Aftalt tid og sted.

Spørgsmål.

Hej
Jeg skriver fordi jeg har et problem i mit parforhold. Jeg har gennem det sidste stykke tid begyndt hyppigt at lyve overfor min kæreste. Det er ikke bevidste løgne som jeg fortæller hende for at skjule noget. F.eks. tit hvor vi snakker/diskutere ting, så i stedet for at sætte mig ind i de ting hun siger eller spørg om, så har jeg en tendens til bare at svare ”ja okay” ”nej det er også træls”. Sådan nogle korte svar som hun ikke kan bruge til noget. det er hun selvfølgelig træt af. Så siger hun at det gider hun snart ikke mere og jeg lover at stoppe med det, men to dage efter tager jeg mig selv i at gøre det igen og dagen efter igen og jeg lover at stoppe med det igen, og igen. Et andet eks. er at hun siger til mig at hun gerne vil have at jeg stopper med at ryge, så siger jeg at det skal jeg nok og at jeg lover at jeg nok skal holde op. Dagen efter ryger jeg igen og det bliver hun selvfølgelig sur over, så jeg siger undskyld, det sker ikke igen, men et par dage efter ryger jeg igen. Hun er træt af at jeg hele tiden fylder hende med pis og lover guld og grønne skove. hun føler jo at jeg lyver overfor hende. Jeg tænker ikke over at det er at lyve som sådan, men mere at jeg ikke kan holde sådan nogle ting som jeg lover. Jeg ved ikke om det er fordi at jeg ikke stopper op og tænker over hvad jeg egentlig gerne vil og ikke bare hvad hun vil. Det er bare nogle eks. Jeg siger/lover jo ikke noget bevidst for så at bryde det. Jeg ved ikke om det er fordi, at de ting hun ser som store problemer, dem ser jeg måske ikke som lige så store. Jeg har så nogle gange tænkt om det er fordi jeg egentlig ikke rigtig vil mere, men så kommer jeg altid frem til at jeg gerne vil hende og vores forhold. Eller så tænker jeg om det er fordi jeg ved at hun altid giver mig en ”chance” til og så tager jeg lidt let på tingene. Har også tænkt om det kunne være fordi at jeg nogle gange er lidt ligeglad med det hun siger, nogle gange er det måske men andre gange er det jo ikke. Har også tænkt tanken om det er fordi jeg ikke har lige så mange følelser for hende mere og at jeg ikke rigtig gider forholdet, men så er jeg jo også bare kommet frem til at jeg jo gerne stadig vil. Det gør mig bare så forvirret det hele. Ved godt at det måske virker indviklet eller uoverskueligt. Men jeg håber i har en eller flere forklaringer/løsninger på hvordan jeg kan komme disse problemer til livs.

Svar.

Kære Casper.

Et forhold som umiddelbart falder os I øjnene er at din og din kærestes kommunikation fuldstændig mangler struktur. Prøv at aftale med hende at spørgsmål som du af den ene eller den anden grund ikke kan svare på her og nu tages op på et andet tidspunkt som i aftaler helt præcist. Du kan også forslå hende at jeres diskussioner og samtaler skal finde sted på tidspunkter som i aftaler i forvejen evt. med en bestemt tidsafgrænsning. Det du kan gøre helt for dig selv er at holde op med de hvide løgne og i stedet for f.eks. sige til din kæreste at det og det har du ikke lyst til at svare på eller tilbyde hende at svare på en aftalt tid. For nu at tage et konkret eks. Det med at ryge så sig f.eks. til din kæreste at du selv ønsker at bestemme om du vil ryge eller ikke vil ryge og at du nok skal give hende besked når du selv evt. har truffet en beslutning om at ophøre med at ryge.

Hvad angår dine spekulationer om jeres parforhold er du nød til så snart som muligtJ at træffe et valg på dit indre plan idet det er u ansvarligt at lade din kæreste gå i den tro at du er sikker på at jeres forhold skal fortsætte hvis du ikke helt og fuldt har valgt det.

Vh. Ulla og Ole

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *