Voldtaget af tyr i en drøm

Spørgsmål:

Siden jeg var helt lille (Nok omkring 4-5 år) har jeg kunne huske den her drøm jeg måske/måske ikke har haft. Jeg har tænkt på om det er en drøm jeg har haft eller om det er en virkelig episode som min bevidsthed har sløret med symboler. Drømmen omhandler en kort episode, og hvad jeg kan huske er at jeg af en kvindelig heks, bliver spærret inde i mit barndoms legehus (Heksen låser døren, og er godt klar over hvad der skal ske) med en tyr (som unægteligt har menneskelige egenskaber og karakteristika) hvorefter tyren voldtager mig. Jeg er ikke gammel i drømmen, omtrent samme alder som da jeg drømte den her drøm, måske lidt yngre. Hele mit liv har den her drøm plaget mig, jeg ser tydelige billeder og kan aldrig glemme den. Der går ikke en uge hvor jeg ikke på den ene eller anden måde kommer til at tænke på drømmen. I drømmen er omgivelserne og legehuset en perfekt kopi af hvordan det hele rent faktisk så ud i mit barndomshjem og er meget realistisk, det er kun de to karakterer der udover mig optræder i drømmen, der er surrealistiske. Jeg har holdt fast i drømmen lige siden.
Som teenager/ung voksen har jeg haft mange problemer med sex og snakken om denne (eksempelvis i en venindeflok, som man nu gør det) og urelateret fra denne drøm har jeg taget afstand til sex og den slags (Med det mener jeg at jeg ikke har tænkt på drømmen når jeg har været angst for at tale om sex) Jeg har været den type der holdt mig for ørene og nynnede når disse emner kom op, og den dag i dag falder det mig svært at have sex med min kæreste, jeg har ikke lysten og jeg har svært ved at “give mig hen”. Jeg har aldrig rigtig tillagt drømmen nogen betydning i forhold til dette, bare tænkt at jeg var lidt mere sensitiv. Jeg har heller aldrig fortalt nogen om drømmen i ren og skær skam over den, og da jeg har været så ung da jeg drømte den, undrer det mig at jeg overhovedet kendte til sex og da slet ikke voldtægt.
Som ung teenager har jeg også i en periode på 3 år lidt af anoreksi i en meget slem grad, pga. problemer i familien af forskellig art. Jeg husker intet andet end den her drøm, altså kun den her ene episode, jeg har aldrig været udsat for noget jeg rent faktisk kan huske på nogen måde. Men på det seneste har den her drøm fyldt mere og mere.
Mit spørgsmål er, hvad kan drømmen betyde? Kan der ligge en sandhed bag og hvordan kan jeg finde ud af noget mere? Jeg har selv overvejet muligheden om at min underbevidst har fortalt mig om en reel episode gennem drømmen (Tænker her på Freuds teorier om det bevidste og det ubevidste) og kan ofte se meget objektivt på min egen situation uden at jeg bliver følelsesmæssigt påvirket af drømmen, men efterhånden kan jeg ikke holde uvisheden ud mere. Hvis der er sket noget med mig som jeg har fortrængt, så vil jeg vide det, for det påvirker mig alt for meget, men hvordan?
Håber i kan hjælpe mig.

Mvh Maja

Svar:

Hej Maja,

For det første – tak for din henvendelse. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor du gerne vil udforske denne drøm yderligere! For det første er det svært – især for mig – med sikkerhed at kunne sige, om du har været udsat for noget tidligere i dit liv. Det er kun dig der endeligt kan mærke/få øje på, om der har været en virkelig episode eller ej.

For at tage fat i drømmen, ja så er der jo flere elementer i den. Der er en heks, som spærrer dig inde. Hvem mon denne heks er? En nærliggende tanke er jo, om din mor har været denne heks. Har din mor begrænset dig / ”spærret dig inde” på nogen måde? Og hvem er tyren? Èn vinkel er jo, at der ikke er tale om seksuel udnyttelse/reel voldtægt. Når vi drømmer om sex kan det sagtens handle om meget tætte følelsesmæssige forbindelser – på godt og ondt! Altså – hvis tyren måske er din far, en ven, en anden mand – så kunne drømmen også illustrere, hvordan denne mand (eller en anden autoritær person som også kunne være en kvinde!) har haft en alt for tæt og mentalt udnyttende relation til dig. Voldtægten kan med andre ord være psykisk.

Samtidig kan der jo også være tale om en reel voldtægt. Og det er der, hvor jeg syntes du skal prøve at arbejde med drømmen – prøv at tegne drømmens elementer forestil dig den, spørg evt. dine drømme hvad den kan handle om (såkaldt drømmeinkubation, se mere om dette her: http://dreamalive.dk/problemlosning-by-night-bed-dine-dromme-om-rad-drommeinkubation/), dvs. spørg dig selv – lige inden du skal sove – hvad handler denne drøm om (imens du forestiller dig drømmen).

Der er ingen tvivl om, at det er en vigtig drøm for dig Maja, og du skal bestemt arbejde videre med dens betydning. Jeg håber ovenstående kan bringe dig videre i arbejdet med den – skriv endelig igen!

Bh Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *