Fup eller fakta

  Spørgsmål

Jeg er en 23 årig pige, som bor hjemme grundet mine forældres ustabile økonomi. Jeg har følt mig tvunget til at hjælpe dem siden 2012 og har tilsidesat mine egne behov for deres. Jeg blev mobbet som barn og teenager og har ingen venner. Som teenager begyndte jeg at lukke mig selv inde og det skabte en del problemer for mig selv og min familie. Jeg havde et rigtig dårligt og giftigt forhold til mine forældre. I den sidste del af min skoletid blev jeg lænket til en af kommunernes skole-psykologer, og blev tvunget i skole hver dag, selvom jeg altid sad for mig selv og var usynlig. Jeg fandt på at skabe en maske og løj for at slippe for problemer med mine forældre. Dette har jeg så forsat for at undgå at gøre dem kede af det. For at uddybe, har jeg løjet om at have færddiggjort en HF og SOSU. Jeg har derudover også løjet om at have haft et arbejde. For at understøtte løgnene, har jeg faket beviser, m.m og med hensyn til min egen økonomi, har jeg været på kontanthjælp, solgt ting og andet. Jeg skammer mig ikke men frygter at de skal finde ud af det. Jeg kan ikke tage en HF længere, da jeg ikke imødekommer kravene, da mit matematik ligger på 00 og skal være 02. Jeg kan ikke tage en ekstra prøve eller andet, for at ændre på de karaktere. Jeg duer ikke til skole eller matematik men jeg kan regne. Mine evner ligger i det kreative, men jeg kan ikke bruge det til noget. Jeg er låst ude af et system der ikke kan hjælpe folk som mig. Jeg vil gerne blive til noget, men jeg kan ikke få den hjælp jeg skal have eller de muligheder jeg har brug for. Jeg føler ikke at jeg passer ind i systemet eller samfundet. Jeg passer ikke ind i de firkantede kasser. Jeg kan godt lide at tage billeder, lave smukke ting på computeren, men min computer gik i stykker i August 2015 og siden da har jeg ikke haft en. Jeg giver alle mine penge til mine forældre, sælger ud af mine ting for at hjælpe dem. Jeg ved ikke hvornår det her stopper eller hvad jeg kan gøre for at komme videre med mit liv. Jeg er fanget og ingen kan hjælpe. Mine forældre regner med mig og stoler på mig for ingen andre kan hjælpe dem. Af og til er det hårdt at stå i den her situation, men jeg tænker positivt, for jeg kan jo ikke gøre andet. Der er ingen løsning lige nu. Men at skrive om det hjælper.

Svar

Kære…

Du trænger til at tale med et fornuftigt voksent menneske, som du kan stole på – det kunne være en sagsbehandler i din kommune, en præst, en læge eller en skolelærer du kender fra før. Disse mennesker vil ikke fordømme dig.

Kontakt en af de nævnte og vis vedkommende brevet du har sendt til os, og vores svar.

Skriv til os igen, vis du har brug for det.

Venlig hilsen

Ulla og Ole