Arkiv

Jeg vil gerne slippe af med min frygt for spøgelser.

Hej.
Jeg er en pige på 20 år, jeg bor alene i en 2v. lejlighed, og studere til daglig.
Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 16 år. Sagen er den at jeg stadig er bange for at være alene hjemme, hvilket er tosset, eftersom jeg jo bor alene og altid er alene hjemme!
Jeg begyndte at være bange for at være alene hjemme da jeg var 12 år ca, efter jeg stoppede med at se min far, jeg var altid bange for at min mor ikke kom hjem igen. Ud over det, var jeg bange for spøgelser.
Jeg ved ikke om jeg tror på spøgelser, det gør jeg vel lidt. Jeg har det på samme måde i dag, jeg er bange for at være alene, jeg føler ikke jeg er alene. Jeg er bange for mørke, og nogen gange er jeg bange for at sove fordi jeg ikke har kontrol og ingen passer på mig. Jeg vil gerne slippe af med min frygt for spøgelser og for at være alene. hvad kan jeg gøre?
Svar:
Du må i kontakt med en eller anden der har forstand på spøgelser. Jeg vil i første omgang råde dig til at kontakte en præst og drøfte sagen med ham eller hende. De fleste præster ved noget om spøgelser og har en holdning til deres eksistens,
Du kan også tale med din studievejleder om en henvisning til studenterrådgivningen, hvor der er gratis hjælp at hente at psykologer, der kan hjælpe dig med den angst for mørke og ensomhed og sikkert også lære dig lidt om hvordan du kan omgås spøgelser.
En tredje mulighed er at du på nettet prøver at finde en psykolog og forelægger ham problemet og beder ham om hjælp. Men her må du være forberedt på at du skal betale for hjælpen. Prøv dig frem og mislykkes det hele så skriv igen.
Vh. Ole

En kolossal læsetrang-er det misbrug?

Spørgsmål:

Hej Hans.
Jeg er en pige på 28, som altid har læst meget. Det begyndte allerede som 4 årig, hvor jeg lærte at læse. Jeg har altid troet at jeg ville kunne få et rigtig lykkeligt liv, hvis jeg kunne få lov til at passe mig selv og mine bøger. Jeg har haft mange perioder i mit liv, hvor jeg har lukket mig selv inde. Jeg har gået den daglige tur til biblioteket for at låne mine 5 bøger, købt toastbrød og ost og levet af det i flere måneder i streg. Jeg bliver bogstavlig talt, som besat i disse perioder. Jeg kan ikke sove, hvis jeg ikke har afsluttet bogen/bøgerne selvom jeg har læst den 10 gange før og ved hvad den ender med.
Og jeg har været fuldt ud tilfreds i de perioder og det er det jeg ikke kan forstå, da jeg ser mig selv som meget intelligent og ambitiøs. Det er altid endt med at en eller anden har fået mig trukket frem i virkeligheden igen. Som regel ved at påpege, at jeg f.eks. nu skulle op i fuld pensum og stod til at blive smidt ud af min HF. Når jeg endelig har brækket den onde cirkel og kommer ud i den alm. verden igen, har jeg stor glæde af job, skole, venner ect.
Jeg er ikke den person som har mange venner, for jeg har altid følt at det har jeg ikke tid til. Selvfølgelig på grund af, at bøgerne har taget så meget af min tid. De har altid været mit første valg. Det har jo selvsagt ført til brud med venner og forskellige kærester gennem tiden.
Når jeg har mødt en ny kæreste har de som regel været ekstatiske af glæde ved tanken om, at jeg kunne passe mig selv uforstyrret mens de var sammen med gutterne. Når realiteterne så har ramt dem, har de ikke fundet det så sjovt, som de oprindelig troede. Ikke at jeg ikke forstår dem, for det gør jeg. Hvem vil have en kæreste, som i månedesvis bare sidder med en bog i sofaen, ikke vil med ud at spise, besøge venner, se film sammen eller bare hygge og værne om hinanden?
Som sagt har jeg altid ment, at jeg kunne leve lykkeligt på denne måde og at jeg ikke behøvede andre eller andet end mine bøgers selskab.
Problemet er så at jeg og min kæreste, som jeg har været sammen med i 6 år, fik en krise og gik fra hinanden for halvandet år siden, men fandt dog sammen igen efter 5 måneder. Det var mig der tog den svære beslutning at sige stop. Efter et år med hans raseriudbrud, brok og pessimisme kunne jeg bare ikke leve med det længere. I de fem måneder lovede han bod og bedring, hvis jeg bare ville tage ham tilbage og til sidst brød jeg sammen og sagde ja. Jeg mente, at det var ham der var skyld i vores problemer, men at han nu havde indset sine fejl. Vi startede vores nye forhold med en lang og ærlig snak og der fik jeg en øjenåbner. For til min skræk indså jeg at, at han ikke var ene om at skabe problemerne i vores forhold, at jeg rent faktisk havde en ligeså stor andel i fejlene som han. Hvis mine fejl da ikke var mere graverende.
Hans store fejl lå i, at han ikke fortalte om de frustrationer som han havde med mine bøger, at han ikke prøvede at sætte mig ned for at få en åben snak om vores forhold. I stedet valgte han at lade frustrationerne gå ud over alt og alle i hans nærhed, hvilket for største delen var mig. Jeg har altid troet, at han havde det fint med vores livsstil, idet han brugte lige så meget tid på computeren, som jeg gjorde på bøgerne. Men han ønskede rent faktisk, at vi skulle have et normalt og voksent forhold og hvem kan bebrejde ham for det. Mit problem er så, at selvom jeg er i gang med mit drømme job/uddannelse, jeg begyndte at arbejde som revisor for 6 mdr. siden, og har fundet tilbage med manden jeg elsker, så kredser mine tanker meget om bøger, hvilke nye er der kommet, at det er lang tid siden jeg har læst ynglingsbogen, hvilket rent faktisk er alle mine bøger. Jeg holder mig dog meget i skindet og læser kun når han er optaget til anden side. Jeg har dog desværre en gang valgt at melde mig syg i 4 dage, for at kunne læse og ikke nok med det, så har jeg ladet som om jeg har været på arbejde overfor kæresten.
Så mine spørgsmål lyder: Kan min hang til at læse, sidestilles med et stofmisbrug og hvordan bryder jeg ud af det misbrug? Og er min læsning egentlig en virkeligheds flugt? Hvilket jeg ikke ville kunne forstå, da jeg elsker mit arbejde, mit bijob som leder, udfordringer og at lære noget nyt hele tiden. Jeg er aldrig bange for at blive kastet ud i noget nyt og jeg elsker at have ansvar. Hvorfor skulle jeg så prøve at flygte fra virkeligheden, da det er her jeg oplever størst succes. Og hvorfor skulle jeg flygte ind i fantasierne, når jeg har den mand jeg elsker og som elsker mig?
Jeg skal måske nævne, at jeg var ude for nogle store svigt som barn. Jeg skulle dog ikke mene, at det har den store betydning da jeg jo, som sagt også er lykkelig ude i den virkelige verden.
Jeg håber virkelig ikke, at du siger at jeg skal holde helt op med at læse, men jeg ønsker heller ikke at jeg igen skal ødelægge et forhold pga. bøger eller ødelægge min drøm om at få en karrier inden for revision.
Hilsen den forvirrede Læsehest


Svar:

Kære Læsehest.
Jeg ville ønske at jeg kendte dit fornavn, for jeg mener at du selv ikke er en læsehest, men har en læsehest, som du først nu er ved at få styr på, for i lange perioder har den jo styret dig på en så dominerende måde at der næsten ikke har været plads til de andre heste du også har i den stald og som nu er begyndt at vrinske og også vil have pleje og opmærksomhed. Du nævner selv er par stykker: Der er arbejdshesten, der er kærestehesten, der er ambitionshesten, og der er sikkert også mange andre heste i din stald, der gerne vil rides lidt på, hvis de ellers kan få plads for læsehesten. Du har ansvaret for alle dine heste og de trænger alle til en voksen staldmester for at kunne trives og være stærke og sunde og stå til din rådighed nu og i fremtiden. Der er helt sikkert nok at holde styr på, og det bør du gøre for din egen og dine hestes sundhed og udvikling.
Du har en yndlingshest, læsehesten, og den er dejlig, men den er også i høj grad krævende og den frister dig til ride af sted ud til fjerne spændende egne, til steder du ikke kan komme på dine andre heste, ud over stepperne, op i himlen, ind til andre menneskers mest private steder, til glæde og rædsel, ja jeg kunne blive ved (ja, jeg kunne blive ved for jeg har nemlig også en læsehest i min stald) men det er dig der skal styre den og ikke omvendt, for det er dig der skal være herskerinde i stalden og hverken læsehesten eller nogen af de andre heste.
Sådan en hest der en´ gang har været den absolut foretrukne ved alt om hvordan den kan få sin vilje med dig, og det er her du skal vise din styrke og klogskab. Og det gør du ikke ved at lukke den inde eller benævne den `misbrug´ men ved at styre den og glæde dig over den og sørge for at den kan trives sammen med de andre heste du har.
Vh
Ole

Rodløshed og rastløshed

Spørgsmål.
Hej.
Jeg er en kvinde på snart 38 år. Har fast job, som jeg virkelig er glad for. Jeg føler mig fyldt op inden i, og har en rodløshed og rastløshed i mig som er svært at forklare! Jeg har haft et blandet liv med skidt og godt.!

Jeg har den skønneste datter på 4 år, som jeg altid har været alene med….Jeg elsker hende utrolig meget…Men vi er meget alene. Det er en lang historie og ved næsten ikke hvor jeg skal begynde og slet ikke hvor det skal ende!

Mine forældre blev skilt da jeg var ca 6 år( jeg har en søster og bror der er 10 og 11 år ældre end jeg. Jeg husker ikke meget fra tiden før skilsmissen, kun små billeder , min Far havde et alkohol problem, og jeg tro det fyldte meget i vores liv., men pludselig en dag tog min mor mig i bilen og jeg kommer aldrig tilbage. Vi flyttede med det samme ind til en mand der så blev min stedfar, han havde 2 børn fra før. Jeg husker min mor strålede og de fik skabt et godt liv. MED DET HELE. Da jeg var 15 år dør min mor, og alt er kaos. Min far gør intet, jeg er i statsamtet for at blive hørt. jeg vælger at blive ved min stedfar, som jo er ulykkelig og vi forsøger at skabe et liv igen. Med at holde hus skole og kammerater. Han ser hurtigt nye kvinder, og jeg husker det som en rodet tid, jeg kommer på efterskole da jeg har svært ved at passe skolen. Det er rigtig godt for mig, jeg begynder at se min far, men altid på et værshus!Da jeg er 17 år finder jeg en kæreste som min stedfar ikke bryder sig om og der er mange konflikter, og jeg bliver rykket fra begge sider, med husholdningen og at være kæreste. Jeg flytter sammen med kæresten min stedfar bliver gift. Min kæreste og jeg køber hus sammen, og tingene begynder at fungere for mig jeg finder noget tryghed. og hund og hest og det hele. Min kontakt til min far er fin han er noget ældre da han får mig 46 år. Han begynder at være svækket og efte syg. I 5 år må jeg ikke komme i hans hjem, og endelig lykkes det 1 dag, et chok er det at se hans hjem som er en svinesti.

Efter 8 år går er min kæreste mig utro og vi går fra hinanden. Det var meget smertefuldt og jeg andende ikke hvor jeg skulle gå hen. Jeg er påbegyndt en uddannelse og har det at gå op i. Jeg flytter for mig selv og begynder et “frit liv”. Sådan går det i 5 år jeg nyder mine interesser/venner oplevelser og rejser. Jeg har forsat kontakt til min stedfar, og prøver at indordne mig ved ham, jeg skal lige nævne at han hader min far som pest(til trods for ataldrig har set ham min far er kun glad for at min mor er lykkelig og at han tager sig af mig. Min stedafrs nye koner er venlig overfor mig, men jeg kan mærke at hun ikke er helt begrejstet for mig altid. Jeg har følelsens af at være ivejen. Vil nævne at jeg i hele forløbet har god kontakt til min eks kæreste. Som venner….min stedfar kan ikke accepteret det da han mener at når noget er slut så det slut, så en maase løgne fra min side om kontakt til far og eks kæreste.Min far dør, og igen kaos. Jeg har en små kærester men aldrig noget seriøst. Jeg møder på et tidspunkt en mand jeg bliver dybt forelsket i. Ha er desværre gift, jeg forsøger at komme ud af det, men falder i hver gang han henvender sig. jeg har aldrig før eller siden haft denne følelse. Det står på rigtig længe. Jeg sætter aldrig et ultimatum eller andet. Jeg bliver gravid, fortæller ham det og det er igen kaos. Jeg forsøger at tænke rationel og logisk. Bilder ham ind at jeg vil få fjernet barnet, og at vi skal have en pause. Jeg kan ikke få en abort og vælger at beholde barnet. 2 mdr efter kontakter han mig igen og han opsøger mig og kan jo hurtig se hvad jeg har valgt. Alt er tåget i den tid jeg husker næsten ikke hvad jeg siger eller hvad han siger! Enden bliver at jeg føder min datter alene og uden ham, han bliver i ægteskabet. En dejlig og skøn , samt hård tid går jeg i møde(hans kone ved stadig intet!!!!)Han kommer forbi engang imellem og ser hende. han vil også mig og tiden går. Jeg må sige mit job op pågrund af arbejdtiderne. En hård økonomisk tid kommer, men jeg er god til at sige til omverden at jeg nok skal klare det…..jeg har holdt det hemmeligt omkring min datters far til alle…..hvorfor ved jeg ikke helt??
Jeg vil ikke skrive så meget mere andet at jeg føler udmattet i mit liv……..Jeg føler konstant mistroisk…….vedd ikke hvad jeg skal gøre hvor jeg skal hente hjælp.min økonomi er bestemt ikke til at betale til en psykolog……jeg har bare sådan en føles af at bægeret pludselig flyder over……….jeg er dybt forvirret….Jeg kunne blive ved at skrive om ting i mit liv der er svært…..også omkring det at jeg ingen familie har….Håber på lidt klarhed her.

Mange hilsner


Svar.

Kære Eline

Du håber på lidt klarhed.

Begynd med din datter. Henvend dig til den pædagogisk-psykologiske rådgivning i din kommune og bed om hjælp til at få afklaret hendes og dit forhold til hendes far. Vis dem dette brev.

Gå så til dig selv. Inviter din stedfar og hans kone hjem til et eller andet og fortæl dem at du føler dig i vejen i deres hjem og at du har brug for at tale med dem om det. Hvis der kommer noget positivt ud af det, er det jo ok. hvis ikke må du selv tage en beslutning om hvordan du i fremtiden ønsker at holde kontakt med dem.

Du vil have gavn af en psykolog til at støtte dig i at få klarhed over dit hidtidige liv. Spørg den pædagogisk-psykologiske rådgivning om hjælp hertil. Du kunne også spørge din datters far om økonomisk hjælp til en psykolog eller din stedfar. Deres reaktioner vil måske være en hjælp til att klare dit fremtidige forhold til dem.

Hvis du har en god veninde eller to så snak med dem om nogle af de problemer du har skrevet om her og bed om deres hjælp.

Hvis du ikke orker at følge disse råd, men stadig er udmattet og det kører rundt i dit hoved, så gå op til din læge, vis ham dette brev og bed ham hjælpe dig.

Vh.
Ole

Skal jeg fortælle min veninde, at jeg ved hun lyver.

Spørgsmål:

Jeg står i det problem at en veninde, som er meget tæt på mig, konstant fortæller historier der enten er direkte eller delvis løgn. hun har altid været ude for de mest utrolige ting, hvor hun altid er centrum i historien. mange af historierne handler om mænd der bare ikke kan stå for hende og mange handler om nære venner og familie som hun har mistet på de mest tragiske måder. vi har i vennekredsen taget hende i at fortælle historier som ikke var hendes egne, men hvor hun havde sat sig selv ind som hovedperson og jeg har op til flere gange, hvor hun ikke ved jeg er i rummet, overhørt telefonsamtaler mellem hende og en anden veninde, som jeg ikke kender, hvor hun fortæller den ene løgn på den anden. det er blevet så voldsomt med hendes løgne at jeg ikke længere ved hvornår hun fortæller sandheden.
det der undrer mig meget er at hun for det første er utrolig god til at holde styr på hendes historier, og for det andet at hun er meget hurtig til at opdigte historier når de passer ind til emnet vi snakker om. hun sidder altid og venter lidt mens vi andre snakker, og så kommer hun med hendes historie. jeg ved ikke om hendes løgne er for at være interessant, hvis hun ikke føler sig tilstrækkelig som hun er.
hun ved, så vidt jeg ved, ikke at vi andre er klar over at hun lyver, og jeg ved ikke om jeg skal konfrontere hende med det. det er svært, for jeg holder meget af hende, men jeg har måtte erkende at jeg egentlig ikke ved hvem hun er når det kommer til stykket, for hvad er løgn og hvad er sandhed?
det jeg gerne vil spørge om er: er der noget jeg eller vennekredsen kan gøre? bør jeg/vi konfrontere hende med det? og hvad kan grunden være til de mange løgne?
Med venlig hilsen Sarah


Svar:

Kære Sarah.
Det kunne være dårlig ånde. Skal jeg fortælle min veninde om det eller ej – det er ikke til at sige hvordan hun vil tage det, Det vil under alle omstændigheder være svært for hende at høre om det og hvordan resultatet bliver afhænger i nogen grad af om dit talent for at tage spørgsmålet op på det rette tidspunkt og i den rette stemning.
Du kunne f.eks næste gang du griber din veninde i at lyve, prøve at sige til hende, at du føler dig forvirret fordi du får en følelse af, at det hun fortæller ikke helt passer med din opfattelse af sagen. Sig så til hende, at du føler at hun måske har fortalt historien for hurtigt eller måske har sprunget noget over eller har føjet noget til eller whatever. Sig til hende, at du tager det op fordi du holder meget af hende, og at det er vigtigt for dig, at du føler dig usikker på, at det hun fortæller dig er rigtigt.
Hvis du kan mærke, at du kan tale med hende om det, kan du jo også komme ind på, at du har en følelse af at nogle i vennekredsen også af og til føler sig usikre på om nogle af de ting hun fortæller er sande. Og sig at det vil du også gerne snakke med hende, og høre hvad hun har at sige til det.
Hvis du kan nå frem til en aftale med hende om, at du giver hende et tegn næste gang du føler at hun fortæller en historie, der ikke er helt sand og at der i dette tegn ligger, at du er parat til at tale med hende om begivenheden så snart der er lejlighed til det, er du nået langt. Så kan du fortsætte dialogen med hende efter de angivne retningslinjer eller efter andre måder i måtte finde på at diskutere sagen på. Det er vigtigt, at du opnår en kontakt med hende omkring forholdet, der gør at I kan tale om det.
Hvis du mener du kan bruge ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte mig igen, når du har forsøgt.
Om grundene til at et menneske fortæller usande historier er det meget svært at udtale sig. Det kræver efter min opfattelse et meget nøje og nuanceret kendskab til personen.
Hvis du virkelig kommer til at tale fortroligt over længere tid om sagen, vil du sikkert få et kendskab til nogle af de grunde til du usandfærdige historier og så også kunne tale med hende om dem.
Vh. OLE