Historien om Esben Askefis

Af Pelle Larsson.

Esben indtager sin vante plads ved ildstedet. Det meste af dagen er han optaget af sin leg, som om han glemmer tid og sted i sodet. Familien bekymrer sig for hans optagethed, for deres gøremål og pligter interesserer ham ikke en døjt, som om han ikke er af denne verden. De har måttet vænne sig til de underlige udbrud fra hans krog. Med en hvis overbærenhed ser de det vel som et barnligt drama, som han for længst burde have lagt bag sig.

Burde, ja! Brødrene Per og Poul synes, at Esben er håbløs. Ansvarsløs i sin optagethed og inkompetent til gårdens drift. Det sidste er de selv ved at være ganske fikse til, og de har erkendt denne verdens barske realiteter, hvad angår tæring efter næring. Men hvad, Esben er jo den yngste, så han skal ikke overtage nogen gård. De kikker over på Esben i køkkenets luneste krog. De kan se ham rode med en pind, så asken står som en sky om hovedet.

Askefis! Esben Askefis, råber de. Men Esben gider ikke at høre på dem. Rollerne i familien er fasttømrede. Der er megen tryghed og stabilitet, og mobningen af Esben er ikke som sådan ondskabsfuld. For det meste lader de ham bare være. Hans optagethed har urørlighedskarakter. Det er først, når han tager skridt til at bryde ud af sin egen rolle, at han får nogen over næsen.

Engang havde kongen hørt tale om et skib, der sejlede ligeså hurtigt til lands som til vands. Sådan et skib kunne han godt tænke sig, og lader derfor kundgøre fra alle landets kirkebakker, at den, der kan bygge sådan et skib, skal få prinsessen og det halve kongerige. Netop den søndag var Esben for en gangs skyld i kirke. Meget heldigt for Esben.

Den grænseoverskridende formulering – kongens ønske om et skib, der sejler ligeså hurtigt til lands som til vands – lader alle muligheder stå åbne, og Esbens slumrende evner vågner. For første gang oplever han, at en ydre tildragelse gør indtryk på ham. Med et føler han sig utrolig engageret og det af egen lyst. Det er en berusende erobringstrang, der brænder i ham, og nu åbner han sig.

Folkeeventyret om Esben og de gode hjælpere handler altså om forudsætningerne for de kreative processer, tilblivelsen af det fuldendte kunstværk. Med lidt god vilje kan vi se det som en historie om kulturens vilkår. Det er Esben og personligheder af hans slags, der skaber kultur. Vi kan spørge os selv, om der er plads til Esben i dagens Danmark. Om der bliver gjort nok for at fremelske de forhold, der får Esbenkvaliteten til at spire i de små hjem.

Per og Poul føler sig også kaldede, da de hører om projektet. De er vant til at stå tidligt op om morgenen. Faderens værktøj har de for længst lært at håndtere så godt som nogen. De er fikse på fingrene, men de tænker ikke længere end til deres egen næsetip.

Per, den ældste, beder moderen om at smøre en madpakke, og stryger afsted med en halv vind. Ikke ret langt hjemmefra møder han en krumbøjet olding. Per dumper på det enkle spørgsmål om, hvor han skal hen.

Han svarer, at han skal i skoven og lave et trug til sin far, fordi faren ikke bryder sig om at spise med de andre. Per ikke oprigtig. Han har skjulte dagsordener, og holder omverden for nar. Han kaster negativt lys over sin far, hvilket sandsynligvis skyldes, at han slæber rundt på ubearbejdede konflikter med ham.

Den gamle vogter over det nåleøje, der omsætter vores hensigtserklæringer med livet. Han er en slags dommer, der sorterer folk efter elementære egenskaber som idealisme, engagement og lydhørhed. Er der tale om en gold teknisk kunnen, eller sans for tingenes helhed, det skønne? Ikke mindst om der er tale om en evne til at dele.

Den gamle vurderer, at det er spildt ulejlighed at slippe Per ind i æstetikkens verden. Han spejler Pers uldne udtalelse om, at han skal lave et trug. Der skal nemlig være sammenhæng mellem signal og handling.

Lækkerbiskenerne vil han gerne beholde for sig selv, så når den gamle spørger, hvad han har i posen, siger han, at det er møg.

Selvsikker går Per videre, og begynder at knokle løs i egeskoven. Splinterne flyver om ørene, da han fælder det ene store træ efter det andet, men det virker alt sammen så uoverskueligt. Sulten bliver han også. Så sætter han sig på en af stubbene, og opdager møget i madposen.

Poul går det på nogenlunde samme måde.

Per og Pouls fadæser forstærker hånen, da Esben nederst på rangstigen ytrer ønske om at prøve lykken. Han har jo aldrig lavet andet end at rode og rave i asken. Men efter at have plaget tilstrækkelig længe får han til sidst lov. Madpakke får han ikke med. Han når lige at snuppe et par havrekager og en tår dovent øl, så er han ude af vagten.

Uden at vide det fjerneste om det har han den rette støbning til den umulige opgave. Han svarer oprigtigt på en tilpas ydmyg måde, da den gamle stiller sine enkle spørgsmål. Og hvis han vil give noget af det har i sin madpose, lover den gamle at hjælpe

Det har Esben ikke noget i mod, og de går ud i skoven til den gamle eg. Esben får at vide, at han skal skære en flis ud og sætte den på plads igen. Så skal han lægge sig til at sove.

Mens han sover, synes han, at det hamrer, banker, tømrer, saver og snedkererer, men han vågner ikke før den gamle vækker ham.

Et fantastisk skib står sejlklar ved siden af egetræet. Skibet, der sejler ligeså godt til lands som til vands. Det magiske og skønne skib blev skabt, mens han snorksov. Dette skal ikke opfattes som en provokation mod arbejdsmoralen. At have en så fin kontakt med drømmenes verden og sindets egenbevægelse er bare en anden slags arbejde. Man behøver ikke at gå løs på træerne med store armbevægelser, for at det skal se ud, som om man laver noget. En flis af helheden er nok, og de stærkeste kræfter er gemt i det allermindste, hvis man har til hensigt at skabe kunst.

De særlige Eskenkvaliteter er en forudsætning for at skabe det unikke. Vores kulturelle udvikling er i høj grad afhængig af, at folk som Esben får lov til at – ja, være.

Vi skal for alt i verden ikke have undervisningsministeriet til at evaluere Esbens særlige kvaliteter. For hvis vi begynder, at kalkulere med den som et udviklingspotentiale, risikerer vi, at den glider os af hænde. Omklamrer vi den med kompetenceidealer, bliver den omdannet til udvendig manér.

Esben skal have mulighed for at træde ind i den velsignede zone, en æstetisk stemning, hvor man leger sig hel. Han har brug for fredfyldte oaser.

For mange EU-harmoniserede daginstitutionsbørn låses den naturlige kreativitet fast i de færdigsyede beskæftigelser, prefabrikation. Det er på forhånd skematiseret, hvordan de ting børnene laver, skal se ud. Det personlige og kreative element er pillet ud af processen. I stigende grad ligger pædagogerne under for forældrenes produktorientering, det gælder om, at ungerne slæber så meget hjem som muligt, så forældrene kan se, at de er beskæftiget, og får noget for institutionstaksten.

På daginstitutionsplan må vi konstatere, at vores kulturelle rutiner ikke rummer en selvfølgelig evne til at forbedre den naturlige drift til skabende adfærd. Driften til at undersøge opmærksomhedens yderkvarterer stimulerer vi ikke. Vi lærer ikke at sortere de skønne fra i styrtfloden af indtryk.

Det kan man måske heller ikke. Når man trækker noget interessant ind i institutionen, gør man ikke institutionen interessant, men det interessante institutionsagtigt.

Esben vantrives på daginstitutionen, men Per og Poul trives tilsyneladende fint med det.

Esben går ombord på det fantastiske skib. Parat til at sejle ud og væk. Det forunderlige skib, som svæver mellem ånd og materie, knager, og dets sejl fyldes af vind. Esben smiler over rælingen til den gamle, takker for skibet, som han er kommet sovende til. Modstandsløst rører det på sig midt i egeskoven.

Alle dem, du møder, tager du med dig! Råber den gamle.

På lykke og fromme sejler han afsted, men kort efter møder han en landstryger med et ualmindeligt problem. Han gumler granitsten på fjeldskråningen, fordi han er så sulten efter kød, at han aldrig får spist sig mæt. Da han ser det smukke skib, glemmer han helt at tygge, og spørger om han må komme med. Kravl du bare op, siger Esben.

De møder nu den ene mærkelige eksistens efter den anden. Esben har selv en rem af huden, og er ikke fordomsfuld overfor fremmede.

En drukkenbolt, der er så tørstig, at han ligger på jorden, og patter på en tue.

En slags naturfilosof, der kan høre græsset gro.

En skytte, der sigter så godt, at han kan ramme alt lige til verdens ende.

En munter himmelstormer, der har sat syv lispundlodder omkring det ene ben, for ellers ville han pile afsted til klodens rand på mindre end fem minutter.

En stand up komiker, der holder sig af al magt for munden, fordi han har syv somre og femten vintre i maven.

Til sammen udgør de en stærk gruppe, der udforsker sanseligheden og de menneskelige grundvilkår. Kunstværkets materielle basis.

De sejler til Kongsgården, men kongen er ikke så let at imponere. Kongen stiller krav til æstetikken, og det her ligner da trivialkunst, synes han at mene. Esben er helt dækket af sod, og enhver kan jo komme og sige, at de er med i et turnerende bådteater. Fanden stå i det at give sin datter til en ukendt gøgler. Så Esbens trup må vise, hvad de duer til, og det er ikke nok med bare en succes.

De klarer det, men kun fordi samarbejdet i truppen er så godt. De kender hinandens styrke og svagheder. Men det er lige ved at gå galt, da opgaven lyder på, at han på ti minutter skal hente the-vand ved verdens ende til prinsessen.

Ham med lispundlodderne om benet er mand for det. Med et ryger han op i luften, og farer afsted som et stjerneskud. Da han ikke kommer tilbage med det samme med the-vandet, undrer de andre sig, og ham der kan høre græsset gro, fornemmer, at han er faldet i søvn ved brønden, og at trolden er ved at afluse ham. Ham med ufejlbarlige sigte, skyder trolden en kugle for panden, så den søvnige the-vandshenter vågner, og når at komme tilbage et minut før tid.

Intet er umuligt for denne trup. De forstår at redde intrigen hjem, så ikke et øje er tørt. Kongen må til sidst af med både datter og kongerige til Esben. De holder bryllup, og stemningen udløses i et lattermildt fyrværkeri af skæg og ballade.

Esbens kunstneriske nerve henter ikke næring i Hollywood. Inspirationen er de umiddelbare sanseoplevelser, og dem han møder på sin vej. Hans force er en åben attitude både til omgivelserne og hans egne indre skabelsesstorme, som dialektisk befrugter hinanden.

Jeg tror, at Esben vil få kvælningsfornemmelse, hvis han som stilemne i skolen skal belyse Irak-krigen. Det får vi andre også, men det er bare et eksempel. Til gengæld vil han sikkert live gevaldigt op, hvis opgaven går på, at han skal beskrive, hvad der vil ske, hvis Danmark tabte knapperne. Øvelser af den art, hvor man sætter ord sammen, der er fremmede for hinanden, er sjældne i skolen.

Der burde være et større gennemtræk af digtere på skolerne. Det burde følges op af fortløbende seminarer, hvor lærerne mødte ordkunstnere, der opfordrer dem til at male med ordene og sammenligne sine klassers og sine egne fremskridt. Men man kan ikke sætte det skønne på formel. Esbens kvaliteter, der består i at han oplever poesiens væsen inde i sig selv, er allergisk overfor gold pædagogik. Men man kan møde Esbens optagethed med egen optagethed. På den måde kunne man med lidt held overrisle lystarealerne inden den totale tørke. Igennem 80`erne blev der talt om bogdropperne, og igennem 90`erne er alt blevet hakket op i sms-beskeder, internetoverflod og kedelige TV-serier.

Herhjemme har vi en veludbygget musikskole til folkeskolen. Kunne man ikke forestille sig en ligeså velkomponeret kunstskole? Med uddannede kunstnere som lærere. Kunstskolen kunne henlægges til rimeligt centrale steder, sådan at den almindelige borger kunne have indblik i det. Bygge et inspirerende miljø op omkring det, hvor man arbejdede i “perioder”m undersøgte temaer og gjorde ved.

Der skal være mulighed for den utvungne leg ved ildstedet. Man skal have mulighed for at tegne alle de ulve og marekatte man vil og med en sådan indlevelse, at sodet piskes op, uden at samfundet skal stille med sine tidsrøvere for at se, om det nu løner sig. Det er kulturens pris.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *