Modløs og arbejdsløs mor

Spørgsmål:

Hej.
Jeg ved ikke hvad der sker med mig eller hvorfor…. Jeg har prøvet en psykolog en enkelt gang, men følte ikke jeg kunne tage hende seriøst, det var lidt som om jeg følte hun havde en facade på og det havde jeg det meget svært med.
Jeg er meget nedtrykt, ingen energi orker ikke de daglige gøremål, er meget træt ville helst ligge foran tvét hele dagen, og har svært ved at være til i en verden hvor jeg føler mig styret… lyder måske lidt underligt….. Jeg er utrolig nedtrykt, men vi er lige kommet hjem fra vores 10 dages ferie ved vester havet, hvor jeg bare har haft det såå godt. Væk fra alt det daglige og bare mærke friheden. HVis der er et sted jeg føler glæde og kan slappe af med mine tanker så er det vester havet. Hvis vi skal til en fødselsdagsfest eller en anden form for fest er jeg osse helt ok, da det er på et helt andet plan
Jeg er for tiden ledig på kontant hjælp, og føler slet ikke jeg kan få søgt mig et job. Jeg var forinden igang med en uddannelse, hvor jeg kun bestod det teoretiske da jeg havde en veninde der var med til at holde gejsten oppe. Så kom tiden hvor vi skulle i hver vores praktik og her gik det igen igen galt for mig. Når jeg kørte afsted om morgenen ønskede jeg at jeg kørte galt så jeg bare kunne være mig selv, ellers at jeg brækkede mit ben… Praktikstedet var et super sted og jeg ved ikke hvorfor… Jeg har aldrig været lykkelig i noget job, og har aldrig gennemført en uddannelse og har næsten altid tænkt bare der sker mig noget så jeg kan være fri for alle de forpligtelser og forventninger. Det eneste tidspunkt jeg har følt mig nogenlunde tilpas med hvad jeg lavede var der jeg gik på kunstskole……
Samtidig er jeg utrolig nervøs hvad angår mine børn,,,, jeg kan drømme de mest utrolig virkelig drømme hvor jeg ser mine børn blive slået ihjel eller at jeg finder min søn hængende i et reb fra et træ,,, og det er med alle detaljer…..alle…nogle gange tør jeg slet ikke ligge mig til at sove igen…. Det gør at jeg i hverdagen bliver meget nervøs for at der sker mine børn noget, som i en del tilfælde gør at jeg ikke lader dem gøre forskellige ting. Eksp. Skulle vi på fisketur med mine svigerforældre i deres båd. Jeg er slet ikke glad for at sejle men tog med kun af den ene grund så jeg kunne passe på mine børn. Jeg havde hjertebanken hele turen, svedte og kunne slet ikke slappe af fordi jeg var bange for at der ville ske noget. Der er rigtig mange ting, jeg kunne blive ved med at fortælle hvad der er sket og ikke… Lige nu er jeg nedtrykt og ønsker at være glad og lykkelig for livet og hverdagen og ikke være nervøs for mine børn…..Jeg tænker hele tiden “jeg har jo kun 1 liv, og det skal gerne leves”
Med venlig hilsen
Stinna 31 år

Svar:

Hej Stinna,

Mange tak for din henvendelse. Det er da helt fantastisk, at du har det gode forhold til Vesterhavet – og dejligt at du kan finde ro også ved fester – det vil sige, når du er væk fra hverdagen. Det er altså muligt for dig, at mærke ro i dig selv. Og du har også mærket roen dengang du gik på kunstskole. Alt i alt er der altså nogle steder, og nogle situationer, hvor du mærker denne ro. Et godt sted at starte er at finde ud af hvad det er der karakteriserer disse steder og situationer – med andre ord, prøve at finde ud af hvad det præcis er der gør, at dine bekymringer forsvinder.

Og nu er du så tilbage i hverdagen igen – efter en god ferie. Jeg kan jo kun skrive ud fra hvad du har skrevet til os, men min fornemmelse er en af to ting; enten har du haft en oplevelse på et tidspunkt i dit liv, som har givet dig en følelse af at du ikke er god nok (og altså ikke tror du kan leve op til omverdens krav og forventninger), eller også handler det om, at du slet slet ikke får lov til at udleve alt det kunstneriske du går rundt med i dig selv. Eller måske en kombination af begge dele. Hvis du på et tidspunkt har haft en oplevelse (mobning eller andet) som gav dig mindreværdsfølelser, så prøv af alle dine kræfter at ”genbesøge” hele denne oplevelse, og se, hvordan du højst sandsynligt slet ikke selv har kunnet gøre noget i den situation/dengang. Til gengæld kan du nu se på situationen med voksne øjne, og forhåbentlig se og forstå, at du dengang reagerede på den for dig eneste mulige måde. Eftersom du lige nu er ledig tænker jeg, at du har en del tid tilovers. Måske du kunne tage noget af kunsten op fra kunsthøjskolen, prøve at udtrykke nogle af dine følelser kunstnerisk – og se hvad det giver dig. Det ville jo være forfærdeligt hvis du går rundt med en masse kreativitet i dig, som du slet ikke får lov at udleve. Det er centralt for dig at forstå, at den eneste der kan lave om på din situation, det er dig selv. Der kommer ikke nogen udefra og hjælper dig.

Og så er der dine drømme med dine børn – meget forfærdelige drømme! Og jeg kan godt forstå, at du føler dig jaget af dem. På den ene side kan det jo handle om din reelle frygt for at der skulle ske dem noget, men det kunne også handle om noget andet. Vores drømme er mange gange et sted hvor vi får afløb for vores frustrationer og eventuel vrede vi måtte gå rundt med. Og det lyder måske voldsomt for dig det jeg skriver nu – men det lyder på mig som om, at også dine børn er med til at give dig en følelse af at have en masse forpligtelser og ikke mindst forventninger fra dine børns side. Eller fra din familie og samfundets side om hvad du skal og bør leve op til som mor. Du er 31 år – jeg ved ikke hvor mange år du har haft børn, men måske du inderst inde går rundt med en følelse af, at du fik dem for tidligt – at der var noget du ville have gjort/skulle have nået i dit liv hvis du ikke havde fået dem (eksempelvis virkelig at udleve det kunstnerisk/kreative i dig selv). Og derfor kunne dine voldsomme drømme være et billede på, at du ubevidst går rundt og giver dine børn skylden for din egen ulykkelighedsfølelse. Hvis dette er tilfældet er der god grund til at begynde at se på din situation med helt andre øjne. Dine børn er der, og de forsvinder ikke. Det er dit job (sammen med din mand/kæreste), at sikre at du i videst muligt omfang får lov at være dig selv, og gøre de ting du gerne vil – samtidig med, at dine børn også trives. Måske du således også har alt for store forventninger og krav til dig selv om hvad en mor skal og bør gøre ift. hendes børn. Prøv med andre ord at begynde at finde ud af, hvad det er du vil med dit liv Stinna. Det er dit liv.

Bedste hilsner

Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *