Det kan være svært, men skift fokus

Spørgsmål.

Hej. Jeg sidder i Mexico og bor ellers i Frankrig. Derfor prøver jeg her på dansk. Jeg er 58 kvinde med 2 voksne børn i Dk i et forhold med en fransk mand på 50. Jeg tror, jeg er depressiv. Jeg blev opereret tilbage i 1994 og fik et varigt handicap og pension. Da levede jeg stadig med faderen til min yngste. Faren til den ældste er død. Efter jeg blev handicappet, ændrede min tilværelse sig jo. Jeg ændrede mig fra at drøne rundt sammen med børn, veninder og kæresten, til at være i sofaen. Min eks var mig utro og til sidst valgte jeg at gå. Fandt min nuværende kæreste, som dengang havde 2 piger på Ca samme alder som min yngste. Den store var flyttet hjemmefra, da hun blev 18. Min eks forfulgte mig og den nye. Politi blev indblandet. Det endte, med vi flyttede fra Dk. Men inden blev jeg tvunget til( nogen vil sige, jeg selv valgte) at give min eks fuld forældremyndighed over min yngste på 9 år dengang. Det var med tæskehold mod mig og afpresning på mange måder, værst gennem barnet. Vi bor så på Gran Canaria i 2 år med hans børn. Jeg ser mine børn. Nogle gange om året. Min nye kæreste syntes jeg bare skal lade dem være, fordi jeg bliver frygtelig påvirket af det. Her er der så sket en masse ting. Og i dag ser jeg jævnligt begge børn og mine to børnebørn. Men uden min nuværende kæreste. Jeg rejser alene til dk flere gange om året. Og nyder at kunne være uden ham. Desværre. Min nuværende kæreste er meget udadvendt, får årets idé hver uge. Har tusind ting igang. Dykker, handler på nettet, for at tjene penge på den sidste nye idé. Han møder mange nye mennesker hele tiden. Men ingen langvarige venskaber. Han har mange specielle meninger og overbevisninger. Jeg orker ikke alle hans manier. Og jeg lukker mig ind i mig selv. Taler ikke med andre. Jeg får ikke nye venner på en dag og slet ikke i udlandet. Vi boede 2 år i Spanien 7 år i Frankrig så Thailand og nu Mexico. Jeg er fulgt med og håber hver gang, det bliver bedre. Jeg er trist, gider ingenting og bliver hurtigt oprevet. Kun i forholdet hjemme. Vi kun os to nu. Det gør min kæreste irriteret, at jeg græder eller er passiv. Jeg kan godt selv se, jeg ikke trives, men jeg har fået valget, kom med eller skrid. Jeg er bange for at tage et forkert valg. Jeg er også bange for at blive alene I dk går det fint med mig. Jeg taler fransk og lidt spansk, men ikke som dansk. Derfor jeg skriver her og ikke taler med min læge i Frankrig. Det her er jo meget forkortet. Ha ha lang skrivelse alligevel. Jeg kommer ikke ud og blander mig med folk. Jeg savner en veninde til at bare gøre almindelige ting. Stranden er skøn her. Shopping og caféer, som jeg elsker i dk er foran døren. Men jeg gør det aldrig alene. Har jeg aldrig gjort. Så nu er jeg hende den sure derhjemme, som han nedgør. Hvad kan jeg gøre? Jeg flytter jo ikke bare. Jeg går jo ikke bare ud. Jeg vil faktisk gerne blive sammen med ham, men det går ikke lige godt for os. Venlig hilsen Marcelle Om ikke andet skrev jeg lidt!

Svar.

Kære Marcelle.

Du gør klogt i ikke bare at vælge det ene eller det andet. For os at se er det bedste du kan gøre som din situation er nu, at fokusere på dels, hvordan du kan gøre det så godt som muligt for din mand og dig, når I er sammen og ligesådan, når du er sammen med dine børn og børnebørn. Sagt på en anden måde: Skift fokus fra din egen ulykke over til de andres lykke. Og hold så ved og hold af, og hold ud.

Til sidst tror vi så også, at der nok forestår et valg for dig i retning af, at vælge, hvor  du vil lægge dit hovedfocus: Pa at leve som kvinde med din mand eller som bedstemor med dine børn og børnebørn.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *