Selvdestruktiv adfærd, får lykkepiller – kan ikke se vejen ud

Spørgsmål:

Hejsa.
Jeg er en ung kvinde på der for cirka et halvt år siden fik konstateret depression og social angst, Det skyldes en noget turbulent opvækst og mit arbejdsliv fejlede som så ellers hidtil har været en stor succes.
Jeg har så af lægen fået ordineret lykkepiller, startede med citalopram 20 mg, men skiftede til sertralin og er nu på 150 mg.
Jeg har jordens dejligste kæreste som dog er udsendt nu, for tredje gang, hvilket ikke før har været et problem men desværre er det nu da jeg jo er syg og dette har givet en del konflikter da han var hjemme på ferie da han jo pga. Udsendelsen er ret følseskold.

Jeg er begyndt at have en meget selvdestruktiv adfærd og flygter fra mine problemer. Jeg er blevet i tvivl om hvem jeg selv er og har gjort dumme ting såsom at skære i mig selv, drikker mig utrolig fuld, er utrolig sensitiv, tænker ofte på selvmord, overvejer generelt mit liv og forhold og lader mine frustrationer gå ud over de forkerte,

Som følge af sygdommen har jeg heller ikke overskud til mig selv, Mine venner, mit hjem og min kæreste og mange af de ting står og forfalder desværre.

Jeg er nu kommet til den selverkendelse at jeg for at komme ovenpå igen og blive den gamle mig igen, som engang udførte sit arbejde perfekt, var den perfekte kæreste, havde den perfekte krop og udsende og det perfekte hjem. Mit spørgsmål er, hvordan kommer jeg videre, hvad kan jeg gøre?. Jeg rider og er ude i stalden dagligt så motion og frisk luft for jeg masser af.

Mvh.
Den håbløse

Svar:

Kære håbløse,

Tak for din henvendelse til Psykologpostkassen.

For det første bider jeg mærke i, at du er meget bevidst om, hvad der rumsterer i dig, og hvad der får dig til at gøre de ting som du gør. Og også bevidst om, sådan læser jeg det i hvert fald, at for at du skal komme videre er det dig der skal gøre noget anderledes end hvad du har gjort til nu. At du har skrevet til Psykologpostkassen syntes jeg jo er et første og meget vigtigt skridt – det signalerer, at du tager din situation meget alvorligt, og at du ikke flygter fra dine problemer.

På en måde er det jo fint, at du får lykkepiller – det holder (måske) symptomerne (de triste tanker og den selvdestruktive adfærd) fra døren, men det fjerner jo ikke den egentlige årsag til dine problemer. Derfor er det vigtigste for mig at se, at du i videst muligt omfang får bearbejdet de mange ting som du har med i bagagen (den turbulente opvækst), og så også din egen oplevelse af ikke at være perfekt. Og for lige at tage det – den perfekte Mette findes ikke – der er ingen der kan være ”perfekt” på alle de områder du gerne vil være perfekt på Mette. Hvis det er målet at være perfekt hele vejen rundt, ja så er det for mig ikke noget vidunder, at du går rundt og er angst og trist.  Du er nødt til at opgive målet om at være perfekt, og det starter med at acceptere, at du – ligesom alle andre – ikke er – aldrig bliver – ”perfekt”. Det er nok svært for dig at acceptere helt ind i hjertet at ingen af os er perfekte, og mest af alt, at du heller ikke selv er det. Men så handler det om, at få øje på de områder, hvor du faktisk har noget at byde på, hvordan den du er faktisk er god nok. Du skal se om du kan finde de indre ”juhu-piger” frem – noget i dig selv, som godt kan få øje på de styrker du har i dig selv – uagtet hvad du har med i bagagen. For hvis man er perfekt; ja så kan man jo ikke på nogen måde blive bedre – og sådanne supermennesker findes simpelthen ikke – vi kan alle til enhver tid i vores liv (også når vi er 95 år gammel) forbedre os som mennesker.

Jeg syntes du skal tage et skridt ad gangen. At du dyrker motion er jo super godt – det kan være en effektiv kur mod de mest presserende negative tanker. Men det næste skridt syntes jeg så er at begynde at få øje på, hvordan du faktisk – uanset hvad du har oplevet, og hvordan du før har begået fejl (det gør vi alle!) – er god nok.

Bedste hilsner

Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *