Arkiv

Tryk bumsen ud før den bliver betændt

Spørgsmål.

Hej Jeg er en ung pige på 23 år, som for tiden går og kæmper med lavt selvværd og noget andet jeg ikke helt ved hvad er. Jeg føler mig ikke så robust som jeg engang har været, og jeg går med en næsten konsekvent ulmen i maven. Jeg føler mig til tider modløs, men hiver mig altid selv i nakken og får mig ud til f.eks. sociale begivenheder, selvom jeg inderst inde ikke har lyst. Jeg har her for tiden fået et par bumser, hvilket jeg normalt kan kapere følelsesmæssigt, det har aldrig rigtig været et problem for mig, men nu, går jeg meget op i det, og jeg føler mig dybt ulykke og utilstrækkelig. Det er en mærkelig følelse som jeg hele tiden prøver at skubbe væk, men den sidder der bare hele tiden. Jeg har opsøgt psykolog hjælp, og skal første gang til psykolog om en uge. Men jeg kan mærke at jeg har brug for nogle redskaber jeg kan bruge, når jeg bliver fanget i det negative tankemønster jeg lige pt. befinder mig. Jeg har en historie med negative tankemønstre, men jeg plejer altid at kunne styre det, men ikke denne gang. Denne gang er anderledes, og jeg føler mig meget magtesløs og jeg mangler kontrol over situationen føler jeg. For tiden føler jeg tilgengæld at mit liv faktisk kører på skinner. Jeg trives i skolen, mit parforhold, mit forhold til familie og venner osv. Men jeg føler bare ikke jeg trives i mit sind. Det er utrolig frustrerende og meget trættende.. Nu er jeg godt klar over at jeg måske lyder som om jeg har en depression, og jeg har også været til lægen, og vi blev enige om at depression kunne være næste stop, hvis ikke jeg opsøgte hjælp. Og her er jeg så, prøver desperat at række en hånd og se om der er nogle der har nogle gode råd… Mvh. en der meget gerne vil have nogle råd

Svar.

Kære Amanda.

Det råd du har fået af din læge er vi helt enige i. Det drejer sig om, at finde `det noget andet som du ikke helt ved, hvad er´ og komme i gang med at gøre noget ved det. Og det kan en psykolog forhåbentlig hjælpe dig med, så det bliver dig der styrer dit indre og ikke `det andet´

Det råd vi kan give dig i denne proces er at holde ud, og være tålmodig og sej. Og kæmpe sammen med dem der vil og kan hjælpe dig.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

Når det sure blokerer for det søde

Spørgsmål.

Hej Psykolog postkasse. Jeg er en mand som er 50 år – grunden til at jeg henvender mig til Jer, er at jeg har en udfordring der ikke som sådan er et problem . nærmere en stor irritation! Jeg var i 2003 udsat for en større trafik ulykke hvor man sagde at jeg kunne have PTSD, året efter fandt jeg til stor fortvivlelse ud af at min kone havde ligget med en anden mand igennem de sidste tre år- resultatet blev at jeg blev skilt, jeg har hele mit liv været – hvad jeg ynder at kalde, udstødt, altid anglet efter andres godkendelse, og egentlig ikke nogen relationer at tale om, jovist min far og mor forblev sammen, men det var ikke et forhold med kærlighed som sådan! jeg har altid følt jeg ikke hørte til, var forkert – eller utilpasset, selvom jeg gjorde mit til at tingene gled. Efter skilsmissen oplevede jeg at min mor og søster ikke ringede eller skrev til mig, i og for sig følte jeg at det hele var min skyld (jeg havde på aftenen haft intentioner om selvmord, og gjorde også forsøget!) jeg mødte herefter en kvinde som jeg faldt pladask for – hun var så ekstrem religiøs (Jehovas Vidne – jeg dømmer dem ikke! Havde det ikke været for dem var jeg her ikke!) men jeg kan ikke leve i sådan en religion, selvom jeg grundet kvinden var i denne “kult” i godt to år, jeg stoppede også forholdet, hvilket faktisk var en fejl (jeg fortryder bruddet idag!) – jeg har som årene er gået oplevet et fald i mit engagement i livet (som om alt rager mig en høstblomst – det burde det ikke! men alligevel jeg vandrer rundt som i en drøm fuldkommen lammet!) jeg har bidt mærke i en tendens i mig, som i og for sig skræmmer mig, jeg elsker mennesker og også mit arbejde som Teknisk Service Assistent (Københavns Kommune) men kommer folk for tæt på mig – folk som kunne blive venner eller kærester, så skubber jeg dem væk, som om jeg har en kæmpe mur oppe! Ja jeg blev super såret, og ja jeg tog nogen tæsk – men det burde ikke gøre at jeg isolerer mig. og dette er sagens kerne. jeg gør tilsyneladende alt for at være isoleret og henvise dig til alene, åbenbart skræmmer nærhed mig, desuden har jeg så problemer med intime forhold. Tror I at med denne sparsomme info, kan hjælpe mig med at binde op for denne gordiske knude. Jeg har det jo fint som jeg har det, det irriterer mig bare at jeg skubber søde velmenende mennesker væk, som rent faktisk vil være venner, og som endda måske kunne hjælpe mig med at udvikle mig. Kh. Mark Kruse Ps. Jeg beklager denne noget rodede mail, jeg håber I kan finde hoved og hale i den trods alt. Jeg er taknemmelig for den hjælp eller henvisning jeg kan få til knuden.

Svar.

Kære Mark.

Vi ser din livssituation – billedligt – som en tallerken der er fyldt til bristepunktet med en overvægt at bitre retter, der indtil nu har været uspiselige for dig, og som derfor ikke giver plads for nærende og gode retter.

Og før de bitre retter er spist og fordøjede vil det forblive sådan.

Vores antagelse om, at du har brug for en dybtgående og langvarig indsigtsbaseret psykoterapi bygger vi på ovennævnte billede og henviser dig til:

C.G. Jung Instituttet i DK

Her vil du finde kontakt og adresser på analytikere under DSAP

Vedlæg din mail til os og vores svar.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

Det kan være svært, men skift fokus

Spørgsmål.

Hej. Jeg sidder i Mexico og bor ellers i Frankrig. Derfor prøver jeg her på dansk. Jeg er 58 kvinde med 2 voksne børn i Dk i et forhold med en fransk mand på 50. Jeg tror, jeg er depressiv. Jeg blev opereret tilbage i 1994 og fik et varigt handicap og pension. Da levede jeg stadig med faderen til min yngste. Faren til den ældste er død. Efter jeg blev handicappet, ændrede min tilværelse sig jo. Jeg ændrede mig fra at drøne rundt sammen med børn, veninder og kæresten, til at være i sofaen. Min eks var mig utro og til sidst valgte jeg at gå. Fandt min nuværende kæreste, som dengang havde 2 piger på Ca samme alder som min yngste. Den store var flyttet hjemmefra, da hun blev 18. Min eks forfulgte mig og den nye. Politi blev indblandet. Det endte, med vi flyttede fra Dk. Men inden blev jeg tvunget til( nogen vil sige, jeg selv valgte) at give min eks fuld forældremyndighed over min yngste på 9 år dengang. Det var med tæskehold mod mig og afpresning på mange måder, værst gennem barnet. Vi bor så på Gran Canaria i 2 år med hans børn. Jeg ser mine børn. Nogle gange om året. Min nye kæreste syntes jeg bare skal lade dem være, fordi jeg bliver frygtelig påvirket af det. Her er der så sket en masse ting. Og i dag ser jeg jævnligt begge børn og mine to børnebørn. Men uden min nuværende kæreste. Jeg rejser alene til dk flere gange om året. Og nyder at kunne være uden ham. Desværre. Min nuværende kæreste er meget udadvendt, får årets idé hver uge. Har tusind ting igang. Dykker, handler på nettet, for at tjene penge på den sidste nye idé. Han møder mange nye mennesker hele tiden. Men ingen langvarige venskaber. Han har mange specielle meninger og overbevisninger. Jeg orker ikke alle hans manier. Og jeg lukker mig ind i mig selv. Taler ikke med andre. Jeg får ikke nye venner på en dag og slet ikke i udlandet. Vi boede 2 år i Spanien 7 år i Frankrig så Thailand og nu Mexico. Jeg er fulgt med og håber hver gang, det bliver bedre. Jeg er trist, gider ingenting og bliver hurtigt oprevet. Kun i forholdet hjemme. Vi kun os to nu. Det gør min kæreste irriteret, at jeg græder eller er passiv. Jeg kan godt selv se, jeg ikke trives, men jeg har fået valget, kom med eller skrid. Jeg er bange for at tage et forkert valg. Jeg er også bange for at blive alene I dk går det fint med mig. Jeg taler fransk og lidt spansk, men ikke som dansk. Derfor jeg skriver her og ikke taler med min læge i Frankrig. Det her er jo meget forkortet. Ha ha lang skrivelse alligevel. Jeg kommer ikke ud og blander mig med folk. Jeg savner en veninde til at bare gøre almindelige ting. Stranden er skøn her. Shopping og caféer, som jeg elsker i dk er foran døren. Men jeg gør det aldrig alene. Har jeg aldrig gjort. Så nu er jeg hende den sure derhjemme, som han nedgør. Hvad kan jeg gøre? Jeg flytter jo ikke bare. Jeg går jo ikke bare ud. Jeg vil faktisk gerne blive sammen med ham, men det går ikke lige godt for os. Venlig hilsen Marcelle Om ikke andet skrev jeg lidt!

Svar.

Kære Marcelle.

Du gør klogt i ikke bare at vælge det ene eller det andet. For os at se er det bedste du kan gøre som din situation er nu, at fokusere på dels, hvordan du kan gøre det så godt som muligt for din mand og dig, når I er sammen og ligesådan, når du er sammen med dine børn og børnebørn. Sagt på en anden måde: Skift fokus fra din egen ulykke over til de andres lykke. Og hold så ved og hold af, og hold ud.

Til sidst tror vi så også, at der nok forestår et valg for dig i retning af, at vælge, hvor  du vil lægge dit hovedfocus: Pa at leve som kvinde med din mand eller som bedstemor med dine børn og børnebørn.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

Få hjælp NU!!!

Spørgsmål.

Hej, se det her har jeg aldrig gjort før. Jeg er en pige på 17 år med en del at tænke på. Jeg bor på et opholdssted faktisk. Jeg overtænker, jg overtænker rigtig meget. Hver aften når jeg er alene, så tænker jeg på alt muligt. Altså alt muligt negativt. Det er meget svært at forklare, hvad det lige præcis er jeg tænker. Tænker at min kæreste er mig utro bare fordi han ikke svare mig i 5 min hvilket er sindsygt åndsvagt af mig. Jeg tænker at han ikke gider mig, men jeg ved at han elsker mig virkelig meget. Kan også tydeligt se, og føle at han elsker mig. Tænker også at min familie ikke gider mig, altså at ingen vil have jeg er her agtig. Jeg er en del stresset for tiden. Faktisk virkelig meget, føler jeg. Er lige blevet smidt ud af skolen, pga for meget fravær. Har et misbrug jeg skal ud af. Har mine venner jeg også skal have tid til. og min kæreste selvfølgelig. Der er pligter som stresser mig. Alt stresser mig. kan heller ikke sove om natten. Min kammerat som jeg har kendt siden 0 hængte sig selv, for ca en uge siden. Det går mig også meget på, da en tidligere veninde ar givet mig skylden for hans død. Der er meget og kan ikke overskue noget overhovedet. Føler der er noget galt med mig, men ved ikke hvad det er. Kh Pigen med en del at tænke på

Svar.

Kære…

Lad os tage dit ydre liv først. I og med at din kammerat har hængt sig dit misbrug og din skolesituation er der tre grunde til at du har ret til hjælp. Henvend dig til lederen af dit bosted og din læge og vis vedkommende din mail til os og vores svar og bed om hjælp. Det kunne i første omgang bl.a. Være med en henvisning til en psykolog.

M.h.t. dit indre liv så prøv i første omgang at se dig selv som leder at en børnehave, hvor en flok negative, umulige unger dominerer alle de andre og også dig med hele tiden at udsende negative og sårende budskaber til alt og alle.

Stil ungerne op i en kø og gå i dialog med dem en ad gangen.

F.eks. sådan: Udvælg dig en unge og lad ham komme til orde: Din kæreste er dig utro! Stop ungen her og spørg om beviser på det. Hør så godt efter, hvad ungen siger og fortsæt dialogen indtil han har sagt noget som du kan efterprøve i realiteten. Hvis han ikke kommer med noget så bed ham holde kæft og gå så over til den næste. Det kunne være hende eller ham der fortæller dig, at der ikke er nogen der holder af dig! Bliv ved at snakke med ungen på samme måde , indtil du er helt færdig med det og gå så videre til den næste. Skriv eventuelt dialogerne ned. Hvis der er nogen at ungerne der trænger sig på, mens du snakker med en af dem, få stillet dem op i køen og lov dem, at de nok skal komme til, når du har kræfter og tid til det. Og glem dem ikke!

Måske kan du få en pædagog til at hjælpe dig i begyndelsen.

Men hjælp ska du have og det skal være nu!

Og du er velkommen til at skrive til os igen om hvordan det går.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skam dig når du ikke gør det du kan og mener du bør.

Spørgsmål.

Hej med jer.  Det her bliver nok temmelig langt, men jeg håber, at det er ok. Jeg er en ung kvinde på 23 år, der sådan overordnet set har et ganske fint og velfungerende liv. Jeg har en grundstemning af at være lykkelig og jeg er tilfreds med det liv, jeg har. Men sommetider plages jeg af fortidens episoder og rammes af en følelse af mindreværd og skam. For snart 8 år siden mødte jeg en rigtig dejlig fyr, som jeg har delt og stadig deler alt med. Men efter at jeg faktisk er blevet medicinfri og konstateret rask fra bl.a. en middelsvær depression, har jeg haft rigtig svært ved at dele de episoder i mit liv, som nok i sin tid har udløst hhv. depression, OCD og socialangst. Jeg plages altså stadig af episoder fra min fortid, som nogle dage kan få mig til at gruble, vende mig indad og få mig til at tvivle på mig selv. Han kender altså til disse episoder, men jeg har kun snakket med ham om dem kort og for mange år siden. Jeg fremstår som rask nu, og derfor har jeg rigtig svært ved at dele ting med min kæreste, som måske vil bekymre ham om, om jeg er ved at blive syg igen. For mange år siden, da jeg var vældig hårdt ramt af depression og havde mange svingninger i min sindstilstand, udtrykte han, at hvis jeg nogensinde blev syg igen, var han ikke sikker på, at han ville kunne blive sammen med mig. Jeg ved godt, at det var sagt i en periode, hvor alting så rigtig sort ud. Det tog selvfølgelig hårdt på vores forhold og gik også hårdt ud over ham. Jeg tror faktisk ikke, at han bare sådan ville smutte fra mig, hvis jeg sådan blev syg igen. Jeg kan sagtens forstå, at han nok i situationen følte, at det var alt for uoverskueligt, hvis han skulle opleve det hele engang til. Men det han udtrykte, har så alligevel på en eller anden måde sat sig fast i mit hoved og afholder mig altså fra, at dele for meget med ham om min fortid. Så derfor vil jeg dele noget af det her med jer. Der er nogle episoder/ting som jeg har været udsat for/har gjort mod mig selv, som bliver ved med at dukke op i min bevidsthed. Jeg føler mig meget generet af at mine tanker sådan ‘minder mig om’ de mindre gode tider i mit liv. Men jeg ved også, at årsagen til at disse tanker bliver ved med at kredse om episoder fra tidligere, kan være fordi at jeg ikke har fået bearbejdet disse dele af mit liv helt endnu. Eller hvad tænker I? Er der normalt at tænke over dårlige episoder fra ens liv på daglig basis, uden man behøver at handle på det? Meget ofte når jeg møder nye mennesker, har jeg sådan en følelse af, at jeg så gerne vil dele mine oplevelser med dem. Overraske dem og se deres reaktion. Jeg ved, at jeg fremstår som et meget ordenligt menneske, og jeg har ofte hørt at folk tror, at jeg altid har været sådan, som jeg fremstår nu. Jeg ryger ikke, drikker ikke alkohol, går tidligt i seng, studerer mange timer hver dag, passer mit studiejob og snakker pænt om og til andre. Det er ikke underligt at folk tænker, at jeg er et vældig ordenligt menneske, og det er også rart at blive opfattet sådan. I mange år var jeg hende der røg, tog stoffer, ikke passede sin skole, drak meget alkohol, snakkede grimt og omgik mange fyre. Nogle gange har jeg sådan lyst til at sige til folk, hvilken vild teenager jeg har været – men det gør jeg selvfølgelig ikke. For det første er jeg enormt flov over mange af de ting, jeg har gjort og de ting, som jeg har været udsat for. Jeg har, hvilket måske også er tydeligt i teksten her, haft svært ved at acceptere min fortid som en del af mig og den jeg er. Jeg vil ikke skuffe folk, og det er nok en af de følelser, der ligger dybest i mig og styrer min hverdag. Så jeg gør mig meget umage med at fremstå som et ‘perfekt’ menneske, selvom jeg godt ved, at det er der absolut ingen der er. Hvad tænker I? Bør man dele ud om sin fortid og stå ved det? Eller er der bare nogle ting, man bør holde for sig selv? Jeg har rigtig svært ved at vurdere det. I meget grove træk, kan jeg ridse det op, som stadigvæk den dag i dag, vender tilbage i min bevidsthed. (Når jeg skriver dette, er det med bankende hjerte): 1. Da jeg var 8 år fik jeg flere nætter i træk besøg af min stedbror på 15. Første gang sov jeg næsten, da han kom ind og tog tøjet af mig og ‘undersøgte’ og rørte mig forneden. Jeg stivnede at overraskelse og af skræk, og forstod først ikke hvad der skete. Men jeg gjorde ingenting. Inden dette havde jeg gået og set op til ham, men han så ikke mig. Han gav udtryk for at jeg var irriterende og ville helst ikke have noget med mig at gøre. Selvom han troede jeg sov alle de nætter han kom ind, så havde jeg samtidig en følelse af, at han gjorde det fordi han syntes om mig. På en måde i hvert fald. Men jeg vidste også godt at det han gjorde, var forkert. Efterfølgende var han stadig lige så ligeglad med mig, som han førhen havde været. Jeg fortalte det ikke til nogen. Jeg blev senere hen flov. Flov over at jeg syntes det var rart, at han rørte ved mig, men også flov over at jeg lod ham gøre det. Meget splittet. Og i dag ved jeg ikke, om det kan kategoriseres som et overgreb eller hvad det i det hele taget var, der foregik. Jeg har aldrig nævnt det for de psykologer, som jeg har gået hos. Hvad tænker I? 2. Jeg blev ‘kæreste’ med en gut over internettet da jeg var 11. Han var 19. Jeg var meget opsat på, at kærlighed ingen alder har, og at han ville mig det bedste. Jeg ser nu, at der intet godt kom ud af, at være hans kæreste. Han truede tit med at begå selvmord. Han havde desuden et par diagnoser og boede på et opholdssted. Han tvang mig tit over sms’er til at skrive forskellige ting til ham. Nogle dage skulle jeg skrive sex-sms’er, nogle dage skulle jeg skrive beskeder som om han var mit barn og jeg hans mor, og andre dage skulle jeg være Rose i Titanic filmen, mens han var Jack. Jeg mener, at en af hans diagnoser var skizofreni. Ved siden af dette havde jeg det lidt svært med at være skilsmissebarn. Mine forældre var meget uenige om forældremyndighederne, og jeg blev meget uvenner med min far over det her kærsteri. Han slog mig nogle gange, gav mig mange ugers stuearrest og tog ofte min telefon fra mig. Min daværende og meget ældre ‘kæreste’ sagde så til mig, at hvis jeg havde det så hårdt, så måtte jeg vise det ved at skade mig selv. Så jeg begyndte at skære i mig selv på daglig basis. En dag fik han en af sine veninder til at ringe til mig og sige, at han var død. Jeg græd så meget og var helt ulykkelig. Jeg delte det ikke med så mange, eftersom jeg godt vidste at vores forhold nok ikke var helt almindeligt. Jeg gik med sorgen selv, og den knuste drøm om at møde ham. Flere måneder senere kontaktede han mig igen, og skrev, at han var i live. Jeg havde ikke ord for den svigt, jeg følte. Jeg ville ikke have noget med ham at gøre. Det var derfor nødvendigt at jeg fik nyt og hemmeligt telefonnummer. Og først her for 2 år siden, har han fundet frem til mig på Facebook og kontaktet mig igen. Jeg blev fyldt med blandede følelser af, at jeg gerne ville snakke med ham igen og at jeg selvfølgelig aldrig skulle have noget med ham at gøre. I dag tænker jeg stadig på ham, og jeg kan ikke finde ud af om jeg væmmes ved tanken om ham eller fyldes med et savn. 3. Da jeg var omkring 13 år slugte jeg en masse panodil’er i forsøget på at tage livet af mig selv. I løbet af et par timer gjorde en af mine venner over sms det klart for mig, at det var en idiotisk manøvre, jeg havde gang i. Jeg gik derfor ind til min far om natten og fortalte ham hvad jeg havde gjort. Det resulterede selvfølgelig i udpumpning, en familie der forgav at have ondt af mig og sagde, at de var der for mig, men som jeg absolut ikke har talt med det om efterfølgende. Dengang tænkte jeg ikke videre over hvor alvorligt det var, men det kan jeg jo sagtens se nu. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg havde dårligt selvværd, troede ikke på mig selv og livet, og den følelse kan også stadig ramme mig i dag. Jeg er klogere, jeg ved godt at jeg nok skal dø af et eller andet end dag, så jeg vil i stedet bruge tiden på at leve end at dø. Men det er bare som om at der er skabt så meget skam over de her episoder, som jeg beskriver, og jeg har virkelig svært ved at se, hvordan jeg kan lukke dem ind og lade dem være en del af mig og den jeg er i dag. Hvad stiller jeg op? 4. Som 14 årig fik jeg en kæreste der tog mange stoffer. Han røg smøger, gik ikke i skole, drak alkohol hver dag, sniffede lightergas og to amfetamin i weekenderne. Jeg blev revet med og faldt ind i det dårlige miljø. Jeg var kommet bag ud i skolen pga. en del år med koncentrationsbesvær, og følte egentlig bare, at det hele kunne være lige meget og at alle omkring mig kunne rende mig. Så jeg brugte meget tid hos ham her gutten og gjorde alle de forbudte ting, uden mine forældre anede det. Jeg tog mange stoffer og røg og drak. Jeg var blevet ekspert i at skjule ubehagelige ting for andre, så det klarede jeg vidst til UG. Lærerne kunne godt se, at noget var galt, men mine forældre forsikrede dem om, at jeg bare var mærket af skilsmissen (som fandt sted da jeg var 6 år), og at jeg var en lidt trodsig teenager. De vidste bare ikke, hvad jeg ellers havde gang i. Bør jeg dele dette med dem eller er de bedre tjent med ikke at vide det? Og hvad med de nye bekendtskaber jeg gør mig i livet? Har de gavn af at vide, hvilken rod jeg har været? Bare for at sætte mit liv lidt i perspektiv. Er jeg sej, fordi jeg selv har klaret at komme ud af alt det dårlige? Eller er jeg svag og skrøbelig, fordi jeg lod mig falde i, og føler at jeg bør dele denne side om mig selv nu? 5. Jeg begyndte at gå usandsynligt meget op i, hvad andre tænkte om mig. Det resulterede i, at jeg aldrig viste mig med uglattet hår og uden make up, og det førte endvidere til nogle ret voldsomme tvangstanker, som jeg stadig døjer lidt med i dag. Derudover fandt jeg ud af, hvilken kontrol (jeg ved ikke, om det er det korrekte ord at bruge, måske er det?) jeg kunne have over drenge og mænd, ved blot at lade dem gå i seng med mig. Ved at jeg gjorde det, fik det mig til at føle som om, at jeg havde noget at byde på. For jeg var god til det og erfaren i en meget ung alder. Jeg blev beundret af drenge og mænd, mens pigerne hadede mig. Men jeg var ligeglad med veninder, og jeg mistede da også rigtig mange. Det eneste der betød noget var drengenes opmærksomhed, og de fik jo så en slags kontrol over mig. De skulle kun sige ganske få pæne ting om mig, og så ville jeg nærmest gøre alt, de bad mig om. Jeg havde et ret vildt sexliv i en ret ung alder. Da jeg var 15, havde jeg været sammen med 16 drenge seksuelt. Fra jeg var 14 til jeg var 15 var jeg sammen med 8 på bare et enkelt år! Nogle på min egen alder, og andre ældre. Den ældste var 26, da jeg var 14. Selvom jeg selvfølgelig blev en helt anden da jeg så mødte min nuværende kæreste som 16 årig, og ikke har været sammen med andre end ham siden, så savner jeg virkelig den opmærksomhed og den rus-følelse det gav mig, at have sex med drenge, jeg ikke var i forhold med. Jeg elskede det. I dag undgår jeg andre drenge, fordi jeg meget hurtigt kommer til at dagdrømme om, hvordan jeg kunne forføre dem. Det er faktisk virkelig generende for mig, at jeg tænker sådan, og jeg skammer mig. Meget. Mest fordi jeg jo selvfølgelig ikke kan dele det med min partner eller nogle andre. Men også fordi, at jeg rent faktisk kan nå temmelig langt ud i mit dagdrømmeri og få vilde ideer om at være min kæreste utro, selvom jeg som menneske er helt vildt imod sådan en opførsel. Jeg føler mig så splittet. Årsagen til at jeg ikke drikker alkohol er i dag, er, at jeg for 5 år siden, da jeg startede på medicin, oplevede ubehagelige tilbagefald dagene efter alkoholindtaget. Jeg fik det psykisk værre. Derfor tog jeg en aktiv beslutning om, at jeg nok ikke havde brug for at drikke alkohol, hvis jeg nogen sinde skulle få det bedre. Det er så endt ud i, at jeg aldrig drikker og ikke har været fuld i 5 år. Det har jeg det rigtig godt med. Derudover så er der også en anden årsag til at jeg ikke drikker. Jeg kan ikke styre min lyst til at få opmærksomhed for andre mænd og drenge, når jeg drikker. For fem år siden var jeg i byen og blev ganske fuld. Jeg kyssede en dreng på halsen, dansede tæt med ham og forgav at være single. Jeg tør simpelthen ikke at drikke mig fuld, for det tyder jo på, at min underbevidsthed tager over og leger frit med min hjerne og lader følelserne løbe løbsk. Hvad kan jeg gøre, for at styre min lyst for at få andre menneskers opmærksomhed på denne måde? Hvorfor ønsker jeg så brændende at andre mænd skal synes om mig, beundre mig og nærmest helst kærtegne mig både fysisk og verbalt? Jeg har (åbenlyst) mange udfordringer på trods af, at jeg udadtil lever et ganske fint og velfungerende liv. Jeg klarede mig igennem en HF med et snit på 11, og jeg er blevet virkelig god til at gøre de ‘rigtige’ ting her i livet. Eller i hvert fald det, der forventes af mig. Jeg håber, I kan hjælpe. Mit hoved er fyldt med mange tanker, som jeg prøver at dække med en facade. Er min skam over mig selv og min fortid berettiget og hvordan takler jeg disse tilbagevendende minder? Mvh

Svar.

Kære F.

Du står over for nogle både aktuelle og kommende valg i dit liv. Vil du helhjertet fortsætte ad de spor som du begyndte på for 8 år siden og som betyder at du altid må se dine handlinger og valg i forhold til din partner – om de vil gøre ham ondt eller godt! Du har nogle ganske normale drømme om både det ene og det andet, som mennesker i faste forhold nu har – om forhold der er i fuldstændig harmonisk balance og som udelukker enhver drøm eller lyst til andre end sin partner – om forhold der giver plads til at en selv og ens partner godt kan have andre forhold, og om forhold der slet ikke er præget at andet end opfyldelsen af ens egne behov. Så vidt vi kan se lever du i den første slags forhold og hvis du ønsker at fortsætte vil vi her informere dig om, at du i dit fremtidige liv må vælge de to andre forhold fra i dine handlinger overfor din partner, og at du gør dig klart at drømme og fristelser lyster og følelser – der udgår fra de to andre forhold altid vil kunne dukke op og som så kræver – kort sagt – at du ofrer dem og selv bærer de lidelser ethvert offer indeholder. Endvidere vil du blive stillet overfor situationer, hvor du kan, men ikke bringer det nødvendige offer og du vil efterfølgende skamme dig – og gør det! uden at bede andre om at forstå det, tilgive dig osv. bær skammen selv. Og tilgivelsen, lad det være din egen!

Ovenstående kan måske minde om en konfirmationstale, men bedre sent end aldrig tænker vi på grund af din mail.

Og nu til barn F og teenager F. De har begge levet i forhold (til deres forældre) hvor det har været nødvendig at være koncentrerede om at få opfyldt egne behov og det har de jo så også fået gjort med de forudsætninger de har haft som barn og teenager, og altså fået peak oplevelser i massevis, men ikke mange af de oplevelser der kan opnås, når voksne hjælper til at få deres behov opfyldt. Og klog som du vist er, vil det nok være meningsløst hvis du (voksen F) fortsat skammer dig over barn F og teenager F. Ja, du må undskylde, men vi  kan faktisk vældig godt lide de to størrelser. Møgunger som de er! Men pas på dem, når de begynder at friste dig til at leve som de gjorde, de ved en hel del om forførelse og `rusoplevelser !´Og de´ er jo dejlige – indtil man skal til at tørre brækket op bagefter.

Og for øvrigt – Vi fornemmer at du nu er en velbegavet og følsom ung voksen med et kreativt sind og talent for både at kunne `læse´ andre og dig selv rimeligt nuanceret og vil råde dig til at supplere din videre udvikling med psykoanalyse (indsigtbaseret psykoterapi) Ikke fordi du på nogen måde er `psykisk syg´ men som sagt som et supplement til din videre udvikling og dermed også som en forebyggelse af de tilstande der kan forekomme dig forfærdelige og ikke til at komme ud af (kriser) på anden måde end ved medicin og diagnoser. Vi kan anbefale af du begynder med at orientere dig i såkaldt analytisk psykologi på Jung instituttets hjemmeside

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Prøv dem der også vil dig.

Spørgsmål.

Kære Psykologpostkassen! Igennem hele mit voksenliv (er 48 år) har jeg ikke kunnet finde en livsledsager, selv om guderne skal vide at jeg har prøvet. Jeg har kun haft korte forhold på 1-2 måneder. Af natur er jeg tilbageholdende og var “en sen starter” før jeg kom i gang med at date piger (efter jeg fyldte 30). Mønsteret har været, at de piger, som jeg gerne ville have, ville ikke have mig – og de piger, som gerne ville have mig, har jeg afvist! Jeg har – endda med psykologhjælp – forsøgt at ændre på nogle ting, så jeg kunne tiltrække de piger, som jeg gerne ville, men det er bare løbet ud i sandet, og jeg er altid faldet tilbage i mine gamle vaner og (negative) tankemønstre. Det er en stor sorg og frustration for mig, og jeg er oprigtigt bange for at ende som en bitter mand, når jeg kan se omkring mig, at alle mine venner har fundet én at dele livet med. På andre områder synes jeg, at jeg har et godt liv hvad angår familie, venner og arbejde. Har I et godt råd til mig ? Den frustrerede

Svar.

Kære den frusterede.

Bliv ved! Og prøv eventuelt med nogle at de piger der synes om dig.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

Læg kortene på bordet

Spørgsmål.

Hej på Psykologpostkassen. Henvender mig lidt på vegne af min mor på 80 år, som ikke selv har det store overskud til, at tage dette emne op og lidt på egne vegne. Spørgsmålet handler om min lillebror 40 år, jeg selv er 43. Jeg er gift og har to børn, 12 og 7 år. Min bror er gift og har to børn 10 og 7 år. Vi mistede vores far min mors mand gennem 39 år, sidste forår. Herfør har forholdet mellem min bror og jeg i de sidste 5-6 år været meget begrænset. Dette kommer sig af, set fra min synsvinkel men bestemt ikke noget jeg havde i tankerne skulle ende sådan, at jeg tilbage i 2012 var totalt underdrejet pga angst og depression, hvor jeg var nødt til at passe på mig selv og under denne periode var mine forældre meget frustrerende og magtesløse, dette gav de desværre udtryk for på en, for mig ikke særlig hensigtsmæssig måde ved at pusse og nusse mig på kinderne og med meget trist og beklagende stemmeleje, at ååååhhhh det er da træls….. og ja det var det, men det var bestemt ikke fordrende for mig, med deres meget udtrykte bekymring. Jeg kan ikke tage deres bekymring fra dem hvem ville ikke have dem for sine børn….? Men jeg kunne ikke bruge det til at løfte mig og vi min mand og jeg prøvede gentagne gange at fortælle dem, at det ikke lige var det bedste….. de gjorde det bedste de kunne, men det duede bare ikke for mig, jeg blev blot mere og mere utilpas når de kom her. På et tidspunkt blev min mand og jeg enige om ,at jeg skulle prøve at sende dem en mail, hvori jeg som det først beskrev, at det bestemt IKKE var min hensigt at bryde kontakten, men at jeg for en tid havde brug for, at de holdt sig lidt på afstand, da jeg havde det meget svært med deres besøg. Denne mail blev desværre sendt videre til min bror ( som på ingen måde, eller måske var det hans kone der ikke kunne se noget “forkert” i at den var sendt videre, der stor jo ikke noget om at den ikke måtte deles…..? ) Jeg havde udtrykkeligt skrevet Kære mor og far…… Jeg blev kontaktet af min bror der var meget fortørnet over, at jeg havde meddelt at jeg ikke ønskede mine forældre,( bemærk jeg havde skrevet- for en tid…… Dette blev jeg meget stødt over og siden da er det gået mere og mere i i hårdknude. Set fra min side og efterhånden også alle andre i familien er det min svigerinde der spinder rigtigt meget op omkring denne situation……. Vi mister vores far ret hurtigt som følge af først demens, dobbeltsidet lungebetændelse og kraftig urinvejfinsektion, han kommer hjem fra sygehuset og min mor, bror og jeg formår at være der sammen med ham de sidste fire døgn inden han giver slip. I de fire døgn var jeg sammen med min bror nat og dag, efter ikke at have været sammen med ham i 4 år, har tilfældigt mødt ham i byen og hilst kort….. han er nærmest blevet trukket videre af konen,,, ja der er mange små situationer…..Har ikke set min bror eller for den sags skyld talt med ham siden min fars død og bisættelse. MEGET mærkeligt efter de døgn på plejehjemmet hvor vi var i sorg og magtesløshed. Så det er sådan vores familiesituation ser ud lige nu…… NU er der så kommet det til, at min mor har fortalt mig, idet hun ikke har særlig mange andre at tale med, en enkelt veninde og en svigerinde…… Min mor har fortalt at min lillebror er MEGET ulykkelig grundet sit ægteskab. Det fungerer ikke, han har taget et stort skridt og spurgt sin kone og ikke de skal prøve med parterapi, hun nægter promte, det kan ikke komme på tale. Min mor er i total vildrede og aner ikke sine levende råd. Det jeg umiddelbart har sagt til hende er, at hun for guds skyld ikke må blande sig, det bedste hun kan gøre er at være der for ham og LYTTE og ellers gøre hvad hun kan for at være der for børnene…. Nu spørger jeg på hendes vegne: Hvad kan I anbefale min bror at gøre? Hvis ikke konen vil noget hvad skal han så gøre? opsøge en psykolog bare ham selv og få fundet ud af om han VIL det ægteskab? I kan nok “høre” at det ikke ligefrem er mig der skal tilbyde mig for min bror ( jeg ved jo i princippet ikke noget ) Ser frem til at høre fra jer. Mvh Anne Mette

Svar.

Kære Øest.

Kontakt din bror og bed om et møde. Læg så kortende på bordet og fortæl ham, hvad din mor har fortalt dig og fortæl ham også, at du har kontaktet os om råd, og at vores – gentager vores – råd er at din bror skal gentage sit tilbud om parterapi, og hvis hans kone fortsat ikke ønsker det, fortælle hende, at han så selv kontakter en psykolog for at få råd og vejledning om sin familiesituation. Hvis han ønsker det, hjælper vi gerne med at finde en psykolog.

Fortæl din mor om det, når du har talt med din bror.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

Giv forholdet en chance

Spørgsmål.

Jeg er ud af en skilsmisseramt familie, hvor jeg er den yngste af mine søskende. Jeg har i dag kun kontakt til 2 ud af 3 af mine søskende, og har ingen kontakt til min mor, og ønsker det heller ikke. Jeg har i perioden fra jeg var 13-19 nærmest boet hos min ældste søster, som i dag har 4 børn – jeg har i denne periode hjulpet meget mere til end nogen anden, og har smidt alt hvad jeg havde i hænderne for at hjælpe hvor jeg kunne. Jeg blev selv mor for første gang sidste år – hvor hele mit dilemma startede. Min søster ville ikke besøge os efter mit kejsersnit på sygehuset, for jeg allerede i min graviditet havde meldt ud at jeg ikke ønskede børn på besøg på sygehuset. Så det var først da min datter var 2 mdr. min søster mødte hende – og det var endda mig selv der inviterede mig på besøg hos dem. Hun giver udtryk for at jeg gør alt forkert omkring min datter. Og mange flere ting er sket her omkring min datter. Min søster er så nu blevet alvorligt syg, og har måske kun 1 år tilbage – og jeg ved ikke hvad jeg skal mene om det hele. Jeg har så meget vrede og skuffelse omkring min søster, at jeg inderst inde slet ikke vil besøge hende (jeg har endda prøvet at invitere os derned, men hver gang afviser hun blankt, og har ikke tid – men hvis min far vil på besøg samme tid, så har de tid til ham, men ikke os?) Jeg ved ikke om jeg vil fortryde hvis jeg ikke besøger hende. Og det går mig på at der er så meget vrede.

Svar.

Kære t.

Dine følelser for din søster (din storesøster formoder vi) forstår vi fuldt ud, og vi har respekt for at du ikke bare lader dem bestemme dine handlinger, men overvejer hvordan du skal forholde dig til dem, sådan at det bliver dig og ikke dem der skal bestemme dit liv.

Vi tror at det vil være bedst for dig, at du fortsat rækker din hånd ud mod din søster og bliver ved med det – også selvom hun bliver ved med at slå den væk eller ignorere den. For vi tror nemlig at du skriver til os fordi du er i tvivl og den tvivl skal du lade komme dig selv tilt gode.

Og for så vidt også din datter, som jo så får en chance for at forstå, at der er andre måder at behandle sine følelser på, end blot blindt at underkaste sig dem – sådan som det så vidt vi kan forstå har været tradition i din familie.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Sig aldrig nej til et godt tilbud

Spørgsmål.

Hej Jeg er en kvinde midt i fyrrerne. Jeg er gift med en dejlig mand på 15. år. Jeg er i tiden voldsomt udfordret af en tur min mand har planlagt med sine kolleger. Han har været afsted 1 gang før. Turene er med både mandlige og kvindelige kollegaer og til østeuropæiske storbyer. Sidste gang startede de med at drikke i lufthavnen fredag morgen, én havde arrangeret transport med stripper til hotel, ved ankomst havde min mand sørget for flere drikkevarer inden de så festede videre i poolen på hotellet. De var i byen om aftenen og der var vist tømremænd næste morgen, hvor de var på tur og så skulle der ellers festes videre lørdag og hjemad om søndagen. Den gang ringede han først hjem til mig og vores børn lørdag, efter jeg havde bedt ham om det. Han havde undladt at fortælle mig om druk fra morgenstunden og stripper, før søndagen da han kom hjem og jeg var ked af det. Han har siden hen foreslået at jeg lærte hans kollegaer bedre at kende, men det er ikke blevet til noget. Han ville til enhver tid bakke mig op om ture jeg ville på, men han ved jo også at det aldrig ville være den slags ture. Vi arbejder begge skift og dermed også week-ender. Turen gav en masse ballade mellem os. Nu er der en ny tur på banen og han og jeg skal afsted på en week-end tur inden. Jeg frygter allerede næste tur. Jeg kan forstå en herre-tur med venner, men har det rigtig svært ved at han vil afsted på en druk-ferie med kollegaer. Han siger det er helt normalt, men det føler jeg ikke at det er. Den week-end tur vi skal på, ham og mig, føler jeg er en slags konkurrence med den anden tur. Jeg føler at jeg skal bevise at jeg er ligeså underholdende som alle hans kollegaer og den kamp er jo tabt på forhånd. Jeg ville ønske jeg kunne glæde mig på hans vegne, men jeg har det rigtig dårligt over at han har behov for sådan en tur og kan slet ikke forstå det. Han har sagt at siger nej hvis det er et problem for mig, men at han gerne vil afsted. Selvfølgelig kan jeg ikke sige nej og bliver lidt ked af at det skal være min beslutning. Det skal nævnes at jeg har arbejdet med jalousi og er kommet ud af det. Mit eget selvværd er helt i bund i tiden og jeg tror det har noget at sige også. Jeg går nu i flere måneder og frygter den weekend, hvor jeg kommer til at gå og hade tanken om at han er afsted og drikker og fester med kollegaer. Hvordan kommer jeg over det? Og hvordan kommer jeg over følelsen af at jeg er i konkurrence med hans kollegaer.

med venlig hilsen Karen

Svar.

Kære Karen.

Ulla og jeg er enige om at vi begge i en lignende situation som du står i ville have de samme følelser som du har og at vi begge ville tage imod den andens tilbud om at aflyse, Til gengæld ville vi så overraske den anden med en forlængelse af den allerede aftalte weekend, og vel at mærke en dyr forlængelse!

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

Når to måske-måske ikke vil det samme.

Spørgsmål.

Kære psykologpostkasse.

Min mand og jeg lever sammen på 10. Dejlige år, han er 42 og jeg 32 år gammel. Vi har en fantastisk datter på 7 år. Da min datter var 2 år fortalte min mand at han havde haft det utrolig svært vores datters 1. År og var blandt andet meget frustreret over de følelser han fik når hun græd, og at han på ingen måde kunne forestille sig at skulle igennem det igen. Vi har talt om det gentagne gange og det er et ømt emne for os begge da vi elsker hinanden meget højt, jeg forstår den smerte der har lagt i perioden for ham. Problemet er så at for ca 2 år siden åbnede han lidt op for muligheden for barn nr. 2 men vores datter fik desværre kræft. Nu står vi på den anden side af hendes kræftforløb og han er 110% sikker på at der ikke skal flere børn ind i vores familie, da han er bange for tilbagefald og den situation vi ville skulle igennem igen + evt et spædbarn.Jeg er nu i tvivl da vores datter er begyndt, at tale meget om at få søskende, samt den dør jo nok aldrig helt er blevet lukket for mig. Hvordan kommer vi videre som den kærlige trekløver vi er uden jeg fortryder mit valg eller min mand føler sig evig skyldig. Håber i kan give os noget at arbejde med.

Svar.

Kære Karina.

I har allerede meget at arbejde med og har givetvis også haft det under jeres datters sygdomsforløb, og nu ligger der jo en fortløbende arbejdsopgave foran jer.

Først og fremmest – det drejer sig om at I finder et kompromis og en gang for alle gør jer klart at I hver for sig må opgive en løsning der kan gøre én at jer eller jer begge lykkelig (og heller ikke jeres datter)

Altså! Se hver for sig i øjnene at hvis du opgiver at få dit ønske opfyldt – ofrer det for din elskede – er en konsekvens at du kan komme til at fortryde det og at det høre med til det offer du giver og af det er dig alene der må bære smerten ved denne konsekvens. Og se også i øjnende at din elskede uundgåeligt kommer til at lide under dit valg, hvis det ikke bliver det valg han vil træffe.

Såfremt det bliver din mands ønske som bliver opfyldt så overvej sammen med ham (men ikke med jeres datter!) om du og han kunne tænke sig at tale om dette en gang om året i fremtiden.

Vi beklager dybt at vores svar kommer så sent og vi er parate til at svare på en ny mail fra jer.

Venlig hilsen

Ulla og Ole