Min ven har det svært!

Spørgsmål

Kære, seje psykologteam!

Jeg håber, at det er i orden at skrive som pårørende til én, der har det svært uden selv at lide psykisk. Det er nemlig lige præcis en brevkasse som dette, jeg har eftersøgt. Sagen er, at jeg har en rigtig god ven, der har det rigtig, rigtig svært. Så svært, at det virkelig er hårdt at se på.

Jeg må hellere lige starte med at nævne, at han er 19 år… For 14 måneder siden slog hans kæreste gennem halvandet år op med ham. En kæreste, han elskede overalt på jorden og som han på mange måder havde gjort til “et bedre menneske”. Hun slog op efter at han i en periode havde været rigtig, rigtig stresset med arbejde, studie, venner, sport, hobby og det hele. Break up’et foregik sådan, at hun ikke kontaktede ham i en uge, holdt en forfest hjemme ved ham, hvor hun hele tiden gik op ad én fyr, han senere fandt ud af, hun havde været ham utro med, ikke snakkede til min ven, før hun da de sammen sad i en bus videre til festen gik ned til ham, og sagde det var slut. De næste par dage svinede hun af en eller anden grund ham helt uretfæridgt til og begik virkelig psykisk terror. Dette kombineret med hans stress fik ham til at bryde fuldstændig sammen. Han kan i dag ikke rigtig huske, hvad han gjorde, og hvordan han agerede det næste stykke tid. Blot at han ikke for alvor fortalte det til nogen – slet ikke sine forældre.

Tre måneder efter møder jeg ham. Vi begynder meget hurtigt at snakke meget dybt, og jeg får en del at vide om, hvor dårligt han går rundt og har det, hvordan han tænker “dumme tanker”, kan bryde sammen ved tanken om eksen og generelt har været sat ud af det hele med sit job(han er selvstændig), sin elitesport og til en vis grad også skolen. Jeg finder også ud af, at han har et super lavt selvværd. Alt dette ved jeg godt, og jeg prøver at støtte ham så godt som overhovedet muligt, mens jeg de næste ti måneder ser, hvordan han finder en sød pige, én der forførste gang kan få ham til faktisk at være glad. Jeg følger også, hvor meget han bøvler med at lade sig selv få følelser for hende, med at få det til at fungere. De bliver ved med at løbe ind i problemer, hun føler, hun bliver “udnyttet” i form af bare at kunne gøre ham glad, og han tør ikke rigtig vove sig ud. På den ene side elsker han hende, og på den anden side går det skævt efterhånden hver gang de ses. Jeg ser, hvordan han fortsat har svært ved at fokusere i skolen(ikke mindst i forhold til, hvor uendeligt dygtig, han er, og hvordan han bare plejer at stryge igennem det hele), hvordan han stort set stopper med at dyrke sin sport, hvordan han kan blive virkelig, virkelig ked af det af sm å ting og hvordan han bliver ved at fortælle, at han har de her “dumme tanker”, siger “dumme ting” og “er elendig”. Han er et par gange til psykolog, men her bearbejder de dog bare især det med ekskæresten, der godt nok var katalysatoren, men efterhånden slet ikke er problemet, så så snart, han ikke bryder sammen af gråd ved hendes navn, ser psykologen sin mission som fuldført, og de stopper. I forgårs vælger hende pigen og ham så at stoppe det, de har og “blive venner”, da det var får hårdt for dem begge og i den sammenhæng får jeg snakket dybere, end nogensinde før. Selvom jeg har vidt, at det var rigtig slemt med ham, fandt jeg først ud af, hvor grelt, det var der. Han fortalte, hvordan han simpelthen bare føler sig så sløv doven og umotiveret, både fysisk og psykisk. Han fortæller, hvordan han har taget ret meget på i løbet af det sidste, hvordan han faktisk ikke rigtig ved eller kan huske, hvordan det er at være glad, hvordan han slet ikke kan få formuleret, hvad problemet er, så uoverskueligt og komplekst er det. Han nævner, at han “heldigvis er for svag til at begå selvmord”. Han fortæller, hvordan han rigtig længe har haft helt syge tanker som en frygt for at blive grebet af lysten til at dø og så springe ud fra en høæj bygning(her prøvede jeg at forklare, at det lyder nogenlunde “normalt”) og han forklarede, hvordan han var bange for at være blevet afhængig af at have det dårligt. Altså at det på en måde var blevet et værn at have det sådan. Det gjorde mig uendeligt ondt at høre alt det. Jeg er selv hypersensitiv og sidder lige nu også og græder, fordi det simpelthen bare ikke er retdfærdigt at et så skønt menneske har det så fryggteligt. Det der næsten gør mig allermest ondt er måden, hvorpå han bebrejder sig selv. Han bliver ved med at snakke om, hvordan han “bare skal tage sig sammen” og føler helt tydeligt, at det er hans egen skyld og noget, han skal gøre ved, lige meget hvor meget, jeg prøver at forklare, at det er det samme som, at en kræftpatient sag de det. Han har lovet at gå til lægen igen her om en måneds tid, men er meget imod medicin, hvilket jeg til en vis grad godt forstår.

Puh hvad jeg egentlig vil med denne her henvendelse ved jeg egentlig ikke helt…Jeg vil rigtig gerne have de bedste råd til, hvad jeg kan gøre for at støtte og hjælpe, da jeg synes det kan være uendeligt hårdt bare at se på, lytte og prøve at sige:”Jeg forstår det godt”. Han vil jeg jo ikke høre:”Du bliver glad igen, op på hesten” – det er ikke det, han har brug for. Og også dit bud, hvad han selv kan gøre for at blive glad igen.

På forhånd tusind tak for svar!

Venligt,

Veninden

Svar

Kære veninde,

Mange tak for din henvendelse om den svære situation som din ven står i. Som jeg ser det gør du allerede rigtig meget af det du kan. Du støtter og bakker op. Men noget af det som jeg syntes er vigtig og nok anderledes er, at du skal arbejde på at lade din ven forstå, at han selv skal gøre noget for at komme ud af sin svære situation. Der er ikke nogen andre der gør det for ham. I en sådan situation kan man let falde ind i en slags ”vente-position”, hvor man går og venter på, at nogen gør noget, eller at et eller andet uventet positivt sker, således, at man kommer ud af den svære situation. I denne situation er det din ven selv som skal gøre noget for at lave om på tingene.

Det er super at du hjælper ham til at forstå, hvordan hans tidligere oplevelse (den tidligere kæreste), men måske også hvordan endnu tidligere hændelser i hans liv har givet ham opfattelsen af, at han ikke er ”god nok”. Og det er så dér han skal forstå, at de hændelser tydeligvis har skabt et tanke- og handlingsmønster i ham selv som er uhensigtsmæssig, og ikke mindst en direkte forkert opfattelse af, at han ikke er god nok. I historien med ekskæresten er det jo tydeligt at se hvem der ikke var god nok til hvem (hans ekskæreste har da sit at kæmpe med lyder det som, og det lyder som det helt rigtige at de ikke længere er sammen). Nu har din ven en anden kæreste, og hvis han vil have, at det forhold skal udvikle sig og gå anderledes end det tidligere, ja så skal han gøre noget.

Mit svar centrerer sig altså meget om, at din ven selv har en stor rolle i at komme ud af den svære situation. Du gør hvad du kan, men han skal gøre det meste.

Med venlig hilsen

Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *