Jeg troede at jeg var sluppet af med mobberne…

Hej. For lidt mindre end et år siden, vedtog jeg en drastisk handling. Efter over et helt år med mangel på respekt over for mig, nedgørelse, kritisering af alle mine handlinger og udseende, forværring af selvtillid og meget mere, tog jeg mig endelig sammen til at forlade den flok, som jeg alligevel ikke følte at jeg var del af længere. Jeg gennemgik derefter en lang periode med dyb ensomhed og udelukkelse.. Jeg skulle hver dag se på dem, som før var mine veninder virkelig gøre det tydeligt overfor mig, hvor godt de havde det uden mig. De ovenstående ting gjorde, at jeg kom i en depression (ved ikke hvor dyb) og hver eneste aften kunne jeg høre mine tanker snakke om meget mørke ting. Én ting jeg især overvejede var selvmord… Så ville al smerten forsvinde og jeg skulle aldrig se deres ansigter igen. Dig havde jeg ikke modet og som det så deprimre de stod i min dagbog, misundte jeg dem der turde gøre selvskade, da de i det mindste kunne komme ud med smerten der. Ingen kunne hjælpe mig… Ikke familie ikke venner… Ingen… Heldigvis efter laaaaang tid mødte jeg en pige som bogstavelig talt reddede mit liv. Jeg fik det meget bedre, men døde lidt hver dag indeni når jeg så de fire piger… Så jeg valgte i sommers at flytte på efterskole. Alt er gået godt indtil videre og jeg trives! Men frygten for at løbe ind i dem når jeg vender hjem i weekenderne er der.. Og i går skete det så. Jeg havde et maridt om at det ville ske, og havde det på fornemmelsen hele dagen… Men da jeg så var færdig med alle mine køb og så småt på vej hjem, mødte jeg så en af de fire… Og siden da er jeg gået ned med flaget. Jeg skriver dette kl.1 om natten fordi at mine tanker gør mig sindsyg.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Jeg troede at jeg havde lagt dem på hylden, men nu er det kommet igen.. Hjælp mig! Hvordan skal jeg komme videre? Hvordan skal jeg kunne gå rundt uden frygt for at møde dem? Jeg har skrevet en meget forkortet version.. Men jeg skriver på min mobil, så kan ikke gøre det meget bedre – det er også grunden til de stavefejl der er.. Håber i vil hjælpe mig..

Kære unge pige
Tak for din rørende mail, hvor du beskriver, hvordan du er blevet mobbet, og hvordan det er at løsrive sig fra nogle tidligere “veninder”, gå i en tunnel nærmest i mørke, finde en ny veninde samt skifte miljø til en efterskole, hvor der er helt andre mennesker, som du kan forholde dig til. Med positivt udbytte. Men så er der lige det der med angsten for at møde “mobberne” i weekenderne, når du er hjemme.

Jeg synes da, at du med god grund kan lade som om de piger – dem der førhen har gjort dig ondt – bare er ren luft. De er luft! Kik den anden vej eller lige igennem dem og lad, som om de ikke eksisterer. De har jo selv vist, at de ikke er særlig hverken søde eller til at snakke med, så hvorfor bruge tid på dem. Du har dit nye liv et andet sted, sats på det.

Men jeg synes så også, at det virker, som om du har været meget alene og tumlet meget med mange tunge tanker, fordi du har haft de oplevelser omkring mobning. Alle de erfaringer du har på det område, er jo en hel skatkiste af viden omkring de mekanismer, der er omkring mobning, hvorfor det opstår, hvad der forårsager det etc. Det virker også som om du er klog og tænker over tingene, og du vil være en god ven at have, fordi du ved, hvordan det i hvert fald ikke skal være.

Endelig synes jeg, at du skal tale med din studievejleder/klasselærer om alle de ting, der går dig på, således at du får det hele vendt med en fornuftig og forstående voksen, som kan lytte til dine bekymringer. Det er så tungt at være alene om det, det er bedre at dele det med nogen.

Held og lykke med det hele og godt nytår.

Venlig hilsen
Pelle Larsson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *