Hvem er det største røvhul?

Spørgsmål.

Hej Her er et brev jeg har skrevet til mig selv og mine nærmeste (De har dog ikke fået det endnu, jeg er i tvivl om det er rigtigt), fordi at der er nogle gentagelser i mit liv, som jeg ikke syntes om, og gene vil have bearbejdet, så jeg kan finde en indre og ydre ro. Jeg er ikke misbruger, voldsperson eller lignende. Har også levet med min kone i 28 år, som jeg elsker over alt på jorden sammen med mine børn. De fleste der møder mig i mit arbejde / fritid kender heller ikke denne side af mig. Her er brevet: Jeg er i min mest ulykkelige periode af mit liv! Nu skete det igen. Jeg har hele mit voksenliv tænkt: Behandl dine omgivelser som du gerne selv vil behandles, og det er absolut ikke blevet som jeg havde håbet på. Nu spørger jeg mig selv: Hvad det er at jeg gør så forkert, for noget gør jeg absolut forkert. Selv nogle tætte personer omkring mig, giver mig en følelse af at jeg skal straffes for at være den jeg er. Det skal ikke lyde som en klagesang, jeg har levet over 50 år uden at kunne opnå fred og ro i mit indre og ydre liv. Så noget må jeg gøre forkert, tiden er inde for at jeg kan få repareret dette hulrum der er ved at komme inden i mig. Jeg ved det kommer til at involvere familien, og der vil føles nogle savn, noget vil også føles uretfærdigt, men jeg er nødt til at finde ud af hvad problemet er, og handle på det. Jeg håber ikke i vil få følelsen af savn eller straf, for det er på ingen måde mit mål, lige nu er jeg nødt til at få løst, hvad jeg ser som problemet. Desværre uden jeres hjælp (Vi har prøvet at tale ærligt om problemerne), men med et håb om accept af mig og mine følelser. Selvindsigt: For direkte og kontant ( Desværre kan jeg ud fra mine oplevelser og opvækst, bedst håndtere ”lette” og ”svære” ting ved at få det sagt tydeligt. Igen aldrig med formål at såre nogen) Jeg har ofte tænkt: Hvis jeg giver en ”ekstra hånd” ”gør noget godt” for disse jeg holder af, bliver jeg skuffet. Nok fordi at jeg bilder mig ind, at det vil gøre vores hverdag lettere. Hvilket det ofte ikke gør, fordi at jeg ser at man ofte fastholdes i sin ”daglige” hverdag, og kun er medvirkende til konflikter. Jeg er ofte forvirret og ked af folks manglende respekt for mig som person og mine ytringer. (Giver sig til udtryk ved at folk ikke taler med mig) Mit liv har ofte været præget af konflikter, hvor jeg ender med at afbryde kontakten helt. Mit liv lige nu: Jeg har lige renoveret et gammelt hus, vi som familie har kunnet købe kontant og bo billigt i. Vi har haft en fælles drøm om at leve med så meget frihed som muligt (Også økonomisk), håbet at det ville medvirke til færre konflikter, mere ro, mindre arbejde (helbredet er ikke som tidligere) Min kone er kronisk syg (Der kræves ekstra støtte, som jeg gerne giver) Desværre har jeg kun oplevet, at vi har fået en vanskeligere hverdag, på alle parametre vi troede ville blive lettere. (jeg tænker ofte: Det skulle være indgangen til himlens port, men det er blevet helvedes hul) Jeg har en indre stemme der beder mig flytte, for at kunne finde ud hvad der splitter os ad. Jeg ved dog ikke om det er en løsning. Da jeg gjorde det som ung, fra tidligere kærester, venner og bekendte vendte jeg aldrig tilbage. Og denne frygt er i mig, det er jo min familie. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg virker uforsonlig, og ikke til at nå ind til, jeg føler mig såret. Det var så brevet, håber at jeg kan få lidt hjælp til at komme videre, på en måde jeg kan leve i. Værktøjer jeg kan bruge. Venlig hilsen Jesper

Svar.

Kære Jesper.

Bliv ved med at være den du er. Og vedr. din kone og familie så Hold af dem! Hold ved dem! Og hold ud!

Du udviser i øvrigt stor selvindsigt, dog mangler du så vidt vi kan se, at indse og forstå og arbejde med at du, for at sige det lige ud også er et gement lille røvhul, ligesom alle os andre.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *