er over alt på mig. Jeg bliver paranoid, ift om der nu kravlet en edderkop på mig når jeg sover eller noget. Hvordan kommer jeg af med den angst. Den er blevet værre og værre på det sidste. Hvis jeg ser edderkopper kravle går jeg er panik og skriger. Jeg kan ikke forklare min angst for dem nok. Jeg mistænker jeg har en fobi for dem. Når jeg læser om hvordan det er når man er almindeligt bange for dem eller man har en fobi for dem, er alle mine reaktioner overens med en fobi… Kan jeg kommer af med det på en eller anden måde. Jeg er ved at rive hovedet af mig selv over at jeg er så bange… er jeg syg? Eller hvad sker der? Mvh anonyme..

Svar.

Kære Anonym.

Du er ikke syg, men din angst for de små dyr ligger lidt udenfor normalpsykologiens rammer og ved, at henvende dig til din læge kan du bede om en henvisning til en psykolog der arbejder med den slags på en kognitiv basis.

Det vil være en god idé at vise din mail og vores svar til din læge enten før eller samtidig med at du møder vedkommende.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

Jagten på det “rigtige” svar

Spørgsmål.

Kære Psykologbrevkasse. Jeg er en kvinde på 29, jeg studerer og arbejder ved siden af, men jeg har en lang historie at fortælle om mit ”problem” som har ledt mig til henvendelsen – Så jeg vil starte fra begyndelsen. Da jeg var 8-9 år fik jeg for første gang en tanke: Hvad hvis intet i virkeligheden eksisterer? Hvad hvis hele verden bare er noget, jeg forestiller mig eller drømmer? Jeg spurgte min mor, om hun nogensinde havde tænkt på det, men hun var meget hurtig til at slå det hen som noget fjollet, og blev, som jeg husker det, også lidt irriteret på mig, fordi jeg insisterede på, at jeg jo ikke med sikkerhed kunne vide, at hun eksisterede. Jeg nævnte det ikke for hende igen, men tanken blev hos mig. Op igennem mine tidlige teenageår blev jeg plaget af tvangstanker, som udsprang af denne tanke. Jeg blev bange for, at jeg kunne kontrollere virkeligheden med mine tanker. En rationel del af mig selv vidste naturligvis godt, at det var skørt, men jeg kunne ikke slippe tvivlen. Det ledte til, at jeg sagde mange remser i hovedet og udførte små ritualer for at sikre mig, at alt gik som det skulle. At jeg ikke kom til at gøre noget, der ville gøre folk vrede eller kede af det, for eksempel, og at der ikke skete noget med dem, jeg holdt af. Min familie fandt først ud af det, da jeg begyndte at have tvangstanker om mad, og jeg blev ud af det og sendte mig til psykolog, som fortalte mig, at jeg havde OCD. Hun og hjalp mig med stille og roligt at holde op med alle ritualerne. Min mor fortalte mig dengang, at min far også led af tvangstanker, og det havde han altid gjort. Jeg så ikke min far ret tit, for han havde et alkoholproblem, som var blevet værre og værre siden min mor og ham gik fra hinanden. Jeg blev enormt bange for at blive som ham, og følte lidt, at min mor næsten bebrejdede mig for mine tvangstanker og for at ligne min far. Det var skamfuldt for mig at være som ham. Efter psykologhjælpen kom jeg på efterskole og i gymnasiet, og tvangstankerne var aftaget. Min ”virkelighedstvivl” var dog aldrig helt væk, og jeg havde stadig ikke fortalt andre om, hvor ofte jeg gik og tænkte på den slags. Ikke engang psykologen. Jeg var bange for, hun ville mene, jeg var skør. Til gengæld begyndte jeg at læse en masse filosofi og se science fiction film og opdagede, at andre havde haft de samme overvejelser som mig. Det hjalp mig til at forholde mig mere intellektuelt til mine tanker, og jeg kunne føle mig lidt begavet og filosofisk. I en lang periode kunne jeg holde tvangstankerne og ritualerne på afstand. Først i midten af 20’erne, efter en længere, ret stressende periode, kom det for alvor tilbage – denne gang ikke kun i form af tvangstanker, men i form af voldsomme panikanfald, der ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Pludselig kunne jeg ikke kontrollere min krop, og jeg tænkte; nu sker det. Nu bliver jeg sindssyg, som jeg altid har vidst, at jeg ville blive. Nu mister jeg kontrollen. Al den skræmmende tvivl fra min barndom kom tilbage igen i fuldt flor, underbygget af ubehagelige ”ud af kroppen” oplevelser i forbindelse med panikanfaldene. Jeg begyndte at få en masse tvangstanker igen – denne gang var de dog ikke ”magiske”, som da jeg var yngre, men drejede sig om konkrete ting i min hverdag, der kunne være ”farlige” – klassiske ting så som låsen på døren, komfuret, glattejernet, og bakterier i køkkenet. Jeg vaskede hænder ret mange gange om dagen og følte mig komplet idiotisk og neurotisk. Kort sagt, jeg kom til lægen, fik en psykologhenvisning og blev helbredt for min panikangst, men jeg fortalte hverken min psykolog eller min læge om tvangstankerne, eller om nogle af alle de spekulationer og forestillinger, jeg har haft det meste af mit liv. Jeg føler, der bliver set ned på og gjort nar af folk med OCD, og jeg kan ikke identificere mig med det. Jeg føler, mine tvangstanker og – handlinger udspringer af min grundlæggende tvivl på altid. Jeg kom heller ikke helt af med mine tvangstanker igen, de er her stadig og kan i perioder være meget belastende, andre gange fylder de ikke så meget og er nemmere at ”ryste af”. Men nu er jeg kommet dertil i mit liv, hvor jeg har besluttet mig for at finde ud af, hvad det er, der egentlig foregår i mit hoved. Det er for svært for mig at gå ned til lægen og fortælle, at jeg tvivler på altings eksistens, og at det i perioder kan nage mig, så det næsten driver mig til kanten af vanvid og holder mig vågen om natten. Jeg kan blive helt bange for tanken i sig selv. Det er pinligt og skamfuldt, og jeg er bange for, de vil sige, jeg er sindssyg. Det er nemmere at skrive det til jer. Jeg ville så gerne vide, hvor den her “tvivl” kommer fra, hvad er det for noget? Er det relativt normalt, er det en bestemt lidelse, er jeg virkelig så skør, som jeg selv tror? Og er der nogen hjælp at hente?

Vh. Louise

Svar.

Kære Louise.

Du har indtil nu fået velment hjælp til, at få et svar på dit ubesvarede spørgsmål til din mor i form at diverse diagnoser – herunder dine egne!

Og nu spørger du os om der er – anden, formoder vi – hjælp at hente.

Det er der i form af jungiansk psykoanalyse som du kan læse nærmere om på adressen: Junginstituttet.dk og hvis det har interesse se under linket, DSAP kontakt og adresser.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

(Både Ulla og Ole har gået i psykoanalyse.)

 

 

 

 

Først pes-så blomster!

Spørgsmål.

Hej Jeg skriver til jer, fordi jeg føler så meget skyld. Som barn blev jeg seksuelt misbrugt af min far. Jeg har aldrig fortalt det til nogen. Gennem min opvækst lignede vi en helt almindelig familie – jeg fornemmer, at min mor vidste det, men valgte at ignorere det. Min mor har altid været fraværende og meget optaget af, at se vellykket ud i andres øjne, og min far var dominerende og manipulerende, derfor synes jeg, det var nemt at bryde kontakten med dem som voksen. Men da min far døde, fik jeg enormt dårlig samvittighed over at have brudt kontakten – jeg fik jo aldrig sagt farvel og begyndte at savne min far ekstremt meget. På en måde var han den eneste forælder, der viste (misforstået) omsorg, og han forsøgte også at kontakte mig, men jeg afviste ham gang på gang. Inderst inde elskede jeg jo min far til trods for overgrebene, men jeg kan stadig ikke forstå, at jeg føler skyld. Hvorfor reagerer jeg, som jeg gør?

Den omsorgssvigtede.

Svar.

Kære…

Vi vover et bud på, hvorfor du føler skyld overfor din far.

Du har aldrig vist ham den vrede og frustration som du følte den gang han i stedet for kærligt, at gøre det der var bedst for dig brugte dig som et objekt til at tilfredsstille egne behov uden, at du havde muligheder for hverken at sige til eller fra. Den vrede findes stadig i dig og da du altså inderst inde stadig elsker din far er det svært for den at komme til udtryk, og den vendes derfor mod dig selv kamufleret som skyldsfølelse, som ikke er andet end vrede dyppet i sirup – hvis du forstår, hvad vi mener.

Hvis du gør det så tag ud, hvor din far ligger begravet og pes først på hans grav og læg så en buket blomster og når det er gjort så henvend dig til din mor og giv hende det møgfald, hun så inderligt har fortjent – så slipper du for at pesse på hendes grav også.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

Ps. Hvis det ikke er muligt for dig at følge vores konkrete rådgivning, så gør det samme på din egen måde.

 

 

 

 

 

 

At stå ved sig selv kræver mands/kvinde mod

Spørgsmål.
Jeg er i lidt af et dilemma. Jeg har hele mit liv haft et meget anstrengt forhold til min mor,og jeg er efter mange timer hos en psykolog, kommet frem til at hun har narcissistisk træk. Alt handler om hende, og selv en glad begivenhed for mig, kan hun vende om til at handle om hende. Dette har resulteret i at jeg holder hende på afstand dog uden at have droppet kontakten helt. Problemet er så at jeg nu er gravid med mit første barn, og jeg glæder mig, hvilket min mor selvfølgelig også gør, men på hendes egne vegne, hendes første kommentar var at hun ville passe den og med til scanning, hvilket jeg ikke vil have. Og sidenhen siger hun ting som at hun vil have den. Og selvfølgelig skal hun ikke have mit barn. Men at hun ikke kan sætte sig selv til side og overhovedet finde på at sige sådan noget, gør at jeg ikke har lyst til hun skal være en særlig stor del af det. Desuden vil hun nu holde jul med mig, hendes grund er at jeg er gravid, men den virkelige grund er at min mormor som hun plejer at holde jul med, skal holde det med nogle andre. Og jeg vil faktisk ikke holde det med hende. Sidst jeg holdt jul med hende var hun sur over hendes gaver og smed mig ud (jeg boede hos hende da jeg lige var kommet hjem fra en jordomrejse) siden har jeg ikke ville holde jul med hende. Så hvad kan jeg gøre når nu hun spørger om vi ikke skal holde det sammen. Eller om hun må komme med over til min kærestes familie? Jeg vil jo ikke gøre hende ked af det, men vil bare heller ikke have hende så tæt på. Desuden kan jeg lige forestille mig hvor pinlig og omklamrende hun vil være,for at lade som om vores forhold er bedre end det er. Hvordan får jeg hende på afstand og får hende på andre tanker ang jul? Ved virkelig ikke hvordan jeg kan sige det til hende, for det er jo også synd hun skal sidde selv. Men da min familie holdte Mortens aften og jeg som den eneste ikke var inoteret mente hun det var min skyld, så burde jeg have dårlig samvittighed? Håber i kan hjælpe Vh katrine.

Svar.

Kære Katrine.

Inderst inde tror vi, ved du godt, hvad du skal gøre (at melde ærligt ud til din mor, om hvordan du ønsker jeres kontakt skal være) Vi tror derfor også, at du ønsker et råd om, hvordan du kan gøre det uden at din mor bliver vred, fornærmet, skuffet, ked af det, o.s.v. og det kan ikke lade sig gøre. Med andre ord, at for at du kan gøre det der kan skabe en forandring i jeres forhold og du kan fremtræde som du er overfor din mor, må du udholde de nævnte følelser, og sikkert også mange andre ubehagelige. Og gør du ikke det, fortsætter din mors og din relation som den er i det uendelige.

Vi råder dig derfor til at følge vores råd og begynde med det samme før du føder og det bliver jul osv. hvis du venter, bliver det bare sværere at få begyndt.

Læs evnt. E-bogen, Elsk mig eller rend mig. udgivet på Nielsens forlag.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

Krise-sammenbrud og/eller gennembrud.

Spørgsmål.

Kære psykologer, Jeg er ikke god nok til mit arbejde! Det kan direkte måles, så det er nok desværre ikke en sær idé, jeg har fået. Jeg er en 58-årig gymnasielærer med ca 25 års erfaring. De sidste 6-7 år har mine elever opnået temmelig ringe eksamensresultater. Mine sommerferier er nærmest blevet ødelagte af at spekulere over det. Især i år og sidste år har det været grelt. Elever, jeg har givet 10-12 i årskarakter, har fået ned til 02. Der er højst ét 10-tal, aldrig 12, som jeg kan se, at mine andre kolleger opnår. Jeg har fået lov til at læse elevernes eksamensopgaver igennem og er som regel enig i karaktererne, der er givet ved eksamen, så jeg tror ikke, jeg til dagligt har bedømt forkert. Til dagligt KNOKLER jeg med mit arbejde, og derfor er det så smerteligt at opleve så ringe resultater. -Men måske sætter jeg ind de forkerte steder i min undervisning? Jeg kunne selvfølgelig snakke med mine kolleger, men det har jeg ikke rigtig samlet mod til. Alt er strammet op med reformer på gymnasieområdet, og måske har jeg ikke rigtig fulgt med? Jeg synes ellers, at jeg deltager i “det hele” – kurser, møder osv. Men generelt føler jeg, at mine kolleger altid er bedre orienterede end jeg. For første gang i mange år oplever vi fyringer på gymnasierne, og jeg er bange for, at det vil ramme mig! Stramningerne gør også, at min arbejdsglæde kan ligge på et lille sted, men føler, jeg gør alt, der forlanges af mig. Jeg er TRÆT hele tiden pga. arbejdet – også pga. det som nævnt ikke bon’er ud i tilfredsstillende resultater. Jeg skal nævne, at jeg de sidste 17 år har taget medicin for depression. Det hjælper, men jeg er ikke optimalt fungerende. Min kæreste lider også af psykisk sygdom, og det kan også trække tænder ud. Well, kan I give mig et eller andet indspark, der måske kunne hjælpe mig lidt videre? Min sommerferie er snart slut, og igen er den blot gået med at tælle ned til skolestart, og jeg har knap været uden for min by. Kærlig hilsen, Johanne

Svar.

Kære Johanne

Det er meget sjældent for ikke at sige aldrig, at vi anbefaler eller henviser til bestemte behandlingsmetoder eller bestemte terapeuter, men det gør vi altså nu.

Prøv at læse om DSAP- selskabet for analytisk psykologi på nettet. Såfremt du finder det interessant så skriv igen, med angivelse af din bopæl, så vil vi hjælpe dig med en henvisning.

Ulla og Ole har begge haft stort udbytte at jungiansk baseret psykologi og Ole er selv udannet som Jungiansk psykoanalytiker `ovenpå´ sin uddannelse som klinisk psykolog.

Så vi har et solidt grundlag for at råde dig til at overveje vores råd.

Hvis det ikke har din interesse så skriv igen, så lægger vi hovederne i blød!

Venlig hilsen

Ulla og Ole

Ps. Læs evt. artiklen Hvad er en krise? Muren og døden, her på psykologpostkassen under artikler.

Litteratur der kunne være interessant for dig kunne være Søren Kirkegård ” Begrebet angst”