Arkiv

Når hurtig hjælp er afgørende!

Spørgsmål.

Hejsa I august måned kom det frem, at min lillebror havde solgt hash og andre stoffer, hvilket selvfølgelig ikke faldt godt til i familien. Det skal siges, at begge mine forældre er akademikere og vægter uddannelse meget højt. Derfor har vi fire søskende altid været indenfor lovens rammer og er godt på vej til at blive færdiguddannet. Dog kommer min lillebror ind i det forkerte miljø og begynder at sælge stoffer. Det bliver han ved med i ca. én måneds tid før min mor opdager stofferne gemt i en pose under sengen. Min mor der har forhøjet blodtryk, kan ikke styre sig selv, og er uden tvivl blevet psykisk belastet som aldrig før. I de efterfølgende dage er hun stadig fra den. Hun har ikke sovet i flere dage, og alt der kører igennem hovedet på hende er sin søns fremtid. Det korte af det lange er, at min lillebror stopper med at sælge stoffer og fortsætter sit studie. Vi prøvede alle så godt som det var muligt at feje det under bordet, så min far ikke opdagede det og lade som ingenting var hændt. Desværre begynder min mor at få vrangforestillinger, der indebærer vores underbo og den pågældende boligforening. Vrangforestillingerne var en blanding af hashsalg, bandegrupperinger og integrationsproblemer. Kort fortalt begynder min mor at tro, at vores underbo og andre naboer sælger hash, og hun påstår hun kan lugte hashen. Dernæst er vores boligforening en bande, da deres hovedmål er at udvise alle indvandrer sammen med integrationsministeren. Min mor påstår, at vores naboer har lagt kameraer og chips inde i vores lejlighed. Desuden påstår hun også, at de tager billeder af os gennem væggen. Min mor sagde, der var et medlem efter hende med en pistol tæt ved, hvor vi bor. Boligforeningen har desuden lagt en kæmpe magnet over vores hjem… Alle disse hændelser er bare et udpluk af episoder hun påstår er sket. Det skal siges, at min mor er 55 år gammel, skilt, isoleret, snakker ikke med sin egen familie grundet familieproblemer, høre og ser dårligt og er arbejdsløs. Vi har prøvet at tilmelde hende kurser og fitness, men det har ikke hjulpet. Hun vil ikke til lægen, da hun er “rask” og intet fejler.. Hvad skal vi gøre? Og får vi nogensinde vores gamle mor at se igen?

Svar.

Kære Adam.

Jeres mor er invaderet af vrangforestillinger, og hun har brug for hurtig og intensiv lægehjælp for at forhindre en yderligere udvikling, der i værste fald kan medføre det I frygter, nemlig at I aldrig mere får jeres `gamle mor´ igen.

I må derfor sammen med jeres far henvende jer til jeres læge og bede ham om at gribe ind uanset om jeres mor ønsker det eller ej. I første omgang er det fuldt forsvarligt at i event. henvender jer til lægen uden

Jeres mors vidende.

Venlig hilsen

Ole og Ulla

 

 

 

 

Vil du leve med den mand?

Spørgsmål.

Hej mit navn er Greta,

Jeg har her på det seneste været ret ked af det over nogle sår jeg har på benene, dem har jeg fået efter bid fra insekter. De er under behandling, men det går lidt langsomt synes jeg. Jeg er meget ked af hvordan de ser ud på min hud, for jeg synes selv jeg er rigtig god til, at pleje min hud ellers. I går aftes sad jeg og græd fordi jeg havde fået nok og var dræt af de ar jeg nu har. Nu kommer mit problem så og det er, at da jeg græd sad min kæreste over for mig. Det eneste han sagde til mig var ord som ‘det er bare overfladisk’ ‘har du allerede givet op?’ og ‘ikk vær så åndsvag’ Jeg synes virkelig det var nedladende. Så jeg konfronterede ham med det dagen efter på sms, ikke face to face pga vi var på arbejde. Han sagde ting som at han ikke er pædagogisk og ikke forstod mig og at han ‘trøstede’ mig ved at sige de ord. Jeg skrev til ham at det kunne være rart med et kram eller lignende. Jeg græd resten af aftenen og inden jeg skulle i seng. Ikke længere pga mine sår, men pludseligt pga den måde han sagde ting til mig på. Ingen medfølelse, respekt eller forståelse overhovedet. Her i dag, i stedet for at komme hjem efter arbejde, besluttede han sig for at være på bar med sine venner. I starten var det fint, men han har på samme tid også rapport, jeg ville gerne se ham efter vores diskussion. + han bare sagde i et par timer, men det er siden kl 18 og klokken er pt lidt over 00. Jeg skriver jeg gerne vil have ham hjem, jeg savner ham osv. Det jeg får igen er: ‘Jeg ved ikke endnu hvornår jeg er hjemme’ ‘jeg bliver her, fordi derhjemme får jeg skylden for alt’ Jeg ved ikke om det bare er hans fulde-jeg, der snakker eller hvad det er, men det er utroligt, det er for meget og jeg er ekstrem sur på ham. Til hverdag skændes vi ellers aldrig og han er en god kæreste, vi driller hinanden for sjov hverdag og vi elsker hindanden, men så har vi de her perioder. Og de er psykisk voldsomme. Jeg går helt ned og kan ikke fungere. Mens jeg tuder øjnene ud er han mega ligeglad og tackler det på den måde. Ved ikke om man kan kalde det mental vold? Det er i hvert fald utroligt nedladende. Min kæreste og jeg har været sammen i 2 og et halvt år, og de her uenigheder – hvis man kalde det, det. De er bare blevet 10 gange værre end for 1 år siden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, vi har så mange fælles ting sammen. Så at gå fra hinanden kommer til at give mig depression tror jeg. Det kan godt være mig som bare er ekstrem sart. Men altså jeg ved snart ikke længere, og har brug for seriøs hjælp. Mvh mig :/

Svar.

Kære Greta.

Tag imod hans reaktioner på dine ubehageligheder. Og accepter dem som hans måde at vise sin interesse på. Og nyd det der er i det.

Stands med at prøve på at påvirke ham i retning af, at han skal vise dig interesse på den måde du gør det på. Det kommer der, som du erfarer ikke noget godt ud af.

Og lad tiden arbejde. Så kan det være at I hver for sig indser, hvad der er bedst for den anden.

Ja, og gør op med dig selv om din kæreste er en mand du vil rejse sammen med på `livets landevej´ eller han blot er et led i et forsøg på at finde `din ideelle partner´

Venlig hilsen

Ulla og Ole

Ps. Vi vil i øvrigt råde dig til at kommunikere med din kæreste face to face i stedet for på sms m.m.

 

 

Når fortid bliver nutid

Spørgsmål

Kære jer,

JAg aner ikke hvem jeg skal tale med, og derfor prøver jeg at vende det med jer. For 13 – 14 år siden gik jeg i gymnasiet, og en af mine bedste veninder blev efter en fest overfaldet, tæsket og voldtaget da hun var på vej hjem. Det satte en kæmpe frygt i os alle, vi var kun 16 år, og vi i venindegruppen forsøgte så vidt muligt at støtte hinanden i tiden efter. Gerningsmanden voldtog flere kvinder og blev fanget året efter og idømt 7 års fængsel. Medierne beskrev det som de groveste voldtægter i nyere tid, på det tidspunkt. Jeg har efterfølgende været meget bange for at være alene og for at køre alene hjem, uanset tid på dagen. Jeg har haft mange problemer med panikanfald fordi jeg har været så bange for at blive overfaldet. Det er blevet bedre med årene, men jeg melder stadig fra til ting hvor jeg ved at jeg kan risikere at skulle gå alene f.eks fra en komsammen og ned på en parkeringsplads. I sommers købte min mand og jeg vores drømmehus. Skøn beliggenhed i forhold til arbejde og børn, og alle vores drømme kan opfyldes her. Naboerne er hovedsageligt børnefamilier og er alle meget imødekommende. Vores nærmeste nabo er et par med to børn, og jeg talte meget med særligt manden, de første par måneder efter vi var flyttet ind. Han er sød og charmerende og vi har talt mange gange. Jeg synes han virkede bekendt, men vi har boet i området i flere år, inden vi købte det her hus, og jeg tænkte blot det var fra området jeg kendte ham. Men for to måneder siden fortalte en af de andre naboer, at han har siddet i fængsel for voldtægt, og med ét slog det mig hvorfor han virker så bekendt: det var ham der voldtog min veninde. Jeg Googlede hans navn for at være helt sikker, og det er desværre sandt: jeg er nu nabo til den mand jeg har været så bange for i så stor del af mit liv. Jeg har haft det rigtig skidt efter jeg opdagede det, vi har fået indstillet alarm i hele huset, men jeg sover nærmest ikke om natten, og jeg tør ikke gå ud med skraldeposen når jeg kan se hans bil er hjemme. Jeg aner ikke mine levende råd, det er ikke en mulighed at sælge igen her efter så få måneder, det vil ruinere os, og jeg elsker jo huset og beliggenheden og de andre naboer, men jeg synes det er fuldstændig uoverskueligt at bo ved siden af den mand der har ødelagt så meget for min veninde og for mig selv. Hvordan kommer jeg videre? Hvordan lærer jeg at tackle situationen? Er det overhovedet muligt?

Svar.

Kære…

Først og fremmest skal du kontakte din læge for at få en henvisning til en psykolog der kan hjælpe dig med at få behandlet de eftervirkninger af det chok du fik i sin tid og som naturligt nok aktiveres ved din nye nabo. Efter en tid kan du så sammen med psykologen overveje hvordan du skal forholde dig til naboen. Men du bliver altså nødt til at udholde situationen indtil du sammen med psykologen har fået behandlet nogle af eftervirkningerne. Hold ud og se det positive i at du – for at bruge et billede – nu får lejlighed til at få renset et sår helt ud.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

PS. Når du henvender dig til din læge så vis ham din mail til os og vores svar.

 

” Søg hjælp hos psykolog eller psykiater”

Spørgsmål.

Hej, jeg er en mand på 23 år. Først vil jeg sige at det her er utroligt svært for mig at komme ud med, men føler ikke jeg har noget valg mere. Jeg har haft lavt selvværd længe og har truffet en lang række dårlige valg som følge heraf. For 3-4 år siden røg jeg meget hash og drak også ofte alkohol. I denne periode traf jeg det dummeste valg i mit liv, da jeg blev tiltrukket af diverse seksuelle webcam sider. På en af siderne gik jeg ofte ind og onanerede foran folk, og jeg var nogle gange så dum at vise mit ansigt imens. Tror jeg gjorde det for at udfylde den tomhed jeg havde i mit liv. Efter lidt over et år stoppede jeg med det, da jeg også stoppede med at ryge hash og fandt en kæreste, og dermed fik lidt mere indhold i mit liv. Noget tid herefter blev jeg pludselig meget paranoid, da jeg fik tanken om at nogle kunne have optaget mig dengang og lagt ud på nettet. Og da jeg havde søgt nok efter det, fandt jeg til sidst seksuelle videoer med mig på nettet, som alle frit kan gå ind at se. Det er her mit problem blev rigtig alvorligt. Jeg kan ikke komme over det, og kan ikke leve med jeg har gjort det. Jeg skammer mig, og føler mig klam, og jeg tror folk vil dømme mig og syntes jeg er pervers. Jeg kan ikke komme videre. Mine venner siger at det jo hører fortiden til, og at jeg skal komme videre. Men for mig hører det også nutiden til, da disse videoer er der nu, og vil være der FOR EVIGT. Jeg tør ikke gå ud af en dør mere, eller snakke med mennesker af frygt for at de genkender mig fra videoen. Jeg har mistet mit håb og mine drømme, og har ikke lyst til noget mere. Min kæreste gik fra mig for nogle måneder siden, da hun ikke kunne holde til det mere… Hun var den eneste der forstod mig, accepterede mig og tog mig som den jeg er. Jeg elskede hende så højt. Jeg er bange for hun har fundet en anden konstant, og kan ikke holde til tanken. Nu vil hun ikke snakke med mig mere overhovedet, fordi hun siger hun ikke kan holde til at høre om mine selvmordstanker, da det også påvirker hende. Jeg har haft selvmordstanker de sidste par måneder, da jeg ikke kan se nogen udvej fra de videoer, og er bange for jeg ender sådan. Jeg vil meget gerne have hjælp. Jeg har ikke lyst til at dø, vil bare have smerten til at gå væk Hilsen mig

Svar.

Kære Dyreal95

Du bør omgående henvende dig til din læge og vise ham dit spørgsmål til os og bede ham om at henvise dig til en psykiater eller psykolog.

Når du har gjort det kan du henvende dig til din kæreste og fortælle hende dette.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

Ps.

Umiddelbart finder vi dig hverken pervers eller klam, men tværtimod, beslutsom og modig ved at henvende dig til os og bede om hjælp.

 

” Hold først dommedag over dig selv”

Spørgsmål.

Jeg savner min ex så ubeskriveligt højt. Han døde for et halvt år siden. Det er længe siden, vi har været et par. Han var min bedste ven, vi skrev næsten sammen hver dag om vores børn, men også bare hyggelige beskeder. Jeg har en ny kæreste nu, kan ikke tale med ham om mit store savn, han bliver gal, tror han føler jalousi og ikke kan konkurrere med en død mand. Jeg føler mig ubeskrivelig ensom i min sorg. Jeg er der for mine børn, hjælper dem med deres sorg, andre spørger mig til dem, passer på dem og drager dejlig omsorg for dem. Min kæreste taler om ham selv og hans børn, der er en masse problemer med hans ex. Jeg lytter og lytter, men har ingen, der lytter til mig. Måske er jeg også lidt flov over, at jeg kan savne min ex så meget. Jeg gik jo selv fra ham. Min kæreste og jeg har et fælles barn. Vores forhold er ikke godt, jeg har mistet sexlysten, men føler mig ofte tvunget til at gennemføre sex. Min kæreste ved jeg ofte græder under akten, men han gør sig lige færdig. Jeg vil så gerne at vi skal være lykkelige, synes ikke mine børn skal opleve endnu et brud og vores fælles blive delebarn. Kan jeg gøre noget? Tror ikke jeg kan tale med min kæreste, han hører sjældent efter og ellers får jeg sagt noget, der gør ham sur

Svar.

Så vidt vi kan se bruger du din afdøde eksmand, din nuværende mand, jeres fællesbarn, hans børn og dine børn, din seksuelle uærlighed til, at undgå at holde dommedag over dig selv og din manglende vilje til at gøre op med hvordan du har levet og vil leve dit liv.

Af personlig erfaring ved vi begge at det kan være en vanskelig sag og vi har begge haft brug for sagkyndig hjælp i vores dommedag over os selv.

Vi kan anbefale dig at se at se på Jung instituttets hjemmeside og se på linket DSAP hvor du kan kontakte psykologer og vise dem din mail til os og vores svar.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

Når ” Hjerteveninden” tager over.

Spørgsmål.

Kære psykologpostkassen, Jeg er 21 år gammel, og lige begyndt på universitetet. Jeg har haft en kæreste i tre år, men er gået fra ham for en lille uge siden, da jeg simpelthen ikke har kunne holde mig selv ud længere. Jeg vil nu prøve at fortælle om de sidste tre/fire år af mit liv, i håb om at I kan hjælpe mig videre fra hvor jeg står nu. I oktober 2014 begynder jeg at ses med min kæreste. Jeg falder pladask for ham, og har aldrig været så forelsket før. Inden jeg mødte ham, var jeg på 7 måneder sammen med tre fyre, som jeg formåede at såre alle sammen. Blandt andet fordi de alle tre overlappede hinanden, så jeg altså sås med en ny, inden jeg egentlig fik afsluttet det andet. Da jeg er sammen med den sidste af de tre, begynder jeg igen at ses med en ny, samtidig med at jeg stadig ses lidt med ham. Det er min kæreste. Lad os kalde ham K. Vi bliver begge ret hurtige forelsket og bliver kærester i december måned. I maj 2015 er jeg til karneval i Aalborg, og selvom jeg er smask forelsket kysser jeg, i min fulde tilstand, med en i byen. Jeg holder det hemmeligt og ingen ved det. Jeg havde det så dårligt med mig selv da jeg kom hjem, men kunne ikke få mig til at sige det til K. I marts 2016 er jeg stadig lige så forelsket som for et år siden, men nu starter hele min historie for alvor. Jeg er til gymnasie fest, og en barndoms flirt er der også, lad os kalde ham for N. Da vi alle skulle dele en taxa hjem fra byen, ender jeg med at sidde ved siden af ham i taxaen. Vi er de sidste to der bliver sat af, og det ender med at vi kysser i taxaen og jeg tager med ham hjem, hvor vi er sammen. Da vi begge har kærester, bliver vi enige om at det skal holdes mellem os, da ingen af os er interesseret i at der skal ske mere mellem os. Det næste halve år, ses vi yderligere tre gange, hvor vi har sex. Alle tre gange i beruset tilstand. Jeg kan ikke komme med en god forklaring på, hvorfor det bliver ved med at ske, og hver gang det sker, får jeg det dårligere og dårligere med mig selv. Man siger ofte at hvis man er sin kæreste utro, er det fordi man ikke er forelsket længere. Men jeg kunne ikke se et liv uden ham, og han var min allerbedste ven. Jeg bliver enige med mig selv om at jeg nu skal tage mig sammen (!!), og ikke vil gøre mere, der kan såre K. Jeg prøver ihærdigt at ligge det bag mig, men det fylder stadig rigtig meget, og der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på det, men siger til mig selv, at hvis jeg stadig vil være sammen med K, må jeg indfinde mig med den ulidelige følelse. Det er jo trods alt mig selv, der har bragt mig i den. Jeg har mange gange siden hen, prøvet at finde et godt svar på hvorfor jeg har været sammen med N de gange, men jeg kan ikke komme på et eneste. Tror ikke engang at jeg har haft vildt meget lyst, det skete bare. Igen og igen. I sommers (2017), er jeg ude at rejse med en veninde. Igen bliver jeg meget fuld, og jeg kysser med en. Jeg er meget opsat på at ham og jeg skal hjem på vores hotel, men min veninde får mig overbevist om at det ikke er en god idé. Igen vælger jeg intet at sige til K, og går nu igen med den klammeste smag i munden. Jeg begynder nu at overveje, om jeg ikke skal stoppe forholdet med K, selvom jeg egentlig gerne vil fortsætte, kan jeg ikke byde ham mere. Jeg kommer hjem fra rejsen, flytter til Aarhus, han flytter til en by en time fra Aarhus på grund arbejde. Jeg beslutter mig for at stoppe det, da jeg blandt andet også kan mærke på mig selv, at der er alt for mange spændende ting, nu hvor jeg er startet på studie. Da jeg vil stoppe det, bryder han fuldstændig sammen, og jeg kan ikke bære at se ham så ked af det. Jeg siger at jeg gerne vil give det en chance til. Problemet er jo bare at jeg udmærket godt ved, at det aldrig vil blive godt på grund af alt det jeg har gjort. Jeg kan ikke føle den samme forelskelse overfor ham, når jeg har sådan en dårlig smag i munden. Vi fortsætter forholdet, og det kører som det altid har gjort, men stadig har jeg den klammeste smag i munden. I sidste weekend var jeg i byen med en hel flok hjemme fra. Her i blandt mange af Ks venner. Jeg ender igen med at kysse med en. Denne gang en af Ks rigtig gode venner… Ingen ser det og vi bliver enige om at det på ingen måde skal slippe ud. I onsdags stopper jeg det med K. Blandt andet også i håb om at jeg kan finde ro i mig selv, og kan gøre lige hvad jeg vil, uden at skulle have dårlig samvittighed. Jeg havde en forestilling om, at det ville føles som at en sten faldt fra hjertet i det jeg stoppede forholdet, men det hele stiger mig til hovedet nu. K fortjener ikke at have en som mig i sit liv. Han er total knust nu, men alligevel den mest hjælpende person, selvom det er mig der har stoppet det. Han kan godt se, at det virkelig rører mig, men problemet er jo bare at han langt fra kender historien … Jeg fortjener ikke at få den støtte fra ham nu … Min begrundelse for at stoppe forholdet, var at jeg ikke havde de samme følelser længere, og inderligt ville jeg virkelig ønske at jeg kunne smide det hele på bordet, men jeg vil aldrig selv have mulighed for at komme videre. Jeg vil såre så mange mennesker, hvis sandheden kom frem. Jeg står helt alene med alle mulige tanker, og kan mærke at mit lille hoved snart ikke kan rumme mere. Jeg får dårlig smag i munden, hver gang jeg kigger mig selv i spejlet. Hvorfor bliver jeg ved med at gøre så dumme ting, når jeg udmærket ved hvor dårligt jeg får det med mig selv efterfølgende? Hvorfor vil jeg såre en person, jeg elsker så højt? Jeg føler mig lidt fortabt, selvom jeg har mange veninder og en rigtig støttende familie, som jeg altid kan snakke med, kan jeg alligevel ikke snakke med nogen om, hvad der egentlig foregår. Normalt har jeg altid været et rigtigt ærligt menneske, og har aldrig kunne lyve om det mindste, hvilket min familie stadig tror jeg ikke kan. Men de skulle bare vide … Hvad skal jeg gøre? Skal jeg leve med alt det jeg har i rygsækken, uden at snakke med nogen om det og holde det hemmeligt resten af livet eller skal jeg fortælle alt og ødelægge Ks liv, og mit eget for den sags skyld, eller har I et forslag? Jeg håber inderligt at I kan hjælpe mig med et par råd. Jeg føler ikke at jeg har forklaret hele situationen ordentligt, men tror håber at I kan danne jer et billede af det store hele, og kan se hvor mine problemer er.

Svar.

Kære Fortabte pige (FP)

Dit problem ligger i at du ikke har anerkendt din indre Hjerteveninde! Som kun ønsker et, – uhæmmet hensynsløs tilfredsstillelse af ethvert behov der tilfældigvis opstår, og således er fuldstændig ligeglad med FP ønsker og behov og som får sin vilje så længe FP ikke stiller op og tager styringen – og du kender i hvert fald nogle af Hjertevenindens´ metoder til at få hvad hun vil have – sprut! Løgne og inducering af selvmedlidenhed i FP – det er så svært, det er så hårdt at kæmpe imod (liderligheden der ikke må få afløb her og nu, at skulle holde ord i en aftale, at kun være medbestemmende i et forhold, eller oh Rædsel give efter for en anden, ja sogar lade en andens behov gå forud for ens eget en gang imellem) ja Hjertevenindens´ metoder er mange, og hvis du FP vil være den der bestemmer over dit eget liv gør du klogt i at være på vagt overfor Hjerteveninden nu og resten at dit liv.

Altså – kort og godt – det er i dig selv du skal ville kampen og for at vinde den må du bære lidelse og utilfredsstillelse, være offervillig og være modig. Lønnen for dette har du foreløbig til gode og det råd du beder os om lyder: Prøv!

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

Antidepressiv til et barn?

Hej

Jeg har lige et spørgsmål angående min kærestes lillesøster der går til psykolog.

Kan det være rigtigt at en psykolog giver lykkepiller til en 13 årlige på, grundet kun hvad hendes mor siger der er galt. Hendes mor mener hun er syg og har problemer men pigen selv snakker ikke med psykologen det kun hendes mor.
Pigen har været hos os i 14 dage på ferie og der har ikke været de problemer hendes mor siger hun vil ikke tage sine piller hos os da hun ikke mener hun har brug for dem, hos os er der ikke noget i vejen hun er som alle andre og trives godt. Men hun skriver tit til os at når hun er hos sin mor er hun ked af det og bliver tit overladt til sig selv og det gør hende deprimeret.

Jeg mener ikke det kan være rigtigt at psykologen ikke snakker med pigen selv uden hendes mor. Jeg er sikker på at det hendes mor der mere har behov for de piller end hende.

Håber i kan give mig et hjælpende svar, for ønsker ikke at hun skal have det skidt hos hendes mor.

Hilsen Signe

************************************************************************

Kære dig

Tusind tak for dit brev og din bekymring

Jeg vil også mene at pigen selv skal tale med en læge, psykolog eller psykiater inden der bliver udskrevet nogen form for medicin!

Jeg tænker også som du skriver at problemet ligger i hjemmet da det er der at pigen bliver deprimeret.

Nogle gange er det nemmere at koncentrere sig om andres problemer i stedet for at kigge ind ad som det lyder til er tilfældet i denne situation.

Jeg vil ikke råde pigen til at tage nogen form for medicin før hun selv har haft en samtale med en professionel der kan tage stilling til hvilken problematik der udspiller sig.

Håber at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej

Mange hilsner Simone

Hvorfor lyver jeg hele tiden?

hej med dig/jer.
jeg har for tiden rigtig svært ved at være mig selv, og lyver hele tiden. men det er ikke meningen at det skal ske. nogle gange flyver tingene bare ud, og ligemeget hvor meget jeg prøver kan jeg ikke være mig selv.
jeg håber du/i vil hjælper mig med mit problem

hilsen den forvirret pige

***********************************************************************

Kære dig

Tusind tak for dit brev

Det du først og fremmeste skal være opmærksom på er hvornår du lyver og hvorfor – jeg tænker at der må ligge noget dybere til grunde for at du vælger at lyve frem for at fortælle sandheden – måske det er grunden til at du har det svært for tiden.

Dette kan sagtens være en forsvars mekanisme der dækker over noget andet – Hvis du har mulighed for det vil jeg råde dig til at tage en samtale evt med en terapeut da de kan hjælpe dig med at finde den dybt liggende grund til at du gør som du gør.

Du er bestemt ikke alene om at lyve – det gør mange for at passe på dem selv.

Det vigtigeste er at finde grunden til hvorfor du gør det – samtidig vil jeg gerne rose dig for at du er blevet opmærksom på at du lyver – det kræver stor selvindsigt!

Jeg håber at mine ord kan hjælpe dig

Mange hilsner Simone

Forsvarsmekanismer

Hej, jeg er en pige på 14 år. Jeg kan ikke huske særlig meget fra da jeg var yngre. Kan kun huske få ting lige nu er det eneste jeg kan komme i tanke om at min far drak og få andre ting. Jeg kan også glemme ting som at jeg snakker med min mor og hun siger at jeg skal tage noget tøj med ovenpå og 2 sekunder senere er jeg gået ovenpå uden det. Eller at jeg måske skal give min hund vand så altså bare små ting.

Ved ikke om det har noget med noget at gøre men i timerne hvor en lære er ved at forklare noget kan jeg komme til at sidde i mine egne tanker og så nor jeg kommer i tanke om at jeg skal høre efter har jeg overhovedet ikke hørt hvad der er blevet sagt. Hvad er grunden til det?

Har hørt at kroppen har en “forsvars maskine” så man fortrænger ubehagelige ting der er sket, og at man måske kan huske det når man er klar? Er det rigtigt?

Jeg har ADD som jeg ikke tager piller for.

Skal snart til et møde med en psykolog hvor vi skal snakke om min fortid, er lidt bange for at jeg måske ikke er klar til at høre det men på den anden side vil jeg vide det for det er på en måde ubehageligt ikke at vide det. Er også bange for måske at få flashbacks eller at jeg bliver overvældet af tanker med ting jeg kommer i tanke om fordi vi snakker om det.( har ikke lyst til at snakke med min psykolog om det)

Men ved ikke hvordan jeg skal forklare det men det er som om minderne er der halt.. altså jeg ved det er sket men kan ikke huske det?? Andre ting er bare helt forsvundet..

Kære pige på 14

Tusind tak for dit brev

Ja det er rigtigt at kroppen/hjernen har den forsvars mekanisme at lukke af for oplevelser som bliver for ubehagelige – dette er kroppens og hjernens måde at passe på dig.

Jeg tænker at dit ADD spiller en rolle i forhold til dine vandrende tanker – dette kan medicinen hjælpe imod men du skal selvfølgelig tage op til overvejelse om du ønsker medicin eller ej.

Jeg kan godt forstå at du frygter lidt at skulle til psykolog men du kan med fordel tænke på det som en rejse i dit liv som forhåbentligt vil gøre dig nytte i fremtiden – måske du vil få en bedre forståelse hvorfor at du er som du er og hvorfor at du gør som du gør.

Jeg håber at mit svar har kunne hjælpe dig lidt på vej

Mange hilsner Simone

Er det normalt?

Hej jeg er en 16 årige pige, jeg skriver fordi jeg ikke synes mit problem er slemt nok til at gå til psykolog og jeg ikke har nogen andre at snakke med det om. Jeg har de her tanker som jeg enlig længes efter at få gjort til virkelighed, men som jeg også har det svagt dårligt over og jeg kan ikke finde ud af om de her tanker er normale for andre også at have. Tankerne er at jeg virkelig længes efter at komme væk fra det hele bare at rejse langt væk fra min familie og venner uden at kontakte dem i lang tid for at starte fuldstændig forfra og det forvirrer mig for jeg holder jo af min familie og de er de eneste jeg har så hvorfor længes jeg sådan efter at komme væk?? Jeg indrømme at jeg har det lidt svært med dem og jeg tænker tit på om de overhovedet elsker mig fordi de ikke rigtig udtrykker det på nogen måde min far elsker jeg at være sammen med han er udadvendt og kan næsten finde ud af at snakke med alle jeg griner altid når jeg er sammen med ham men jeg føler ikke rigtig jeg betyder noget. Min mor ved jeg godt jeg betyder noget for på et vist punkt men hun virker også ret ligeglad, fordi jeg har det svært jeg føler mig tit deprimeret og jeg kan ikke være i et rum med for mange mennesker for jeg begynder at ryste og blive svagt svimmel og jeg prøver at sige til hende at jeg har det svært med de ting men det er som om hun aldrig rigtig lytter til det jeg siger for så kommer jeg for eksempel hen til hende når vi er til en familie sammenkomst og jeg viser hende at jeg ryster og siger at jeg er svimmel og hun tror så bare at jeg er sulten og jeg siger at det ikke er derfor og hun svarer så bare: Nå hvad er det så? Og det sårer mig så meget at jeg får ond i maven det er sket så mange gange nu og jeg bliver ved med at tro hun endelig vil forstå hvad jeg mener. Men det kommer hun jo nok ikke til når hun ikke høre på det jeg fortæller hende, så der for tror jeg på et vist punkt ikke at jeg jeg betyder så meget for hende igen.. Og så har jeg to ældre søskende en bror og en søster. Min bror ved jeg at jeg betyder meget for han er den ældste og jeg ved han har lidt svært ved at udtrykke sine følelser lidt men jeg ved jeg betyder rigtig meget for ham og det er ham som mest gør at jeg ikke bare sådan lige har lyst til at forsvinde og så er der min søster som jeg også ved jeg betyder meget for men jeg kan bare ikke med hende hun irritere mig for meget så jeg har svært ved at være sammen med hende så jeg er vist rimelig kold overfor hende når hun prøver at komme for tæt på. Men lidt tilbage til mit problem som sagt har jeg det okay godt med min familie vi har nogle op og ned ture engang i mellem men det har alle jo vist nok men jeg forstår stadig ikke hvorfor jeg har så stor en lyst til at efterlade det hele og ikke kigge tilbage i meget lang tid?? Jeg har så stor en lyst til at forlade dem og få dem til at savne mig for en gangs skyld.. Er det normalt?? Please hjælpe mig med mit problem håber det er okay og at i vil hjælpe mig efter sommerferien jeg undskylder for at jeg sendte det i jeres sommerferie men havde sådan en lyst til at snakke med nogen og måske få svar på mit spørgsmål. 🙂

Kære pige på 16

Tusind tak for dit brev

Jeg forstår fuldt ud din trang til at komme væk i et stykke tid og det er bestemt ikke unormalt! Du er i gang med at blive voksen og har måske brug for at finde ud af hvem du er og hvad du gerne vil med dit liv uden at din familie er til stede. Du kunne evt kigge på højskole ophold i udlandet eller et år på efterskole?

Jeg bliver lidt bekymret når du skriver at du nogle gange oplever at være deprimeret, ikke bryder dig om at være sammen med for mange mennesker og at du begynder at ryste. Mit bedste råd vil være at du tager en snak med din læge da du selv nævner at du ikke er klar til at tale med en psykolog. Din læge skulle gerne kunne hjælpe dig herfra og finde ud af hvilken hjælp du har brug for. Senere hen hvis du bliver klar til psykolog samtaler kan din læge også lave en henvisning så du ikke skal betale fuld pris.

Jeg tror bestemt ikke at du skal tvivle på om dine forældre eller søskende elsker dig bare fordi de ikke udtrykker det. Der er mange måder at udtrykke kærlighed på andet end at sige jeg elsker dig selvom at det er utroligt dejligt at få at vide. Dine forældre eller søskende kan f.eks. vise det ved at spørge til hvordan du har det, sørge for at du har et sted at bo, tøj du kan tage på, at du får noget at spise, at de tjekker om du har sikkerhedssele på osv osv – kærlighed kan findes i mange små dagligdags ting som vi ikke tænker over da det bliver normal hverdag 🙂

Jeg håber at mit svar kunne hjælpe dig lidt på vej

Mange hilsner Simone