Misbrug.

Spørgsmål.

Hej psykologpostkassen.

Jeg er en dreng på 22 år som befinder sig mid i en personlig krise. Jeg starter fra bunden af. Jeg har haft en barndom i trygge rammer. Det kunne faktisk ikke blive mere trygt . Jeg har dog altid haft en anden tilgang, eller syn på, om man vil, til livet en både mine forældre og min storebror. Jeg har altid været lidt mere vild end min storebror, og har haft lyst til at opsøge ting. Uden at ville tale dårligt om mine forældre, føler jeg at mine “drifter” er blevet undertrykt, og at jeg generelt er blevet alt for overbeskyttet. Både på den personlige front og i fysisk udfoldelse. Som jeg har nævnt, har jeg altid været lidt vildere, både med krop, men også med fremtoning. I skolen, var jeg en del af den “populære” gruppe, men var samtidig også mobbeofferet i den populære drengegruppe. Det er ikke sjældent jeg har fået at vide at jeg er mærkelig.
Da jeg bliver teenager begynder jeg at få acne, og dette er en forstærkende faktor til den generthed jeg i forvejen havde. Især overfor det andet køn. I gymnasiet får jeg så en acne kur, som simpelthen gør at jeg får bylder i ansigtet. Her snakker jeg især om en stor byld på min højre kind, hvilket jeg også den dag i dag har et ar efter. I den periode bliver min selvtillid selvsagt skudt helt ned i kulkælderen, da mit ansigt ligner ground zero. Efter gymnasiet kører mit liv så videre, men stadig med meget lavt selvværd/selvhad og lav selvtillid når det kommer til social kontakt, især med det modsatte køn.
For 2 år siden flytter jeg så hjemmefra, hvor jeg starter på universitetet, som egentlig går udemærket i starten, men som ejg har meget svært ved at holde fast i. Der sker også det, at jeg starter på et hashmisbrug for lidt at drukne min egen ensomhed. Jeg dropper ud fra studiet og starter året efter på et nyt. Starten på det nye studie går helt fantastisk. Jeg får taget mig selv sammen og lukrerer på den selvtillid i starten. Så bliver jeg forelsket i en pige fra studiet, som har en kæreste. Med det samme hun siger at hun gengælder nogle følelser, begynder jeg at trække mig væk fra hende, og faktisk opføre mig overfor hende, som om jeg ikke kan lide hende. ignorerer hendes tilstedeværelse osv. Jeg får svært ved at være mig selv overfor hende.
Da hun så endegyldigt afviser mig, går jeg meget ind i mig selv og kommer ikke rigitg ud, men ligger bare derhjemme og ryger hash.
Året efter falder det hele så meget sammen for mig, at jeg bliver nødt til at flytte hjem til mine forældre igen, hvor jeg har boet et par måneder nu.
Jeg har ikke noget job, ikke nogen penge og ikke nogen venner her i byen. Jeg går dag ud og dag ind og prøver at finde hoved og hale i de tanker der er i mit hoved.
Jeg hader mig selv for så mange ting som jeg har gjort før i tiden. Måder hvorpå jeg har ødelagt venskaber bevidst, fordi jeg ikke føler at jeg skulle kunne bringe nogle andre mennesker noget godt. Dette er bestemt også en grund til at jeg aldrig tager kontakt til nogen piger, eller overhovedet kunne forestille mig, at nogen pige skulle vælge MIG, ud fra mængden. Og det på trods af, at jeg egentlig elsker den jeg er, men bare ikke føler at jeg kan få udtrykt den person, af frygt for afvisning. I stedte hader jeg den jeg er udadtil. I stor grad har det ar jeg har på min højre kind stor betydning, da jeg er så ekstremt usikker omkring det, og samtidig hader mig selv for at være så overfladisk. På samme måde har jeg det sådan set med alt andet i livet på nær fysisk udfoldelse. Og det er ikke fordi jeg har dårlige forudsætninger: jeg er rigtig atletisk bygget, jeg har mange gange fået at vide af piger at de synes jeg er virkelig flot (hænger fast i arret: har de ikke set det endnu?) og har et rimeig godt hoved og sociale kompetencer (når jeg har selvtillid).
Den bedste måde jeg kan beskrive det på, er vel at jeg er stensikker på at jeg kan opnå så mange af de ting jeg drømmer om med de evner jeg har, og virkelig kan nå langt. Jeg er bare hunde-hunderæd for nederlag. Derudover er jeg også bare generelt bange for socialt samvær. Synes f.eks. det er meget ubehageligt at sidde i et venteværelse, fordi jeg føler at alle kigger på mig. På samme måde hader jeg at tale i et forum, fordi jeg føler alle dømmer og vejer hvert enkelt ord jeg siger medmindre jeg er trygge ved de mennesker der er i forummet.
Jeg bruger det meste af min tid på at prøve at få styr på mine tanker. Jeg er fuldt ud klar over hvem jeg er, men det er som om at jeg har svært ved at være den person, fordi jeg tror at andre hellerer vil have noget andet og så ændrer jeg min personlighed, og jeg hader mig selv for den perosn jeg nogen gange er. Jeg har før i tiden også ødelagt muligheder for mig selv, fordi jeg har følt at det hele kunne være ligegyldigt og kan egentlig ikke se så meget mening med livet lige nu.
Håber det er til at finde hoved og hale i 🙂

Mvh Tobias

Svar.

Kære Tobias.

Prøv at gå ind på psykologpostkassens link til Cenacolos Venner og studere denne hjemmeside grundigt. Så vidt vi kan se er det den bedste mulighed for udvikling vi kan anbefale hvis du er interesseret så kontakt os på tlf. 51 53 41 60 Så vi kan aftale en personlig samtale.

Vh. Ole og Ulla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *