Ulykken er en stor tjenerinde.

Spørgsmål.

Min kæreste har været ramt af enten depression eller angst det sidste 1½år – jeg kan ikke blive klog på om det er det ene eller det andet (eller begge?) for jeg er ikke med hos psykologen og han fortæller mig ikke så meget om det deres møder – det skal han heller ikke hvis han ikke lyster. Han vil godt tale med mig om hvordan han har det, så det er ikke sådan at han holder det helt for sig selv. Han har også fået det bedre men der er stadig en del at arbejde med. Problemet er at jeg føler mig klemt inde i det forhold og føler ikke længere der plads til mig. Det hele har tæret ret meget på forholdet. Men jeg synes selv jeg har været god til at give ham tid og plads og jeg er gået meget på kompromis. Men nu synes jeg snart det er tid til at jeg får lidt “mig tid” igen. Især fordi han har det bedre nu,. For 1½ år siden fik vi et dejligt barn sammen. Og han er en dejlig far for vores søn. Vi havde begge fritidsinteresser og hobbyer inden da og vi var ret enige om, at selvom der skulle skæres ned på tiden vi brugte på disse interesser, så skulle der stadig være plads til dem. Men jeg synes kun det går én vej. Han er af sted et par gange om ugen – inden job. Jeg ved han gør det for at det ikke skal tage tid fra vores familieliv i hverdagene efter arbejde. Det har jeg ikke mulighed for med min hobby – både fordi jeg er afhængig af hold og fordi jeg møder tidligere end ham og skal aflevere vores søn i dagpleje inden. Og jeg synes jeg møder så meget modstand når jeg siger til ham jeg savner det. At jeg gerne vil i gang igen. Jeg “beder” KUN om en 3 timer 1 gang om ugen. Det synes jeg ikke er ret meget? Han siger han ikke synes vi har tid nok sammen i forvejen, hvor jeg måske helt modsat synes vi sidder lårene af hinanden og den tid vi har pludselig bliver kvantitet i stedet for kvalitet…. Jeg har forsøgt at tale med ham om det og sagt at jeg savner lidt forståelse for, at jeg savner min hobby som jeg nærmest ikke har brugt tid på i snart 1½ år. Jeg savner lidt plads til mig. Men jeg er også ked af den konflikt det måske giver, hvis jeg siger “Jeg VIL og sådan bliver det” Jeg kan ikke forstå det overhovedet er nødvendigt at sige sådan – der burde være plads til os begge. Og jeg er også bange for at tale med ham om konsekvensen af, hvis det her fortsætter. Jeg er bange for at han ser det som en trussel. At enten så bliver det sådan her eller så går vi fra hinanden til sidst. Det er jo ikke sådan jeg ønsker at “få lov” – ved at presse ham så han måske får det dårligere igen. Men jeg køre mere og mere sur i det her – og jeg kan ikke blive ved med at holde til det. At føle man hele tiden bliver rendt over ende og at mine behov ikke er vigtige. Det holder et forhold ikke til i længden. Jeg er sådan i tvivl om hvordan jeg takler det bedst muligt uden at nogen af os føler os trådt på eller overset.

Svar.

Kære Frustreret 30.

De gamle grækere mente, at ulykken var en stor gudinde og, at det ville gå frygtelig galt hvis man prøvede, at spænde hende for sin vogn og gøre hende til sin tjenerinde.

Det kunne se ud til, at din mand spænder ulykken – frygten for tilbagefald for sin vogn og du spænder hende for din, sådan at han prøver, at få alt for meget magt og du giver afkald på din fasthed og konfrontation der skal til for, at du kan få dit ganske naturlige ønske opfyldt. Vores råd til dig bliver altså, at du slipper ulykken fri og selv skaffer dig plads til, at få dine ønsker om frihed i forholdet opfyldt.

Skulle det ske, at din mand får et tilbagefald skal du ikke give dig, men lade ham fortsætte sit arbejde med sin psykolog.

Venlig hilsen

Ulla og Ole

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *