15 år, ked af det, og skræmmende drømme

Spørgsmål:

Jeg føler jeg er træt hele tiden. – det er måske meget normalt for en på 15 år, men det føles så underligt anderledes end min normale træthed.
De sidste par uger, har jeg set utroligt negativt på tingene, normalt er jeg meget omsorgsfuld og glad, og lader altid andres problem kommer før mine, viklet jeg godt kan lide. Men på det sidste er jeg som sagt blevet mere negativ og meget mere egoistisk.
Det er som om der er et eller andet jeg er bange for, men jeg ved ikke hvad?
Mine drømme er blevet mere levende og mere realistiske.
Jeg er begyndt at kunne huske dem, men de giver igen mening.
Har prøvet at læse blade omkring forskellige former for drømme, faldedrømme=nervøsitet over noget osv.
Men syntes bare ikke jeg kunne sætte mine drømme ind under noget.
Nogle drømme løber jeg fra noget, andre gange ser jeg den her dreng som beskytter mig ved at nusse mig på ryggen? (underligt) Men de værste er når jeg falder, så vågner jeg og sveder helt vildt, og har en eller anden bange og rystende følelse i min krop.
Det lyder sikkert helt vandigt, men jeg har ikke rigtig nogen jeg kan tale med alting 100% om jeg har masse gode venner, men de ville tro jeg var skør hvis de hørte dette ligesom du sikkert tror.
Forleden brød jeg ud i gråd mit i klassen, hvilket var yderst pinligt, men det var over en lille ting som at min mobil var blevet taget i timen, det var ikke det der gjorde jeg græd, men den lille ting væltede bare et kæmpe tårn af ting inden i mig. Jeg ved ikke engang hvad, men det er som om der er noget i mine drømme der prøver at fortælle mig hvad.
Men jeg er nok bare skør, håber virkelig du kan hjælpe mig
M.v.h. Anna

Svar:

Hej Anna,

For det første – du er på ingen måde skør. Det som du beskriver (både din adfærd og dit drømmeindhold) er uden tvivl normalt. Og det er stærkt at du vælger at kontakte Psykologpostkassen for at få hjælp i din situation.

Det er jo svært for mig at vide præcis hvad der sker i dit liv, men du skriver at du er femten år, og det er jo en meget vigtig periode i dit liv du så er i. Det er nu at du snart skal videre og væk fra folkeskolen, og at du måske i højere grad skal frigøre dig fra dine forældre for at finde ud af at leve dit eget liv. Ja måske endda i højere grad finde ud af hvem du egentlig er og hvad du står for. I sådan en periode er det ikke unormalt at have falddrømme. Falddrømme er mange gange et billede på, at vi oplever og får øje på, at den måde vi indtil nu har set på os selv på ikke er tilstrækkelig. Ja vi har bygget et selvbillede op (i drømme ofte symboliseret ved menneskeskabte bygninger/konstruktioner), som vi så kan falde ned fra (i drømmen). Vi oplever at vi ikke slår til som dem vi er lige nu. Derfor kan dine drømme – og den tristhed du oplever lige nu – være et billede på, at du står overfor et vigtigt retningsskift i dit liv. Hvem er Anna egentlig? Hvem er Anna – hvis hun helt alene prøver at sætte sine egne ord på sig selv?

Læs eventuelt denne artikel om det at være i en personlig krise: http://psykologpostkassentest.dk/hvad-er-en-krise-muren-og-doden/. Den er rigtig god, og jeg har en fornemmelse af, at den også vil hjælpe dig. Grundlæggende tror jeg – hvor mærkeligt det end lyder – at du skal tage dine skræmmende drømme og din tristhed som tegn på en positiv forandring. Du står for at gå ind i en ny periode af dit liv – fra at være teenager til i højere grad at være voksen.

Bedste hilsner og god weekend

Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *