Skam dig når du ikke gør det du kan og mener du bør.

Spørgsmål.

Hej med jer.  Det her bliver nok temmelig langt, men jeg håber, at det er ok. Jeg er en ung kvinde på 23 år, der sådan overordnet set har et ganske fint og velfungerende liv. Jeg har en grundstemning af at være lykkelig og jeg er tilfreds med det liv, jeg har. Men sommetider plages jeg af fortidens episoder og rammes af en følelse af mindreværd og skam. For snart 8 år siden mødte jeg en rigtig dejlig fyr, som jeg har delt og stadig deler alt med. Men efter at jeg faktisk er blevet medicinfri og konstateret rask fra bl.a. en middelsvær depression, har jeg haft rigtig svært ved at dele de episoder i mit liv, som nok i sin tid har udløst hhv. depression, OCD og socialangst. Jeg plages altså stadig af episoder fra min fortid, som nogle dage kan få mig til at gruble, vende mig indad og få mig til at tvivle på mig selv. Han kender altså til disse episoder, men jeg har kun snakket med ham om dem kort og for mange år siden. Jeg fremstår som rask nu, og derfor har jeg rigtig svært ved at dele ting med min kæreste, som måske vil bekymre ham om, om jeg er ved at blive syg igen. For mange år siden, da jeg var vældig hårdt ramt af depression og havde mange svingninger i min sindstilstand, udtrykte han, at hvis jeg nogensinde blev syg igen, var han ikke sikker på, at han ville kunne blive sammen med mig. Jeg ved godt, at det var sagt i en periode, hvor alting så rigtig sort ud. Det tog selvfølgelig hårdt på vores forhold og gik også hårdt ud over ham. Jeg tror faktisk ikke, at han bare sådan ville smutte fra mig, hvis jeg sådan blev syg igen. Jeg kan sagtens forstå, at han nok i situationen følte, at det var alt for uoverskueligt, hvis han skulle opleve det hele engang til. Men det han udtrykte, har så alligevel på en eller anden måde sat sig fast i mit hoved og afholder mig altså fra, at dele for meget med ham om min fortid. Så derfor vil jeg dele noget af det her med jer. Der er nogle episoder/ting som jeg har været udsat for/har gjort mod mig selv, som bliver ved med at dukke op i min bevidsthed. Jeg føler mig meget generet af at mine tanker sådan ‘minder mig om’ de mindre gode tider i mit liv. Men jeg ved også, at årsagen til at disse tanker bliver ved med at kredse om episoder fra tidligere, kan være fordi at jeg ikke har fået bearbejdet disse dele af mit liv helt endnu. Eller hvad tænker I? Er der normalt at tænke over dårlige episoder fra ens liv på daglig basis, uden man behøver at handle på det? Meget ofte når jeg møder nye mennesker, har jeg sådan en følelse af, at jeg så gerne vil dele mine oplevelser med dem. Overraske dem og se deres reaktion. Jeg ved, at jeg fremstår som et meget ordenligt menneske, og jeg har ofte hørt at folk tror, at jeg altid har været sådan, som jeg fremstår nu. Jeg ryger ikke, drikker ikke alkohol, går tidligt i seng, studerer mange timer hver dag, passer mit studiejob og snakker pænt om og til andre. Det er ikke underligt at folk tænker, at jeg er et vældig ordenligt menneske, og det er også rart at blive opfattet sådan. I mange år var jeg hende der røg, tog stoffer, ikke passede sin skole, drak meget alkohol, snakkede grimt og omgik mange fyre. Nogle gange har jeg sådan lyst til at sige til folk, hvilken vild teenager jeg har været – men det gør jeg selvfølgelig ikke. For det første er jeg enormt flov over mange af de ting, jeg har gjort og de ting, som jeg har været udsat for. Jeg har, hvilket måske også er tydeligt i teksten her, haft svært ved at acceptere min fortid som en del af mig og den jeg er. Jeg vil ikke skuffe folk, og det er nok en af de følelser, der ligger dybest i mig og styrer min hverdag. Så jeg gør mig meget umage med at fremstå som et ‘perfekt’ menneske, selvom jeg godt ved, at det er der absolut ingen der er. Hvad tænker I? Bør man dele ud om sin fortid og stå ved det? Eller er der bare nogle ting, man bør holde for sig selv? Jeg har rigtig svært ved at vurdere det. I meget grove træk, kan jeg ridse det op, som stadigvæk den dag i dag, vender tilbage i min bevidsthed. (Når jeg skriver dette, er det med bankende hjerte): 1. Da jeg var 8 år fik jeg flere nætter i træk besøg af min stedbror på 15. Første gang sov jeg næsten, da han kom ind og tog tøjet af mig og ‘undersøgte’ og rørte mig forneden. Jeg stivnede at overraskelse og af skræk, og forstod først ikke hvad der skete. Men jeg gjorde ingenting. Inden dette havde jeg gået og set op til ham, men han så ikke mig. Han gav udtryk for at jeg var irriterende og ville helst ikke have noget med mig at gøre. Selvom han troede jeg sov alle de nætter han kom ind, så havde jeg samtidig en følelse af, at han gjorde det fordi han syntes om mig. På en måde i hvert fald. Men jeg vidste også godt at det han gjorde, var forkert. Efterfølgende var han stadig lige så ligeglad med mig, som han førhen havde været. Jeg fortalte det ikke til nogen. Jeg blev senere hen flov. Flov over at jeg syntes det var rart, at han rørte ved mig, men også flov over at jeg lod ham gøre det. Meget splittet. Og i dag ved jeg ikke, om det kan kategoriseres som et overgreb eller hvad det i det hele taget var, der foregik. Jeg har aldrig nævnt det for de psykologer, som jeg har gået hos. Hvad tænker I? 2. Jeg blev ‘kæreste’ med en gut over internettet da jeg var 11. Han var 19. Jeg var meget opsat på, at kærlighed ingen alder har, og at han ville mig det bedste. Jeg ser nu, at der intet godt kom ud af, at være hans kæreste. Han truede tit med at begå selvmord. Han havde desuden et par diagnoser og boede på et opholdssted. Han tvang mig tit over sms’er til at skrive forskellige ting til ham. Nogle dage skulle jeg skrive sex-sms’er, nogle dage skulle jeg skrive beskeder som om han var mit barn og jeg hans mor, og andre dage skulle jeg være Rose i Titanic filmen, mens han var Jack. Jeg mener, at en af hans diagnoser var skizofreni. Ved siden af dette havde jeg det lidt svært med at være skilsmissebarn. Mine forældre var meget uenige om forældremyndighederne, og jeg blev meget uvenner med min far over det her kærsteri. Han slog mig nogle gange, gav mig mange ugers stuearrest og tog ofte min telefon fra mig. Min daværende og meget ældre ‘kæreste’ sagde så til mig, at hvis jeg havde det så hårdt, så måtte jeg vise det ved at skade mig selv. Så jeg begyndte at skære i mig selv på daglig basis. En dag fik han en af sine veninder til at ringe til mig og sige, at han var død. Jeg græd så meget og var helt ulykkelig. Jeg delte det ikke med så mange, eftersom jeg godt vidste at vores forhold nok ikke var helt almindeligt. Jeg gik med sorgen selv, og den knuste drøm om at møde ham. Flere måneder senere kontaktede han mig igen, og skrev, at han var i live. Jeg havde ikke ord for den svigt, jeg følte. Jeg ville ikke have noget med ham at gøre. Det var derfor nødvendigt at jeg fik nyt og hemmeligt telefonnummer. Og først her for 2 år siden, har han fundet frem til mig på Facebook og kontaktet mig igen. Jeg blev fyldt med blandede følelser af, at jeg gerne ville snakke med ham igen og at jeg selvfølgelig aldrig skulle have noget med ham at gøre. I dag tænker jeg stadig på ham, og jeg kan ikke finde ud af om jeg væmmes ved tanken om ham eller fyldes med et savn. 3. Da jeg var omkring 13 år slugte jeg en masse panodil’er i forsøget på at tage livet af mig selv. I løbet af et par timer gjorde en af mine venner over sms det klart for mig, at det var en idiotisk manøvre, jeg havde gang i. Jeg gik derfor ind til min far om natten og fortalte ham hvad jeg havde gjort. Det resulterede selvfølgelig i udpumpning, en familie der forgav at have ondt af mig og sagde, at de var der for mig, men som jeg absolut ikke har talt med det om efterfølgende. Dengang tænkte jeg ikke videre over hvor alvorligt det var, men det kan jeg jo sagtens se nu. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg havde dårligt selvværd, troede ikke på mig selv og livet, og den følelse kan også stadig ramme mig i dag. Jeg er klogere, jeg ved godt at jeg nok skal dø af et eller andet end dag, så jeg vil i stedet bruge tiden på at leve end at dø. Men det er bare som om at der er skabt så meget skam over de her episoder, som jeg beskriver, og jeg har virkelig svært ved at se, hvordan jeg kan lukke dem ind og lade dem være en del af mig og den jeg er i dag. Hvad stiller jeg op? 4. Som 14 årig fik jeg en kæreste der tog mange stoffer. Han røg smøger, gik ikke i skole, drak alkohol hver dag, sniffede lightergas og to amfetamin i weekenderne. Jeg blev revet med og faldt ind i det dårlige miljø. Jeg var kommet bag ud i skolen pga. en del år med koncentrationsbesvær, og følte egentlig bare, at det hele kunne være lige meget og at alle omkring mig kunne rende mig. Så jeg brugte meget tid hos ham her gutten og gjorde alle de forbudte ting, uden mine forældre anede det. Jeg tog mange stoffer og røg og drak. Jeg var blevet ekspert i at skjule ubehagelige ting for andre, så det klarede jeg vidst til UG. Lærerne kunne godt se, at noget var galt, men mine forældre forsikrede dem om, at jeg bare var mærket af skilsmissen (som fandt sted da jeg var 6 år), og at jeg var en lidt trodsig teenager. De vidste bare ikke, hvad jeg ellers havde gang i. Bør jeg dele dette med dem eller er de bedre tjent med ikke at vide det? Og hvad med de nye bekendtskaber jeg gør mig i livet? Har de gavn af at vide, hvilken rod jeg har været? Bare for at sætte mit liv lidt i perspektiv. Er jeg sej, fordi jeg selv har klaret at komme ud af alt det dårlige? Eller er jeg svag og skrøbelig, fordi jeg lod mig falde i, og føler at jeg bør dele denne side om mig selv nu? 5. Jeg begyndte at gå usandsynligt meget op i, hvad andre tænkte om mig. Det resulterede i, at jeg aldrig viste mig med uglattet hår og uden make up, og det førte endvidere til nogle ret voldsomme tvangstanker, som jeg stadig døjer lidt med i dag. Derudover fandt jeg ud af, hvilken kontrol (jeg ved ikke, om det er det korrekte ord at bruge, måske er det?) jeg kunne have over drenge og mænd, ved blot at lade dem gå i seng med mig. Ved at jeg gjorde det, fik det mig til at føle som om, at jeg havde noget at byde på. For jeg var god til det og erfaren i en meget ung alder. Jeg blev beundret af drenge og mænd, mens pigerne hadede mig. Men jeg var ligeglad med veninder, og jeg mistede da også rigtig mange. Det eneste der betød noget var drengenes opmærksomhed, og de fik jo så en slags kontrol over mig. De skulle kun sige ganske få pæne ting om mig, og så ville jeg nærmest gøre alt, de bad mig om. Jeg havde et ret vildt sexliv i en ret ung alder. Da jeg var 15, havde jeg været sammen med 16 drenge seksuelt. Fra jeg var 14 til jeg var 15 var jeg sammen med 8 på bare et enkelt år! Nogle på min egen alder, og andre ældre. Den ældste var 26, da jeg var 14. Selvom jeg selvfølgelig blev en helt anden da jeg så mødte min nuværende kæreste som 16 årig, og ikke har været sammen med andre end ham siden, så savner jeg virkelig den opmærksomhed og den rus-følelse det gav mig, at have sex med drenge, jeg ikke var i forhold med. Jeg elskede det. I dag undgår jeg andre drenge, fordi jeg meget hurtigt kommer til at dagdrømme om, hvordan jeg kunne forføre dem. Det er faktisk virkelig generende for mig, at jeg tænker sådan, og jeg skammer mig. Meget. Mest fordi jeg jo selvfølgelig ikke kan dele det med min partner eller nogle andre. Men også fordi, at jeg rent faktisk kan nå temmelig langt ud i mit dagdrømmeri og få vilde ideer om at være min kæreste utro, selvom jeg som menneske er helt vildt imod sådan en opførsel. Jeg føler mig så splittet. Årsagen til at jeg ikke drikker alkohol er i dag, er, at jeg for 5 år siden, da jeg startede på medicin, oplevede ubehagelige tilbagefald dagene efter alkoholindtaget. Jeg fik det psykisk værre. Derfor tog jeg en aktiv beslutning om, at jeg nok ikke havde brug for at drikke alkohol, hvis jeg nogen sinde skulle få det bedre. Det er så endt ud i, at jeg aldrig drikker og ikke har været fuld i 5 år. Det har jeg det rigtig godt med. Derudover så er der også en anden årsag til at jeg ikke drikker. Jeg kan ikke styre min lyst til at få opmærksomhed for andre mænd og drenge, når jeg drikker. For fem år siden var jeg i byen og blev ganske fuld. Jeg kyssede en dreng på halsen, dansede tæt med ham og forgav at være single. Jeg tør simpelthen ikke at drikke mig fuld, for det tyder jo på, at min underbevidsthed tager over og leger frit med min hjerne og lader følelserne løbe løbsk. Hvad kan jeg gøre, for at styre min lyst for at få andre menneskers opmærksomhed på denne måde? Hvorfor ønsker jeg så brændende at andre mænd skal synes om mig, beundre mig og nærmest helst kærtegne mig både fysisk og verbalt? Jeg har (åbenlyst) mange udfordringer på trods af, at jeg udadtil lever et ganske fint og velfungerende liv. Jeg klarede mig igennem en HF med et snit på 11, og jeg er blevet virkelig god til at gøre de ‘rigtige’ ting her i livet. Eller i hvert fald det, der forventes af mig. Jeg håber, I kan hjælpe. Mit hoved er fyldt med mange tanker, som jeg prøver at dække med en facade. Er min skam over mig selv og min fortid berettiget og hvordan takler jeg disse tilbagevendende minder? Mvh

Svar.

Kære F.

Du står over for nogle både aktuelle og kommende valg i dit liv. Vil du helhjertet fortsætte ad de spor som du begyndte på for 8 år siden og som betyder at du altid må se dine handlinger og valg i forhold til din partner – om de vil gøre ham ondt eller godt! Du har nogle ganske normale drømme om både det ene og det andet, som mennesker i faste forhold nu har – om forhold der er i fuldstændig harmonisk balance og som udelukker enhver drøm eller lyst til andre end sin partner – om forhold der giver plads til at en selv og ens partner godt kan have andre forhold, og om forhold der slet ikke er præget at andet end opfyldelsen af ens egne behov. Så vidt vi kan se lever du i den første slags forhold og hvis du ønsker at fortsætte vil vi her informere dig om, at du i dit fremtidige liv må vælge de to andre forhold fra i dine handlinger overfor din partner, og at du gør dig klart at drømme og fristelser lyster og følelser – der udgår fra de to andre forhold altid vil kunne dukke op og som så kræver – kort sagt – at du ofrer dem og selv bærer de lidelser ethvert offer indeholder. Endvidere vil du blive stillet overfor situationer, hvor du kan, men ikke bringer det nødvendige offer og du vil efterfølgende skamme dig – og gør det! uden at bede andre om at forstå det, tilgive dig osv. bær skammen selv. Og tilgivelsen, lad det være din egen!

Ovenstående kan måske minde om en konfirmationstale, men bedre sent end aldrig tænker vi på grund af din mail.

Og nu til barn F og teenager F. De har begge levet i forhold (til deres forældre) hvor det har været nødvendig at være koncentrerede om at få opfyldt egne behov og det har de jo så også fået gjort med de forudsætninger de har haft som barn og teenager, og altså fået peak oplevelser i massevis, men ikke mange af de oplevelser der kan opnås, når voksne hjælper til at få deres behov opfyldt. Og klog som du vist er, vil det nok være meningsløst hvis du (voksen F) fortsat skammer dig over barn F og teenager F. Ja, du må undskylde, men vi  kan faktisk vældig godt lide de to størrelser. Møgunger som de er! Men pas på dem, når de begynder at friste dig til at leve som de gjorde, de ved en hel del om forførelse og `rusoplevelser !´Og de´ er jo dejlige – indtil man skal til at tørre brækket op bagefter.

Og for øvrigt – Vi fornemmer at du nu er en velbegavet og følsom ung voksen med et kreativt sind og talent for både at kunne `læse´ andre og dig selv rimeligt nuanceret og vil råde dig til at supplere din videre udvikling med psykoanalyse (indsigtbaseret psykoterapi) Ikke fordi du på nogen måde er `psykisk syg´ men som sagt som et supplement til din videre udvikling og dermed også som en forebyggelse af de tilstande der kan forekomme dig forfærdelige og ikke til at komme ud af (kriser) på anden måde end ved medicin og diagnoser. Vi kan anbefale af du begynder med at orientere dig i såkaldt analytisk psykologi på Jung instituttets hjemmeside

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *