Hvad er en krise? Muren og døden

Af Hans Ole Nielsen

I kernen, i roden af enhver krise, er der død. Når man kommer i en ægte krise, så oplever man, at man står i en situation, hvor der er noget, man gerne vil, men som man ikke kan. Ligesom man oplever, at man gerne vil ud, men at der ikke er nogen udgang.

Man møder en mur, og lige meget hvad man gør, og hvordan man teer sig, så bliver muren stående.

Enhver krises bearbejdning og udgang vil således, foruden bearbejdelsen af den aktuelle konflikt og konkrete problemstilling, være en bearbejdelse af døden.

Døden i en krise viser sig også ved, at man bliver stillet over for, at noget bliver slået ihjel, eller at noget må slås ihjel, for at noget andet kan leve. At det er nødvendigt, at noget fravælges, eller at man accepterer, at give afkald på noget, man elsker.

Drøm og krise

Derfor er det ikke ualmindeligt, at man i en krise drømmer om dødsfald forbundet med stor sorg. Men man kan slet ikke forstå, at noget, som man i drømmen holder af og synes er dejligt og smukt, pludselig dør. Ved at arbejde med drømmen vil man dog efterhånden kunne indse, hvad det handler om: Ofte har man alt for længe holdt fast i levemåder, der før har været hensigtsmæssige og frugtbare, men nu virker åbenlyst ødelæggende.

Der er mennesker, som er gode til at forlade et destruktivt mønster. Hvis man tegnede en normalfordelingskurve, så vil jeg tro, at der i den ene ende ville befinde sig mennesker, som ville have meget svært ved at give slip.

Mens der i den anden ende ville befinde sig mennesker, som ret hurtigt kan føre kniven og skære sig fri. Imellem vil der så befinde sig alle mulige variationer i mere eller mindre forstærkede udgaver.

At føre kniven eller acceptere at den bliver ført, uden at man griber ind eller kan gribe ind, kræver mod, fordi man ikke kan undgå springet ud i det uvisse. At vove dette spring viger mange tilbage for: For hellere en sikker ulykke end en usikker lykke!

Man vil hellere holde fast i det man har, i det ulykkelige og smertefulde, end man vil vove at skære det væk, for:Hvad så?

Teori og krise

Det er det fænomen, som man dybdepsykologisk kalder for libidoens klæben. Men viden eller teori er ingenting værd, når man befinder sig i en krise. Så er det lige meget, om man er psykolog, psykiater, terapeut, eller hvad man er, så gælder teorier ikke.

Når man befinder sig i en alvorlig krise, er teorier nyttesløse. Ligesom når man ellers befinder sig i alvorlige situationer i livet, ja, så er teorier også ubrugelige, fordi de er tankespind. De er netop ikke udtryk for, det det drejer sig om, nemlig levet liv i kød og blod og kontakt mellem mennesker, men er noget som kun foregår oppe i hovedet.

Selvfølgelig kan teorier bruges til noget, men først efter krisen, når man er kommet igennem den, kan man reflektere over, hvad der egentlig skete. Og så er det godt at have nogle gennemarbejdede, psykologiske teorier at forholde sig til. Hvis man ikke har det, vil der være en chance for, at man søger svar i alle mulige halvfordøjede teorimønstre, som ikke giver nogle ordentlige forklaringer på noget som helst. Men det er altså vigtigt, at understrege, at når det gælder, og når man befinder sig i en krise, så kan teorier ikke bruges til noget som helst.

Det ligger i selve krisens væsen, at der ikke er noget svar på, hvordan den kan løses.

Hvad gør jeg?

I svaret på de ofte fortvivlede spørgsmål: Hvad gør jeg? Hvordan? Hvad skal jeg vælge? Hvor skal jeg gå hen? møder man også muren, for svaret er: Det ved ingen. Men hvordan man kan forholde sig, når man er i krisen, vil jeg komme ind på her på sitet i den kommende tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *