14 år og overset af forældre

Spørgsmål:

Hej. Jeg har valgt at skrive til jer fordi jeg er meget forvirret. Jeg er 14 år gammel. Jeg har i hele min barndom været i frygt for min far da han var meget sindsyg og voldsom mod mig og min bror. Jeg har i gennem hele mit liv gået på 4 skoler, og har været knust flere gange pga af at jeg har flyttet skole, og fra nogle klasser som var ligesom min anden halvdel af mit liv, bla da jeg flyttede fra min 3 skole, græd jeg i 3 måneder hver aften, uden nogle at tale med det om, fordi det var specielt for mig den her klasse altså, jeg forstod det aldrig og troede bare jeg var en lille brøle prinsesse, som skulle tænke på andre der har det værre end mig. Jeg blev smidt ud af skolen pga. En lære der havde skyldt mig for noget som ikke var mig. Hver skole jeg har gået med har lærerne været sure på mig, og set mig som en trussel eller andet, men indrømmer at efter så mange sorger fra skole til skole, og efter jeg blev smidt ud for ingenting, så er jeg blevet pænt flabed, men jeg kan indlæg styre det. Jeg gør mu på en skole og er meget i krise om karaktere da mit mat er meget slemt, min far presser mig for meget, min mor tager alle valgt for mig. Mi bror har ADHD, og truer og slår mig nemt af vrede for ingenting, han kan se jeg sidder og græder, men fortsætter, lige meget hvor meget jeg prøver at vise alle at jeg er ulykkelig, er det som om at ingen ser mig, jeg har også et meget stort problem med at blive for hurtigt træt af mine veninder. Jeg har det med at hvis nogle står for tæt på mig, kan jeg stå og svine dem til i hovedet uden at fortælle dem at jeg føler mig for tæt på dem, når jeg køre bil er jeg nød til at høre musik, for ellers bliver jeg sur og iri. Jeg græder tit hver aften, jeg føler at mit lover faldt sammen, jeg er begyndt at pjække lidt fra skole, jeg gider ikke spise. Jeg er ved at sulte mig selv, men ingen læggerærke til mine sorger, min familie gør mit liv endnu svære, de for mig til at græde og bryde sammen hver dag, min far råber hele tiden af mig (hele tiden) og han bliver hurtig sur på mig bare ved at jeg ikke kam finde ud af at lave et Mat stykke. Jeg har et arbejde, og alligevel skal jeg gå med vores hund hver dag, gøre ren i stort set hele huset, vasketøj M.M, og på det seneste har min far opført sig endnu mere sindssygt, det er som om ha ser hadet på mig. Og alligevel siger jeg til mig selv, at jeg ikke skal have ondt af mig selv fordi andre har det værre end mig, forstår ikke noget af det her, og jeg ved godt selvmord ikke hjælper, jeg har svært ved ar finde hjælp hos voksne. Jeg kan bare ikke klare det her mere.

-undskyld stavefejl.

Svar:

Hej B4L1999,

Tak for din henvendelse til Psykologpostkassen. Jeg håber du ser dette svar, da du ikke har opgivet din e-mailadresse til os.

Ingen tvivl om, at det du oplever vanvittigt hårdt at være i – det er virkelig godt at skriver til os for at gøre noget ved din situation. Og det fortæller jo mig, at du i dig har kræfterne til at arbejde med og komme fri af din situation.

For det første, ja så syntes jeg du skal holde fast i det du selv skriver – at du kæmper en brav kamp for at holde dig nogenlunde ”oven vande” – og det skal du blive ved med. For som situationen ser ud lige nu – ud fra hvad du skriver – ja så er det meget dig der står med at skulle kæmpe din kamp. Du er ikke stærk til matematik – og sådan er det. Så længe du selv virkelig føler at du bruger nok tid og kræfter på at forstå det, så skal du være tilfreds med det, og det bør din far jo også være. Selv har jeg altid hadet matematik – men jeg fandt ud af, at hvis jeg virkelig koncentrerede mig om det, og fokuserede længe nok – og i øvrigt spurgte nogle af dem fra min klasse – ja så lykkedes det faktisk! Og jeg var meget stolt af mig selv. Jeg siger det fordi, det at fokusere på dine lektier (matematikken eller andet) kan være en måde hvorpå du kan ”forsvinde” lidt væk fra de mange udfordringer du har – hvor du kan skabe din egen verden som ikke handler om alt det der sker i din familie.

Du må meget gerne have ondt af dig selv – det der med at sammenligne med andre, det har aldrig rigtig fungeret for mig – når man har det svært, ja så har man det sgu svært! Til gengæld så skal du love dig selv, at du gør alt hvad du kan for selv at løse og komme fri af din situation. Lige nu er der ikke andre der hjælper dig. Og det er hårdt. Men noget af det bedste du kan gøre tror jeg er, virkelig at arbejde med ikke at skubbe nye potentielle venner væk fra dig ved at svine dem til. Vid med dig selv, at lige når skal til at gøre det, ja så er det fordi du faktisk er bange for at knytte dig til dem. Og så syntes jeg, at du skal sige undskyld til dem du allerede har ”svinet til” – og måske sige, at du gjorde det fordi du går rundt og faktisk er ked af det. Og bliv så endelig ved med at styre din flabethed – du gør det fordi du er vred, og fordi der ikke er nogen der forstår hvordan du faktisk har det.

Ingen tvivl om, at du har brug for at få talt med nogen om alt det du går rundt med. Er der en psykolog tilknyttet din skole? Du var stærk nok til at skrive til os – du er også stærk nok til at tage det op med en skolepsykolog, lærer eller lignende. Har du mulighed for det syntes jeg du skal gøre det – du er velkommen at skrive herind igen.

Bedste hilsner

Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *