Giv forholdet en chance

Spørgsmål.

Jeg er ud af en skilsmisseramt familie, hvor jeg er den yngste af mine søskende. Jeg har i dag kun kontakt til 2 ud af 3 af mine søskende, og har ingen kontakt til min mor, og ønsker det heller ikke. Jeg har i perioden fra jeg var 13-19 nærmest boet hos min ældste søster, som i dag har 4 børn – jeg har i denne periode hjulpet meget mere til end nogen anden, og har smidt alt hvad jeg havde i hænderne for at hjælpe hvor jeg kunne. Jeg blev selv mor for første gang sidste år – hvor hele mit dilemma startede. Min søster ville ikke besøge os efter mit kejsersnit på sygehuset, for jeg allerede i min graviditet havde meldt ud at jeg ikke ønskede børn på besøg på sygehuset. Så det var først da min datter var 2 mdr. min søster mødte hende – og det var endda mig selv der inviterede mig på besøg hos dem. Hun giver udtryk for at jeg gør alt forkert omkring min datter. Og mange flere ting er sket her omkring min datter. Min søster er så nu blevet alvorligt syg, og har måske kun 1 år tilbage – og jeg ved ikke hvad jeg skal mene om det hele. Jeg har så meget vrede og skuffelse omkring min søster, at jeg inderst inde slet ikke vil besøge hende (jeg har endda prøvet at invitere os derned, men hver gang afviser hun blankt, og har ikke tid – men hvis min far vil på besøg samme tid, så har de tid til ham, men ikke os?) Jeg ved ikke om jeg vil fortryde hvis jeg ikke besøger hende. Og det går mig på at der er så meget vrede.

Svar.

Kære t.

Dine følelser for din søster (din storesøster formoder vi) forstår vi fuldt ud, og vi har respekt for at du ikke bare lader dem bestemme dine handlinger, men overvejer hvordan du skal forholde dig til dem, sådan at det bliver dig og ikke dem der skal bestemme dit liv.

Vi tror at det vil være bedst for dig, at du fortsat rækker din hånd ud mod din søster og bliver ved med det – også selvom hun bliver ved med at slå den væk eller ignorere den. For vi tror nemlig at du skriver til os fordi du er i tvivl og den tvivl skal du lade komme dig selv tilt gode.

Og for så vidt også din datter, som jo så får en chance for at forstå, at der er andre måder at behandle sine følelser på, end blot blindt at underkaste sig dem – sådan som det så vidt vi kan forstå har været tradition i din familie.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *