Har konstant dårlig samvittighed, og er bange for at miste

Spørgsmål:

Jeg tror, at jeg har en psykisk lidelse. Siden jeg var ganske lille, har jeg lidt af dårlig samvittighed. Jeg kunne få dårlig samvittighed over ting jeg har gjort, sagt eller sågar tænkt. Jeg har et eksempel, der står meget klart:

”Jeg havde en veninde i 6. klasse, der var lidt overvægtig, og som løb rundt
i skolegården med armene over hovedet. Man kunne se hendes mave,
og jeg kiggede på det og tænkte: ”Hvorfor hiver du ikke din bluse ned? ”

I flere dage efter kunne jeg slet ikke holde mig selv ud, og jeg var nødt til at fortælle det til min mor. Det har altid været sådan, at når jeg fik dårlig samvittighed over noget, så hjalp det at sige det til min mor – for at få hendes tilgivelse eller anerkendelse af, at det er ok.

En anden episode var en gang i 2. klasse:

En af mine veninder havde perler med i skolen, og hun spurgte, om jeg ville have en.
Da hun var gået ud af klassen, var der en anden perle, jeg også meget gerne ville have, så den tog jeg.
Da jeg kom hjem om aftenen, havde jeg så dårlig samvittighed, at jeg måtte fortælle det til min mor. Hun sagde, at jeg næste dag skulle give min veninde perlen tilbage, og det gjorde jeg så.

Det sidder så dybt i mig, hvordan jeg et utal af gange er cyklet, så hurtigt jeg kunne hjem fra fritidshjemmet for at bekende en ny form for dårlig samvittighed over for min mor. Men det hjalp altid så meget, og det var det eneste, der virkede. Jeg havde det så dårligt.

Da jeg blev lidt ældre, jeg har nok været en 13-14 år, var jeg som sædvanlig to uger på
besøg i Jylland hos min farmor og farfar. Jeg var begyndt at finde ud af, at det var rart at
røre ved sig selv – men også dét kørte mig ned psykisk. Jeg måtte ringe til min mor flere
gange om dagen, hvor jeg græd og bekendte, at jeg nu havde gjort sådan og sådan.
Gang på gang fortalte hun mig, at der var absolut intet at bekymre sig om, og at jeg aldrig gjorde noget forkert. Og hvis jeg gjorde, skulle hun nok sige til. Efter en lang periode blev det hende for meget… Hun begyndte at blive sur, når jeg kom med en ny bekendelse… Det har hun fortrudt mange gange siden.

Jeg begyndte til skolepsykolog, og det hjalp da også en smule… Men det gik ikke væk.

Foruden alle de her tanker, har jeg haft tics hele mit liv. Da jeg var lille gik jeg rundt og sagde ”Ka” (lige som Ford Ka, fordi man kunne vinde den i et TV program). Det fortsatte med andre lyde, som folk altid grinte lidt af… Jeg har altid godt kunne tage, at din gjorde grin med det, men det er anstrengende for mig selv. I dag, som 25 årig har jeg stadig tics. Jeg knuger hænderne sammen, og ryster mine håndled, så snart jeg bliver det mindste nervøs. Jeg blinker meget med øjnene, rynker på næsen og skal lave nogle specielle bevægelser med mindre skuldre, for at der er balance.

De sidste par år har jeg gået til to forskellige psykologer. De har begge konstateret, at jeg har en form for angst og OCD. Nu har jeg fået det konstateret, men jeg kan ikke holde ud, at blive ved med at gå rundt og være bekymret. Jeg tror at alting ender i en katastrofe. I en lang periode troede jeg faktisk, at alle havde det ligesom mig. Men for et par år siden løsnede knuden sig i min mave, og jeg blev derfor klar over, at det ikke er normalt at gå rundt med.

Jeg er hele tiden bekymret. Bekymret for at min familie skal dø, så jeg kan ikke holde ud at være uvenner med dem. Bekymret for at min kæreste skal komme ud for en ulykke, så hvis jeg ikke kan få fat i ham, går jeg i panik.

Min mor har altid ønsket, at jeg var meget taknemmelig. Det har hun fortrudt, siger hun, så nu siger hun altid, at jeg ikke skal sige tak. Jeg ved ikke, om det har haft en indvirkning, men jeg kan mærke, at jeg har haft en tendens til at sige enormt meget tak. Jeg har rigtig mange gange fået at vide, at ’den og den har gjort så meget for mig – så nu kan jeg godt gøre sådan og sådan’… Hun har, uden at tænke over det, mange gange brugt sætninger som: ”Så gør vi bare aldrig det igen” eller ”jeg gider aldrig at hjælpe dig igen”, hvis vi er blevet uvenner over noget. Jeg er bange for, at det er der mine katastrofetanker er startet. Frygten for at miste noget/nogen.

Mit nyeste problem er, at jeg har fuldstændig mistet lysten til sex. Det har ikke nødvendigvis noget at gøre med mit triste sind og knude i maven, men jeg er begyndt at tænke på, om det mon kan være fordi, at jeg har det psykisk dårligt.
At gå til psykolog hjælper kortvarigt, men ikke på sigt.

Jeg håber virkelig, at du kan hjælpe mig… For jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Svar:

Hej triste 25-årige,

Mange tak for din henvendelse til psykologpostkassen. For det første – hvad er en psykisk lidelse? Ofte ses det som noget man kan måle og veje, og efter at have sat nogle krydser i et skema med de ”symptomer” du har, så kan vi konkludere at du fejler sådan og sådan.

For mig at se, har du igennem dit liv haft en mor, der af et godt hjerte har villet hjælpe dig, men aldrig rigtig har hjulpet dig til selv at finde ud af tingene. Det lyder for mig som om, at hun ikke for alvor har sagt hvornår noget vitterligt er rigtigt eller forkert efter hendes mening – hun har bare sagt at du ”aldrig gør noget forkert.” Jamen hvis ikke du gør noget forkert, så må alt hvad du gør jo være rigtigt?! Hvis det er den måde du er vokset op på, så vil jeg godt kunne forstå, hvis det har givet dig en stor usikkerhed på dig selv – du har ikke haft et solidt pejlemærke, som for alvor har taget stilling til de problemer du kommer med. Det lyder jo ikke som om, at din mor er gået ind i de problemer du har præsenteret for hende –hun er mere gledet af på dem med generelle betragtninger.

Jeg tror det vil gavne dig at love dig selv, at du ikke mere vil spørge din mor til råds / bede om tilgivelse hos din mor. Du er på en måde blevet meget afhængig af hende (og måske derfor afhængig af andre, som resulterer i din angst for at miste dem), ved altid at lade hende ”godkende” dine tanker, og bestemme, om du nu har sagt nok tak. Det har gjort, at du er blevet mindre forankret i dig selv, og selv har mistet evnen til selv at bedømme hvad der er rigtigt og forkert. Tro på, at du inderst inde godt selv ved hvad der er rigtigt, i langt de fleste af livets forhold. Så inden du næste gang skynder dig at søge bekræftelse hos en anden – så led efter bekræftelsen i dig selv.

Bedste hilsner

Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *