Gensyn med folkeskolekammerater (drøm)

Spørgsmål:

I nat drømte jeg en drøm jeg håber I kan hjælpe mig med.
Jeg drømte at jeg mødtes med Anne, som jeg gik i klasse i folkeskolen, for at få nogle tlf. nr. og adr til dem vi gik i klasse sammen med, for at vi kunne holde en gensynsfest, mens vi står med vores mobiler, begynder det at regne, så vi går ind i et spejdertelt, da vi sidder der ind og snakker kommer Betina, en jeg var veninde med da jeg var barn, og mens vi 3 sidder der kommer Dan, også en jeg gik i klasse med, og han har sovepose med, han masser sig ind ved siden af mig, og Betina siger at han har taget min sovepose, hvor jeg sige nej vi har bare den samme. mens vi sidder og snakker er der personer der går ude i regn. Da jeg går ud af teltet er det morgen, jeg ser nogle hunde, som er bundet fast til en campinvogn, som står på noget der ligner en genbrugstation, den køre, på en eller anden måde får jeg fat i nogle af hundene, da jeg sætter en af hundene ned, kan jeg se at jeg har blod på hænderne, jeg giver hundene til politiet og de tager mit fingeraftryk.

Line

Svar:

Hej Line,

tak for din henvendelse og din spændende drøm! For det første tænker jeg jo, at du på en måde i dit liv lige nu er i gang med at udforske dig selv / den du er – ikke mindst i kraft af de oplevelser du har haft i folkeskolen. Du “genbesøger” tiden dengang, og det du oplevede, som jo også har været med til at gøre dig til den du er i dag – og ikke mindst har påvirket måden hvorpå du ser på verden og på dig selv. Hvad forbinder du med Dan? Din drøm kan sige noget om, at du lige nu i dit liv er ved at integrere noget i dig selv, som minder om ham – på godt og ondt. Eller også er Dan bare et udtryk for egenskaber hos dig selv der i drømme bedst illustreres med billeder af mænd – egenskaber som retning i livet, beslutnings- og handlingskraft. Ikke sådan at forstå at dette er “mandlige egenskaber” i virkeligheden – det er måske bare nogle sider du er ved at udvikle i dig selv lige nu, eller skal udvikle bedre.

Og så er der hundene – dyr i drømme er jo oftest udtryk for menneskets instinktive (dyreagtige) sider. Og hunde i drømme opfattes ofte som et billede på menneskets mere (seksuelt) lystbetonede sider. Måske du også arbejder på at frigøre dig selv mere seksuelt i øjeblikket? Hundene har været bundet (denne side af dig selv har været hæmmet i et stykke tid) – men du syntes det er en smule forbudt (politiet i drømmen). Hvis dette giver mening for dig tror jeg denne del af drømmen forsøger at sige til dig, at du skal give slip på dine hæmmende tanker om at “sex er lidt skammeligt”.

Mon noget af dette giver mening?

Bedste hilsner

Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *