Jagten på det “rigtige” svar

Spørgsmål.

Kære Psykologbrevkasse. Jeg er en kvinde på 29, jeg studerer og arbejder ved siden af, men jeg har en lang historie at fortælle om mit ”problem” som har ledt mig til henvendelsen – Så jeg vil starte fra begyndelsen. Da jeg var 8-9 år fik jeg for første gang en tanke: Hvad hvis intet i virkeligheden eksisterer? Hvad hvis hele verden bare er noget, jeg forestiller mig eller drømmer? Jeg spurgte min mor, om hun nogensinde havde tænkt på det, men hun var meget hurtig til at slå det hen som noget fjollet, og blev, som jeg husker det, også lidt irriteret på mig, fordi jeg insisterede på, at jeg jo ikke med sikkerhed kunne vide, at hun eksisterede. Jeg nævnte det ikke for hende igen, men tanken blev hos mig. Op igennem mine tidlige teenageår blev jeg plaget af tvangstanker, som udsprang af denne tanke. Jeg blev bange for, at jeg kunne kontrollere virkeligheden med mine tanker. En rationel del af mig selv vidste naturligvis godt, at det var skørt, men jeg kunne ikke slippe tvivlen. Det ledte til, at jeg sagde mange remser i hovedet og udførte små ritualer for at sikre mig, at alt gik som det skulle. At jeg ikke kom til at gøre noget, der ville gøre folk vrede eller kede af det, for eksempel, og at der ikke skete noget med dem, jeg holdt af. Min familie fandt først ud af det, da jeg begyndte at have tvangstanker om mad, og jeg blev ud af det og sendte mig til psykolog, som fortalte mig, at jeg havde OCD. Hun og hjalp mig med stille og roligt at holde op med alle ritualerne. Min mor fortalte mig dengang, at min far også led af tvangstanker, og det havde han altid gjort. Jeg så ikke min far ret tit, for han havde et alkoholproblem, som var blevet værre og værre siden min mor og ham gik fra hinanden. Jeg blev enormt bange for at blive som ham, og følte lidt, at min mor næsten bebrejdede mig for mine tvangstanker og for at ligne min far. Det var skamfuldt for mig at være som ham. Efter psykologhjælpen kom jeg på efterskole og i gymnasiet, og tvangstankerne var aftaget. Min ”virkelighedstvivl” var dog aldrig helt væk, og jeg havde stadig ikke fortalt andre om, hvor ofte jeg gik og tænkte på den slags. Ikke engang psykologen. Jeg var bange for, hun ville mene, jeg var skør. Til gengæld begyndte jeg at læse en masse filosofi og se science fiction film og opdagede, at andre havde haft de samme overvejelser som mig. Det hjalp mig til at forholde mig mere intellektuelt til mine tanker, og jeg kunne føle mig lidt begavet og filosofisk. I en lang periode kunne jeg holde tvangstankerne og ritualerne på afstand. Først i midten af 20’erne, efter en længere, ret stressende periode, kom det for alvor tilbage – denne gang ikke kun i form af tvangstanker, men i form af voldsomme panikanfald, der ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Pludselig kunne jeg ikke kontrollere min krop, og jeg tænkte; nu sker det. Nu bliver jeg sindssyg, som jeg altid har vidst, at jeg ville blive. Nu mister jeg kontrollen. Al den skræmmende tvivl fra min barndom kom tilbage igen i fuldt flor, underbygget af ubehagelige ”ud af kroppen” oplevelser i forbindelse med panikanfaldene. Jeg begyndte at få en masse tvangstanker igen – denne gang var de dog ikke ”magiske”, som da jeg var yngre, men drejede sig om konkrete ting i min hverdag, der kunne være ”farlige” – klassiske ting så som låsen på døren, komfuret, glattejernet, og bakterier i køkkenet. Jeg vaskede hænder ret mange gange om dagen og følte mig komplet idiotisk og neurotisk. Kort sagt, jeg kom til lægen, fik en psykologhenvisning og blev helbredt for min panikangst, men jeg fortalte hverken min psykolog eller min læge om tvangstankerne, eller om nogle af alle de spekulationer og forestillinger, jeg har haft det meste af mit liv. Jeg føler, der bliver set ned på og gjort nar af folk med OCD, og jeg kan ikke identificere mig med det. Jeg føler, mine tvangstanker og – handlinger udspringer af min grundlæggende tvivl på altid. Jeg kom heller ikke helt af med mine tvangstanker igen, de er her stadig og kan i perioder være meget belastende, andre gange fylder de ikke så meget og er nemmere at ”ryste af”. Men nu er jeg kommet dertil i mit liv, hvor jeg har besluttet mig for at finde ud af, hvad det er, der egentlig foregår i mit hoved. Det er for svært for mig at gå ned til lægen og fortælle, at jeg tvivler på altings eksistens, og at det i perioder kan nage mig, så det næsten driver mig til kanten af vanvid og holder mig vågen om natten. Jeg kan blive helt bange for tanken i sig selv. Det er pinligt og skamfuldt, og jeg er bange for, de vil sige, jeg er sindssyg. Det er nemmere at skrive det til jer. Jeg ville så gerne vide, hvor den her “tvivl” kommer fra, hvad er det for noget? Er det relativt normalt, er det en bestemt lidelse, er jeg virkelig så skør, som jeg selv tror? Og er der nogen hjælp at hente?

Vh. Louise

Svar.

Kære Louise.

Du har indtil nu fået velment hjælp til, at få et svar på dit ubesvarede spørgsmål til din mor i form at diverse diagnoser – herunder dine egne!

Og nu spørger du os om der er – anden, formoder vi – hjælp at hente.

Det er der i form af jungiansk psykoanalyse som du kan læse nærmere om på adressen: Junginstituttet.dk og hvis det har interesse se under linket, DSAP kontakt og adresser.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

(Både Ulla og Ole har gået i psykoanalyse.)

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *