13 år og cutter mig selv!

Spørgsmål:

Hej,

Jeg er en pige på 13 år og keg har snart cuttet i et halvt år nu. Jeg har en spiseforstyrrelse og spiser næsten aldrig og når jeg gør brækker jeg det ofte op igen. Jeg vil virkelig gerne stoppe og bære glad igen, men jeg hader mit udseende, den måde jeg er på og de ting jeg gør. Jeg kan ikke holde ud at snakke med mine forældre da de dømmer og siger jeg hør det for opmærksomhed. Jeg kan ikke se grunden til at leve, og har faktisk slet ikke noget mod at dø og overvejer/planlægger selvmord hver dag næsten. I skolen lader jeg som om jeg er glad og selv mine nærmeste venner ser ikke at jeg er lige ved at græde næsten hele tiden. Mine forældre forventer jeg klarer mig godt i skolen, men jeg får ikke 12 i alt, i lidt under halvdelen af fagene får jeg 10 hvilket jeg tydeligt kan fornemme går dem på. Til den sport jeg går til er jeg den 3. Bedste i Danmark.. Men alligevel kan jeg mærke på dem at de er langt fra tilfredse. De vil have rene 12 tallet og 1. Pladser, og det kan jeg ikke præstere. Før ferien havde jeg holdt en pause med at cutte i en måned og 10 dage, men nu når jeg er i skole igen og hver dav skal lade som om jeg er den glade pige som alle kan snakke med hvis der er noget galt, er jeg begyndt at cutte dagligt igen. Mit madindtag er faldet drastisk og jeg er indenfor den seneste uge besvime 3 gange. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal stoppe og komme på rette spor igen. Og har virkelig brug for nogle metoder til at stoppe med at cutte får når jeg får flashbacks fra engang da en mand overgreb mig (jeg slap dog væk uden der skete noget med mig fysisk) kan jeg ikke andet end at cutte.., jeg begynder at ryste og kan ikke tænke klart i nogle gange op til flere timer hvis jeg ikke cutter… Bare hjælp!!!

Sophie

Svar:

Hej Sophie,

Ud fra din beskrivelse lyder det som om, at dine forældre har alt for store forventninger ift. hvad en 13-årig pige kan præstere. Og så bliver jeg alligevel lidt i tvivl om de vitterligt forventer så meget som du beskriver? Rene 12-taller og samtidigt sportslige toppræstationer lyder jo helt umenneskeligt. Så for det første lyder det som om, at du stille og roligt selv er begyndt at forvente alt for meget af dig selv, måske en smule mere end dine forældre reelt forventer. Det er måske startet med, at dine forældre har haft nogle forventninger til dig, og så har det vokset sig meget stort inden i dig. Så store at du sætter lighedstegn mellem ikke at have 12 i snit og det ikke at være ”god nok”.  Under alle omstændigheder så syntes jeg du skal begynde at sige fra over fra dine forældre, at få sat ord på, at du kan ikke levere 12-taller på stribe. Du er jo dig, du har de interesser du har, og spørger du mig så er det næsten kedeligt, hvis man er en af dem der får 12 i alt. For så er man jo ikke hverken det ene eller det andet – man ”kan det hele” (men kan det kun overfladisk), og tro mig – det er der mange der har det rigtig svært med senere i deres liv. For så er det svært at vide hvilken retning man skal gå i – og hvad man egentlig er god til når det kommer til stykket. Jeg syntes det vigtigste for dig er at finde ud af hvad du godt kan lide at lave, og så sørge for at lave det. Også hvad angår din sport – syntes du det er sjovt? Eller gør du det kun for at præstere? For så er det helt sikkert at det ikke er noget du kommer til at fortsætte med at lave. Så også der syntes jeg vigtigste er at du mærker efter hvad det giver dig, om du bliver glad af det. Ellers er det også her du skal sige fra, og i stedet bruge mere tid på det som gør dig glad.

Jeg forstår godt du cutter. Det handler jo om at du bærer rundt på en uendelig smerte affødt af en følelse af ikke at være god nok, og når du cutter så mærker du ikke denne smerte. Men det er på tide, at du begynder at forstå at du fuldstændig, helt og aldeles er god nok som du er. Og kan dine forældre ikke fortælle dig det, så skal du først og fremmest selv begynde at fortælle dig det.

Bedste hilsner

Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *