Personlig krise og usikkerhed

  Spørgsmål

En kort resume af mig. Jeg er en pige på 17 år som er i gang med dyrepasser uddannelsen og elsker det.
Jeg har altid redet men er stoppet på grund at smerter og skader.

Jeg har været til lægen utallige gange og på hospitalet uden en forklaring. Siden 7 klasse, har jeg følt at jeg har en facade oppe for familie og venner, så de ku se hvor glad jeg var. Jeg havde det med at lukke mig inde nå tingene blev lidt svære. I 2015 begyndte jeg på efterskole. Meget hurtigt blev jeg slemt syg. 3 dage hvor jeg ikke kunne gå uden at besvime eller falde på knæene. Og i det år var jeg halv syg i 6 ud af 10 sådan on off. Men lægerne sagde at der ikke var noget.

Nogle venner på skolen snakkede om at jeg skulle snakke med en psykolog, men det ville jeg ikk for så ville jeg jo være anderledes og “svag”. Efter jeg har haft flere sammenbrud, mindre spiseforstyrrelse og måske en depression. Sagde min nuværende lære at jeg skulle til psykolog og det var næsten omgående. Efter at have snakket med hende i noget tid nu, mener hun at jeg har brug for lægemidler for at kunne få min hjerne til at sammenarbejde. Så alle mine smerter og sammen brud har måske været på grund af en svære depression. Alt har været psykisk, og det dukker så frem efter jeg er stoppet med at ride. Nu er jeg bare i den situation at jeg ikke har snakket med min psykolog i 3 måneder. Og jeg tør ikke begynde igen fordi jeg er bange for at gennem gå det hele igen. At få af vide at jeg ikke kan hjælpes.
Jeg har altid haft det rigtig dårligt med mig selv, min krop og ikke kunne acceptere de valg jeg tog. Jeg gør alt for ikke at vise mine følelser for nogen, hverken forældre eller bedste venner. Jeg er begyndte at cute igen og er endelig bange for at nogen opdager det, ikke fordi jeg er bange for at fortælle det. Men folk ser på en som om man er syg i hovedet og burde ligge på den lukkede. Jeg er bange for ikke at være god nok, at folk ikke vil kendes til mig hvis de ved hvor dårligt jeg har det. Der er ingen som ved sandheden om mig. Og jeg er mere indelukket end nogen sinde og snakker næsten ikke med min familie selvom vi bor under samme tag. Jeg er bange for at jeg ikke kan fuldføre min uddannelsen. Jeg vil hjælpe dem “dyrene” som ikke kan selv, ligesom da jeg ikke kunne selv. Nu er jeg bare faldet i et huld igen og er ved at give op på nye muligheder. Jeg ved der ikke er noget direkte spørgsmål, men havde brug for at få det ud på en eller anden måde. Håber det er okay. Mange tak på forhånd. Hilsen Erika

Svar

Kære Erika

Tusind tak for dit brev og det at du tør lukke op for dine følelser selvom at det er svært

Hvor er det fedt at du har fundet den rette uddannelse som dyrepasser og som du selv skriver så handler det om at passe på og redde de dyr som ikke selv kan ligesom for at videregive den hjælp du aldrig har fået. Dette viser for mig at du er godt i gang med en positiv udvikling!

I forhold til det du skriver om diverse læger så må du ALDRIG give op og tro på at du IKKE kan hjælpes! For det kan du!! Du har bare ikke fået den rette hjælp endnu – Du må blive ved med at banke i bordet indtil at du får den rette hjælp for det at opgive et menneske som beder om hjælp er fuldstændig uacceptabelt!

Det at tale med en psykolog er bestemt ikke noget tegn på svaghed! Jeg vil sige at det nærmest er omvendt – Nemlig et tegn på styrke! Du tør godt lukke op for din bog og tale om dine dybeste hemmeligheder for at få det bedre og det skal du have stor ros for! Det er sundt at få tømt ud i den ”rygsæk” som du går og bære på. Den skal tømmes så den ikke bliver overfyldt og hermed får dig til at knække sammen. Det er nemlig ekstremt usundt ikke at få talt om de ting der nager en og det kan jeg jo også se ved at du skriver at du er begyndt at cutte igen for at få din smerte ud på en anden måde – tro mig det at gå til psykolog er faktisk ikke unormalt – det er mere end normalt i dagens Danmark. Det er jo også derfor at der findes så mange psykologer. De uddanner sig til at hjælpe andre mennesker ligesom du uddanner dig til at hjælpe dyr 🙂

Jeg tror at du har brugt din ridning som et frirum for dine tanker og følelser. Det har været sundt for dig og der er mange der bruger aktiviteter til at få renset hovedet – nogle rider, går lange ture i naturen, løber eller går til yoga osv. Jeg tror at det ville være sundt for dig at finde en ny aktivitet som du både finder sjov og som du kan holde til så du igen har dit frirum. Det er også sundt for både krop og sjæl at kunne holde frikvarter fra alle dagligdagens udfordringer.

Det at du ikke har talt med din psykolog i 3 måneder skal du ikke være bange for. Din psykolog er der for at hjælpe dig! Forslaget om medicin er også en anden måde at hjælpe dig på og hvis du har det godt med det så prøv det. Du er bestemt ikke den eneste i verden som får medicinsk hjælp og dette skal man ikke flove sig over – det er endnu en måde på at hjælpe dig selv og det er en styrke. Det som du er bange for er dine følelser og dem skal du i stedet for takke – dine følelser fortæller dig når du eller din krop ikke har det godt og derfor er du vigtigt at du lytter til dem, følger dem og ikke skjuler dem. Når man har det så skidt som du beskriver så er det uhørt vigtigt at du får snakket alle dine problemetikker igennem igen og igen – ja lige indtil at du er ved at brække dig over det for så har du talt det ihjel og kan derfra komme vider.

Du er go nok og du er lige som du skal være! Jeg tror på dig fordi at du tog beslutningen om at skrive til mig med dine problemer og tanker – jeg er fuldstændig overbevist om at du nok skal gennemfører din uddannelse da du har fundet noget som du elsker og det skal du holde fast i.

Jeg håber at mine ord kan hjælpe dig lidt på vej

Mange hilsner Simone

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *