Når ” Hjerteveninden” tager over.

Spørgsmål.

Kære psykologpostkassen, Jeg er 21 år gammel, og lige begyndt på universitetet. Jeg har haft en kæreste i tre år, men er gået fra ham for en lille uge siden, da jeg simpelthen ikke har kunne holde mig selv ud længere. Jeg vil nu prøve at fortælle om de sidste tre/fire år af mit liv, i håb om at I kan hjælpe mig videre fra hvor jeg står nu. I oktober 2014 begynder jeg at ses med min kæreste. Jeg falder pladask for ham, og har aldrig været så forelsket før. Inden jeg mødte ham, var jeg på 7 måneder sammen med tre fyre, som jeg formåede at såre alle sammen. Blandt andet fordi de alle tre overlappede hinanden, så jeg altså sås med en ny, inden jeg egentlig fik afsluttet det andet. Da jeg er sammen med den sidste af de tre, begynder jeg igen at ses med en ny, samtidig med at jeg stadig ses lidt med ham. Det er min kæreste. Lad os kalde ham K. Vi bliver begge ret hurtige forelsket og bliver kærester i december måned. I maj 2015 er jeg til karneval i Aalborg, og selvom jeg er smask forelsket kysser jeg, i min fulde tilstand, med en i byen. Jeg holder det hemmeligt og ingen ved det. Jeg havde det så dårligt med mig selv da jeg kom hjem, men kunne ikke få mig til at sige det til K. I marts 2016 er jeg stadig lige så forelsket som for et år siden, men nu starter hele min historie for alvor. Jeg er til gymnasie fest, og en barndoms flirt er der også, lad os kalde ham for N. Da vi alle skulle dele en taxa hjem fra byen, ender jeg med at sidde ved siden af ham i taxaen. Vi er de sidste to der bliver sat af, og det ender med at vi kysser i taxaen og jeg tager med ham hjem, hvor vi er sammen. Da vi begge har kærester, bliver vi enige om at det skal holdes mellem os, da ingen af os er interesseret i at der skal ske mere mellem os. Det næste halve år, ses vi yderligere tre gange, hvor vi har sex. Alle tre gange i beruset tilstand. Jeg kan ikke komme med en god forklaring på, hvorfor det bliver ved med at ske, og hver gang det sker, får jeg det dårligere og dårligere med mig selv. Man siger ofte at hvis man er sin kæreste utro, er det fordi man ikke er forelsket længere. Men jeg kunne ikke se et liv uden ham, og han var min allerbedste ven. Jeg bliver enige med mig selv om at jeg nu skal tage mig sammen (!!), og ikke vil gøre mere, der kan såre K. Jeg prøver ihærdigt at ligge det bag mig, men det fylder stadig rigtig meget, og der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på det, men siger til mig selv, at hvis jeg stadig vil være sammen med K, må jeg indfinde mig med den ulidelige følelse. Det er jo trods alt mig selv, der har bragt mig i den. Jeg har mange gange siden hen, prøvet at finde et godt svar på hvorfor jeg har været sammen med N de gange, men jeg kan ikke komme på et eneste. Tror ikke engang at jeg har haft vildt meget lyst, det skete bare. Igen og igen. I sommers (2017), er jeg ude at rejse med en veninde. Igen bliver jeg meget fuld, og jeg kysser med en. Jeg er meget opsat på at ham og jeg skal hjem på vores hotel, men min veninde får mig overbevist om at det ikke er en god idé. Igen vælger jeg intet at sige til K, og går nu igen med den klammeste smag i munden. Jeg begynder nu at overveje, om jeg ikke skal stoppe forholdet med K, selvom jeg egentlig gerne vil fortsætte, kan jeg ikke byde ham mere. Jeg kommer hjem fra rejsen, flytter til Aarhus, han flytter til en by en time fra Aarhus på grund arbejde. Jeg beslutter mig for at stoppe det, da jeg blandt andet også kan mærke på mig selv, at der er alt for mange spændende ting, nu hvor jeg er startet på studie. Da jeg vil stoppe det, bryder han fuldstændig sammen, og jeg kan ikke bære at se ham så ked af det. Jeg siger at jeg gerne vil give det en chance til. Problemet er jo bare at jeg udmærket godt ved, at det aldrig vil blive godt på grund af alt det jeg har gjort. Jeg kan ikke føle den samme forelskelse overfor ham, når jeg har sådan en dårlig smag i munden. Vi fortsætter forholdet, og det kører som det altid har gjort, men stadig har jeg den klammeste smag i munden. I sidste weekend var jeg i byen med en hel flok hjemme fra. Her i blandt mange af Ks venner. Jeg ender igen med at kysse med en. Denne gang en af Ks rigtig gode venner… Ingen ser det og vi bliver enige om at det på ingen måde skal slippe ud. I onsdags stopper jeg det med K. Blandt andet også i håb om at jeg kan finde ro i mig selv, og kan gøre lige hvad jeg vil, uden at skulle have dårlig samvittighed. Jeg havde en forestilling om, at det ville føles som at en sten faldt fra hjertet i det jeg stoppede forholdet, men det hele stiger mig til hovedet nu. K fortjener ikke at have en som mig i sit liv. Han er total knust nu, men alligevel den mest hjælpende person, selvom det er mig der har stoppet det. Han kan godt se, at det virkelig rører mig, men problemet er jo bare at han langt fra kender historien … Jeg fortjener ikke at få den støtte fra ham nu … Min begrundelse for at stoppe forholdet, var at jeg ikke havde de samme følelser længere, og inderligt ville jeg virkelig ønske at jeg kunne smide det hele på bordet, men jeg vil aldrig selv have mulighed for at komme videre. Jeg vil såre så mange mennesker, hvis sandheden kom frem. Jeg står helt alene med alle mulige tanker, og kan mærke at mit lille hoved snart ikke kan rumme mere. Jeg får dårlig smag i munden, hver gang jeg kigger mig selv i spejlet. Hvorfor bliver jeg ved med at gøre så dumme ting, når jeg udmærket ved hvor dårligt jeg får det med mig selv efterfølgende? Hvorfor vil jeg såre en person, jeg elsker så højt? Jeg føler mig lidt fortabt, selvom jeg har mange veninder og en rigtig støttende familie, som jeg altid kan snakke med, kan jeg alligevel ikke snakke med nogen om, hvad der egentlig foregår. Normalt har jeg altid været et rigtigt ærligt menneske, og har aldrig kunne lyve om det mindste, hvilket min familie stadig tror jeg ikke kan. Men de skulle bare vide … Hvad skal jeg gøre? Skal jeg leve med alt det jeg har i rygsækken, uden at snakke med nogen om det og holde det hemmeligt resten af livet eller skal jeg fortælle alt og ødelægge Ks liv, og mit eget for den sags skyld, eller har I et forslag? Jeg håber inderligt at I kan hjælpe mig med et par råd. Jeg føler ikke at jeg har forklaret hele situationen ordentligt, men tror håber at I kan danne jer et billede af det store hele, og kan se hvor mine problemer er.

Svar.

Kære Fortabte pige (FP)

Dit problem ligger i at du ikke har anerkendt din indre Hjerteveninde! Som kun ønsker et, – uhæmmet hensynsløs tilfredsstillelse af ethvert behov der tilfældigvis opstår, og således er fuldstændig ligeglad med FP ønsker og behov og som får sin vilje så længe FP ikke stiller op og tager styringen – og du kender i hvert fald nogle af Hjertevenindens´ metoder til at få hvad hun vil have – sprut! Løgne og inducering af selvmedlidenhed i FP – det er så svært, det er så hårdt at kæmpe imod (liderligheden der ikke må få afløb her og nu, at skulle holde ord i en aftale, at kun være medbestemmende i et forhold, eller oh Rædsel give efter for en anden, ja sogar lade en andens behov gå forud for ens eget en gang imellem) ja Hjertevenindens´ metoder er mange, og hvis du FP vil være den der bestemmer over dit eget liv gør du klogt i at være på vagt overfor Hjerteveninden nu og resten at dit liv.

Altså – kort og godt – det er i dig selv du skal ville kampen og for at vinde den må du bære lidelse og utilfredsstillelse, være offervillig og være modig. Lønnen for dette har du foreløbig til gode og det råd du beder os om lyder: Prøv!

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *