Min søn på 17 er fokuseret på sex.

Skriver til Jer, da min søn på 16 år, snart 17 år er meget fokuseret på sex i øjeblikket og har nok været det, det sidste års tid…det skal lige siges at han er sent udviklet…
Han er meget fokuseret på at få en kæreste og jeg har opdaget at han har skrevet meget sammen med forskellige piger på nettet, (facebook) og det han forslår dem er sex…
For tre dage siden, har han så skrevet sammen med sin kusine på 14 år og har også foreslået en masse ting…hun har så heldigvis sagt det til sin mor, (min søster)…
Så nu er det hele jo fuldstændig i oprør…
Min søn er fuldstændig knust og min søster er rasende og vred, (forståeligt nok)…
Da jeg er alene med mine børn og jeg ikke ville få noget ud af at snakke med deres far, kan det tit være svært at finde den rigtige løsning på problemerne eller se klart på, hvor små eller store problerrne egentligt reelt er…
Min mor og hendes mand, tager det rimeligt roligt og siger det er teenage dumheder…min søster mener nærmest han er syg og jeg selv står her og vakler imellem det hele og ved ikke hvad jeg skal gøre…
Jeg har virkelig brug for et godt råd og noget hjælp…
Skal min søn til psykolog, skal jeg løse det selv med en masse snak med ham og støtte og hvor stort et problem mener I det er…
Jeg er virkelig ked af det lige nu og ser frem til Jeres svar og takker på forhånd for det…
Med venlig hilsen
Jane…

 

Kære Jane

Tak for din mail, det er rørende at læse om din søns forsøg på kontakt til det andet køn. Han er sent udviklet, skriver du så. Jeg ved så ikke, hvad dette dækker over, og om han i det hele taget er normalt begavet, og har kammerater i skolen og den slags. Det er klart, at din søster reagerer, hun er oprørt over det passerede, og passer på sin fornuftige datter, som jo nok ikke syntes, at det var i orden det, der skete. Hun har haft behov for at vende det med sin mor.

Din søn har givetvis behov for at tale med en person, han har tillid til omkring det, der er sket. Det er ærgerligt, at hans far ikke er mere inde i billedet, for han var da den rette i den sammenhæng. Men du kan også snakke med ham. Det er vigtigt at vide for en gut på snart 17 år, hvad der er passende at sige til en kvinde. Det kunne se ud, som om han ikke rigtig kan finde ud af sådan noget som grænser og aflæse den anden, og hvor er vi lige henne med alt dette her?  Der er også forskel på det, der foregår på internettet og så om man omgås i virkeligheden. Han kan f.eks. heller ikke bare gå hen til en kvinde og begynde at ”gramse” eller komme med lumre ”tilråb” uopfordret. Sådan er det nu engang. Fortæl ham at sex overhovedet ikke er noget, der kommer på tale, så længe man ikke kender hinanden særdeles godt, og er forelskede, eller har en uimodståelig og gensidig lyst.  Fortæl ham at kvinder som regel går i en kæmpe bue uden om en mand, der begynder at snakke direkte til dem om sex eller uopfordret forslår diverse aktiviteter. Det bliver pinligt og akavet på den måde, og han vil risikere at kvinden simpelt hen smækker ham en eller løber skrigende bort. Sådan er det.  Det er bedre at omgås på hundreder af andre måder, lære dem at kende, lave lektier og spille spil og gå tur og alt muligt andet, men lad være med for alt i verden at blande sex ind i det. Sig til ham at det er bedre at tænke på noget andet. Det kunne i øvrigt sagtens være at din søn fik gavn af at snakke med en psykolog om emnet.

Held og lykke med det og skriv gerne herind igen

De bedste hilsner

Pelle Larsson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *