Parforhold og personlig krise

  Spørgsmål

Hej psykologpostkassen. Jeg er en pige på 19 år. Dette spørgsmål egner sig egentlig både i denne kategori, men også tildels under “parforhold”. Jeg blev i min barndom meget hurtigt voksen. Da jeg var 12 år gammel fik jeg min første “skolekæreste”. Sammenløbende blev jeg seksuelt misbrugt af min nabo gennem 2 år. Dette har jeg fået behandling for hos en dygtig psykolog gennem yderligere 2 år, og stoppede hos hende, da jeg var 16. Jeg var ikke den eneste han misbrugte, og “gennem” ham, så at sige, mødte jeg en ny kæreste, som også blev misbrugt. Vi stod sammen om at melde det, og blev kærester efterfølgende. Efter 2,5 års tid slog vi op, og cirka 1-2 måneder efter fandt jeg en ny kæreste gennem min arbejdsplads, som stadigvæk er min kæreste på nuværende tidspunkt. Mit nuværende forhold har dog ikke været uden problemer. Det har været kørt ud på et sidespor flere gange, fordi jeg har haft kontakt til andre fyre, uden at være utro, skal det dog siges. Vi har haft mange kriser på grund af det, men har altid reddet trådene ud med en god snak. På dette tidspunkt har vi en krise, der ikke er udløst af noget bestemt. Jeg føler mig meget distanceret fra ham i vores forhold, men også fra omverdenen generelt. Der er noget inden i mig der føles anderledes end det plejer, det føles forkert. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg elsker ham og har lyst til at være sammen med ham, og derfor er det rigtig frustrerende for mig, at føle som jeg gør. Mit egentlige spørgsmål til jer er, om de gentagne “kriser” i mit nuværende forhold, kan forårsages af at jeg stort set aldrig har været alene og uafhængig af nogen siden jeg var 11-12 år? Jeg vil så gerne finde en løsning, men er bange for at kriserne og forvirringen, distanceringen, vil gentages så længe jeg ikke har prøvet at være alene. Jeg er tryghedsnarkoman på grund af min barndom med misbruget, men er også bange for aldrig at blive selvstændig eller “finde mig selv”, hvis man kan sige det. Derudover ved jeg ikke, om det er en reel grund at forlade sin kæreste på, når vi har været sammen i 2,5 år og faktisk taler om at flytte hjemmefra osv – jeg frygter også at skulle flytte sammen, hvis det går op for mig, at jeg har brug for alenetid. Jeg er forvirret over mig selv og de ukendte følelser jeg render rundt med, men jeg er også forvirret i mit parforhold. Jeg har virkelig brug for et professionelt råd. Venligste hilsner fra Maria

Svar

Kære Maria

Mange tak for dit brev og tanker

Det gør mig ondt at høre at du er blevet seksuelt misbrugt men jeg syntes at det er flot af dig at fortælle om det og at du har været villig til at modtage hjælp for at få det bearbejdet.

Jeg kan godt forstå at du er bange for at skulle udforske hvem du er alene og hvem du er som selvstændigt individ – det tror jeg rigtig mange er bange for fordi man ikke ved hvad der venter en. Uforudsigelighed skræmmer rigtig mange da vores hjerne godt kan lidt have kontrol men livet er fyldt med overraskelser og konsekvenser som man er nød til at tage med på vejen.

Dog tænker jeg at det vil være rigtig sundt for dig at komme ud og prøve at leve alene – det er utrolig lærerigt og du bliver kun en stærkere person af det. Du vil have godt af at finde dig selv før at du påbegynder et nyt forhold så du ved hvem du er, hvad du kan og vil byde ind med, hvor dine personlige grænser er osv. I et forhold kan man ikke blive ved med at give og give uden at få noget igen – hvis man indgår i at leve sammen med en anden så skal arbejdet i forholdet være ligeligt fordelt.

Jeg tænker at du skal tage dit forhold op til overvejelse og tænke over om du virkelig ønsker at bo sammen med din kæreste eller om det er dit trygheds behov som der skal opfyldes. Jeg syntes at du lyder meget veloverveget i dit brev og jeg er sikker på at du nok skal komme frem til den rette løsning – derud over syntes jeg du skal overveje at se en psykolog igen hvis du gerne vil arbejde med dit tryghedsbehov

Mange hilsner Simone

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *